Ruinenberg

Vi gik ud af parken, gennem porten med middelalderklædte vagter, over vejen og ind i skoven på den anden side. Vi fulgte retningsinstinktet, og inden længe kom vi til en lysning, der til den ene side havde udsigt mod slottet, til den anden side gav et kig til ruinerne langt oppe.

Vi fandt en nedtrådt sti i græsset og gik mod ruinerne, der, som vi nærmede os, virkede lidt forkerte. Der var noget galt med tidsaldrene….

Sene græske søjler og et langt tidligere græsk tempel, en romersk buemur og et middelaldertårn er hovedelementerne i sceneriet, der viste sig at omkranse et temmelig stort vandreservoir

Ruinenberg, hedder scenariet, der efter ønske fra Frederik den store blev opført. Han havde hos andre monarker på rundrejser i Europa set ruiner af mange arter og ønskede også det syn i sin egen have. En kompetent arkitekt blev tilkaldt, og ruinerne blev opført sammen med det gigantiske badekar, der skulle rumme vand til fontainer rundt om i haven.

Planen var at lede vandet gennem kanaler – som vi så spor af på vej mod artefakterne – men trods gennemtænkte, rettegnede og velplanlagte ideer om vind- og vandkraft, lykkedes det aldrig at få vandet til at springe på de udsete steder.

Først langt senere, da Frederik den Store forlængst var historie, kom der spring i vandene. Denne gang ikke med vand fra Ruinenberg eller gennem kanaler fra det store vandreservoir, men i stedet dampkraft og vand fra floden Havel.

Selvom vi godt vidste at ruinerne ikke var ruiner, men bygget til formålet, var det alligevel et fint syn at gå rundt om vandtanken og kigge på både mur og søjler.

Vandreservoiret er stort. Og højt. Så højt at jeg næsten ikke kunne kigge over kanten. Et enkelt sted, stak en jerndims op af jorden nedenfor badekaret, og stillede jeg mig på den, kunne jeg se hele set store blanke vandspejl. Jeg kunne også se en bunke tøj på kanten foran mig, og en nøgen mand helt ovre på den anden side af søen.

Han var vist optaget af at rense vandet for drukede fugle og andet skrammel. Han virkede som om han slet ikke så os, stod blot på en stige og passede sig selv. Vi nåede hele vejen rundt, og jeg tænker at bunken med tøj nok lå ved jerndimsen af en grund – det var også det eneste sted, han kunne komme højt nok, til at komme over kanten.

Fra ruinerne gik vi bagom tilbage til byen, gennem nyere, større og stadig overklasseprægede udbygninger af en by, der for længe siden var en hel del mindre. Potsdam er vist stadig et sted for den pænere del af befolkningen.