mandag den 26. januar 2009

Konditionering


... Eller de betingede reflekser Pavlov undersøgte med mad og hunde og klokker. Jeg tænker er der en sammenhæng med de handlemåder, tankemønstre og dyder vi lærer gennem vores opvækst.

I min familie har Emma Gad ikke levet forgæves, det gælder både i min fædrende og mødrende slægt at det er vigtigere at holde facaden og opføre sig efter reglerne (de uskrevne) at spørgsmålet om hvad det enkelte individ ønsker kommer i anden række.

Selvom jeg fundamentalt mener det er vigtigere at gøre hvad jeg har lyst til, hvad der føles godt for mig, finder jeg igen og igen at jeg ligger under for indbyggede mekanismer, der er svære at blive af med.


Et rigtig godt eksempel, der også var den direkte årsag til mine tanker lige her og nu, er spørgsmålet om hvem der skal inviteres til en fest!

Min mening er klar - man skal invitere dem, man har lyst til at se. De mennesker man har lyst til at dele oplevelsen med.
Men mening er en ting, indlært etikette er noget andet.

Da min søster og jeg, sammen med andre fra samme genaration, for år tilbage blev skåret fra ved en barnedåb, for familien blev for stor, der var både fra den ene og den anden side, kunne jeg ikke sige mig fri fra at føle mig en smule såret. Men det var deres valg, og for dem var det, det rigtige valg. Det skal der være plads til. Andre reagerede ved vrede - men igen er vrede en sløring af at være såret.

For et halvt år siden var den oppe igen, men med en anden drejning.
Der skulle holdes fest i familien, der var ikke meget plads og derfor måtte nogen vælges fra. Selvom der var ønsker om at se enkeltindivider, endte invitationerne med at følge skik og brug. Dvs skærer man en fra, er man nødt til at skære hele den generation af familien fra - så bliver ingen snydt!

Men hvem snyder vi? Er det ikke vigtigere at invitere dem vi har lyst til at se, også selvom nogen ender med at blive såret?

Nu sker det igen, men denne gang vælger de inviterende at invitere præcis dem de har lyst til at se.

Jeg fandt pludselig mig selv i en situation, hvor jeg følte det var nødvendigt at forsvare andres handlinger, at forsvare at andre har taget et valg.
Det er også en af mine indbyggede indlærte handlemåder. En handlemåde jeg gerne vil videre fra, for det er ikke mit problem at andre vælger med hjertet i stedet for efter etiketten.
Det bør faktisk slet ikke være et problem!

Jeg synes jo i grund og bund at de er i deres gode ret!

4 kommentarer:

  1. Så godt et indlæg som jeg tror alle kan genkende. Jeg selv gjorde op med flinkeskolen for 8 år siden. Til fester og større ting inviterer jeg dem der står min lille familie nær, dem der er der for os i hverdagen, dem som gider at lytte, dem som vi føler os forbundet med. Det betyder selvfølgelig en masse fnidder fnadder, men jeg holder mig oven over dette. Det samme glæder med invitationer til en nieces fødselsdag, hvor jeg kun inviteres denne ene gang om året (fordi det sig hør og bør) - der siger jeg fra. Vi har jo intet tilfælles, andet end efternavnet. Hvem er det vi prøver at narre... Men når man melder afbud - så ses der også skævt til det....
    Men, mit motto her i livet er at man ikke behage alle og det vigtigste er altså at behager sig selv:-)

    SvarSlet
  2. Hvor er det lækkert at læse Marianne.
    Jeg startede med opgøret for efterhånden 7 år siden ,og synes jeg er nået langt. Bortset fra de gange, jeg pludselig føler mig bombet tilbage til handlemønstre, jeg troede, jeg havde gjort op med.
    Det gør mig så irriteret, og samtidig skaber det fokus på, reaktioner og næste gang :)

    SvarSlet
  3. Nu kom der heldigvis en kommentarboks frem, den ville ikke frem tidligere. Jeg synes, det er et meget vedkommende emne, du tager op, som vi alle sammen overvejer, når der er familiekomsammen. Men jeg har ikke et entydigt svar på, hvad jeg selv vælger. Et af mine hovedbrud er, at gamle mennesker tit er kedelige at have med - jeg synes dog ikke, at man kan droppe folk, man har set gennem hele livet.
    Men jeg nød at læse dine og Mariannes overvejelser.

    SvarSlet
  4. Det tror jeg heller ikke man skal Madame, men det er vigtigt at have hjertet med og ikke bare gøre som forventet, for der er det man nu engang gør!
    Jeg kan godt følge den med gamle mennesker, også selvom der ikke er så mange tilbage i min familie.
    Jeg synes bare det er vigtigt at invitere de mennesker - unge som gamle, der betyder noget for en, og er der en enkelt det måske alligevel er nødvendigt at invitere, uden der går skår af en selv, så er former og etikette vel ikke helt at foragte.
    Men at hele den pukkelryggede kommer i én samlet pakke uden mulighed for valg, det vil jeg gerne gøre op med, også selvom jeg ved, det vil såre nogen.

    Jeg er da iøvrigt ked af, hvis der ingen kommentarboks dukker op - det er jo ikke meningen :)

    SvarSlet