At rejse er at leve

HC. Andersen skrumplede ofte rundt i tog eller hestetrukne vogne på sine mange rejser. Vi lod hestene blive hjemme, og fandt i stedet toget fra København mod Hamburg, for at skifte til endnu et tog, denne gang mod Berlin.

Vi fandt relativt hurtigt vores pladser, der vendte i den rigtige retning og rejsen kunne tage sin begyndelse. Toget var fra start proppet til randen, det væltede ind med rejsende (os selv inklusive), men inden vi nåede Høje Taastrup havde en effektiv togdame fået sendt folk rundt i toget, så der pludselig var masser af plads – hvor de blev af, ved jeg ikke, men dejligt var det.

Turen ned over Sjælland og videre over Storestrømmen, Falster og Lolland fungerede upåklageligt. Det samme gjorde færgeoverfarten, hvor vi valgte at holde os ude og med strakte ben, og turen gennem Tyskland til Hamborg. Det eneste minus var et barn, der var ude over babytrinet, var træt og hylede stort set hele vejen. Jeg synes det var synd for barnet, Anders synes mest det var synd for ham.

I Hamborg var toget forsinket, så det kvarter vi havde til at finde det næste tog pludselig var halveret, og da det samtidig tog afsindig lang tid at komme af toget (er det ikke altid sådan i stressede situationer?), kunne jeg godt mærke at jeg blev noget irriteret og lidt presset.

Det viste sig heldigvis at næste tog, der også var forsinket, ankom til perronens modsatte side, og så var der ingen ko på isen. Indtil vi stod på Berlin Hbf og ikke anede i hvilken retning vi skulle gå. Aldrig har jeg set større banegård. Der er tog i mange niveauer, hvor mange er jeg ikke helt sikker på, men toget vi ankom i, kørte ind i et spor langs mange andre, over ligger ankomsthallen i flere etager, under ligger U-bahnen og allerøverst S-bahnen. Ude foran kører Trams og der er vist også busser i byen.

Vi fandt turistinformationen, købte et Welcome Card til fem dage og venter med at aktivere det til mandag. Med fulgte kort over Berlin, Tram, S- og U-bahn. Det tog lidt tid at gennemskue systemet, men som så mange andre steder handler det netop bare om gennemskuelse, og så kører det. Ikke længe efter havde vi fundet ud af at trække billetter i en automat, været med to af S-linierne og kunne tjekke ind på hotellet, der ikke ligger helt så centralt i Prenzlauer Berg, som vi hjemmefra måske havde troet, men som heller ikke ligger længere  væk, end vi nok skal komme vidt omkring.

På den anden side er det et super fint værelse.