Hvor mange gange kan garn genbruges..?

Se, det kan jo komme an på en prøve...

Dengang jeg skrev mit allerførste blogindlæg, var det en pludselig opstået lyst, efter at have været på jagt efter et hæklemønster til et tæppe. Vist havde jeg hørt om blogs, men jeg havde aldrig overvejet at de kunne indeholde så meget håndarbejde, som jeg blev bombarderet med.

Allerede dengang var jeg i gang med et stribet tæppe. Og på vej med endnu et - denne gang i firkanter. De blev begge brugt rigtig meget, men hæklet, dobbelt bomuldsgarn, er åbenbart ikke særlig holdbart i hæftningerne, så efterhånden gik de begge op i limningerne.

Tæppet af oldemorfirkanter gik først. Da det ikke længere kunne hænge sammen, trævlede jeg det hele op og hæklede et nyt, baseret på mit første stribede tæppe, men i mindre stykker, fordi garnlængderne fra firkanterne, var så tilpas små, at striber i fuld bredde blev noget rod.

Det blev aldrig rigtig godt. Det har mest af alt ligget i et hjørne uden rigtig at blive brugt og hyggefaktoren eller varmeudviklingen er så lav, at det aldrig bliver et hit.

Da striberne heller ikke længere hang sammen, trævlede jeg også det op, og strikkede denne gang et nyt. Det har været - og er stadig - et hit. Den strikkede tekstur og det tilpas tunge bomuld, gør tæppet til det vi allesamme rækker ud efter som det første.

Belært af de første forsøg, er endehæftningerne på de efterfølgende så massive, at de ikke lige ryger op. Af samme grund hænger begge de nye tæpper stadig sammen. Desværre, for allerede da det strikkede var helt nyt, havde jeg en voldsom lyst til at trævle det knap så pæne/hyggelige/varme/pæne tæppe op og strikke endnu et. Men så længe det hænger sammen, er der ikke rigtig grundlag for det.

Har jeg synes.

I aftes synes jeg om. Tæppet er langsomt ved at blive til store bolsjestribede garnkugler, der skal blive til endnu et strikket tæppe. Jeg kunne selvfølgelig finde en anden opskrift, men de korte garnlængder virker godt sammen med de ti masker i Ten Stich Blanket.

Jeg tror det bliver endnu en version af det samme.

Lige om lidt

Ugens er gået hurtigere end forventet. Weekendens kursusdage har trukket veksler på for lidt søvn. Sene aftner har været blandet af hygge med gode venner og gårsdagens afsindig spændende foredrag om klubkultur og nutidens ungdom.

Om lidt er der ferie.

Jeg glæder mig.

The neverending story, farcen om pokalskabet eller historien om de to hængelåse

Nogen - vistnok til dels mig - sørgede for at modellervoksfigurerne kom med hjem fra weekenden. Selvom chefen sukkede dybt, og mest havde lyst til at krølle dem allesammen sammen, for selvom det var sjovt, er der grænser for sjovheden.

Da jeg mødte mandag var Berit på vej med alle figurerne til chefens kontor, hvor de i første omgang endte på en hylde. På vej tilbage stoppede hun op længe nok, til at vi kunne fabulere over hvad der videre skulle ske med dem. Midt i al snakken kom jeg i tanke om pokalskabet, der er indbygget i glaspartiet fra skolens ingangshall til festsalen.

Skabet står tomt, jeg har aldrig set det brugt. Berit anede ikke det fandtes, så vi hastede straks ud i hallen, kiggede og kunne konstatere at nogen for mindst fem år siden har haft en god ide. Et billede af vinderholdet fra skolens årlige motionslege på tværs af klasseskel fra 2007 - Totusindeogsyv!! - lå krøllet sammen i bunden.

Altså kunne vi hurtigt regne ud, at skabet ikke har været lukket op i temmelig mange år, og vi godt kunne bruge det til udstilling af vores kreationer - uden at spørge om lov.

Men det er ikke sådan lige at få adgang til et skab. Skabet var nemlig lukket af ikke mindre end to hængelåse. Vi fik hurtigt kontakt til en medsammensvoren pedel, der desværre ikke vidste hvor nøglen var, men ville spørge chefpedellen. Da jeg senere fik fat i ham, var chefpedellen gået og den medsammensvorne havde glemt at spørge.

Sammen kiggede vi nøgleskabene (i flertal! - er I klar over hvor mange nøgler, der hører til sådan en skole) igennem, men kunne ikke finde en nøgle med et skilt der passede, eller en nøgle der lignede noget til en hængelås. Den medsammensvorne lovede at finde ud af det til jeg mødte tirsdag - eller finde en boltsaks.

