Lyserødt til prinsessen

Mens jeg arbejder på at gøre sidste års forbrug af fibre op - det tager altid lang tid - er det vist på tide at vise sidste hjemmelavede julegave frem.

Jeg syede prinsesseudstyr til Rose, og havde håbet lidt på billeder med barnet i. Hun havde kjolen på, da vi sås mellem jul og nytår, men jeg var ikke hurtig nok til at tænke billeder, og hvirvelvinden havde mere travlt med at fare rundt, end stå stille til billedetagning. 

Måske det kommer engang. Lige nu ses vi ikke, vi glæder os til igen at kunne, og savner hinanden på afstand.

Med udgangspunkt i de mange kjoler jeg i tidernes morgen syede til Emilie, der glad og gerne gik i børnehave iklædt tyl og prinsessekrone, fik jeg liv i endnu en kjole, som er taget godt imod. Jeg ved den bliver brugt, så gider jeg rigtig gerne en anden gang.

Jeg er ikke udelt tilfreds med resultatet. Der var detaljer jeg gjorde tidligere som jeg glemte undervejs og set i bakspejlet, er der detaljer jeg ville gøre om. Det er på ingen måde forfærdeligt, det er vist mest mig. 

Det ærgrede mig dog, at dunboa, som i halvfemserne kunne købes i enhver stofbutik med respekt for sig selv, ikke findes i modebilledet for øjeblikket. Det var umuligt at opdrive lyserød dunboa. Der må ledes ekstra godt og i rigtig god tid, inden jeg næste gang skal sy en kjole i prinsesseformat. 

Det kunne godt være til august, når tøsebarnet fylder hele fire år.

Design: Eget, mere eller mindre ud af hovedet. Jeg ved jeg har tegnet videre på et eller andet børnemønster, men jeg ved ikke hvilket. Helt sikkert noget helt basalt, som har været let at lege videre med. 

Stof: Lyserødt fra Stof og Stil. Jeg købte det hele samme sted, og lagde mest vægt på farverne. Der er tyl i tre forskellige nuancncer, organza, satin og sølvstof akkompagneret af sølvelastik, sølvbånd og store glasperler i en changerende lyserød.

I skufferne hjemme fandt jeg sytråd, knappen til nakken, broderitråd til en trense og de små perler, der holder på de store. Jeg havde også pladevat til fyld i både krone og stjerner.

Størrelse: Jeg ved Emilie kunne passe sin, da hun var fem. Rose er stor af sin størrelse. Hun kan sikkert også passe sin, når hun rammer fem, men kun fordi børn i hendes alder har en tendens til at skyde i vejret og ikke blive meget bredere.

Bemærkninger: Stjernerne syede jeg ved at tegne dem op på bagsiden af et stykke sølvstof på cirka 20 x 30 cemtimeter. Jeg tegnede så mange, der kunne være, med plads til sømrum mellem. Endnu et stykke sølvstof og et stykke pladevat i samme størrelse blev lagt, så sølvstoffet lå ret mod ret og pladevattet nederst. Jeg syede hele vejen rundt om hver stjerne, efter optegningen og med små sting, klippede hver enkelt stjerne ud med et minimum af sømrum og satte hakker ved de inderste spidser. For at vende stjernen klippede jeg et hul i det ene lag sølvstof - pas på ikke at klippe i begge, og vendte gennem hullet, som ikke er til at se, fordi stjernen er syet på kjolen, så hullet er skjult.

Kronen er lavet på nogenlunde samme måde, men med plads til at vende, så der ikke er klippet hul nogen steder.

Tylskørtet er langt, og hæftet op med stjernerne. Ærmerne er med vilje korte, for at kjolen kan bruges i længere tid, og sølvbåndet i taljen syet på, så der er plads til at binde sammen bagpå  - igen med mulighed for at vokse.

Jeg synes egentlig ikke der er det store syning i kjolen. Der er en del håndsyning, men mest af alt er det materialerne, specielt tyl i flere lag, der får den til at se ud af noget.

Rose var glad, og så er alting godt.