Det Ny Teater

Popupstrik er et genialt koncept. Jeg hørte om det engang sidste år, men det var først da det gik op for mig, at Lona og Helle er gentagne gæster, at jeg fik mod til at møde op.

Princippet er ret enkelt. Man mødes en gang om måneden, på en i forvejen udstukket dato mellem syv og ni om aftenen. Der skal helt sikkert strikkes – eller hvad man nu lige har lyst til, og samtidig krydres med spændende underholdning. Det kan være en rundvisning, et foredrag eller noget helt andet.

Hvad vides ikke. Før dagen før. Her modtager man nemlig en mail (hvis man har tilmeldt sig maillisten) med informationer om hvad der skal ske og hvor det foregår. Der er som udgangspunkt ingen tilmelding, du møder bare op, hvis du har lyst. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt med billetbetaling.

Jeg har kun været til et enkelt popup-arrangement, og det var hyggeligt. Sjovt nok har jeg aldrig fået skrevet om det, men der var vist også lidt travlt dengang. Dengang foregik arrangementet på Cafe Cadeau og der blev holdt foredrag om et eventyr ud i dyrkning af økologisk bomuld i Uganda. Det var spændende.

I går lukkede sæsonen op. Der stod skolebestyrelsesmøde i min kalender. Det slutter klokken syv. Jeg tænkte at hvis bare arrangementet foregik på en cafe, kunne jeg vel nok komme lidt (noget over en halv time) for sent. Da mailen om hvor og hvad ankom, måtte jeg sande, at jeg ikke skulle med i går.

Turen gik til Det Ny Teater. Rundvisning, historiefortælling og tid til strik. Det gad jeg godt. Desværre – for mig – var det nødvendigt at være der til tiden, for dørene ville blive både lukkede og låst når arrangementet gik i gang. Trist håbede jeg at den mulighed måske dukker op en anden gang.

Indtil jeg sad til skolebestyrelsesmøde, og begyndte at regne på tid, på dagsordenpunkter, på hvor langt vi var nået og på hvornår monstro vi ville være færdige. Diskret slog jeg op på telefonen, hvor lang tid det ville tage at cykle fra det nordlige Rødovre til Det Ny Teater. Otteogtyve minutter lød beskeden på, og alt for hurtigt nærmede skæringspunktet halv syv sig.

Diskret – synes jeg selv – tjekkede jeg op på busforbindelser, for at se om det skulle være hurtigere. Svaret var negativt og jeg var tilbage ved de otteogtyve minutter. Fen over halv var vi færdige. Mig noget trippende og de sidste minutter temmelig kedelige og nærmest intetsigende. Resten af panelet sad ikke og havde travlt, så det var vist kun mig, der godt kunne have undværet de afsluttende øvelser.

Til sidst var det slut. Jeg nåede at fortælle chefen om arrangementet og tilføjede at jeg var nødt til at gøre forsøget. Af sted, af sted sagde han, og fortsatte: Du når det ikke på cykel. Næh, sagde jeg på vej ud af døren, Men så må jeg køre hjem igen.

Og så gik det ellers stærkt. Jeg tror aldrig min cykel har kørt så stærkt. Jeg nåede over et par af de små kryds for gult (og måske også et enkelt for rødt, efter at have kigget mig godt for). Gearet nåede syv inden hvert rødt lys, uden det føltes tungt og lungerne gik lidt stærkere end de plejer.

Tre minutter over syv drejede jeg fra Gammel Kongevej ned mod Teatret. Der var helt tomt. Jeg stod af, trak forbi indgangen, kunne se lys og en helt tom forhal. Æv, tænkte jeg og satte cyklen op ad muren henne om hjørnet, låste og gik tilbage og kiggede ind. Prøvede sågar at hive i de låste døre.

Jeg nåede at tænke tanker om at finde noget koldt at drikke, inden turen gik den anden vej, da en dame pludselig viste sig i forhallen. Jeg tror ikke hun så mig, men kort tid efter stod hun på fortorvet, kiggede hen mod mig og spugte om jeg skulle ind og strikke.

Damen hævede stemmen og spurgte om andre skulle til strik. På den anden side af gaden stod endnu en, der var kommet for sent. Ind kom vi, op med elevatoren for hurtighed, mens damen fortalte at hun synes de var gået temmelig hurtigt i gang, og hun lige ville se, om der skulle stå nogen og vente. Vi takkede og takkede igen, inden vi blev vist ind i salen til et fordrag om teatrets histore, krydret med historier om personligheder, arkitektur og et omskifteligt liv.

Senere fortsatte foredraget i teaterkælderen sammen med varmt at drikke. Mens de øvre dele af teatret fremstår ganske som ved åbningen for over hundrede år siden, er teaterkælderen holdt i de rå toner, der ganske sikkert også har været for de mange år siden. Jeg havde gerne set mere, men det var spændende og mange finurlige detaljer om teatret og dets historie dukkede op. Teatret har levet et langt liv, været udsat for meget og prøvet ikke så lidt, inden det i starten af halvfemserne var nedslidt, gav underskud og blev lukket på ubestemt tid.

At teatret blev istandsat og åbnet igen krævede et stort arbejde, en ambitiøs vision og temmelig mange penge, der betyder at teatret i dag er det førende musicalteater i Danmark, der igen og igen sætter fantastiske forestillinger op. Som en kuriøsitet fortalte guiden at teatret stort set ikke råder over mere plads end det publikum kan se, og derfor er det nødvendigt  at have alting på scenen under en forestilling.

Som regel købes store forestillinger med fast scenografi og alting, der skal se ud præcis som på de store scener på Broadway eller Westend, men det kan ikke lade sig gøre på Det Ny Teater. Derfor bliver kulisser skræddersyet til teatret af trænede folk, der efter mange år formår at lave fantastiske opsætninger, vi som publikum ser som dybe trediminisionelle scenerier, men nærmest ingenting fylder.

Klokken ni kunne vi pakke os sammen, takke for en dejlig aften og vende næsen hjemad.

Nu er det spændende hvad næste måneds popupstrik kommer til at indeholde.