Tiirsdag troede jeg naivt nok at nu ville vi få adgang. Men nej. Nøglen var stadig væk og chefpedellen havde nedlagt forbud mod boltsakse. Han ville lede først og endte med at spørge mig om ikke også det var en nærmere navngiven lærer, der sidst havde haft adgang til nøglerne. Det kunne jeg af gode grunde ikke svare på. Han forklarede videre med store armbevægelser om nødvendigheden med hele to hængelåse. Jeg lod ham om at finde nøglen, mens jeg begyndte at miste troen på, nogensinde at få lukket skabsdøren op.

Kort efter nåede jeg at forelægge den medsammensvorne om ikke han bare kunne finde et par nye hængelåse, klippe de gamle og påstå han havde fundet nøglen. Han havde gerne gjort det, men nu sad chefpedellen med hovedet i papkasser med nøgler og fablede om vigtigheden af, at de to hængelåse havde samme nøgle. Sådanne detaljer kan være ganske vigtige - for nogen. Mens andre kan synes det er vigtigere at bruge installationerne.

I mellemtiden var Berit forsvundet. Til anderledes kritiske anliggender viste det sig senere. Jeg ville så gerne fortælle hende om den farceligende udvikling, og viste i virkeligheden ikke rigtig om jeg skulle grine eller græde.

Hun ryger nok, tænkte jeg og begav mig mod rygerummet i lærerværelset. Der var ingen Berit, til gengæld sad chefpedellen sammen med den navngivne lærer og tegnede og fortalte om nøglen, der var forsvundet. Den navngivne lærer så helt blank ud, mens hans ansigt udtrykte klare signaler om at blive reddet. Rundt om stod andre lærere, der endnu ikke var i ilden, og derfor sagtens kunne udtale sig om deres uvidenhed i forhold til nøglens opholdssted.

Jeg valgte at skynde mig ud igen, mens jeg undertrykte et grin. I hallen mødte jeg den medsammensvorne, der fortalte at dengang han gik på skolen, var skabet fyldt med pokaler. Det var tider, men enten er pokaler ikke så stor en del af nutidens skole, eller også er vindermulighederne kraftigt skrumpet.

Vi gik hvert til sit - hver især temmelig opgivende. Lige inden han gik hjem, stak den medsammensvorne hovedet ind og fortalte at onsdag - senest - ville de klippe låsene. Men inden skulle de lige have fat i endnu en lærer. Den sidste der kunne tænkes at vide noget, men som ikke var på skolen i øjeblikket.

Onsdag formiddag kunne Henrik bevidne at begge pedeller havde været rundt og spørge i løbet af morgenen. Den sidste lærer vidste heller ikke noget og enden blev at de to låse blev klippet og erstattet af nye - nu med to forskellige nøgler.

Berit og jeg fik listet figurerne ud fra chefens kontor, overdraget nøglerne til de nye låse, låst op og stod over for endnu et problem.

Skabets oprindelige indbyggede lås, var også låst!

Pedellernes kontor ligger i umiddelbar nærhed af pokalskabet, så det tog ikke mange øjeblikke at få fat i chefpedellen, der som den eneste befandt sig på kontoret, og overbringe ham nyheden. På det tidspunkt forsøgte han at indtage frokost, mens han modtog et vigtigt opkald på telefonen. Men telefonen i hånden og samtalen kørerne inspicerede han skabets egen lås, og kunne konstatere at den nøgle vidste han hvor var.

Det vidste han så alligevel ikke, og mens vi begyndte at grine lettere  hysteriske, dukkede den medsammensvorne op og redede det hele med en skruetrækker. Måske kan jeg godt forstå det er nødvendigt med hængelåse, når den indbyggede lås, så let lader sig forcere.

Endelig kunne vi få figurerne på plads. De små skilte, med forklaring på figurernes frembringelser blev sat på plads, og lige inden vi var helt færdige dukkede vores egen chef op. Han rystede på hovedet, grinede og fik i samme sætning sagt noget om at vi var gale, at han ingen udtalelser havde om udfaldet og at vi var både geniale og kreative... I sidste ende følte vi os bakket op i ideen, skønt han helt sikkert vil ryste på hovedet længe endnu, og nægte ethvert kendskab til figurernes tilsynekomst.

Jeg er spændt på hvor længe de får lov at stå. Går der for lang tid, må jeg finde på noget nyt at udstille - for jeg ved hvor nøglen er. Den medsammensvorne har vist mig det :)

Striber og cirkler

Onsdag er i gang. Nye masker har fundet vej til mine pinde, de blå cirkler er forenet med varme striber, mens Anders har planer om, at det sidste stykke stramaj skal give bund til en Mariosvamp.

