På flade konvolutter

Jeg havde en plan om at møde tidligt i morges. Tidligt i min optik er klokken ni. Andre vil sikkert kalde det sent. Planen var at færdiggøre månedens nyhedsbrev, der egentlig skulle have været på gaden en gang i sidste uge. Men når redaktøren lægger sig syg…

Altså var jeg forholdsvis tidligt ude af døren. Andre vil sikkert kalde det sent. Jeg hængte alle mine tasker på cyklen. Jeg har flere, for en indeholder computeren, en anden alt det vigtige og madpakken måtte være i en tredie, for min store taske er gået i stykker.

Med cyklen pakket låste jeg op, og ville have trukket af sted. Jeg nåede ikke længere, for forhjulet var fladt. Som i meget fladt, og uden for rækkevidde af muligt at få fyldt med luft.

Altså hankede jeg op i alle mine tasker, og gik mod bussen. Undervejs blev jeg i tvivl om mit rejsekorts indhold af valuta. Jeg kunne huske at der på et tidspunkt var lige omkring halvtreds kroner, men jeg kunne under ingen omstændigheder huske om jeg havde fået fyldt mere på.

Der var ikke andet at gøre, end entre bussen, da den endelig nåede frem, og håbe på det bedste. Jeg fik lov at komme med, og da jeg tre kilometer senere kunne stå af, kunne jeg også konstatere at der er rejsevaluta nok til hele ugen – og mere til, skulle jeg ikke få lappet cyklen inden.

Med ventetid og alting nåede jeg først frem klokken halv ti. Det synes jeg var sent (det synes andre sikker også), omend jeg havde masser af tid (og plejer at møde senere)

Da turen senere gik den anden vej, valgte jeg at gå. Trods kedelig vandring langs temmelig trafikerede Tårnvej, kan jeg godt lide at gå hjem i skumringen. Med musik i ørene og mine mange tasker, der trods mangfoldighed ikke vejer meget, var det en dejlig tur.

Jeg gentager nok i morgen, for jeg kan ikke lige overskue hvornår, jeg kan finde tid til aflevering hos cykelsmeden. Nogen vil måske her argumentere for, at jeg selv kunne lappe. Det kunne jeg i princippet godt, men min cykel er udstyret med så brede dæk, der sidder så godt fast, at jeg ganske enkelt har opgivet at gøre det selv.

Jeg kan godt, men jeg har taget beslutningen om, at slangelapning er saga blot, så længe jeg har en cykel med den kaliber dæk.

Og gåturen hjem, nyder jeg gerne den næste uges tid.