Til fods i Berlin

Min telefon har en indbygget skridttæller. Det er ikke en Fitbit, eller en anden high tech dims, der kan det hele, og jeg er heller ikke sikker på den tæller helt præcist, men det plejer alligevel at passe meget godt. Især når jeg har telefonen på mig. Til hverdag ligger den ofte på et bord – og så tuder den som regel over at jeg ikke bevæger mig nok.

I går gik vi (jeg) ifølge min telefon tredivetusinde skridt. I dag gik vi tyvetusinde, inden inden mine ben og fødder ikke kunne mere. Vi er gode til at have fikspunkter, men ikke nødvendigvis nå dem i den rigtige rækkefølge. Vi skifter retning efter forgodtbefindende, fordi der lige er noget, der ser mere spændende ud den anden vej, det giver oplevelser vi ikke havde regnet med, og så kan det godt være, der er noget vi gerne vil se, men som tager lang tid at nå til.

Vi er begge to en smule forelskede i Berlin. Byen kan noget som hverken Paris, London eller København kan, Der er åbent og venligt, øjet kan se langt, selv midt i byen. Vi havde regnet med langt mere stringenthed, men alt det der med Ordnung muss sein, er kun til når det er nødvendigt. Overalt er der planter der gror i imponerende størrelser. I går gik vi forbi et væld af spændstige og grønne brændenælder selv volden ikke kan byde på, midt i det hyggeligste kvarter i Prenzlauer Berg. Det emmer af at der er andre ting, der er vigtigere – når vi det ikke i dag, når vi det nok i morgen, og restaurering eller nybygning er langt vigtigere end en græsslåmaskine, en hækkeklipper eller en beskæresaks.

Det gælder ikke kun træer og buske – omend det var sjovt at gå forbi en sprinkler, der formentlig ikke var sat op i dag, men som mente at skulle sprinkle lige nu, på trods af at området den sprinklede ikke længere var en fint klippet græsplæne, men snarere en grøftekant i markstørrelse.

Avisstandere for eksempel – er der ikke lige sat en ny spiseseddel i, står der ganske simpelt bag den tomme rude: Der er ikke sket noget.

Transportsystemet er genialt. Der er stort set ingen ventetid, og vi skifter mellem S-bahn, U-bahn og Trams i et væk. Vi hopper af og på som det passer os, og da først vi fik gennemskuet systemet er det afsindig let af finde rundt. Busserne lader vi være, selvom de passer fint sammen med resten af systemet – vi gider bare ikke busser, hvis vi kan blive fri.

I går var vi forbi East Side Gallery – den længste bevarede del af muren. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men jeg synes faktisk det var lidt kedeligt. En lang mur, en masse mennesker, et grimt hegn – for ellers bliver der tegnet på muren, og alt for lidt plads at gå på. Det var også her vi mødte en flok Trabanter på træf. Vi har set dem et par gange, og der er noget hyggeligt ved at se en række af de samme ens firkantede biler.

Jeg tog et par obligatoriske billeder, men ikke nogen der kan hamle op med alle dem, der findes på nettet og er taget af gode fotografer med gode kamaraer, der har fået fjernet hegnet til formålet. Jeg følte ikke historiens vingesus, mens vi gik der, og det er måske det vigtigste i oplevelsen. Vingesuset har jeg oplevet andre steder, med langt mere gennemslagskraft, men det er en hel anden historie.

Efterhånden er eneste anke at tyskerne åbenbart ikke har set fidusen i danskvand med citrus. Det er ellers min foretrukne drik. Den kan findes, men der skal ledes længe. Det er også sjovt med priserne, det er billigere at gå ind i en kiosk og købe en øl, end at købe en sodavand – eller bare vand. Og vand er temmelig vigtigt hele tiden at have i tasken.

Men vi er altså vilde med Berlin, og vi har heldigvis stadig dage at udforske i.