Augustins No1

 

Emilie er blevet voksen nok til at forstå værdien af strik. Så voksen at hun nærmest hungrer efter at have strik på, og gerne betaler for det.

I løbet af det netop overståede år, har jeg strikket ikke mindre end tre par strømper til hende af håndfarvet garn, hun selv har købt. Til formålet. Det ene par var en gave, som hun havde lidt svært ved at give fra sig.

I sommers strikkede jeg en Sunday Sweater til hende, jeg købte og betalte garnet, men hun var nok med i købet, til at forstå hvor mange penge, der går til sådan noget lækkert strik.

Hun er på ingen måde færdig med at drømme, og Instagram har forstået at hun godt kan lide fine mønstrede strømper, så de dukker lystigt op i hendes feed.

Med tiden er også større strik begyndt at dukke op, Og siden hun første gang så Augustins No1 har den rumsteret kraftigere og kraftigere. Hun har kigget garn, hun ledte så sent som et par dage før jul. Hun havde nemlig ingen anelse om, at det var en udgave af netop den sweater, der lå i pakken til hende.

På et tidspunkt tilbage i august, eller noget i den stil, fik hun sagt de vise ord, at jeg kunne strikke den til hende i julegave. Det mente jeg ikke jeg kunne. Sagde jeg og mente det umiddelbart også. Men så tænkte jeg igen, og mente at det kunne jeg vel sådan set godt.

Så langt, så godt. Jeg fandt garn, jeg slog op, jeg gemte og strikkede herhjemme. Men det var ikke nemt. Så kom den med på arbejde, hvor den gjorde sin entre på de afsindig få møder vi pludselig stod over for. 

Jeg var på ingen måde sikker på at kunne nå at blive færdig, Men så alligevel, jeg strikkede når jeg kunne, som året gik på held deltog jeg i flere og flere online møder siddende på Klubbens kontor - her kunne jeg godt strikke og mange er de eftermiddage, hvor jeg har siddet ved bålet, passet på og ventet på børn mens pindene har bevæget sig mellem mine hænder.

Jeg nåede det, og skyllede med trøje op, der stankt af bål, i en balje i Klubbens køkken. Den lå til tørre på et noget alternativt underlag af diverse håndklæder og endte med at blive smuglet med hjem, uden hun så den. 

Den blev pakket fint ind i en papkasse med silkepapir og en flok bjælder, så den ikke lød som en strikket trøje, og det var - for en kort bemærkning - et noget mundlamt tøsebarn, der pakkede op og blev mere end almindelig glad.

Den passer, den er taget i brug, hun kigger efter mere garn og har lovet, at når vi igen kan tage på garnmesser skal hun med. I hvert fald, så længe messerne findes i rimelig nærhed. Mere spændende er det alligevel ikke...

I øvrigt er hun stadig vild med Augustins.dk - hun ønsker cirka en af hver...

Design: Augustins No1 af Anne-Sophie Velling

Garn:  Jeg brugte to tråde. En tråd Alpaca + Merinowool + Nettles og en tråd Silk + Kid Mohair, begge fra Onion. Begge i en neutral beige farve.

Jeg endte med et forbrug på 437 gram - lige over 4 nøgler Kid Mohair og cirka 6½ nøgle Alpaca/merino

Pinde: 5 og 6 mm. Ganske som i opskriften.

Størrelse: Medium

Bemærkninger: Jeg synes der er rigtig mange gode detaljer i opskriften. Der er også dele, der for en garvet strikker og håndarbejdslærer ikke giver mening. Nogen steder lukkede jeg øjnene og gjorde, som der stod, andre som jeg selv synes for bedst.

Jeg startede med at slå op med en rest garn som en midlertidig opslagning og strikkede den ombukkede hals sammen. 

Da jeg nåede til løbegangen valgte jeg også at strikke sammen, fordi jeg synes det var nemmere end at lukke af, bryde garnet, sy sammen, og starte forfra igen. Her kunne jeg gøre det hele ud i et, uden at bryde garnet og med et par endehæftninger mindre.

Ved nederste kant skulle lukkes af med en 4 masker bred iCord. Jeg synes ud fra billedet at det blev lidt klodset, og overvejede alternativer. Da Emilie på et tidspunkt igen sad med billedet af trøjen og savlede, mens hun overvejede garn, fik jeg spurgt til hvad hun synes. Hun synes det så fint ud...

Jeg synes stadig det var lidt klodset og endte med en 3 maskers iCord, fordi den syner lidt lettere.

Forklaringen på bindebånd, både ved ærmer og talje, gav ingen mening for mig. Altså strikkede jeg en helt almindelig iCord, i den længde som opskriften angav. Det blev meget langt i ærmerne. Jeg har tilbudt at lave dem kortere, men efter vi fandt ud af at sno dem om sig selv, har det hjulpet rigtig meget, og tøsebarnet er tilfreds.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.