2019 - fra et garnperspektiv

Jeg strikkede ufattelig meget sidste år. Jeg ved ikke hvordan, jeg synes året var fyldt med så meget, at strikketid ikke nødvendigvis lå højest på hitlisten. Men fakta er, at jeg strikkede ufattelig meget sidste år.

Da jeg gjorde sidste år op, havde jeg en drøm for det kommende år. Jeg havde stort set ikke strikket en trøje - kun i børnestørrelse -  og drømmen handlede om ærmer. Masser af ærmer i voksenstørrelse. Og mindst en sweater til Anders.

Den drøm blev indfriet.


Jeg er ikke til nytårsfortsæt, planer om projekter, løfter eller andet i den retning. Jeg strikker hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst. Jo ind imellem er der projekter der bærer præg af forpligtelser, men oftest er det fordi jeg selv har besluttet mig for forpligtelsen.

Hæklede dyr til nye babyer - for eksempel.

Til gengæld er jeg blevet rigtig god til at sige nej, når jeg bliver spurgt om jeg vil strikke eller sy et eller andet. Nogen gange er jeg nødt til at vende tilbage med det der nej, men efterhånden har jeg sagt nej så mange gange, at jeg ikke bliver spurgt. Og det gør det unægteligt lidt nemmere at sige nej.

Så når min onkel, på fædrende side, for anden gang spørger efter en stor sweater med et Volvo-logo kan jeg godt sige nej, og samtidig vide, at det vil jeg aldrig have lyst til at strikke. men når min sjove fætter samme dag spørger pænt om karklude til sit nye skilsmissehjem, og jeg når at tænke, at det gider jeg faktisk godt. Så siger jeg ja - og håber samtidig at låget til kassen med bomuldsgarn bliver lettere at lukke.

Ti klude senere, er det stadig ikke til at lukke.

Så da Emilie for en halv time siden spurgte om ikke jeg ville strikke et par karklude, hun kan tage med som værtindegave, når hun næste måned tager til USA, så gider jeg stadig godt. Og ved godt at tre klude næppe letter låget...


Når jeg ingen fortsæt eller løfter har, så har jeg til gengæld drømme. Og lyst. jeg har lyst til at strikke flere ærmer. Jeg har garn til en sweater til Anders liggende, som jeg gerne vil have gang i, og jeg har et ønske om at min beholdning af trøjer bliver udviddet, så de hullede kan blive udskiftet.

Jeg har en drøm om at jeg i løbet af det næste år strikker en sweater med flerfarvestrik. Bare et bærestykke og måske lidt krimskrams på ærmerne. Det gider jeg rigtig gerne.

Jeg har en drøm om at strikke en trøje af mit eget garn. Helst inden året er slut. Drømmen er på vej, den første tolvtedel af garnet er spundet, det skulle vel være til at nå.

Og endelig har jeg en drøm om at 2020 skal være året, hvor jeg for alvor stifter bekendtskab med en væv. Det skulle allerede have været sket, væven var sendt, den blev væk i posten og nu venter jeg på en ny, som vistnok først skal hentes hjem fra New Zealand. Jeg er en smule utålmodig her. Og ja, jeg kunne bare have købt den i Danmark, men jeg valgte anderledes - og venter i spænding.



Men hvad var det så for ufattelig meget jeg strikkede (og hæklede) i 2019?

Lad os se på det.




Hækle og småt


Tit er det hæklede det mindste. Det gælder vist også året der gik. Klude, dyr og starten på en fødselsdagsgave, jeg snildt kan nå at glemme, så dagens lys.





Der var babyer på vej, og da den Grønne Dame stod først for tur, blev hun den bestemmende for at det lige blev et får. Et får virkede fornuftigt i forhold til grøn skole og bæredygtighed. Jeg kaldte fåret for Frida og det blev modtaget på bedste måde.

Bettina blev mormor for anden gang, og selvfølgelig skulle barnet ikke snydes. Flora det pink får  flyttede nordpå og har det godt.

Emilies gamle historie- og matematiklærer blev far for tredie gang. Det gav mening med endnu et dyr og Fiona det lilla får så dagens lys.

Jeg opdagede Fies Univers og startede en samling hæklede påklædningsdukker med tøj, som jeg forestiller mig skal være en fødselsdagsgave, når Rose fylder fem. Der er stadig flere år til, men inden jeg ser mig om, er jeg nok bagud.

Foreløbig har jeg hæklet en dukke - Alma - og tre sæt tøj efter opskrifterne på Vandmelon, Hindbær og Ananas. Jeg har en plan om to dukker mere. Og nok tøj.

Min søster begyndte at drikke the og jeg hæklede et lille thehus til tasketransport. Desværre gjorde jeg det vist for godt, for med foer giver det sig ikke, og hun kan ikke få plads til mere end tre thebreve ad gangen...

På kludefronten deltog jeg to gange i Astrids blindhækling, og endte med to håndklæder - et med hjerter jeg bruger til at tørre sved af panden, når jeg træner og et med en engel min mor fik blandt adventsgaverne.

Blot en enkelt karklud strikkede jeg hele sidste år. Jeg pakkede den ind mellem adventsgaverne til min søster og glemte at fortælle om den.

Endelig var et hæklet håndklæde slet ikke nok, til al den sved jeg tørrer af under træninger.  Da året var helt nyt, slog jeg op og endte med at strikke tolv små håndklæder, der bliver flittigt brugt. Selvom de lå stille et par måneder sidst på året.




