Det er mærkeligt at gå rundt herhjemme, uden rigtig at have fri.
Jeg føler mig spærret lidt inde, kan ikke bare gå ud, købe ind eller gå i kælderen for at vaske. Emilie sover det meste af tiden, men jeg kan alligevel ikke lide at gå fra hende.
At tænde støvsugeren eller rydde op får jeg heller ikke gjort - ingenting egentlig.
Det føles lidt som et vacum - hvornår mon det ændrer sig?
Lidt sker der alligevel. Sokkerne på pindene bliver lidt længere hver dag og den næste portion billeder er pludselig færdige.
Hævelsen i ansigtet er faldet og hun er lang mere klar i de vågne stunder.
Jeg satser på at få hende lidt op i dag - om ikke andet hen under aften, for at kunne sove i nat.
Hun nåede i aftes til et punkt, hvor hun måske havde fået lige søvn nok, og jeg har et spirrende håb om at hun måske kan holde sig vågen i en halv time, og så sove hele natten.
Rigtig god bedring med hende. Det er en slem omgang. Jeg havde selv kyssesyge som barn og jeg husker stadigt hvor slemt det var. Jeg håber hun snart er ovenpå igen, men mens hun er syg er hun heldig hun har dig og din forståelse.
SvarSletTak Marina.
SvarSletJeg kan mærke hun har det bedre - hun er mere vågen, mere klar og mindre hævet. Hun synes selv, det er det sammen.
På mig virker det godt, det var enerverende at se hende ligge der, fuldstændig tabt for omverdenen :)