Han har allerede tegnet og fortalt, og er i gang med finpudsningen. Bliver han nogensinde færdig, skal jeg gerne give liv til en lille rund, grøn svamp med hvide pletter.

Indtil da indstiller jeg broderierne for nu.

Fordømmende eller bare afsindigt morsomt...

De sidste to dage har jeg gået rundt og fneset for mig selv. Grunden for fniseriet, ved jeg i virkeligheden intet om, og mine antagelser må derfor indrømmes at bygge udelukkende på fordomme.

Det gør ikke fniseriet ringere.

Måske nogen af jer også har lyst til at fnise. Måske nogen af jer slet ikke kan se noget sjovt i mine betragtninger. Uanset får I historien.

Jeg havde nyhederne kørende i baggrunden i går formiddags, mens jeg havde travlt med alt muligt andet. Gemt mellem flere opremsninger fortæller oplæseren at Paven er på vej til Cuba. Inden afrejsen har Paven harselleret over styret i Cuba, som han betegner som "virkelighedsfjernt og gammeldags"..

Det er muligt han har ret, det vil jeg slet ikke betvivle. Men med alle mine fordomme og bedste overbevisninger er lige præcis Paven, Vatikanet og hele slænget både "virkelighedsfjernt og gammeldags"

I mit univers blev det sjovt at netop Paven, var den utalende part. Eller også var det janteloven der ramte midt i mit fnisende selvbedrag.

Det gør det ikke mindre sjovt ...

Modeller din kompetence

Nu kunne man jo godt forestille sig, at en flok pædagoger på kursusweekend ville synes at udsigten til kreative udviklingsprocesser eller samarbejdsøvelser er det mest fantastiske. Og meget pædagogiske.

Det er rene fordomme. Virkeligheden er, at programpunktet "Modeller din kompetence" fik flere af os til at tænke tanker i retning af: Åh, nej. Hvad nu..?

At vi samtidig stod over for planlægningen hen under aften, hvor vi egentlig så i øjnene, at vi ville være så fyldt at der ikke var plads til mere, gjorde ikke sagen bedre.

Til vores medbragte kursusleders ros, skal det siges, at hun formåede at gøre både dagenes øvelser, teori og store tanker nærværende og spændende, og formåede det samme omkring modelleringsfasen.

Omgivet af kaffe, kage, sjove udbrud, masser af skæg og modellervoks, der ikke lige lod sig forme, brugte vi en halv times tid lørdag aften på modellering af noget af det vi så som vigtigt i vores arbejde og vores personlige kompetencer.

Det var faktisk sjovt, og der kom mange sjove bud på opgaven.

Vi nåede aldrig at præsentere alle vores forestillinger, men jeg har taget billeder (mange flere end her), og så er I velkomne til at forsøge at regne ud, hvad de forskellige elementer dækker.

En del synes jeg er letforståeligt, mens nogen af dem ville kræve en forklaring, før jeg er med...

Selv valgte jeg et enkelt hjerte, der dækker alt fra rummelighed, omsorg og åbne arme, til at lytte, være der og give alt det bedste videre.

At se muligheder

En god blanding af teori, øvelser og åbne vidder.

Lækkert mad og store tanker.

En weekend der gav os lyst til at fortsætte, komme i gang og lære nyt.

Og en weekend, der indeholdt så meget ny viden med træthed og udmattethed til følge, at jeg er ret sikker på ikke at være den eneste, der faldt i søvn vel hjemme.

Måske også fordi sommertid kombineret med mobiltelefoner, der selv satte tiden, endte med at flere (mig inklusive) vågnede en time tidligere end rent nødvendigt.

Arbejdsweekend

Tasken er pakket, morgenmaden spist og jeg er ved at være klar.

Jeg pakker nogenlunde praktisk, for der er både skov og strand i området, og forhåbentlig får vi mulighed for en tur ud i solen, inden det bliver alt for sent. Med et blik på programmet, kan det godt knibe, men jeg håber alligevel.

Vi skal til Skovly, kommunens kursus- og feriecenter. Det er et dejligt sted, i skønne omgivelser og med et køkken, der serverer de lækreste buffeter. Begge mine unger har flere gange været på lejrskole på stedet, og Emilie har "tudet" over det uretfærdige i, at jeg skal afsted og hun skal blive hjemme.

