En aften i Operaen

Emilie ringede ud på eftermiddagen, var kommet hjem fra skole, og havde forfærdeligt ondt i hovedet. Hun fik lov at tage en hovedpinepille og besked om at lægge sig med et tæppe og slappe af.
Da jeg kom hjem, sov hun og vågnede forholdsvis frisk og klar til aftenen.

Afsted gik det, mod Vanløse og den lovede middag, derefter fortsatte vi mod Metroen, hvor Emilie kaprede den forreste plads, med udsigt til tunellen. Fra Kongens Nytorv gik vi ned gennem Nyhavn og fandt havnebussen mod Operaen og opsætning af Brødrende Løvehjerte.

Det er en noget anden oplevelse at ankomme fra havnesiden, tage trappen op til Operahuset og passere indgangene til det formidable byggeri. Min far fik i sin tid mulighed for rundvisning, mens byggeriet stadig stod på, og inviterede mig med. Dengang var det ren betron og slet ikke nær det, det er i dag. Men spændende var det at få lov at se alle øvelokaler, garderober og finurlige op- og nedgange, inden vi betrådte scenegulvet, eller det der senere skulle blive scenegulvet.

Jeg vidste derfor hvor stor salen og scenerummet egentlig er, alligevel snyder størrelsesforholdet og det kæmpestore græskar, der indeholder tilskuerpladserne er forbavsende meget størrer, når først man kommer ind, end det ser ud til fra foyeren.

Vi var i god tid, og kunne derfor gå på opdagelse rundt på de forskellige etager og ud helt oppe under taget, inden publikum for alvor indtog stedet. Kunstneren Marie Louise Otte udstillede de smukkeste balletinspirede skulpture lavet udelukkende af papir og glimtende stene.
Emilie var overvældet og gik fra den ene til den anden, med ihh og næææ og ohhh på læberne.

Inden forestillingens start fandt vi en ung pige, der havde taget opstilling og fortalte om historien, Astrid Lindgren og omsætning fra roman til opera. Hun fortalte lidt om hvad opera er for noget om hvem og hvor mange der skal til, for at lave en sådan opsætning, det var spændende, men Emilie havde ikke tålmodighed til at blive stående, hun kender jo godt historien og nu måtte den gerne snart gå i gang.

Vi fandt vores pladser, midt for på første række af anden balkon. Jeg ved ikke om vi kunne have siddet bedre, Vi kunne se det hele, både scene og musikerne. Der var stadig tid, og Emilie brugte tiden til at udpege de instrumenter hun kendte og spørge ind til dem hun ikke kendte.

Endelig gik det igang. Fantastisk og flot og meget tro mod forlægget.
En meget enkel men bestemt virkningsfuld opsætning, en opera der ikke indeholdt Aidatriller, men var så langt nede på jorden, at børn kan følge med. Et første akt der gik så hurtigt, at pigebarnets umiddelbare reaktion på pausen var: "Øv! Nu var det lige så spændede".

Men spændende var det også at finde de til pausen bestilte drikkevarer og vende de første indtryk, skulle noget have været lidt uldnet og knap så forståeligt.

Anden akt gik lige så hurtigt og før vi så os om var forestillingen slut efter en kamp på liv og død, mellem en drage og en kæmpesøslange, der både trak på smilebåndet, men også virkede helt som den skulle. Endelig springet ind i det uvisse og et tøsebarn der straks bekendtgjorde at det var ikke sidste gang hun skal se opera, for det var sjovt!

Tilbage igen, med båd og metro og cykel fra mormor, nåede klokken at blive halv tolv og pigebarnet at blive temmelig træt. I dag bliver hun hjemme fra skole, kan nusse rundt herhjemme, før hun senere har en aftale med en veninde om indkøb af sukker og slik i en mængde, jeg slet ikke vil vide noget om, til morgendagens filmaften og overnatning hos samme veninde.