Der blev strikket

Lige som jeg de sidste fem-seks år har lavet collager af året der gik, har jeg også sat mig ned og kigget på, hvad jeg egentlig fik strikket og hæklet i det forløbne år. Det er både hyggeligt og lidt sjovt at sidde med, så det har jeg ikke tænkt mig at holde op med foreløbig.

De sidste år har jeg holdt regnskab. Det gjorde jeg også i år. Lige indtil jeg nok så tumbet fik smidt min USBnøgle væk. Den der indeholder alt. Den der burde have ligget i et aflåst skab. Den hvor alle de billeder jeg taget siden sidste gang det hele forsvandt – dengang var det computeren der gik ned – ligger på.

Jo. Jeg øver mig stadig i det der med backup. Måske lærer jeg det også en dag.

Men altså, mit regnskab lå også på den der USBnøgle. Jeg kunne muligvis godt have rekonstrueret, men jeg gad ikke. Jeg vil hellere starte forfra i år. Med Ravelry som min ven er jeg nemlig blevet rigtig god til at lægge nyt garn ind i arkivet. Det betyder at selvom mit regnskab er væk, har jeg stadig et vist overblik over hvor meget garn jeg er i besiddelse af. I hvert fald det nyere.

Men det skal ikke afholde mig fra at kigge på hvad jeg lavede i løbet af 2014. Jeg har delt det hele op i fem kategorier: De små ting, sokker, hæklerier, sjaler og det med ærmer.

Jeg starter i det små.

Der er ikke så meget, som man kunne forvente. Småt er nemt, men jeg har åbenbart ikke strikket nemt i år. Seks stykker strik er det blevet til, det meste blev godt og et par enkelte dele blev ikke helt som forventet. Når jeg kigger på billederne er det sjovt som farveskalaen holder hele vejen gennem.

Først var der huen, som jeg strikkede frit efter et billede. Om det var garnet eller om jeg beregnede forkert, det ved jeg ikke. Men den var fin da jeg fotograferede, den var mindre fin i brug. Voksede, faldt ned i øjnene og mere i den retning. Trods redningsforsøg er den aldrig kommet i brug. Jeg prøvede, det lykkedes ikke, men den ligger stadig ude i kurven med vintervarme.

Jeg er ikke sikker på det samme gælder vanterne, der passer til. Også de var frit efter fantasien, og fungerer som udgangspunkt nærmest som de skal,. Altså de sidder fint, de er bare ikke så varme som jeg havde forventet. Eller måske husker jeg forkert. Formentlig er det derfor de ikke bliver brugt. Faktisk havde jeg glemt jeg har dem, da de gode vanter var gennemblødte engang lige før jul. Måske de bare skal have en chance til.

Så var der hippien som Arne og Carlos har bedrevet. Den var superhyggelig at strikke, den sidder og passer på bøgerne i min bogreol, og da den var færdig var jeg sikker på at sådan nogle skulle der strikkes mange flere af. Det er så bare ikke blevet til noget endnu, men måske en dag.

Japværk var et par noget anderledes pulsvarmere som jeg var nødt til at afprøve. De tog ingen tid at strikke, og jeg har faktisk brugt dem en del. Det ærgerlige er bare at de vokser i brug, og selvom jeg har lavet dem mindre et par gange, forhindrer det dem ikke i at blive ved med a blive større. Jeg tænker det handler mere om garnet end om mønstret.

Op til jul fik Daniel fire pulsvarmere. To sæt, fire forskellige. Jeg brugte mine egne optegnelser i forhold til Daniels hænder og jeg kan med sikkerhed sige at de vil blive brugt til de ikke kan hænge sammen længere.

Da Nicklas i maj fyldte fjorten ønskede han sig en hue i form af en grøn gris. Jeg siger ikke nej til sådan et ønske. Fødseslaren blev glad, den har været med i skole over en længere periode og den har vist sig temmelig genial, når der skal leges med den Angry Bird-glade lillebror, der fik den første. Nicklas bad selv om hans kunne blive uden krone, for det duede jo ikke med to konger.

Dernæst er der sokkerne.

Jeg nåede atten par i år. Jeg ved godt der mangler to par på oversigten, men der var ikke plads til flere. Og så ligner en del af dem hinanden…

I forbindelse med gavekalendersokkestrik slog jeg mig på udfordringen at strikke fod-/svangformede sokker. Jeg startede med en kombination af forholdsvis lette mønstre og endte op med at have rigtig godt styr på processen. Det skal selvfølgelg ikke være for let, så lige nu er der gang i et par sokker til Anders, der ud over den formede svang også er fyldt med snoninger.

Jeg vil gerne med tiden skrive en opskrift. Lige nu kan jeg bare mærke at det nok kræver en smule mere strik og rygradsfornemmelse, inden der kan skrives en forklaring, der ikke bliver totalt kompliceret. For det er faktisk ikke så svært. Det er mest noget med at tænke en smule anderledes end sokker normalt tænkes. Og så alligevel ikke.