Med tanke på min egen kostændring, havde jeg i forvejen overvejet for og imod i forhold til at medbringe noget, der kunne supplere. Inden jeg nåede meget længere, mente Berit det bedst at ringe og høre om muligheden for at tage hensyn til de fem-seks af os, der er mærkelige nok til ikke at spise hverken brød eller kartofler.

Det var heldigvis ikke noget problem. Stedets bestyrer blev bare glad for at meldingen kom i forvejen og ikke først når vi står der.

Om lidt kysser jeg resten af familien farvel og glæder mig til en dejlig weekend sammen med skønne kolleger. De blå cirkler lader jeg blive hjemme, mens strikketøjet i flere varianter er pakket. Jeg duer ikke til foredrag uden.

God weekend :)

Tulipanpower

Det er ganske vist, at jeg sidste år - og vist også forrige med - mente at jeg skulle gøre noget ekstra ved altanen.

Desværre døde interessen omtrent samtidig med at de overvintrende geoginer slet ikke havde overvintret, men blot lagt sig til at dø.

De opgravede tulipanløg, der skulle give plads til førnævnte rodknolde, blev både glemt og gemt under bænken, og nåede aldrig længere. Heller ikke tilbage i jorden, da den tid kom.

Men vi er åbenbart flere om at bestemme deres videre skæbne.. faktisk er der temmelig meget liv i sådan en bunke løg. Sammen med de få, der aldrig blev fundet i jorden i potterne...

Det myldrer op, og mon ikke de ender i en omgang jord inden længe. Andet kan vi næsten ikke være bekendt - med sådan en livsvilje.

Hvornår det bliver, er så et helt andet spørgsmål. Hvis Anders ikke går i gang i løbet af weekenden, bliver det nok ikke før engang i næste uge. Min weekend er nemlig ikke-eksisterende, men skal nok blive skøn alligevel. Og hård.

Der er nemlig arbejde, indsats og hjernevindinger på programmet. Personaleweekend i landlige omgivelser. Foredrag, selvindsigt og kompetenceudvikling er en del af planen. Hvor meget mere vi når, kan der sikkert stilles mange spørgsmålstegn til, men det er dejlige mennesker, og så kan det ikke gå helt galt.

Tøjet er vasket, kufferten hentet - om lidt pakker jeg.

Roskilde tur/retur

Solen stod allerede højt på himlen, da jeg i går morges snoede mig gennem boligblokkene, over Roskildevej, forbi svømmehallen og hestenes indhegning, inden jeg gik gennem endnu et boligområde mod Brøndbyøster Station, S-tog og regionaltoget til Roskilde.

Jeg skulle mødes med Bettina og en tur forbi Stof og Stil. En hurtig tur, for jeg skulle gerne nå tilbage til Rødovre og arbejdstider i god tid.

I Roskilde skinnede solen på de store krukker på Hestetorvet overfor stationen. Jeg havde tid til at beundre og vente i solen, mens manden med den transportable kaffebod sendte duft og kvidrende fløjtetoner ud omkring sig.

Jeg kunne sagtens have ventet længere, dér i solskinnet, men pludselig var Bettina der, og turen fortsatte til stofmekkaet. Vi var i god tid, og måtte vente på at dørene åbnede. Mens vi sad der og snakkede, dukkede flere og flere op. Mange flere end vi havde forestillet os, sådan en hverdagsmorgen.

Begge udstyret med dosmersedler, fandt vi langt hurtigere end forventet alt det vi skulle bruge, og havde masser af tid til en kop kaffe/the og et stykke kage, inden turen gik tilbage til Roskilde, regionaltog, S-tog og endelig bus ud til Skolen.

Roskilde er i virkeligheden slet ikke så langt væk. Det tog ret nøjagtigt fyrre minutter fra jeg satte mig i toget, til jeg stod i skolens indgangshal. Det er slet ikke umuligt at sådan en tur skal planlægges en anden gang.

Gårsdagens rov er vasket og klar til brug, så det hemmelige projekt, der har ligget stille de sidste to uger endelig kan blive færdigt.

Olie og fint salt

Jeg var i Netto i går. Egentlig efter neglelakfjerner.

Jagten var resultatsløs. Ingen neglelaksfjerner.

Jeg fandt noget andet. Bodyscrub.

To bøtter. Hver til en rund tyver. Olie og fint salt. Tilsat duft.

Nu drømmer jeg om bløde lår og smækre baller.

At vide... eller ikke at vide

Da jeg i lørdags var rundt med Emilies aviser, var det med en viden om, at det skulle være absolut sidste gang. Troede jeg.

Nu er hun nedlagt, foden hævet (med mellemrum... Sådan en fod hæver nemlig op, når man ikke formår at sidde stille...), og jeg har fundet nok medlidenhed, til at love at ombringe dagens avis.

Jeg regner med det hele står klar, når jeg kommer hjem fra arbejde. For foldning og pakning, skulle hun nok kunne klare. Specielt bevæbnet med den pude, hun har taget med ned til vognen til samme formål.

Men længe inden da venter møder, glade børn, og helt sikkert snak om gårsdagens tøseaften med neglelak, neglepynt og boldspil i salen.

Hverdagens skrammer

Emilie ville lave mad. Fablede om hjemmebagt pizza. Hjemmeæltet dej og hjemmedrejet tomatsovs.

Jeg lyttede, og glædede mig til udsigten af at aftenens mad ikke indedrog mig.

Emilies cykel er punkteret. Derfor har hun været med bussen. Jeg cyklede, mens Emilie ventede på den store gule transportkasse. Vi skulle mødes ved den lokale købmand. Min indsats til aftenens ernæring kunne klares med betalingen.

Fremme kunne jeg konstatere at nok fik jeg fikset min cykel for ikke så længe siden, men cykelsmede har åbenbart ikke krafter til at spænde møtrikker, der holder hjul. Mit baghjul er skævt. Meget skævt. Godt vi har svensknøgler - og godt jeg kan selv.

Frem kom også Emilie. Med en skævvreden sko.

Anja var i bil. Anja havde tilbudt et lift. Ikke for første gang. Sikkert heller ikke sidste. Ingen af dem er helt sikre på, hvad der egentlig skete, men sikkert er det, at Emilie hang fast, skoen delt i to og foden hjemme viste sig noget svullen.

Skoen røg i skraldet. Den bliver aldrig sko igen. Den anden røg med, for hvem har brug for kun én sko. Med i skraldet røg ønsket om køkkenskriverier. Og uden sko blev hun hjembragt på den skævhjulede cykel, jeg alligevel ikke havde lyst til at undgå jordkontakten til.

Det er længe siden, sagde hun, da hun kravlede på på sadlen, lagde armen om min skulder og lod mig om at trække.

Og sådan gik det til at jeg lavede mad - af den kedelige men dog mættende slags, mens Emilie har siddet med benet højt og Anja har ringet, for at høre hvordan det hele gik.

Hævelsen er stærkt på retur, knæet en smule skrammet og Tøsebarnet er begyndt at overveje hvor længe skaden kan trækkes... Mon den stadig er brugbar når idrætstimerne står på skemaet om et par dage...

Jeg tvivler.

På kryds med strømpegarn

Hannes gode ide tog overhånd. Strømpegarn, nål og krydser blev ved. Det er sjovt. Det tager tid. Og resultatet er ikke til at kende på forhånd.

Jeg har mange strømpegarner med farveskift. Nogen af skiftene så lange, at det ikke lige ses. Andre med skift på skift oven i hinanden. De sidste er næsten de sjoveste. Specielt når det syede går på tværs, og det underliggende titter frem, og skaber nye kombinationer.

De sidste aftener har været brugt på leg. Jeg valgte krydser mod Hannes enkeltsting. Mit garn er enten ikke tykt nok, eller mine felter for store. Under alle omstændigheder så krydserne bedre ud end enkeltsting.

Jeg er vist ikke helt færdig endnu. Har lyst til at lege mere. Har lige en ide eller to.

Spørgsmålet, som endnu ikke er besvaret, er så hvad de færdige stykker skal bruges til.

Jeg finder nok på noget. En dag.

På barndommens stier

Vi havde en dejlig dag i går. Brunch på Restaurant Sult i Filmhuset kan absolut anbefales. Men husk at bestille bord. Det gjorde vi, og blev bænket med det samme. Mens Anja, der sammen med familien havde fået samme ide, og som vi mødte i døren, pænt måtte vente på en ledig plads.

Vejret var skønt, da vi gik derfra. Helt automatisk fortsatte vi mod Kongens have, og den bænk, som efter Anders' bedste overbevisning er den bedste at sidde på. Heldigvis var den ikke besat, han havde ellers overvejet hvordan den kunne indtages, skulle intetanende have formastet sig til at sætte sig - eller hvordan han nok snarere ville finde en anden...

(Anders' yndling er bænken ovre til højre, under det lille krogede træ. Jeg kan snildt forestille mig bænken, når træet står i blomst og fyldt med de grønneste blade.)

Fra bænken og udsynet fortsatte vi bagom, ud af bagdøren, over Øster Voldgade og bagom Statens Museum for Kunst ind i Østre Anlæg. Jeg har ikke mange barndomsminder forbundet med netop Østre Anlæg. Men det har Anders.

På vej ud af Kongens Have mødte vi en mand, der på engelsk forsøgte at forklare begrebet kolonihave. Det er ikke nemt, når modtageren ingen forudsætninger for forståelse har. Inden vi nåede for langt væk, kunne vi høre ham fortælle at et kolonihavehus, som det Christian d. IV opførte, ikke er et sommerhus, men noget helt andet - og langt mindre...

Østre Anlæg ligger ikke langt fra Anders' barndoms skole, og under turen gennem, kunne han udpege legepladsen, hvor der stadig står et skib, omend et andet end dengang, og legehuset, der langt senere blev brugt, når der skulle hænges ud.

Gennem hemmelige stier, nåede vi lysningen, der engang var lukket af store træer og gav plads til hemmeligheder på en stor bænk. I går var mange af træerne faldet  og bænken skrumpet betragteligt. Vi nåede også forbi rosenhaven, med et sæt borde og bænke, der engang var helt nye, men som har fulgt med tiden - ikke just med anstand - og i dag mangler et ryglæn og har huller i bordfladen.

Det var et barndommens og ungdommens land, jeg fik et indblik i, inden vi fortsatte til Østerport station og hoppede på toget hjem.

Senere stødte ungerne til, efter en togtur de ikke var helt tilfredse med. Farmand havde nemlig stoppet dem på et tog, der stort set ikke standsede, og de havde måtte se Høje Taastrup suse forbi, med ventende lillesøtermor og irritationen over at måtte hele vejen ind om hovedbanen.

Jeg vælger at tro, turen i sidste ende har været langt hurtigere, uden så mange stop, og lillesøster blev afleveret på Rødovre, hvortil de fulgte hende, inden både søster og mor, gav dem et lift til døren.

Sofaslitage

Lørdag har været præget af ingenting. Jeg har siddet fast i sofaen, strikket og hygget med Anders, der med mellemrum har siddet fast bag computeren, ved spisebordet. Når han ikke har siddet der, har han været at finde under dynen. Han har et temmelig godt forhold til sin seng...

Inspireret af Hanne, har jeg leget med multifarvet strømpegarn og stramaj. Det er jeg slet ikke færdig med. Nu kan spørgsmålet så blive, hvad sådan nogle små stumper broderi kan ende som.

Engang tidlig i formiddags, var der også nogle aviser, der skulle bringes ud. Men det er allerede glemt i lykken over at lave ingenting og været alene hjemme i lykkelig tosomhed.

I morgen har Anders - stærkt hjulpet på vej af mig - inviteret på brunch på Restaurant Sult. Det er godt, jeg har været der før. Så jeg ved det. Det er alt for længe siden vi sidst tog ind til byen sammen, gik rundt hånd i hånd, og nød at kunne, bare fordi vi gad.

Jeg glæder mig. Men skal vist lige lege lidt mere med det selvstribende strømpegarn...

De fineste farver

Med projekt strikket-tæppe-af-sekskantede-puder i baghovedet, er jeg altid på jagt efter mere garn i de ønskede farver (til en overkommelig pris...)

Altså var det garn der lå lige for, på årets messe i går. Specielt efter jeg havde fundet to små stykker stof til de syede sekskanter, der nok er færdige, men stadig mangler en bagside. Hele bagsiden skal dog ikke syes af små stykker, men jeg har en plan om en kant af sekskanter.

Jeg fandt garn, og har nu til et stykke tid. Men sikkert ikke nok til hele projektet. Der går faktisk uhyggeligt meget garn til. Jeg har forsøgt at holde regnskab, men er lige nu uden det fulde regnskab - sidste års noteringer hænger stadig fast i den stationære computer, der ikke lader til at rykke særlig hurtigt. Temmelig trist, da der dukker mere og mere op, jeg gerne vil have adgang til, men også til at leve med, da reparatøren har travlt med alt muligt andet - og stadig tænker over angrebsmulighederne.

Det nuværende regnskab viser dog at jeg har strikket ethundrede og toogtres små puder i år. Samtidig har jeg brugt et halvt kilo garn. En hurtig udregning betyder at det endelige projekt kommer til at bruge i nærheden af to et halvt kilo garn. Jeg har strikket de første trehundrede og treogtredive puffs og mangler så i omegnen af halvandet kilo garn... Hvilket betyder at jeg stadig godt kan lede efter mere... Lidt endnu..

Gårsdagen hjembragte blåt, grønt og lilla fra Sandnes og Drops.. til messepriser og med ønsker om strik lige nu og her.

Jeg tvivler på nu og her, og regner med det kommer til at ligge noget tid endnu - i hvert fald det meste af det :)

Turen går til middelfart

Madpakken er pakket, morgenmaden næsten spist og tasken ved at være klar.

Om lidt kommer Bettina og henter til en dag i Middelfart med håndarbejde som centrum.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg mener om de store håndarbejdsmesser. Alting bliver hurtigt for uoverskueligt. Men jeg er sikker på, at jeg får en hyggelig dag i dejligt selskab.

Hjertemassage og nedlagte rygmuskler

Det lykkedes mig at forvride en rygmuskel i går, lige inden jeg skulle ud ad døren. For pokker, hvor gør sådan noget ondt.

Anders hjalp alt hvad han kunne. Ordinerede varme, massage, piller og hvile. Dog først efter en arbejdsdag, der ikke lige stod for aflysning. Det gjorde godt - alle ordineringerne - og da jeg lige inden sengetid endelig fandt flasken med muskelafslappende massageolie, jeg troede var brugt for længe siden, kunne plastindbundne rygmuskler lægges til.

Musklen gør stadig knuder, men slet ikke i samme grad som i går. Til gengæld har jeg nu papir på, at have gennemgået første modul førstehjælp. Det var for længe siden sidst. Men nu er det klaret med kryds og slange og glade udråb fra en instruerende brandinspektør, der mente sig i gode hænder, skulle jeg agere hjertemassagemassør.

Jeg er helt sikker på, at der er stor forskel på en dukke uden arme og ben, og et helt rigtigt menneske, hvis jeg nogensinde skulle stå i den situation.

Nu håber jeg bare der er plads på kursus nummer to senere på året.

Endelig alene

Siden Ungersvenden afsluttede grundkursuset, har jeg ikke haft morgener helt alene. Jeg savner. Det indrømmer jeg gerne.

Men i dag er der pludselig alenetid. I næsten tre kvarter, inden jeg selv skal ud af døren. Jeg nyder og glædes over tidlige møder.

Jeg tror stadig han har langt til en læreplads. Samtidig krydser jeg fingre. I dag skal han til møde på skolen, i morgen og fredag venter potientielle arbejdsgivere. Mandag har kommunen tid, og har han ikke fundet noget der kan bruges inden næste uge er slut, er der plads på det lokale jobsøgningskursus.

Jeg under ham gerne at kunne sove længe og nyde attenåret uden bekymringer. Men jeg indrømmer også gerne, at han har brug for at komme videre, at blive skubbet til og få sat reelle mål. Jeg er ikke overbevist om, at jeg som forælder er den bedste til det job, og glæder mig en smule over, at der er andre i nærheden, der kan hjælpe.

Jeg har slet ikke tid til at sidde her - jeg skal nyde min halve time alene.

God onsdag :)

Pineapple Delight

Det lille sjal er færdigt. Faktisk hæftede jeg ender i går aftes, skyllede op og ville pinne det til tørring, da det gik op for mig, at jeg havde fejlet. Ifølge opskriften skulle de øverste masker lukkes af to og to. Jeg havde bare lukket af, og endte dermed med alt for meget vidde.

I stedet for at brede ud og sætte nåle, lod jeg det ligge. I formiddags var det tørt og klar til endnu en omgang. Med et langt bedre resultat til følge.

Jeg fulgte opskriften. Næsten til punkt og prikke. Jeg valgte nemlig at strikke lidt flere masker, give lidt mere plads i øverste afsnit. Alligevel er jeg endt op med at bruge langt mindre garn end opskriften foreskriver. Meget mærkeligt og temmelig uforståeligt.

Størrelsen er fin, det varmer - også selvom det er fyldt med huller. Det er en god lille sag, og vil være et godt alternativ til det andet lille sjal, jeg næsten ikke kan undvære. Trods en halv pindestørrelse mindre, er jeg endt op med et sjal, der er en smule større end opskriftens mål.

Opskriften var nem at forstå, da først det gik op for mig, at den er støvsuget for overflødighed. Perlerne valgte jeg at springe ud i - jeg brugte Karinas forklaring på perlemystikken. Lidt over tohundrede perler skulle sættes fast. Egentlig ikke et stort projekt, jeg synes bare det tog afsindig lang tid, og jeg kunne godt have undværret. Perler i strik er ikke lige min kop the, men nu sidder de der, det er prøvet og jeg ved hvordan man gør.

Design: Pineapple Delight af Larisa Valeeva.

