Kärnen

Engang for længe siden, i tiden der nu er navngivet middelalderen, var store dele af Sverige på danske hænder. Ved det smalleste sted ved sundet mellem Danmark og Sverige byggede man på hver side et borganlæg, der også stod for inddrivningen af Øresundstolden, som alle skibe der sejlede gennem skulle betale.

På den danske side, i Helsingør, stod Erik af Pommerns fæstning Krogen og på den svenske side, i Helsingborg, stod Helsingborgs borg. Mens den middelalderlige borg på den yderste spids af Sjælland senere blev udbygget til et pragtfuldt renæssanceslot, gik det ganske anderledes med den svenske.

I 1300tallet blev det gamle runde borgtårn, efter ordrer fra Erik Menved, revet ned til fordel for et firkantet, der kunne rumme kongen på hans rejser rundt i kongeriget. Tårnet var et solidt tårn på femten gange femten meter med udvendigt trappetårn, to private (toilet), sale, alkover og tilmed et kapel. Tårnet ragede fem og tredive meter op i luften og stod i midten af borganlægget med huse, hytter og ringmur om.

Tiden gik, nedenfor borgen opbyggedes en by langt tættere på havet og de fisk, der var stor del af overlevelsen. Borgen var i mange år en af de vigtigste dele af det danske forsvars- og borgsystemer og har stået i midten for mange af de krige der blev udkæmpet Danmark og Sverige imellem.

Ved Freden i Roskilde i 1658 blev Skåne svensk og dermed var borgen i Helsingborg ikke længere dansk. Den svenske konge udbyggede borgen med et voldanlæg og bastioner, men da freden ikke holdt, fik de kun kortvarrigt glæde af det. Danskerne med Christian d. V i spidsen indledte Skånske Krig og indtog igen borgen i Helsingborg.

Det skal være løgn, tænkte den svenske konge, og da borgen igen var på svenske hænder lod han hele borganlægget rive ned for at danskerne ikke igen skulle kunne indtage borgen og byen. Tårnet lod han stå. Det stod i mange år, og undgik endda undervejs endnu engang at blive revet ned.

Som det stod der, langt over Helsingborg med udsigt over Øresund forfaldt det gamle tårn. Vind og vejr, fugt og skimmel hærgede det gamle tårn og tæt på at brase sammen, var det kun dumdristige drenge der turde gå ind i det. Sidst i attenhundredetallet blev det af flere gange forsøgt reddet.

På et eller anden tidspunkt i de mange år, tårnet stod i sin ensomhed fik det i folkemunde navnet Kärnen. det har hængt ved lige siden.

Endelig i attenhundreden og nogen og halvfems lykkedes det – med Oskar Trapp som en af hovedmændene – at restaurere det gamle tårn. Den unge arkitekt, der også har bygget byens rådhus, blev sat i spidsen for projektet, og på bare to år stod tårnet nærmest som nyt og byens borgere kunne komme indenfor og se hvordan konger for mange år siden har levet.

Det skulle vi selvfølgelig også.

Der er langt op til toppen, af en stejl vindeltrappe, der ikke er rar at gå på, hvis man møder gæster på vej i den anden retning – specielt hvis de ikke er villige til at gå forsigtigt forbi hinanden. Det sidste er muligvis bare mig.

Undervejs er der adgang til de store sale på vej op. Så store er de ikke, men jeg var alligevel overrasket over hvor meget plads der kan være inden i et tårn på femten gange femten meter, når der samtidig medregnes meget, meget tykke mure.

I nederste etage, der nærmest ligger som en førstesal af hensyn til bevogtningen, har været vagtrum og køkkenafdeling. Her er også adgang til kælderen, der har fungeret som forrådskammer. På første sal er borgstuen, der både har haft plads til tjenestefolk og mere madlavning – hele tårnet er varmet op gennem varmekanaler fra ovnene. På førstesalen er også to alkover, der muligvis har kunne lukkes af og et enkelt privat (toilet – nærmere das), så gæster har kunne overnatte i tårnet.

På andensalen er kongesalen. Her er to etager slået sammen og de små alkover i siderne af tårnet derfor i to etager. Jeg har læst mig til at kongens rum var øverst, og en trætrappe førte fra den ene sal til den anden. Kongesalen har gotiske buer i loftet – noget der stødte til ved ombygningen, dengang slottet også fik voldgrav. Også et kapel er der blevet plads til på andensalen. Der er endda et ekstra kammer og privat, med mulighed for at låse folk inde – skulle der være fanger i tårnet.

Trediesalen er ligesom andensalen slået sammen af to etager med en gotisk loftsbue og sidegemakker i to etager. Denne etage har muligvis været brugt til fest, ligesom det antages at den ene alkove har været udstyret med et hejseværk, så våben og andre større ting har kunne hejses op, i stedet for at bruge den smalle trappe.

Øverst ligger tagetagen, med skydeskår, en fantastisk udsigt og en kikkert, der kan stille skarpt på Kronborg. Specielt taget havde lidt stor overlast i de mange år, tårnet stod og forfaldt, så rigningen foroven er lavet som man på restaureringstidspunktet forestillede sig at en middelalderborg havde set ud.

Jeg havde naivt forestillet mig at Kronborg ville stikke tydeligere ud på den danske kyst, men selvom det kun tager tyve minutter at sejle over, er der alligevel langt og vi kan ikke forestille os andet, end at store dele af kommunikationen mellem de to borge er foregået med store bauner. Altså ild.

Samtidig kan man se langt, helt oppe fra toppen. Ingen skibe har kunne liste sig uset gennem sundet. De er formentlig blevet spottet timer, måske nærmest dage inden de er nået så langt at toldbetalinger har været nødvendige.

Jeg kunne ikke dy mig, men forsøgte med kamera foran kikkerten. Inden jeg satte kameraet til, kunne jeg se Kronborg helt, fuldt og ganske skarpt. Det kunne kameraet ikke – helt så godt. Måske fik jeg drejet kamera eller kikkert en lille smule i forsøget.

Men sjovt var det.

Og der var langt ned.

Jeg talte ikke trinene, men jeg har læst mig til, at der er over nihundrede.