Af de atten par sokker var de tre par til mig selv, resten var til andre. Og Anders fik ingen sokker i år.

De tre par til mig var af den fine slags. Den slags der kræve tynde pinde og andres opskrifter.

Først var der Through The Loops Mystery Socks 2014. De er meget fine. De er lidt for store og maskerne er lidt for løse. Det irrirterer mig.

Netop de løse masker, når jeg strikker på små pinde, fik mig til at forsøge med firkantede strømpepinde. Forsøget betød at jeg blev nødt til at strikke et par strømper, og det blev i første omgang Treppenviertel, som var hurtigt strikkede og som solgte mig til firkantede pinde, når der er tale om små størrelser.

Jeg kunne slet ikke stoppe og strikkede derfor endnu et par med tyndt garn og firkantede pinde. Denne gang Conflux, som lokkede med den formede svang. De sidder bare så godt.

Lige inden nytår sidste år havde jeg lovet Henriette at omforme en del af hendes garnlager til sokker. Jeg nåede et par inden jul og i løbet af årets første måneder fik jeg strikket resten – seks par. De fleste par blev strikket efter mit hovede, men jeg nåede også om opskrifterne Ampersand, Kiertoradalla og Outside in.

I efteråret nåede en ny portion Henriettegarn frem. Et enkelt par så dagens lys. Lange som ønsket og efter egen opskrift.

Årets sidste sokker var alle enten julegaver eller kalendergaver, og alle elementer i processen omkring rundingen i svangen.

Fire par til Daniel. Han er glad, de er alle i brug og send bare flere, siger han. Forresten synes han de så lidt sjove ud, da han pakkede op, men var helt klar på at de sidder meget bedre end de mere almindelige af slagsen.

Emilie fik to par, som begge er lyserøde og vist ikke for alvor set på bloggen. Derfor må jeg i stedet henvise til Ravelry – første par og andet par.

Min mor og Annelise fik et par hver i julegave. Det gør de hvert år, har jeg besluttet. Så ved de det, men jeg skal nok lade være med at vise dem frem, før efter jul. Derfor igen Ravelry – min mors og Annelises.

Det hæklede.

Stadig småt, og alligevel projekter som ikke kan laves på en dag eller to.

Ni projekter blev det til. To trediedele dyr. Jeg havde helt ærligt ikke forventet så mange flere dyr. De er alle fløjet hjemmefra, og selvom jeg godt kunne tænke at nu er det nok, er det slet ikke umuligt at året i år også vil bringe en del dyr hæklet sammen af blomster.

Jeg startede året med at mene, at nu skulle jeg ikke længere hækle i bomuldsgarn, lageret skulle ryddes og dermed endte jeg med otte par grydelapper og en tom kasse med bomuldsgarn. Af de otte par er cirka halvdelen taget ud i Verden, mens resten hjælper os til ikke at brænde fingrene, når noget varmt skal ud af ovnen. Opskriften fandt jeg engang på nettet og jeg synes stadig den er fantastisk.

Senere, lige inden skolestart, og med en liste hvorpå der stod at grydelapper selv skulle medbringes, hæklede jeg endnu et par. Denne gang i pink, for det var det Emilie ønskede. De bliver vistnok brugt flittigt. Mon ikke farven er vasket nærmest væk, inden hun kommer hjem.

Det sidste hæklede projekt, der ikke som udgangspunkt er et dyr, er sutskoene jeg hæklede til Emilie. Selvfølgelig i pink, trods navnet Crocodile Boots. I første omgang sad de lidt løst om hælen og vi snakkede om et stykke elastik for lidt mere hold. Det er aldrig blevet til noget, for i mellemtiden blev hun glad for det løse snit. Vi er stadig enige om at der skal lidt mere plads til forfoden en anden gang og Emilie har også allerede udtrykt ønske om lidt mere højde – når de her ikke kan mere.

Så er der dyrene.

Jeg hæklede to Bluebirds of Happiness. Den første til Anja og den anden til min gamle skolelærer, da han gik på pension og skulle ud i verden og lufte vingerne.

Emilie bestilte en Happypotamus til bedstevenindens fødselsdag. Den nåede at blive færdig i sidste øjeblik og jeg forelskede mig en lille bitte smule i sådan en flodhest.

En barnedåb gav anledning til en Nellie the Elephant. Nellie blev mere end godt modtaget. Faktisk kunne jeg godt blive en lille smule i tvivl om enten mor eller farmor ville inddrage den til sig selv.

Så var der bamsen. Lilje, som Emilie havde døbt længe inden hun vidste om den nogensinde ville komme til Verden. En pludselig indskydelse fik mig i gang, og andendagen af et skoleår hjemmefra kunne Emilie lukke op for den i Sorø. Der blev glæde.

