Emilie og resten af skolen ankom tidligt søndag morgen til skistedet, og det er min opfattelse, at der ikke gik lang tid, inden de boltrede sig i sneen med ski og støvler.
Emilie har aldrig stået på ski før, og hun var hjemmefra noget usikker på om det overhovedet var noget for hende. Det var så helt forkert. Allerede søndag indløb bulletiner om at det var helt vildt sjovt, og mandag formiddag fortalte hun endda, at hun er rigtig god til det.
Dejligt med en succesoplevelse. Og endda endnu dejligere, for mandag eftermiddag var hun faldet, vredet om, og været hos lægen. Et ledbånd ved knæet er forstrukket og hun må ikke stå på ski resten af ugen.
Øv osse…
Emilie er sådan en, der aldrig vil spise piller. Det skal gøre meget ondt, før det er muligt at få noget i hende. Derfor er det smertestillende hun har i toilettasken, af en temmelig blid karakter. Ikke noget, der på nogen måde kan hamle op med et uregerligt ledbånd.
En gang sidste år blev lovgivningen strammet, så institutioner ikke uden videre må udlevere medikamenter af nogen art, derfor kan skolen ikke bare give hende noget, hvis ikke hun selv har. Selv køresygepillerne til turen frem og tilbage skal eleverne selv sørge for.
Derfor var en af formiddagens telefonsamtaler til min egen læge, for lige at være sikker på, hvor meget smertestillende det vil være tilrådeligt at give hende, og den anden til skolelederen, der med vished for at jeg gav grønt lys, lovede at de ville sørge for dæmpning af smerterne.
Det mest irriterende nu er, så vidt jeg forstår beskederne, at hun bliver afsindig træt af det der smertestillende. Det gør godt nok ikke så ondt mere, men hun gider altså ikke sove hele dagen…
Jeg har skrevet en lang smøre til hende, om hvordan kroppen bedst heler, når den slappe af. Jeg tvivler på at modtageren er specielt begejstret.
Øv hvor er det ærgerligt for hende og ihh hvor jeg kender det med bekymrede mor-beskeder. du har ret det gider de ikke rigtig, men man kan jo ikke lade være ;-) god bedring til hende snarest
SvarSletEvi, hun have en god tur alligevel. Nu er hun hjemme, og jeg har krævet at hun ikke tager tilbage til skolen, før en læge herhjemme har tilset hende. For den svenske læge kunne ikke (hævelsen taget i betragtning) være helt sikker på om det var det ene eller det andet :)
SletEi altså!!! det er jo Rasmus om igen.. Husker du da han var afsted? Han bøvler med sit knæ endnu, så jeg håber sådan at Emilies knæ ikke er ligeså hårdt ramt. OG, så er det da vildt ærgeligt at turen blev mindre mobil end beregnet. God bedring til hende og knus her fra miiiiig :-)
SvarSletHenriette, vi krydser stadig fingre, og venter på endnu en undersøgelse. Hun har lovet at passe på, lytte til sig selv og holde pauser/tage hvil når det er nødvendigt. Det skulle helst ikke gå hen og blive permanent :)
SletJeg skynder mig at overbringe dine hilsner.