Vejret var skønt, og slet ikke til at sidde inde i. Derfor var det vist ikke et helt forkert valg, da vi i går besluttede at dagens tur skulle gå til Frilandsmuseet.
Frilandsmuseet er altid et besøg værd, og vi plejer da også at komme derud op til flere gange i løbet af en sommerferie. Ikke alene er jeg ret vild med Frilandsmuseet, det er også bare et rigtig godt udflugtsmål.
Der er sket nyt, siden jeg var der sidst. Det første man møder er en ny indgang og en lukket låge i den gamle. Frilandsmuseet har siden første juli indført entre. Det koster 65,- kroner for en voksen at komme ind, men er man så heldig at være ifølge et barn, koster det kun 50,- kr. Det synes jeg faktisk er lidt cool.
Bare en skam mine børn er blevet for store. Det er vist for tidligt at håbe på børnebørn. I øvrigt kommer børn under atten år gratis ind, og selvom vi har været glade for den gratis mulighed, synes jeg det er helt i orden at skulle betale for det fantastiske indblik i vores historie, museet formidler.
Noget andet nyt er huset fra Stenstrup på Fyn (hus nr. 65). Det var under opførsel da jeg var der sidst, og det er ikke et helt almindeligt hus. Det gamle bondehus er beboet, og her må man røre ved tingene. Sansehuset kaldes det, og man må sove i alkoverne, forsøge sig ud i skønskrift med fjerpen, smage på kokkepigernes madkunst – i dag lavede de æbleskiver, stegt over åben ild – og klæde sig ud i tøj fra en svunden tid.
Ved siden af Stenstruphuset ligger huset fra Dannemare (hus nr. 72). Der har det ligget i mange år, men det har ikke tidligere være benævnt Leksikonhuset. Det er det nu. Vi nåede aldrig derind, men inde i huset er det muligt at lære nyt, skilte fortæller om de forskellige gamle redskaber og andre ting, vi ikke længere kender brugen af eller navnet på. Jeg tror personligt, jeg ville have fundet det spændende – jeg er knap så sikker på børnene.
Til gengæld havde vi en forrygende dag. De fleste af børnene har været på Frilandsmuseet før, det forhindrede dem ikke i at synes det var en god tur. En enkelt havde aldrig været der, og han drønede rundt, fra hus til hus, svævende på lyserøde skyer og med et brændende ønske om at bo sådan et sted.
Jeg havde mange gode snakke med ham om hvad dette eller hint var, eller blev brugt til. Han gentog igen og igen, nærmest som et mantra at her ville han gerne bo, og han udstrålede en sådan glæde og begejstring at det var smittende. Det var næsten som at opleve det hele for første gang igen.
Sådan en oplevelse er guld værd.
Og så lykkedes det endda at komme forbi den store gård fra Bornholm. Jeg har været på Frilandsmuseet utallige gange, men alligevel er det lykkedes slet ikke at vide, der ligger sådan en stor gård, blot et stenkast fra hvor vi plejer at gå. Den er fin, den store gård. Jeg var imponeret over den store ovn, og morbærtræet på gårdspladsen. Jeg nåede aldrig ind i staldene – så var vi videre – men nu ved jeg hvor den ligger, så kommer muligheden nok en anden gang.
Uden for gården, på en eng, fik vi endda sagt goddag til en ko.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar