En fantastisk lørdag

Der er så dejligt, derude på landet.
I Asserbo, i et sommerhusområde, hvor træerne står tæt og mange af husene, har været til så længe, at de nærmest er vokset sammen med den omkringliggende natur. Hvor grundene ikke bærer præg af gartnerfingre, men giver en følelse af at høre til.

Brændeovnen skulle igang og vi sad med overtøjet og fingere strakt frem mod ilden og varmen, mens jeg mindedes barndommens ture med en veninde til deres gamle sommerhus. Dengang skulle der også varmes op, men vi var børn og viklet ind i medbragte varme tæpper med hver en kop varm kakao og stearinlysskær, mens de voksne fandt brænde og varme og lys.

Man vænner sig hurtigt og inden længe buldrede det i brændeovnen og de dyre dråber, der varmer så dejligt, var med til at holde varmen, overtøjet forsvandt og strikketøjet kom frem.

Udenfor havde en af husets tidligere gæster - en 11-årig dreng - brugt timer på at bygge en bjælkehytte af tynde kviste, med trappe og omgivelser, smukt op ad en gammel træstub. Jeg kan kun forestille mig hvordan det så ud, da det var helt nyt og endnu ikke udsat for regn og vind.

Mens vi sad der, om bordet tættest på varmekilden og med madens langsomme fremdrift fra køkkenet, vendte mor og kæreste alligevel snuden mod sommerhuset. Direkte fra Schweitz, familien og meterdyb sne.

Der var mad nok, så selvfølgelig skulle de spise med, en ekstra flaske vin blev rekvireret, bordet blev ryddet og ovnbagte svampe, kartofler, jalapeños og lynstegte kængurobøffer stillet frem.

Der er noget med tempoet i omgivelser langt fra byen og hverdagens pres. Efter maden blev Bezzerwisser fundet frem og efter en hurtig kamp kønnene imellem, måtte vi tøser sande, at når svarene udebliver taber man... revanchen gav desværre samme resultat.

I morges måtte jeg tidligt op, og mens gløderne blev fodret og jeg drak en kop the, sad jeg og nød morgenstunden i et stille hus, der for nogens vedkommende langsomt vågnede, mens andre sov videre.

Anders fulgte mig til bussen, og sendte mig hjem med et knus, før han gik tilbage til hytten og endnu en hyggelig dag.

Hjemme sad Daniel foran computeren, hvor han har siddet det mest af de sidste dage og måtte indrømme, at selvom det har være lækkert at være helt alene hjemme, er det også dejligt at der kommer nogen hjem.

Efter en hurtig frokost, tog jeg turen over dæmningen ved Damhussøen, mod min mor og hjembringning af Emilie. De havde haft et par dejlige dage og de fantastiske boller i karry - som i mange år har været højdepunktet for Emilies besøg hos mormor - var selvfølgelig blevet serveret, og resten pakket ned til barnebarnet, der allerede har besluttet at skolemaden i morgen står på mormors frembringelser.