At vide og at forstå

Jeg vidste godt at der var en mur. Jeg vidste godt at der har været meget på spil, og der har været svære menneskeskæbner involveret. Jeg var klar over at der både var ingenmandsland og langt mellem øst og vest. Det betød også en vis forståelse for at meget er blevet ryddet for at få plads.

Det var bare ikke for alvor gået op for mig hvad det reelt betød. Hvor stort projektet har været. Hvor mange pennestrøg der har slettet bydele og store områder i et splitsekundt. At muren ikke bare var en mur.

Jeg skulle stå ved mindesmærket Gedenkstätte Berliner Mauer før jeg pludselig kunne mærke det helt ned i maven. Før gruen for alvor gik op for mig. Før muren ikke længere bare var en fortælling, en historie, et glimt fra gamle dage.

Nogen gange er der langt fra at vide til at forstå.

Det var slet ikke meningen vi skulle have været forbi, jeg vidste slet ikke det fandtes. Når talen faldt på muren sagde alle at vi skulle se East Side Gallery. Det lange malede stykke af muren langs Mühlenstraße. Jeg var ikke imponeret af East Side Gallery. Det gjorde ikke andet for mig, end den følelse af turistfælde der opstod, mens vi gik forbi.

Vi var tidligt på færde den dag vi fandt Gedenkstätte Berliner Mauer. Vi sad i tram nummer 10 og kørte ad Bernauer Straße, der netop er gaden mindesmærket ligger ved. Den eneste grund til at vi sad i netop den tram var tanken om kaffe. Vi var på kaffejagt, og skulle af ved næste stop, da blikket blev fanget af et langt stykke mur med huller som en seksårig med tabte tænder. Hullerne var fyldt ud med rustne jernstolper, der indikerede at vægstykket havde været helt, og bag muren var et stort grønt område.

Vi skal se det her mente jeg, og indvilligede i at drikke kaffe først. Det var første stop på kaffejagten, den første gode kop kaffe Anders fik efter ankomsten til Berlin, derfor blev kaffen vigtigere end at kigge på et stykke mur. Forresten lå kaffebaren lige henne om hjørnet og vi kunne hurtigt komme tilbage.

Gendekstätte Berliner Mauer sætter muren og historien i relief. Her står muren rå (næsten), ingen har behov for at sætte mærker og muren får lov at stå som et minde om hvor grusomme mennesker kan være mod hinanden. Det store grønne område er ikke bare et stort grønt område. Her levede engang mennesker, her stod etagebygninger side om side og her lå en kirkegård. Alt blev jævnet med jorden for at gøre plads til en deling af en by og et folk, der før var et.

Her stod engang en kirke ved navn Forsoningskirken – Versöhnungskirche -, der måtte lade livet og blev sprængt væk for at opføre den Antifascistiske Beskyttelsesmur, der skulle sørge for at de stakkels østtyskere ikke blev fyldt med de frygtelige vestlige værdier og idealer. Eller måske sørge for at østtyskerne ikke flygtede til det forjættede vesten og dermed ikke længere kunne indgå i arbejdsstyrken. Det er ikke til at vide…

Det var her, det gik op for mig hvor stor en udskrift muren og overgangene har medført. At det ikke bare var en mur, langs en gade, men at store områder blev jævnet, lagt øde og belagt med pigtråd, grus og overvågning.

Det var ikke bare på gaden der blev spærret og sprængt i stykker. Det var ikke bare over jorden at mennesker på et splitsekund mistede deres bolig eller deres familie. At vinduer og døre fra øst mod vest blev muret til og forhindrede at mennesker hoppede ud. Også under jorden skete store omrokeringer. På den nærliggende Nordbahnhof er en udstilling der viser hvordan undergrundsstationerne blev spærret af, fyldt op med beton og blev taget ud af drift. På de vestlige baner, der kørte under østligt territorium, stoppede togene ikke ved de afspærrede stationer og de gik under navnet spøgelsesstationer.

Det må have krævet oceaner af beton at afspærre alle de stationer. Andre steder må der have været spærret på andre måder. Jeg ved ikke hvordan, men jeg forestiller mig afspærringer i selve tunellerne, der hvor begge halvdele af byen stadig brugte banerne. Jeg kan slet ikke overskue det kæmpe arbejde, det må have været at åbne op igen.

I parken står en række murstykker, enkeltdele der alle er bemalede. De er stillet op som brudstykker og naturen har fået frit løb, det rørte mig dybt at se de overgroede murstykker. Se at naturen får magt, at mennesket ikke fik lov at vedblive den undertrykkelse opdelingen betød. At den kolde krig sluttede og resterne står tilbage som minder om, hvor vi aldrig skal hen igen.

Det var her, ved Gedenkstätte Berliner Mauer, at skrækken for alvor gik op for mig. At jeg forstod med mere end logikken, at jeg mærkede. Også selvom jeg slet ikke tror jeg nogensinde forstår det fulde omfang. Jeg kan læse om det, jeg kan se billeder, jeg kan forestille mig, men jeg kan ikke begribe.

Det var også her jeg mødte en engelsktalende mand, der stod lidt og kiggede. Kiggede lidt mere og pludselig udbrød: Was this the wall? Was is right here? han så nærmest bestyrtet ud, da jeg kun kunne give ham ret, og pludselig havde han ikke helt så travlt med at købe is til de to børn han havde med. Vi skal se det her!, sagde han og trak af med børnene.