Ude godt–hjemme bedst

Jeg ville egentlig have været til Hundested i dag. Sandskulpturfestivallen lokkede.

Emilie burde have været med, hun holder meget af sandskulpturer, men hun arbejder hver weekend, så det var ikke muligt. I stedet hoppede Anders på, og indtil i morges bildte jeg mig selv ind at vi havde en aftale.

Jeg vidste godt at turen tager to en halv time i tog – hver vej. Jeg vidste også godt at sandetskulpturerne efter et par måneder må være faldet noget sammen og jeg vidste godt at området er begrænset, og der måske ikke ville være det store at se – rejsens længde taget i betragtning.

Alt det var Anders først kommet i tanke om i løbet af i går. Altså kiggede vi hinanden dybt i øjnene, vejede for og imod og det endte med at en (noget kortere) tur i haven vejede tungest. Det kunne ellers have været hyggeligt at spise is og flette fingre på havnen i Hundested.

Flette fingre skal vi nok finde ud af, det med is har vi alligevel ikke godt af og sandskulpturfestivaller findes hvert år.

Og jord har godt af at blive ryddet, en staude er flyttet – efter Henriettes anvisninger. Vi har besluttet at de mange akelejefrø jeg fik med hjem skal plantes i kasser herhjemme først – der er nemlig omrokeringsplaner i haven, når efteråret for alvor sætter ind, og dermed en smule usikkerhed i forhold til hvor kommende akelejer skal bo.

Hjemme igen har Anders klippet, tegnet og fortalt, for at få styr på haveplanerne, jeg er godt i gang med at omhækle tyve centimeter efter at have fundet en fejl, og en flok håndboldherrer har underholdt som lydtapet imens. Tillykke til dem, det blev en smule spændende til sidst. Så spændende at jeg et øjeblik glemte at hækle.

Inden dagen er helt slut er der plads til lidt seriekiggeri og mere hækling. Jeg skal helst have genhæklet det optrævlede og være tilbage hvor jeg var, inden jeg går seng. Har jeg besluttet. Der hvor jeg manglede fem omgange og en kant.

Var alt det jeg ender med at hækle ikke blevet pillet op igen, ville kjolen vist ende med at blive mere end gulvlang.