Vejret har i den grad været med os i Berlin. Et par dage er vi lovet regn, og der har været regn, men der har vi været indenfor eller ligefrem sovet.
I går var der solskin på programmet, og derfor havde vi planlagt at bruge dagen i Potsdam. Postdam er ifølge det første jeg fandt på nettet Berlins svar på Paris og Versailles. Selve byen undgik bombardementerne og fremstår hyggelig og gammel, mens den nærliggende park ligger hus til Friedrich den stores sommerpalads. Faktisk er der flere store slotte i samme park.
Ud over at se slotte og gamle bygninger, havde jeg et andet formål med turen. Vi skulle finde et pænt sted og tage billeder af den hæklede kjole, jeg færdiggjorde lige inden vi tog af sted.
For længe, længe siden – jeg tror det var december sidste år- udkom Familie Journalen med et tillæg fyldt med konfirmationskjoler/tøj og tilbehør. En enkelt filethæklet kjolen rumsterede i mit hoved længe nok til at jeg endte med at købe femten nøgler bomuldsgarn og gik i gang.
Mit garn var for tykt og dermed passede hæklefastheden overhovedet ikke. Samtidig var kjolen i bladet lavet til teenagere uden former, så jeg brugte opskriften som udgangspunkt og gik i gang, næsten efter opskriften. Jeg hæklede og hæklede og hæklede frem og tilbage på et forstykke, der krævede koncentration, ensomhed og et diagram jeg kunne tegne streger på, efterhånden som det skred frem.
Det var nok derfor det på et tidspunkt endte temmelig alene i en kurv.
I starten af juni fandt jeg det frem igen. Hæklede og hæklede og hæklede, kun for at konstatere at den var for lille. Nu havde jeg så en temmelig stor hækleprøve, der kunne bruges til at tage mål, inden jeg pillede det hele op og startede forfra.
Denne gang valgte jeg at hækle rundt, vel vidende at der er stor forskel på om noget hækles rundt eller hækles frem og tilbage. Til gengæld betød det, at jeg kunne prøve undervejs (og her kan det undre at det lykkedes mig at hækle helt op til ærmegabet, selvom jeg kunne se den blev for stor, før jeg for alvor prøvede, og endte med at pille halvdelen op igen og lave nye beregninger…)
Jeg havde en forestilling om, at når jeg nåede ærmegabet og ville være nødsaget til at hækle frem og tilbage, ville det hæklede fremstå som et slags bærestykke, med en tydelig forskel mellem frem og tilbage og rundt. Sjovt nok er der ikke rigtig nogen forskel.
Da jeg nåede ærmegabet (i en omkreds der passede) nåede jeg også til en ny beregning, denne gang af ærmegab, halsudringning og skulderstropper. Jeg hæklede med vilje lidt kortere stropper end jeg havde beregnet, vel vidende at smalle stropper giver sig i længden.
To omgange fastmasker og en omgang krebsemasker senere var kjolen klar til brug. Jeg nåede lige at vaske og tørre den, inden kufferten blev lukket og vi tog til Berlin.
Design: Oprindelig opskrift fra Familie Journalen vistnok december 2015, brugt som udgangspunkt til en kjole.
Garn: Denim fra Himalaya i grå. Jeg fandt det i den lokale Kvickly.
Den færdige kjole vejer 465 gram.
Hæklenål: 4 mm.
Størrelse: Pernille
Jeg har mine noter et sted derhjemme, og jeg burde selvfølgelig skrive et eller andet om dem. Men den er lavet efter mig og mine mål, så…
Bemærkninger: Kjolen er hæklet rundt fra bunden og op med indtagninger i sidesømmen. Jeg kan hverken huske hvor mange masker jeg startede med eller hvor mange jeg endte med.
Jeg startede med et lige stykke og derefter indtagninger på hver fjerde omgang til jeg nåede det bredeste sted på hoften. Herfra tog jeg ind på hver omgang til kjolen passede over barmen og fortsatte lige op de sidste cirka femten centimeter.
Jeg brugte opskriftens hals- og ærmegabsudskæringer som udgangspunkt til mine egne og hæklede to rækker færre på skulderstropperne (som er to rækker højere på forstykket end på bagstykket) for at modvirke at stropperne formentlig ville give sig.
Jeg sluttede med to omgange fastmasker, for at få en pæn kant – jeg skulle nok have overvejet hvor takket kanten blev inden – og sluttede med en omgang krebsemasker. Jeg hæklede også en omgang krebsemasker nederst på skørtet.
De fine roser på kjolen (som kræver en del tankevirksomhed) har Anders omdøbt til kålhoveder. I betragtning af hvor meget kål vi sætter til livs, er det måske ikke helt forkert…
Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan de ses lige her på Ravery.
Hvor er den kjole flot !!!
SvarSletHilsen Vivi
Tusind tak Vivi :)
SletKÅLHOVEDER?? Aahh - den er rigtig fin og flot til dig (;o) kålhoveder.......
SvarSletLona, jeg er lidt tilbøjelig til at give ham ret - salathoveder måske, og det er vel egentlig heller ikke så ringe endda :D
SletDu er godt nok skrap med en hæklenål, hvor er den blevet flot
SvarSletTusind tak Lydert, jeg har nok en tendens til at tænke: men det er jo bare... Det ved jeg godt det ikke er :)
SletHvor er det bare en flot kjole, du har hæklet. Du er bare skrap til at lave mønstre, der passer til dig.
SvarSletTusind tak Marianne :)
Slet