Et par hyggelige timer

 

Det tager cirka fem minutter at cykle fra os til Daniel og Amalie, når cyklen først er hevet op fra kælderen. Det nød vi alle godt af i går, hvor Amalie fik skåret sig på et stykke glas, og vagtlægen mente det lød som en god ide at køre på skadestuen.

Daniel ringede, jeg fik travlt, havde nye batterier til den ikke længere lysende forlygte i tasken, løb ned ad trappen, skiftede batterierne og konstaterede at min cykel var punkteret. Heldigvis har jeg nøglen til Emilies cykel blandt mine nøgler, så jeg hoppede på hendes i stedet.

Fremme var Oscar midt i aftensmaden, pænt ligeglad med at forældrene forsvandt og vi havde et par hyggelige timer sammen. Jeg har overvejet at strikke ham sokker, men har været i tvivl om størrelsen på sådan nogen. Oscar synes det var vildt sjovt at tegne rundt om foden, det kildende og jeg nåede hjem med temmelig mange fodomrids på bagsiden af alle de arbejdspapirer, der lå i tasken.

Ellers var aftenens bedste legetøj en suppeske - eller som Oscar siger, en stor ske - og en lille bold, der kunne fanges ind af suppeskeen. Det var kun svært da bolden lagde sig til rette inderst bag sofaen, barnets arme inklusive suppeske var for korte og jeg måtte ned og rode under sofabordet.

Da han begyndte at gnide sig i øjnene skiftede vi til nattøj og læste alle de bøger i bogkassen, der havde flere billeder end tekst. Det omvendte havde ingen interesse. Der er han vist ikke endnu.

Da forældrene vendte tilbage var han grydeklar, sagde pænt farvel med både knus, kys og kram, inden jeg kørte hjem igen, Daniel puttede og Amalie kunne mærke bedøvelsen langsomt forsvinde.

Det var ikke et voldsomt snit, men dybt nok til at de ikke hjemmefra kunne vurdere hvor dybt, og stort nok til at de begge blev lidt forskrækkede - og der skal ellers meget til. Fremme på skadestuen havde lægen vurderet at det nok ville have bedst af et par sting. Det endte med tre, så jeg tænker at selv et lille snit i en finger kan være større end man sådan lige går rundt og tror.