Sjov i korte baner

Min mave har det fint igen. I de der sidste dage, hvor jeg var på vej op, endnu ikke helt klar til arbejde og stadig ikke kunne overskue de store strikkeprojekter, som af en eller anden grund er det eneste jeg har gang i for tiden, blev jeg rastløs.

Jeg havde brug for at bruge mine hænder.

Jeg startede med at tegne. Firkant efter firkant i de japanske billedepuslespil, som jeg kan meget tid til at gå med. Som dagene gik var det ikke nok. Jeg begyndte på et enkelt broderi, der har ligget og ventet. Et enkelt broderi og et tungt hovede går fint i spænd.

Jeg havde som nok broderet endnu, var jeg ikke kommet til at åbne for Ravelry. På min skærm åbenbaredes et sjal af vendestrikformat. Siden Karina for længe siden strikkede vendestrik, har det rumsteret med mellemrum. Da Dreambird løb sin sejrsgang overvejede jeg at hoppe på, men det blev aldrig til noget.

Nu var der pludselig en mulighed, og inden jeg havde tænkt tanken til ende, lå opskriften i min indkøbskurv og ganske hurtigt efter var printeren på overarbejde. Langt de fleste opskrifter gør sig fint på en skærn, jeg var ret sikker på den her ville gøre sig bedre med mulighed for haksætning – jeg havde bare ikke overvejet de ni og halvtreds sider opskriften fylder.

Bagefter er jeg alligevel glad for jeg printede det hele ud. Uden blyantsmarkeringer af hvor langt jeg er nået, ville jeg hurtigt være lost.

I mit beskedne garnlager (som efterhånden ikke er helt så beskedent) fandt jeg en kurvfuld garn, der kunne bruges til formålet, og resten af trisdag aften gik med at afprøve en tråd, og to tråde, pind nummer det ene og det andet, inden jeg blev tilfreds, og kunne viske alle de afsatte mærker ud og starte forfra.

Godt jeg brugte blyant.

Selvom det nok skal blive et stort projekt, synes det ikke så stort som de igangværende. Korte stræk og mange vendinger er noget andet end at strikke hele vejen rundt på en sweater – igen og igen og igen. Men det er ikke et stykke strik, der egner sig til at blive taget med. Tænk bare på de ni og halvtreds sider, der måske nok kunne deles, men vil være nemmere at holde samlet.

Faktisk er det en rigtig god ide at være alene når der strikkes. Der skal nemlig tælles – hele tiden. Med brug af vendemaskerne, når der skal strikkes flere masker end på sidste pind, eller maskemarkører, når der skal strikkes færre masker end på sidste pind, kan en del af tælleriet undgåes. Men en stikprøve med mellemrum er en god ide.

Andre steder er det ikke til at komme udenom at tælle. Så jeg tæller. Og tæller, og tæller.

Opskriften er en fortælling for sig. Lange rækker af kommandoer. Med tyske forkortelser. Designeren har valgt at bruge de tyske forkortelser, for ikke at lave fejl, og i stedet forklare forkortelserne på engelsk. Det så umiddelbart totalt uoverskueligt ud, men da først jeg kom i gang er det bare at gøre hvad der står. Helt uden at stille spørgsmål.

Kun en enkelt gang imellem er jeg ikke helt enig med antallet af masker – men så gør jeg bare som jeg synes. Det skal nok komme til at passe i sidste ende.

Mellem de lange rækker af forkortelser er henvisninger til de korresponderende felter. Her kommer de mange sider til deres ret. Felterne er både tegnede som et diagram og forklaret som en lang række tal, der fortæller hvor mange msker, der er inden næste vending. Jeg holder mig til tallene. Diagrammet er godt som en hjælp til at se hvordan maskefordelingen så nogenlunde ser ud, men ikke til at stikke efter og kun et enkelt felt har hidtil varieret stort fra diagram til talrække. Her kunne jeg tælle diagrammet og holde mig til den nye række numre.

Det er sjovt – men det har jeg vist sagt. Om det nogensinde kommer i brug er en hel anden historie. Måske er der lidt for meget fjerboa over det endelige resultat.

Men altså - Faktisk har jeg slet ikke tid til at sidde her.