lørdag den 13. december 2008

Julelys


Vi skal holde jul i år. Det er fem år siden vi gjorde det sidst. De mellemliggende år har julen stået på hos yndlingsfamilien nord for Århus, men i år er de alle ferieramt og kommer derfor til os.


Det betyder at vi skal have juletræ i år. Hvordan der skal blive plads til det på vores sparsomme kvardratmeter er gennemtænkt (i hvert fald næsten), men et kig i julekassen afslørede at pynten er det så som så med!
De kugler der endnu har overlevet er der en del af, men ellers er der ikke rigtig noget - hvis der ses bort fra en mængde julelysholdere.


Emilie mener ikke træet vil fungere hvis ikke der hænger stribede sukkerstokke over det hele, så da den lokale købmand havde et par kasser af dem, blev de hjemtaget. Jeg er faldet over lidt tingeltangel og Daniel fik pludselig lyst til at filte (gad vide om det bare var en lyst eller om det rent faktisk bliver til noget?). Så der er håb om et præsentabelt træ.

Sidste år havde Søstrene Grene en hel del hyggeligt julepynt, og da Emilie efterhånden gerne vil lidt ud og turen dertil kan klares uden de store anstrengelser, regner vi med en tur til Frederiksberg Centret i morgen. Så kan vi også kigge efter en stjerne, for sådan en har vi ikke! Og selvom vi kommer fra en familie, hvor stjernen kun kan være hvid, er jeg helt klar på noget lidt mere sprælsk i år :)


Tilbage til julelysholderne, har jeg længe haft lyst til at dekorere dem jeg har, jeg har bare ikke rigtig haft brug for det, men nu er jeg gået igang.

Jeg fandt grejet, udvalgte changerede perler og lysholderne frem i går aftes og gik igang. Jeg har trukket det lidt, for Emilie ville gerne være med, men sådan som hun har sovet på det sidste, har det ikke rigtigt været muligt.


Da hun vågnede lavede hun en, roede lidt rundt i perler og tilbehør og lavede et par øreringe, og så havde hun fået nok - jeg kunne bare fortsætte.


Og det gjorde jeg. Der er stadig lysholdere uden pynt, men jeg skal nok nå det. Til gengæld er spisebordet efterhånden omdannet til en større central for perler - aftensmaden måtte indtages andre steder og de changerende perler er dømt ude til fordel for alverdens tingeltangel og alle perlerne.

Der skal pyntes - skal der!
Det bliver et farverigt træ i år :)

2 kommentarer:

  1. Sikke fine de er, det bliver en fest med alle de farver. Det er skønt, jeg kan slet ikke få nok. :o)

    SvarSlet
  2. Det er mange år siden jeg sidst pyntede et juletræ. dengang skulle det være fine afstemte farver - det skal det ikke i år. Jeg er heller ikke sikker på jeg kan få nok :)
    Hvordan træet ender, ved jeg ikke - det regner jeg med ungerne får lov at stå for :)

    SvarSlet