Ugen kort:
- Jeg fandt en lille bitte orm hos sneglene - det kan betyde parasittter og alskens klamheder. Det kan også bare være en lille bitte orm, der har siddet inderst i det halve salathoved de spiser af.
- Jeg håber på det sidste... Men...
- Sneglene er igen i sommerhus, terrariet er tømt og er igen ved at gennemgå en storstilet rengøring.
- Oscar kom, så og sejrede tirsdag, ganske som han plejer, men med vådt tøj. Emilies strømper og min t-shirt udgjorde over the knee strømper og en kjole. Jeg har djule på, gentog barnet igen og igen.
- Skolebestyrelsen holdt møde.
- Endnu en strikkekomsammen hjemmefra var superhyggelig.
- Jeg kravlede gennem nåleøjet og modtog et negativt testsvar. Næste uges test er bestilt.
- Jeg har lappet min cykel - igen. Og farvet mit hår.
- Henna er godt for håret og tager timevis at farve.
- Eleverne synes stadig det er superhyggeligt at mødes online i skoleregi.
- En enkelt dag i nødpasningen stod på mit skema.
- Alle møderne er ved at være fast planlagt, og giver mening.
- Jeg har ifølge den downloadede app, gået gennemsnitligt 8268 skridt hver dag.
- Det er stærkt vanedannende at komme ud at gå.
Læse:
Det er stadig en ubehagelig bog.
Mens Joona har en strategi, har Saga en anden, og netop som det ser ud til at alting går op i en højere enhed, vender det hele og bliver om muligt endnu værre.
De er ved at have travlt. Dels fordi historien lægger op til det, dels fordi der ikke er helt så mange sider tilbage, som der var en gang.
Mens antallet af ofre stiger, tager jeg mig selv i at håbe, at i hvert fald hovedpersonerne kommer gennem uden alt for mange skrammer på sjælen. Det ser ikke rigtig godt ud.
Strikke:
Da jeg sidste uge var forbi Oscar til en omgang pasning, havde jeg tasken fyldt med tegnede fodaftryk, da jeg nåede hjem. Tanken om varme til fødderne af resterne af nederdelens garn har ligget og luret.
Med de våde fødder han dukkede op med i tirsdags, blev det mere nærliggende og lige nu har jeg to færdige strømper og en tredje på vej. Jeg tror jeg kan få fire strømper ud af resterne af garnet. Fire strømper, der med tanke på de lange farveskift i garnet, nok bliver ret forskellige.
Det går hurtigt at strikke strømper i størrelse to år. Han bruger vistnok en størrelse 28. Jeg har strikket indbygget svang under foden, for jeg har lovet at forsøge med en forklaring, og princippet for en fodformet svang er fuldstændig ligeglad med hvor mange masker der arbejdes med. Det duer til alle størrelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar