Frederiksdal

For godt trehundrede år siden købte en af Helsingborgs rige borgere et stykke jord i udkanten af byen, og opførte et landsted familien brugte som sommerresidens. Gennem årene skiftede stedet ejer flere gange og blev med tiden udbygget til et landbrug.

Den sidste ejer var Oscar Trapp. Han giftede sig med Gisela Trapp, begge var fra det højere Helsingborgske borgerskab. Oscar Trapp medvirkende til en stor del af byens nuværende udseende og var rigdagsmand. Gisela var kunstner, dygtig til portrætter og landskabsmalerier og illustrator af en mængde børnebøger.

Oscar Trapp var en del år ældre end Gisela Trapp. Han døde i 1916. To år senere donerede Gisela hele ejendommen til Helsingborg by, mod at området skulle bruges til frilandsmuseum og botanisk have. Gisela boede i perioder på godset i de følgende godt tredive år.

Det er et stort område, der både dækker blomsterhaver, et bymiljø og en del smågårde, småhuse og større gamle bebyggelser fra Skåne. Den gamle herregård med tilhørende stalde står i midten og for at illustrere udvilkingen fra den første dyrkning af jorden til reel kultivering er der tre store områder, der sammen med de gamle huse hver især står for en tidsalder.

Der er mange dyr på området, lige som bymiljøet også indeholder en del små museer. Umiddelbart synes jeg det var et spændende sted, men det mangler alligevel sjæl.

Det er muligt jeg er forvænt. Ud over svenske frilandsmuseer har jeg kun oplevet danske og både Frilandsmuseet i Lyngby, Sagnlandet Lejre og Den gamle by i Aarhus er langt mere virkningsfulde end de to svenske jeg nu har set. I Danmark bliver der lagt et stort arbejde i at gøre boligerne, butikkerne, husene og områderne så virkelighedstro og tidsmæssige korrekte som muligt.

Det mangler jeg i Sverige.

Sidste år besøgt vi Kulturen i Lund og var skuffede. Vi var ikke helt så skuffede her. Men vi var heller ikke imponerede. Jeg forventer ganske simpelt mere.

Mere indretning, mere mening, mere sjæl, mere forståelse for hvordan der har set ud.

Jeg synes det er ærgerligt at gå ind i et hus og se noget der ligner et IKEAbord, fordi der åbenbart ikke lige var et gammelt langbord til rådighed. Eller når et rum kun er halvvejs møbleret og rodet, eller et hus låst af, og gennem vinduerne kan jeg se moderne dimser og opmagasinering.

Jeg vil gerne vide noget om dengang. Ikke kun omrids. Jeg vil føle jeg var der.

Men ellers var der hyggeligt. Det er et dejligt sted, der snildt kan få timer til at gå. Det ligger nærmest midt i byen og alligevel langt væk fra alting. Skræmet af store træer, var kun vandtårnet, der ikke kunne gemme sig, en erindring om tiden udenfor. Vi fik kaffe og kage i Caféen ved herregården, vi så tandlægeklinikken fra dengang bor blev drevet med kilerem, vi kiggede på bogtrykkerkunst, forsøgte at snakke med dyrene og forfulgte en ikke helt nem quiz, der fik os gennem størstedelen af området.

Et af spørgsmålene lød: Hvorfor ser man så mange regnorme oppe over jorden, når det regner?
1: De vil gerne være våde. 2: Ellers drukner de. 3: De leder efter mad.
Ved nogen det? Vi svarede forkert.

Det regnede da vi kom, men i løbet af de timer vi brugte på Frederiksdal nåede solen at komme frem, vores tasker blev tungere og tungere og jeg oparbejdede en vabel under den ene fod. Sandalerne jeg ellers havde gået Berlin tynd med, er ikke særlig samarbejdsvillige, når der kommer vand mellem fod og sål… Så ved jeg det.

Og regnorme. Når jorden bliver for mættet med vand, og regnormenes gange fyldte, får de ingen ilt.