Hold jer hellere på afstand

Jeg har fået ny læge. Jeg var ellers rigtig glad for den gamle, som undervejs blev udskiftet med en nyere, da sygdom satte en stopper for lægegerningen. Så måske skulle det komme, trods årevis med den nye, der jo egentlig bare var vikar, men som jeg også har været rigtig glad for. Sidste gang jeg var dernede, var der udviddet med en ny vikar, til at dække de huller den nu enlige læge ikke kunne klare selv.

Det var nok i virkeligheden dømt til undergang. Pladsen var ikke stor nok, patienterne var måske for mange og måske lurede nye oplevelser lige rundt om hjørnet. I hvert fald fik vi besked om ny læge. Eller lægehus. Lige rundt om hjørnet. Det sidste er faktisk et stort plus.

Hvis ikke jeg er tilfreds med den tildelte læge, har jeg en måned til at vælge en ny. Gratis. Men hvordan ved jeg lige om jeg er tilfreds? Når jeg nu stort set aldrig bruger min læge…

Sygdom gav mulighed for afprøvning. Og helt ærligt, så var det ikke imponerethed der lå øverst i går. Jeg vidste godt at efter weekend og en lang ferie, er der ofte travlhed ved telefonen, alligevel kom det bag på mig, at jeg, trods forsøg hvert femte eller tiende minut i den fem timers lange telefontid, ikke kom igennem.

Til sidst gav jeg op. Besluttede mig for at klæde mig godt på i dag og gå derop. Sætte mig og vente, til der blev tid. I nat kunne jeg have tudet. Det gjorde ondt overalt. Jeg hostede som en gal, ørene pressede på og næsen var langt fra til gennemløb. Piller hjalp, men jeg følte mig godt nok ynkelig.

I formiddags prøvede jeg alligevel først telefonen, inden jeg pakkede mig sammen. Og kom igennem. Hurra.

Så nu har jeg været hos lægen. Eller jeg har faktisk ikke mødt en læge. Jeg mødte en anden sundhedspersonel, for det er stort lægehus. Helt nyt, fyldt med nyt udstyr, og mennesker i mange funktioner. Med tiden skulle jeg gerne have en fast læge, men det var ikke nødvendigt i dag. Jeg tænker heller ikke det er nødvendigt at finde en anden læge.

Til gengæld var der tid til at gøre det hele ordentligt. Der var smil og glade mennesker. Der var ro og forståelse og der blev ikke sparet på noget. Jeg blev endevendt. Fik taget blodprøve, og huskede at sige at jeg er svært at tage blodprøver på. Heldigvis vidste hun hvad hun gjorde, og så virkede det første gang. Det synes jeg er et stort plus. Jeg er nemlig sådan en, der gerne bliver stukket tre eller fire gange, før der er gevinst. Altså med mindre jeg møder nogen, der ved hvad de gør.

Mens blodprøven blev analyseret var der tid til at pode halsen, tjekke ørene og lytte til lungerne. Alle dele var fine og uden grund til bekymring. Det var blodprøven ikke. Den viste et infektionstal på 92 – ikke noget der gjorde mig klogere, selv om hun var god til at forklare. Men det betød at der er en infektion. Formentlig bihulebetændelse, og så er det ikke så svært at forstå at ørerne gør ondt.

Jeg blev sendt hjem med penicillin. Og fik også en tid til Emilie med hjem. Hun ligger nede på husholdningsskolen med præcis de samme symptomer som jeg havde til at starte med. Hun tager hjem i morgen, og så bliver det hendes tur til at blive stukket i, lyttet til og podet på. Forhåbentlig har hun ikke nået at smitte for mange.

Hvis jeg så bare kunne holde op med at hoste…

Tilbage under dynerne.