For et par dage siden modtog jeg en award - en pris for nærhed og venskab. Jeg er både stolt, beæret og meget, meget glad - men også lidt vægelsindet.
Derfor har det taget mig et par dage at skrive dette indlæg. Jeg kan mærke det kræver tid. Tid jeg ikke lige havde på lager.
En award, en tilkendegivelse, hold da op hvor er det smukt og fantastisk. At netop jeg er blevet udvalgt blandt mange. Jeg er både overvældet og rørt. Tusind, tusind tak.
Og så - hvorfor ligger jeg den så ikke på siden?
Tanken bag er smuk, at uddele omsorg og glæde til alle de andre herude i cyberspace. Alle de, der tør ligge sig selv til skue. En fabelagtig god måde at linke til andre, og dermed vise nye muligheder, nye mennesker at læse bidrag fra og blive inspireret af.
Jeg vil ikke vælge, der er så mange dejlige, inspirerende og fantastiske bloggere derude, at jeg ikke vil kunne vælge. De skal alle fremhæves som noget specielt, som nogen der tør - tør være med i dette samfund i samfundet.
Samtidig - og det er her jeg bliver nødt til at indrømme en anelse bitter smag - det minder mig om kædebreve, både min barndoms, men også alle dem der bestandigt falder ind i min mailboks eller mobiltelefon. Dejlige ord og billeder, der falder på gulvet og som jeg mister enhver lyst til i det øjeblik der står ... Send videre...
Jeg er ked af det, men sådan har jeg det. Det er min opfattelse, og den vil jeg ikke ændre. Det ændrer dog ikke ved at jeg blev oprigtig glad for udvælgelsen. Mange mange tak :)
Ved du hvad Pernille; jeg har det på nøjagtigt samme måde. Jeg ved godt, i hvilken ånd en sådan gestus er givet og den er smuk, men såsnart der er en mærkat på med budskabet "send videre", så stopper det desværre altid hos mig.
SvarSletDet er bla. også derfor, jeg så sjældent er med i de sociale lege, som foregår i blogverdenen. Jeg plukker selv, hvad jeg synes kunne være sjovt at nørkle med, men jeg sender aldrig videre :-)
Anita, hvor er det dejligt at høre jeg ikke er alene :)
SvarSlet