masker på en søndag - Uge 1

 

Ugen kort:

• Mandag var tilbage på arbejde efter jul og nytår. Tilbage til en næsten lukket skole med ganske få børn.
• Der var stille.
• Selvom jeg ikke stod i nødpasningsskemaet, var jeg på skolen både mandag og tirsdag, for at få styr på de sidste skadesanmeldelser.
• Sneglene nød godt af dage lige efter hinanden og fik agurk.
• Agurk holder ikke længe, i weekender (og dage under nedlukning) får de salat. De kan bedst lide agurk.
• Tøserne blev testet, de var begge negative og Josefine er taget hjem til Fyn igen.
• De synes selv det var superhyggeligt at blive på værelset og se serier dagen (og natten) lang. 
• Teams er dukket op igen. Der har været MED-møde, fælles møde, teammøde og et triomøde. 
• Et enkelt socialt arrangement via onlinemødeværktøjer blev det også til, da Lona inviterede til striksammen. Det var hyggeligt. Vi gør det igen om fjorten dage.
• Jeg havde en enkelt dag i nødpasningen. Ganske stille og hyggeligt. 
• Daniel og Oscar var forbi, en dag Oscar var træt, ikke havde sovet til middag og bestemt ikke skulle have noget at spise.
• Jeg kan faktisk godt huske den der periode, hvor de holder op med at sove til middag og næsten ikke kan hænge sammen.
• Jeg kan tælle fire dage med fodring af sneglene. Senest i dag.
• En hue og en nederdel er strikket færdige. 

Læse:

Pigen under træet var læst hurtigere end hurtigt. Sara Blædel er letlæselig. Men jeg synes der var et par løse ender, jeg aldrig fik svar på.

Jeg stoppede ved kirkegården på vej til skolen i dag, og tog dagens billeder. Det var først da jeg sad under udhænget på fliserne ved kapellet, det slog mig at den igangværende bogs titel enten var på rette plads - eller var helt malplaceret.

Jeg er startet på syvende bind i serien om Joona Linna. Lazarus. Den er lidt klam. Sådan lige på og hårdt. Jeg er med på at forfatterparret bag Lars Kepler er gode til at være klamme. Lige nu er det bare lidt i overkanten. Jeg kan godt lide krimier. Jeg kan rigtig godt lide krimier, men helst lidt mindre klamme. 

Som det er nu, mister jeg lysten til at læse efter et kapitel eller to. Når kapitlerne kun er to-tre-fire sider lange, går der nok et stykke tid, inden klamheden viger for spændingen. Sådan må det være lige nu.

En mand er fundet død i Norge, en anden i Tyskland. De er begge forbundet til Joona Linna - men hvordan. Hvem overvåger Joonas kæreste? Og er det smart hun ikke siger noget?

Strikke: 

Jeg har en plan om altid at have et par strømper på pindene. Helst kun et par, jeg synes ikke det er fedt med flere par ad gangen - selvom det er lykkedes mig et par gange.

Siden de sidste strømper blev færdige inden jul, har jeg ikke slået et nyt par op. Jeg slog i stedet op til en hue, og på en eller anden måde, gav den følelsen af strømpestrik. Nu er huen færdig, jeg har bestilt en pompom, og det blev tid til nye strømper. 

Jeg har slået op til Paraphernalia i garn fra Kiboo Knits, købt i Berlin. Anders valgte selv garnet, så derfor er strømperne selvfølgelig til ham. Han ved det ikke, jeg er lidt spændt på hvor længe jeg kan strikke på dem, før han finder ud af det.

Kan jeg strikke tåen på uden at prøve dem på ham? Jeg kan i princippet måle på et andet par, jeg plejer at bruge ham selv. Gennemskuer han at de er til ham? Når han at læse med her? Han gør det nogen gange. Ender jeg med at fortælle ham det?

De ligger fremme i kurven med strik, men det er der så meget der gør. De er fulde af snoninger, ellers kan de ikke være til Anders. Garnet er muligvis en tand for spraglet til snoninger, men det må bære eller briste.

Ifølge opskriften er der en snoning langs den yderste side af foden. Jeg har tilføjet et par masker og strikker en tilsvarende snoning langs den inderste side af bagbenet. 

Jeg skal også huske at spejlvende snoningerne på strømpe nummer to.