mandag den 12. januar 2015

På banen igen


Jeg har meldt mig rask. Jeg gider ikke at være syg mere. Jeg har stadig nogle eftervirkninger, men er også temmelig sikker på at jeg ikke smitter.

December 2014


Jeg glæder mig til at komme ud i verden igen. Håber på at alting ikke går min næse forbi. Jo – jeg havde hørt om en storm... men havde jeg set den? Nej. Det kan jeg ikke påstå, og i stedet stod jeg sammen med Emilie på stationen i går aftes og kunne konstatere at S-togene ikke kørte helt efter normalt skema. Der skulle nemlig ryddes op efter en storm.

I mine temmelig introverte sygdomsprægede dage, havde jeg bestemt kun hørt noget om storm i Jylland. Jeg havde så hørt forkert, men værre var det ikke, end at Pigebarnet kom af sted, og godt frem. Hun glædede sig til at komme tilbage. Helt ligesom jeg også glæder mig til at komme tilbage.

Jeg har fyldt tasken med bolsjer og pastiller af enhver art, der kan lindre en reven hals. Jeg har hostet og hostet. Jeg hoster stadig, men det føles mest af alt som om halsen bare er forstyret. Mangler ro. Jeg satser på varm the og lindrende urtebolsjer. Hvordan jeg skal sandsynliggøre over for en børneflok at jeg godt må spise slik, når de ikke må, bliver så mit problem…

Jeg har læst tre tykke bøger, jeg har ikke sovet helt så meget som jeg gerne ville, men jeg føler mig i den grad klar til hvedagen og savner mine kolleger. Jeg missede årets første fest, men det skal ikke forhindre mig i at gøre hverdagen til en fest.


Ha’ en god mandag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar