Dengang Emilie var cirka fem år, og første gang mødte Anders – et møde der ikke blev helt så pædagogisk som moderen havde tænkt – var hendes første (og gentagne) spørgsmål: Kommer drengen igen?
Det har vi grinet af mange gange. Så jeg kunne ikke lade være, og spurgte derfor Emilie om drengen kommer igen, da hun i går havde hentet og hjembragt. Drengen var ikke sådan at slå ud, han tog det i stiv arm, og mente nok at han ville komme igen. Og dermed mødte vi Sebastian.
Nu er de gået igen. Emilie følger tilbage til toget og jeg lovede ham velkomst en anden gang, og håber at jeg næste gang vil være noget mere til stede end denne.
For jeg er syg. Jeg kan ikke tale mig fra det. Feber, ondt i halsen, rå hoste, snottet næse og en ansats til, at det også sætter sig på ørerne. Jeg kan klare meget, men ondt i ørene har jeg svært ved.
Feberen er tydelig nedsat fra i går, næsen føles bedre, men den rå hoste og den revne hals, synes ikke at være aftagenede. Jeg har frisk ingefær, the og honning, jeg har varme dyner – knap så varme stuer, men varme tæpper – og jeg har en omsorgsfuld familie.
Det skal nok gå. For ikke om jeg gider være syg.
Haha at blive kaldt dreng i den alder, er vel ikke det værste man kan blive kaldt ;)
SvarSletGod bedring, og få nu en læge til at kigge på de ører, hvis du ikke har det bedre i morgen
hilsen en gammel lægesekretær.
Næppe Susanne :)
SletOg jo, jeg satser på en læge i morgen. Heldigvis er ørepinen fortaget en hel del. Jeg synes ofte jeg oplever at hele det der øre-næse-hals-noget hænger godt sammen hos mig.