Endelig er der Sticks. Sticks er en meget farlig dinosaur, der med nidkærhed vogter vores hjem, og smider alle ud, der ikke opfører sig ordentligt. I hvert fald smider han ind imellem frøen – det allerførste hæklede dyr – ned fra sengen. Sticks er Anders’ og Sticks adlyder ingen – kun måske Anders.

Sjalerne.

Jeg strikkede fire sjaler i år. Alle mysteries. Alle i brug.

Trough The loops Mysterie fra 2014 hedder Algiers. Det er fint, det er let og det er dejligt en varm dag. Det var også mit første rigtige forsøg med hulstrik og tyndt garn på tykkere pinde.

Family Tree var et pludselig indfald. Undervejs var jeg meget i tvivl, og tæt på at give op. Jeg valgte at gennemføre, og det er jeg glad for, for jeg endte med et overraskende fint lille sjal, der varmer godt og sidder godt. Family Tree er et rigtig godt eksempel på alt det positive i mysterier. Jeg ville aldrig strikke det, hvis jeg havde set billeder af det på forhånd.

Exploration Station er Westknits bud på et 2014 mysterie. Selvfølgelig skulle jeg strikke med. Det kan jeg slet ikke komme udenom. Det er endt som et sjal der er i brug temmelig ofte.

Endelig er der Follow Your Arrow. Ysolda Teague forsøgte sig med et mysterie som ikke bare var et mysterium, men som var en kombination af to gange fem mysterier- to og tredieve forskellige muligheder. Det tog lang tid at blive færdig, for undervejs løb jeg tør for garn. Til gengæld fandt jeg den helt rigtige løsning på det problem og blev færdig lige i rette tid, inden kulden satte ind. Det er et dejligt sjal, der varmer rigtig godt om hals og skuldre og nakke.

Til sidst – alle ærmerne

Det blev alligevel til en del. Mest er jeg imponeret af, hvor meget længde jeg egentlig fik strikket. Jeg er gået hen og blevet glad for strik der når et godt stykke ned på låret, og det tager unægteligt lidt længere tid end taljekort.

Min mor fik Paneldebat endnu engang. Jeg strikkede den sidste år og pakkede den ind som julegave. Måske er der nogen der husker at hun selv skulle have strikket, men lod mig overtage. Den var for lang. På min lille mor virkede taljering og skød slet ikke. Hun kom til at se mærkelig ud, og bad om ikke jeg kunne finde en måde at lave den kortere. Det lykkedes. Rigtig godt faktisk. Og så kunne hun få den endnu engang. På sin halvfjerds års fødselsdag endda.

For at blive i det korte strikkede jeg Left Bank Cardigan. Den vokser lidt i brug, men jeg er alligevel gået hen og blevet rigtig glad for den.

Så var der tre små trøjer over samme mønster til barnedåben, hvor Nellie the Elephant også var med. Igen var der glæde at spore, og her er jeg helt sikker på at både mor og farmor lader babyen bære tøjet.

Jeg strikkede Plain til Anders. En helt enkelt trøje med små detaljer. Morfartrøjen kalder Anders den og bestemte selv hvordan den skulle se ud. Han har den tit på. Anders bliver altid glad for det jeg strikker, og den her er ingen undtagelse.

Waipi’o er egentlig en lille tætsiddende sag. Je strikkede langt og bredte ud. Brugte al garnet, pillede op og strikkede om i en uendelighed, og endte med en lang cardigan, jeg var usikker på om jeg nogensinde ville få brugt. Den usikkerhed kan jeg godt pakke væk. Den skal nok blive slidt op.

Laneway gik sin sejrsgang længe inden jeg sprang på. Til gengæld kunne jeg ikke stoppe og hoppede straks på en to’er, da den første var færdig. Jeg har aldrig fået taget billeder og jeg har aldrig fået præsenteret nummer to. Et hurtigt billede på altanen viser to’eren lidt fra oven. Også på denne skifter stribefarven undervejs, mens halsudskæringen er i bundfarven. Begge udgaver bliver flittigt brugt.

Endelig er der Høstjakken, som jeg startede på da sommerferien var slut, skolereformen trådte i kraft og jeg havde brug for noget strik, der ikke krævede for meget tankevirksomhed. Den var næsten for krævende. jeg måtte mange gange strikke tilbage, fordi jeg strikkede vrang i stedet for ret på forstykkernes rillestrik.

Heller ikke Høstjakken er nogensinde blevet fotograferet eller præsenteret. Den blev færdig cirka samtidig med Laneway nummer to og jeg har mere end en gang lagt planer for fotos. Det er bare ikke blevet til noget, enten er det ikke nået, eller det har ganske simpelt været for mørkt.

Høstjakken blev noget længere end forventet og lommerne sidder lidt for langt nede. Det forhindrer den ikke i at hænge på mig nærmest døgnet rundt. Når den her er slidt op er jeg nok nødt til at strikke en ny. Også selvom pind seks er lige en tand for tykt til mig.