Anders skriver om kaffe i Berlin

Lad det med det samme være sagt at jeg ikke forsøger en objektiv, firkantet eller absolut beskrivelse. Ikke bare er jeg subjektiv, jeg er også af den oplevelse at oplevelsen ændres drastisk med omgivelserne.

Jeg tog noter på dagen, og husker kun dårligt når jeg er uinteresseret.

Vi var i Berlin, jo. Berlin er _IKKE_ en kaffeby. I min bog er skilte med teksten "Ganze Böhnen" store, larmende advarselsskilte. Der står jo direkte (næsten) at man ellers bør være tilfreds med pulverkaffe.

Der er kæder der til forveksling ligner alle de andre, så jeg tænkte at selvom kedelig kaffe er kedelig, så er den da vel bedre end a)ingen og b)pulver.

Når mælk skummes så hårdt at det lugter kogt og brændt på afstand, så bliver jeg ked af det. Når kaffen ovenikøbet lugter kedelig og flad mens den kommer ud af espressomaskinen.

Well, heldigvis er der turisthjælp på mit internet, så jeg slog op og fandt et par steder.

Mit besøg strakte sig desværre kun til få gode kaffesteder. Men sikke kaffe. Sikke baristaer. Det mest udtalte fællestræk var stilsikkerheden. Selvbevidst, men ydmyg, overlegenhed i håndværk. Måske bortset fra et enkelt sted.

Først var vi på Oslo Kaffebar. Jeg tudede lidt over hvor væmmelig kaffe jeg var blevet udsat for. De synes det var synd. Det blev etableret at eftersom jeg er vant til, eller i hvert fald bekendt med, Coffee Collective, så er barren sat fornuftigt, og det kræver en indsats at være med. De gav mig en liste.

Kaffen her er hentet hos Bonanza, som også er på listen. Min oplevelse af kaffen var udpræget bedre på Oslo Kaffebar. Baristaen talte engelsk og kendte sin kaffe, det var den første egentlige kop kvalitetskaffe jeg havde fået i dage. Plus de kan lave kage. Og jeg sad blødt og godt.

Jeg fik en kaffe der mestrede min smag. Stor bredde og fylde, kompleks og udpræget sin egen. Tilstrækkelig frugt til at vække smagløgene, og en lang og varm bitterhed fyldt med jord og nødder. Det var rart, og jeg tog en mere med på vej ud af døren.

Bonanza ligger lækkert, eller hipstert vel egentlig, uden at blive alt for selvsmagende eller opmærksomhedskrævende. Baristaen på dagen var en spinkel lille mand med udtalt nørd-gen. Umiddelbart et kæmpe plus, for så ved man at der er et indgående kendskab. Men ak, hans engelske var som mit tyske, og sammen fik vi arbejdet os lige lidt for langt væk fra min yndlingskaffe.

Ikke desto mindre er det klart for mig hvorfor man vælger Bonanza som kilden til bønner. Kaffen her er skarpt skårne tykke skiver af en næsten singularitetskompakt selv- og stilsikkerhed. Så meget at en var nok. Jeg er ikke mere færdig med Bonanza end jeg er med Berlin.

Five Elephants er et af de der steder hvor de negative ting forsvinder. Man sidder under træerne og hygger med gråspurvene og får lækker, let tilgængelig kaffe til (pr danske priser) næsten ingen penge. Så er det ligemeget at både borde og stole står ringe på brostenene. At man måske ikke sidder helt vildt godt. At baristaen har venner på besøg og måske er ung nok til at glemme at være på arbejde, lidt. Det er ligemeget. For der var ikke en finger at sætte på indholdet af min kop, og midt på fortovet er bare en bedre setting i Berlin.

Let tilgængelig er tit ikke udpræget godt. På samme måde som udpræget godt tit ikke er let tilgængeligt. Men her er det en ros. Der blev ikke givet køb på oplevelsen, kaffen er både kompleks og solid og nuanceret og Kaffe. Jeg var glad for besøget.

