Nikolai Viertel

Jeg begynder at rode rundt i dagene, og selvom vi snildt kunne bruge mange flere dage i Berlin, er vi også ved at være mætte, trætte og mærkede i benene af al den traven rundt. Det er vist meget godt vi skal hjem i morgen.

I onsdags – tror jeg det var – var vi inde i fjernsynstårnet. Ikke oppe, men inde. Køen var ikke særlig lang, og vi besluttede at skulle det være, skulle det være nu. Det varede lige indtil vi nåede billetlugen og kunne se frem til fyrre minutters ventetid, inden vi kunne komme op.

Det gad Anders ikke, og skal jeg være helt ærlig er det sikkert et spændende syn, og jeg gider måske nok en anden gang, men lige her og nu vil jeg hellere opleve byen fra bunden. Altså lod vi fjernsynstårn være fjernsynstårn og har set alt muligt andet.

Berlins allerældste del ligger omkring Nikolai Viertel lige syd for Alexandreplatz og bymidten. Byen voksede op langs floden og kvarteret omkring Nikolai Kirke blev i forbindelse med syvhundredehalvtredsåret for Berlin genopbygget og fremstår som der oprindeligt har set ud for mange, mange år siden. Inden genopbygningen var kvarteret lagt fuldstændig øde, kun kirken stod tilbage efter de heftige bombardementer.

Kirken er udbygget mange gange og er Berlins ældste bygningsværk. Den kan dateres tilbage til 1230 og står vendt i den rigtige retning og fylder godt op mellem de istandsatte gamle bygninger. Vi tog turen rundt, og indsnusede atmosfæren, der yderligere underbygges af at der ikke må køre biler i den gamle bydel.

Der er superhyggeligt – lidt som en levende og beboet udgave af den gamle by i Aarhus. Overalt ligger små restauranter og butikker der falbyder sig med ågerpriser, men dem kan man bare gå forbi. For det historiske blik er tavler med fakta og vandrehistorier sat op overalt, og inden i kirken skulle der være fine udstillinger om området – vi glemte at gå derind.

Der er også andre museer i området, men dem havde vi ikke lyst til at se. 

Den store færdselsåre Mühlendamm, der har fået navn efter de mange møller, der brugte vandkraften, forbandt (og forbinder) det gamle Berlin – Altberlin – med Spreeinsel – øen midt i floden, der i dag er kendt som museumsøen – der nåede vi aldrig over, det må vi ganske simpelt have til gode en anden gang.

På museumsøen lå i hedengange dage byen Cölln – en søsterby til Altberlin. Berlin opslugte efterhånden Cölln og i 1707 blev byerne slået sammen til Berlin-Cölln. Hvornår navnet Cölln blev skåret væk kan jeg ikke lige finde ud af, men det gør mig nysgerrig og jeg vil gerne vide mere om Berlin.

Der er helt sikkert mest spændende i det indre af Nikolai Viertel. Udenom mister man stemningen og bygningerne virker ikke længere helt så historiske korrekte, det eneste rigtig sjove på ydersiden af den genopbyggede bydel er statuen af Skt Georg og dragen, der er lavet af August Kiss og oprindeligt skulle vises på Verdensudstillingen.

Desværre døde kunstneren og hans kone gav kunstværket til kongen, der lovede at finde en fin plads til den. I mange år derefter stod det i slotsgården til slottet i Berlin, men da det først blev ødelagt og senere revet helt ned, blev figuren flyttet og stod i mange år i en park, inden den endte i den genopbyggede gamle bydel.

Det første Anders sagde, da han så figuren var, at den stakkels skt. George ikke havde mange chancer for overlevelse. Med fane i den ene hånd og sværd i den anden, havde hen ikke mange andre muligheder end at skære hovedet af sin hest, for at nå dragen… Det var nærmest samme ordlyd, der stod på skiltet i nærheden af kampen, for tidligere tiders ryttere havde heller ikke været helt tilfredse med anatomien i hest og rytter.