fredag den 22. januar 2021

Garden Party Skørt

 

Kirsten har strikket den fineste nederdel, jeg har haft lyst til at strikke, hver gang jeg har set den. Kirstens forslag er at bruge rester, og det er jeg på ingen måde i tvivl om ville være fantastisk. 




Men de rester jeg har, som ville være perfekte, er bundet op i et andet projekt. Og så blev planen lagt på hylden. Indtil jeg en dag stod i Kvickly og kiggede på blågrønt garn i en strømpegarnskvalitet med lige præcis nok nylon til at det kan holde til slid. Garnet er af den entrådede slags, der findes i et hav af variationer, og inden jeg så mig om, havde jeg taget beslutningen og stoppet garnet i kurven.

Der gik ikke ret længe efter hjemkomst før jeg havde slået op, og selvom det tog omkring en måned at blive færdig, synes jeg skørtet voksede hurtigt. Der var mange masker til sidst.

Siden har jeg brugt det rigtig meget. Det er skønt med uld om mave, bag og ben, når jeg er ude at gå. Så skønt at tanken om endnu et ligger lige under overfladen. Der er bare ikke rigtig nogen af de andre farvemuligheder i Kvicklys udvalg der tiltaler mig. 

Så jeg venter lidt, har andre projekter på pindene og håber at butikkerne får lov at åbne op igen, inden kulden for alvor er væk. Jeg ved nemlig godt at når først det bliver varmt, forsvinder min lyst til at strikke lige den slags.







Design: Garden Party af Kirsten Brun.


Garn: Bergen Superwash i en kombination af blå og grøn. Garnet består af 75% Superwash Uld og 25% Nylon, og kan som sagt købes i Kvickly.

Jeg brugte 303 gram. Kun fordi jeg havde det sidste nøgle, ellers havde jeg lukket af en pind før.


Pinde: 2,75 og 3.25 begge faste rundpinde, begge Knit Pro Zing.  


Størrelse: Jeg gik efter en størrelse large.




Bemærkninger:
Ifølge opskriften strikkes nederdelen fra neden og op. Jeg ville gerne kunne stoppe, når jeg synes den blev lang nok, og vendte det hele på hovedet.

Jeg slog slutantallet af masker op med en hæklet række luftmasker af andet garn og strikkede lige op i ret til det strikkede var langt nok til en løbegang om den elestik jeg tilfældigvis havde liggende i skuffen. En cirka 3 centimeter bred elastik. Jeg syede elastikken sammen til en ring, trævlede de hæklede luftmasker op og satte de nu levende opslagsmasker på en ekstra pind, inden jeg strikkede kanten sammen rundt om elastikken. 



Ind og udtagninger strikkede jeg efter opskriften med de 5 masker mellem som jeg kunne regne mig frem til at jeg ville ende med, hvis jeg havde strikket nedefra og op.

På hver femte mønsteromgang tog jeg ud ved at lade være med at strikke de tre masker sammen, men vedblev at tage ud. 

Da jeg synes jeg havde nået en fornuftig længde strikkede jeg 10 pinde ret - frem og tilbage, inden jeg lukkede af og syede den lille slids ved retmaskekanten sammen.


Vi kunne konstatere at Emilie synes det er svært at tage billeder af en nederdel, så der er ikke så mange flere. Men de kan stadig ses på Ravelry, hvis nogen har interesse.






6 kommentarer:

  1. Flot resultat, som klær’ dig rigtig godt!

    SvarSlet
  2. Den er flot, og sidder flot på dig.👏🏻👏🏻👏🏻👏🏻👏🏻

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak Lykke, den er dejlig at have på :)

      Slet
  3. Igen bliver jeg nødt til at udtrykke min 'imponerethed'. Du kaster dig over projekter, jeg end ikke ville drømme om - jeg synes et tæppe til Røde Kors på 1 x 1 meter tangerer maksimumstørrelse på et strikkeprojekt, men det er måske i virkeligheden nogenlunde det samme, hvis man breder nederdelen fladt ud? Det er også tynde pinde du har brugt! Men flot er den - på alle måder :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, det har jeg vist altid gjort. Og tak, jeg øver mig stadig i at tage mod ros.
      Og ja, det er nok i omegnen af 1x1 meter, hvis den bredes ud, og i øvrigt er jeg sikker på du gør så meget andet :)

      Slet