Companion Coffee er ikke mig. Undskyldninger er der masser af, men jeg må bare indrømme og stå ved at jeg er for gammel til det pjat. Så er det sagt. Jeg tror fuldt og fast på at ting er en ting ad gangen. Hipsterselvsmagsgenbrug er for så vidt fint nok, for jeg kan vælge at det ikke har noget med mig at gøre. Når man ligger sin kaffebar inden i sådan et. . sted, så holder den op med at være kaffebar. Den bliver tilbehør. Og det er synd. Synes jeg.

Well, fair skal være fair. Kaffen fejlede ikke noget. Baristaen kunne helt sikkert også have fået job hos Baresso. Her havde hun bare bedre råvarer. Nej, ok, det er heller ikke helt fair. Jeg tog kaffen med: Delikat sødme med klar frugt og distinkt syre, brise af ristede nødder og blæs på lang krydret bitterhed. Som jeg skrev, kaffen fejlede ikke noget. Hvis det ikke var for indpakningen kunne jeg godt have haft lyst til at hente en til.

Father Carpenter. Min første tanke var at de var velsignede af ham den anden tømrer. Rig og sødmefuld kaffesmag med karamelliserede nødder og en bred åben frugtig fylde med plads til nydelse og fascination. Jeg må indrømme at jeg en gang imellem glemmer hvorfor det er ok at en kop kaffe kan koste som de gør. Så er det godt der er de her steder, hvor prisen er ligegyldig når først man har prøvet produktet.

Ildsjæle og kaffe er generelt en rigtig bedst kombo.

Min yndlingsberlinerkaffe er Populus. Jeg er faktisk lidt lun på Populus. Populus er for mig et ganske godt bud på bedst. Der er så mange facetter i oplevelsen af kaffen, og så stor forskel på kvaliteten af udbyttet, og Populus ramte bare rigtigst på flest. For mig. På dagen.

Imponeret er i virkeligheden nok den bedste beskrivelse. Her var helt klart det mest polerede og samtidig kompromisløse og krævende produkt. Der var ikke plads til tvivl eller tøven. Frugtigheden er nærmest floral og nødderne letknuste ristede mandler, mørket og fylden trækker i hele sanseapparatet, der er understrømme i understrømmene, og smagens egentekstur er både nærende og fed.

På den anden side er det muligt at jeg havde kørt mig selv op og var meget kaffetørstig.

Alle er de et besøg værd. Hvis man skal vælge vil jeg anbefale Populus. Nummer to er Oslo Kaffebar, Bonanza og Father Carpenter. De er i samme meget høje leje. Måske er de det alle sammen, og en kop er ikke rigtig nok til en ordentlig bedømmelse uanset. Men jeg må indrømme at det er sådan jeg har det. Der er intet galt med Five Elephants. Intet. Jeg tror simpelthen ikke jeg ville kunne passere tilfældigt uden at skulle have en kop kaffe. Eller rettere, jeg ville skulle gå en temmelig stor omvej for at få en kop kaffe dér før jeg brokker mig over omvejen. De andre var bare lige lidt bedre. For mig. På dagen. Det skal siges at god kaffe er en noget mindre bekostelig affære end i Danmark. Generelt under tre Euro for en kop.

“Min” kaffe er en cortado. Der er et par steder hvor de laver den rigtigt. Ikke “rigtigt”, som jeg vil have den, men rigtigt. Cafeen “Ana y Otto” er en af dem. Spydigt. Samme med et lille risteri i Potsdam. Altså ikke bare med opskummet mælk, men en lille bund af kondenseret mælk og en mælkeskum på toppen som en macchiato. Kondenseret mælk er meget meget meget sødt. Dejlig cremet, helt sikkert, men meget sødt. Hvis man er til det er det helt sikkert en oplevelse.

Anders