Kødbyen, Velodromen og KGB-hovedkvarteret

Vi er nye ud i det med at bestille hotelværelser. Vi lærer det nok med tiden, under alle omstændigheder gør vi os vores erfaringer. For eksempel var planen at bo i Prenzlauer Berg – det gjorde vi ikke, men vi fandt et fint hotelværelse, ikke noget at udsætte på det.

Altså kan vi konkludere at vi godt kan finde ud af at vælge komfort, men har lidt sværere ved at vælge den rigtige placering. Vi må hellere øve os – grundigt.. eller noget.

Hotellet vi boede på lå knap så centralt som vi havde forventet. Det betød at det ikke var lige ned om hjørnet alt det hyggelige skete, men lige uden for døren standsede ikke mindre end tre trams, som på ingen tid kunne få os hvorhen vi ville. Der var for eksempel ikke længere end cirka ti minutter i sporvognen til Alexandre Platz – så i virkeligheden har vi ikke noget at pive over.

Gik vi halvtreds meter til venstre, når vi kom ud af hoteldøren stod vi ved nærmeste S-bahn, der godtnok tit krævede skift, for at nå derhen, hvor vi ville. Men både S- og U-bahen kører med så korte intervaller at skift bliver en hyggelig del af oplevelsen.

Endelig skulle vi blot ned til næste hjørne for at fange en tram på tværs.

Vi boede i et område, der tydeligt engang i tidernes morgen har været industrikvarter. Efterhånden er der vokset boligblokke og indkøbsmuligheder op, og når vi gik ned mod næste hjørne og ind mod byen gik vi forbi en flok gamle bygninger, der var i forfald, og som vi hurtigt blev enige om måtte have været kødbyen, engang for længe siden.

Grisehovedet i toppen af den ene bygning fik os på de tanker, og en nærmere efterforskning viste os et skilt, der netop beskrev vores antagelse og også fortalte at der er planer om at genopbygge området. Vi fangede ikke helt til hvad, men de gamle røde byninger var pæne, trods forfald, bemaling og store grønne planter.

Lige overfor kødbyen, på modsatte side af den store vej, lå en forholdsvis stor astfalteteret plads med en trappe i baggrunden. Trappen var fin, beton støbt i trækasser, der havde lavet spor i betonen, der derfor lignede træ. På toppen af trappen voksede et virvar af ukrudt og vi blev nysgerrige efter hvorfor der var anlagt en trappe til ingenting.. eller var der noget.

Vi gik op og umiddelbart var der ingenting – bare en mark af vilde planter. Indtil vi så nærmere efter. Det viste sig nemlig, at bevægede man sig ind mellem planterne lå et stort firkantet hul i jorden og midt i hullet lå en næsten lige så stor firkantet bygning, der så meget hemmelig ud.

Sådan en hemmelig bygning kan hurtigt give fantastien frit løb, og vi havde mange tanker om hemmelige hovedkvarterer for spioner og andet i den retning. I sidste ende viste det sig at bygningen, der gik langt ned i jorden rummede en temmelig stor svømmehal. Ikke helt så spændende, som havde det været et hemmeligt hovedkvarter…

Længere henne i den vilde mark, bag det firkantede hul, var endnu et hul. Denne gang rundt, med endnu en bygning i samme srtil som den første – men altså rund. Den runde bygning er Volodromen og giver ikke kun plads til cykelløb, men også koncerter og andre opvisninger.

Senere fandt vi indgangene til både svømmehal og Velodrom, men de så slet ikke lige så spændende og hemmelige ud, som set ovenfra.

Bygningerne er i øvrigt bygget til sommerolympiaden i 2000, som Berlin lagde billet ind på, men ikke fik.