Farve i solen

Vi skulle have været på tur i dag. Tirsdag og torsdag er turdage.

Planen var at tage til Naturcenter Amager, jeg har aldrig været der før – og det har jeg stadig ikke. jeg hvde glædet mig, for jeg har hørt så meget godt om stedet. Både Henrik og Janick var på. da jeg foreslog det i går, og min mor har været der utallige gange med børnebørene. Ikke kun de små, Emilie har også været der.

Men det har jeg så ikke. Endnu. For der kom ingen børn. og da vi havde ryddet op længe nok, mente Henrik at det var tid til at lukke og tage hjem. Aldrig har jeg været så kort tid på arbejde før. Eller oplevet der ikke kom nogen børn.

Altså tog jeg hjem en oplevelse rigere.

I løbet af foråret er jeg flere gange på Instagram stødt på farvning af garn i sylteglas. Opmærksomheden har været skærpet, interessen vakt, men jeg har ikke taget skridt til at gøre forsøget.

Indtil i går. Eller faktisk indtil Trine viste sit glas frem.

Jeg kunne mærke ønsket om også at være med, banke i baggrunden. Og når først jeg beslutter mig for noget, går det nogen gange meget stærkt. Og begrænsning er ikke altid lige for.

Garn der skal farves med naturlige ingredienser skal forbehandles. Det er der flere måder at gøre på, det der umiddelbart virkede nemmest er at bejse garnet med alun. Alun er et metalsalt, det forhandles i Matas, er umiddelbart ikke farligt og dermed nemt at gå til.

Jeg skal ikke gøre mig klog på proceduere og plantefarvnings modeller, det findes der mange andre, der ved meget mere om, og som giver gode instruktioner på nettet. Jeg fandt indtil flere gode blogge da jeg googlede i forsøget på at blive klogere.

Og det er jo lige det. Jeg er i den grad i forsøgsstadiet.

Men altså selvom der ikke skal bruges farlige ting og sager er det bedst at holder remedier til plantefarvning for sig selv, og alle de andre køkkenmaterialer der hvor de hører til. Derfor var jeg omkring Røde Kors på vej hjem i går, og fandt både glas og en fin rød emaljeret gryde.

Garn og alun blev kogt – eller næsten kogt, vandet skal helst ikke nå kogepunktet – og så ventede jeg ellers lææænge inden det var kølet af ingen. Det gav jo ingen mening kun at prøve en farve, så jeg klargjorde tre gange 50 gram af den fine råhvide uld Anders købte til mig for et par måneder siden – alligevel heldigt han synes jeg skulle have garn…

Jeg har læst et sted at kobber kan farve garn. Det er mit første forsøg. Og her er virkelig tale om et forsøg. Foreløbig er der ikke sket noget, men jeg forestiller mig også at det tager noget længere tid, inden der bliver trukket farve af et metal i forhold til bløde plantedele.

Jeg har fyldt med messingdimser, jeg fandt rundt om i lejligheden. Finemakanikeren kan fortælle mig at indholdet af kobber er højt i netóp de her messingdimser. Jeg har også fyldt alle de kobbermønter jeg lige kunne finde i. Både danske og udenlandske. Og så ribbede jeg fem-seks meter af den store rulle ledning, vi har liggende i kælderen, for den rene kobbertråd, der findes midt i ledninger.

Mit andet glas har jeg fyldt med rødløgsskaller. Der skete hurtigt noget. Først blev det rødt, men siden i går er farven skiftet mod grøn. Rødløgsskaller skulle efter sigende farve grøn.

I det sidste glas har jeg både sorte bønner, som skulle give blå, og rødkål, som skulle farve blå-lilla eller alt derimellem.

Glassene har stået i solen hele dagen, nu er de flyttet til køkkenvinduet, hvor solen skinner ind i morgen tidlig og siden skal de ud i solen igen. Hvor lang tid glassene skal stå, står endnu hen i det uvisse. Men vistnok hen imod tre uger – bønnerne måske lige kortere.

Jeg er vildt spændt på resultatet.

Og ser for mig, hvordan jeg næste sommer skal farve garn i sylteglas sammen med alle børnene i Klubben. Jeg forestiller mig rækker af glas med garn og naturmaterialer i den solfyldte vindueskarm. Jeg ser børn der hver dag konsulterer deres glas, og når garnet endelig er klar til at komme ud i det åbne, skal de væve fine billeder på små rammer af nedfaldsgrene vi har hentet på Volden.

Måske er det bare en fiks ide. Men kunne det ikke være et fedt projekt?