Garn: Lace Merino fra Lana Grossa, i en fin grøn farve. Koden hedder 0016 og de 50 gr et enkelt nøgle vejer løber 400 meter. Aldrig har jeg strikket så fint.

Det færdige sjal vejer kun 60 gram, hvilket giver et forbrug på 480 meter. Noget jeg ikke helt forstår, da opskriften dikterede knap 800 meter, og de to nøgler jeg havde til rådighed burde kunne stå inde for det.

Pinde: knit Pro str 4 - firkantede. Fordi jeg fik dem sammen med garnet og de kantede skulle prøves af.

Jeg nægter at tro at firkantede pinde, kan bevirke så voldsom en ændring af garnforbruget, og jeg synes stadig det er meget mystisk.

De firkantede pinde er en smule kantede at sidde med. Det er ikke umuligt eller ligefrem ubehageligt, jeg kan bare bedre lidt runde pinde. Så vidt jeg ved er de oprindeligt opfundet til strikkere med gigt eller andet, der gør det svært at holde på et par almindelige pinde, og her har de sikkert deres berettigelse. Jeg vil ikke afvise, at jeg vil bruge dem igen, men de bliver aldrig yndlinge.

Størrelse: Størrelsen er onesize.

Målt i kanten på det opspændte er der cirka 232 centimeter.

Bemærkninger: Mens jeg fulgte anvisningerne fuldstændigt på den nederste halvdel af sjalet, ønskede jeg en smule mere fylde i øverste halvdel. Det lykkedes ved at vende for hver fjerde maske i stedet for hver femte. Med flere pinde, inden midten nåedes, gav det plads til en ekstra gentagelse af midtermønstret. Jeg valgte at følge mønstret og lade ananasmønstret gå ind igen efter tre gentagelser, for ikke at ende den sidste gentagelse midt i vendepindene.

Jeg synes tit en aflukning med dobbelt garn kan blive rigtig fin. Med det meget tynde garn, synes jeg det var en god ide, og hæklede aflukningen to og to masker sammen med dobbelt garn. Det gav en aflukning, der ikke viser sammenhæklingen så tydeligt.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

På egen hånd

Jeg kan stadig huske første gang jeg helt alene steg på toget og tog turen ind til byen. City. Nørregade, Købmagergade, for ikke at forglemme Strøget. I går var det Emilies tur.

Længe har hun sukket over jakken med de mange detaljer. De mange overskæringer, mange forskellige stoffer, detaljer og broderede blomster. Jakken med de mest kiksede knapper, der i sammenhængen fungerer fantastisk.

Længe har hun talt, regnet og endelig besluttet. Det meste af en månedsløn, men nu skulle det være. Nu, mens hun stadig har en indtægt. For jobbet er kvittet, hun vil ikke mere. Jeg har fuld forståelse, for ikke alene er avisombringning ikke det mest taknemmelige, det er også hårdt. Fysisk. Med ondt i ryggen til følge.

Så hun sagde op. Skal stadig ombringe de næste fjorten dage. Og tog til byen. Alene. Og selvfølgelig kunne hun finde ud af det. Kom hjem med jakken, et smil og et par småting. Fyldt med glæde. Ikke kun over købet, men også over turen. For det er anden følelse at være helt alene midt på Strøget.

Jeg husker stadig følelsen af sejr.

Næsten som at være helt alene

Endelig er det lykkedes mig at høre en lydbog. Det lykkedes, da jeg huggede Emilies computer, og brugte den som afspiller. Jeg har forsøgt før, dengang med anlægget som base. En rigtig dårlig ide, for så skal lyden ud i hele rummet, det er svært at høre efter, og alle skal finde sig i historielæsning.

Nu sidder jeg i sofaen, flankeret af Emilies bærbare, med lyttebøffer og det lille sjal.

Og undrer mig lidt. Jeg har strikket langt over halvdelen, og har alt for meget garn tilbage. Ikke at det gør noget - jeg forstår det bare ikke.

Det lille sjal har en noget anderledes opbygning. Først slås masker op på en hjælpetråd. Hele den nederste del af sjalet strikkes mod spidserne, og lukkes af med de fineste hæklede tungekanter.

Herefter samles alle de mange først opslagne masker op igen, og strikningen går nu den modsatte vej - mod skuldrene og øverste kant.

Jeg har lavet lidt om, håber på lidt mere sjal, men er langt fra sikker. Jeg prøver mig frem, mens en stemme i mit øre fortæller en spændende historie.

Bare ærgerligt, når de andre forsøger at opnå kontakt. - Jeg er tabt for omverdenen...