Strømper


Jeg har en løbende plan om altid at have et par strømper på pindene. Men strik og jeg går ikke altid som jeg forventer.

Jeg havde i lange perioder strømper på pindene, jeg strikkede bare ikke på dem. Til sidst holdt jeg op med at slå op.

Det kommer vel igen, tænker jeg. Med tanke på alle de strømper jeg skal strikke, hvis jeg nogensinde skal blive færdig med drømmen om et hæklet tæppe af strømperester.





Anders drømte om snoninger på benene, og snoninger han fik. Det tog mere end et halvt år at strikke Coffee Cantata, som han til gengæld bruger flittigt.

Mine vinterstøvler er med vilje et nummer for store. Det betyder at jeg hver dag i vintersæsonen har et nyt par strømper på. Strømper af lækkert håndfarvet strømpegarn fra indiedyers, hvis rester alle skal indgå i drømmen om et hæklet tæppe.

Det blev kun til tre par i år, men med den fart jeg har i hækleriet gør det ikke det store at tilgangen af rester er lille.

Jeg strikkede Cadence Socks af garn fra A Knitters World. Jeg bruger dem tit, og vask har ikke gjort dem ringere. Det gælder faktisk alle tre par fine strømper.

Jeg har strikket Effervesce før, den gang i et garn der på ingen måde ydede mønstret retfærdighed. Garnet fra Fredsminde Unika Design på Bornholm lader mønstet skinne meget bedre igennem, og med glimmer er de så fine, når de stikker op over støvlekanten.

Jeg oplever tit at strømper med hælflap har en tendens til at glide rundt på foden. Derfor besluttede jeg at lege med andre hælformer og tilføjede Fish Lips Kiss Heel til Hermiones Everyday Socks i garn købt hjem fra sommerferien i Tyskland. Den sidder godt, og skal helt sikkert udforskes mere.

Mere fik jeg mulighed for, da jeg strikkede høje stribede julestrømper til Josefine i USA. Jeg udviklede lidt på hælen fra de sidste strømper - efter gode ideer på nettet. De sad næsten bedre. Var i hvert fald oplevelsen, da jeg prøvede dem på. Det skal prøves igen. Josefine blev i øvrigt vildt glad, da hun åbnede pakken fra Emilie.




Hoved og hænder


Sidste år strikkede jeg to par vanter, og mistede en af hver. I år har jeg strikket tre par vanter og har stadig dem alle.

Fremgang tænker jeg.





For at blive ved vanterne startede jeg med Doris. Af en eller anden grund strikkede jeg dem hen over sommeren, og mente muligvis at så var jeg klar til vinteren.Jeg har bare glemt jeg har dem, og har slet ikke brugt dem. Kanske jeg skulle finde dem frem og prøve dem af...

Til  årets Fiberfolk købte jeg VinterSæt fra Kaos Yarn og hoppede ombord, nærmest i det øjeblik jeg nåede hjem. Garnet var en fryd at strikke med, og huens størrer omkreds sammen med mønsterstrik overbeviste mig om at jeg skal strikke mønsterstrik på en sweater. Det er meget nemmere med mere rum end de små gnidrede vanter.

Huen har jeg ikke brugt. Den er for stor og blev for filtet i forsøget på at mindske lidt. Den samme mængde filtning var til gengæld perfekt for vanterne, om jeg har brugt rigtig meget hen over efteråret og råkolde cykelture.  

I december strikkede jeg lige som sidste år Julevanter 2019 af Anne Grete Lænkholm. De var super hyggelige at strikke, foerede og noget store. Jeg bruger dem alligevel, og har god plads til fingerne, når jeg holder om cykelstyret.

For at rykke lidt længere op på kroppen, omsatte jeg det første håndspind til en cowl til min mor. Den blev rigtig fin og lå længe og ventede på indpakning, overdragning og jul.

Også Annelise, hvis rok jeg spinder på, fik håndspundet varme om halsen. Det tomatrøde garn, der tog en evighed at spinde og blev silkeblødt og afsindigt lækkert, indeholdt længde nok til lidt over to meter halstørklæde og en hue. Og jeg har faktisk stadig noget tilbage. 

På huefronten omdannede jeg en flok rester til en bølgende elefant til Oscar. Jeg ved ikke om han nåede at bruge den, inden den blev for lille, men den var hyggelig at strikke.

Til blogtræf hos Violykke kom jeg hjem med tykt lækkert merino farvet med tagrør af Vaje&Co. Jeg omdannede det straks til to huer. En Lullaby Hat og en variation af en Magnolia Hue. Jeg har forsøgt at bruge begge to, men jeg må konstatere at jeg er ikke god til huer, de sidder aldrig over mine ører og vinden går lige gennem, når jeg cykler. Jeg har dog en af dem liggende i tasken - hvis nu...

Emilie ønskede ørevarme i form af bånd med knude, cirka samtidig med at mit feed på instgram var fyldt med Iris Pandebånd. Præcis hvad hun ønskede. Det tog nærmest ingen tid at strikke og har siddet på hende ganske tit. 

Når pandebåndet virkede på Emilie, tænkte jeg at prøve på mig, og strikkede Dug Pandebånd. Igen må jeg sande at ting om hovedet ikke rigtig virker på mig. det sidder ikke over ørerne og vinden går gennem. Jeg har en teori om at store sjaler om huer ikke har det bedste samarbejde i nakken. Jeg vil ikke undvære de store sjaler... Jeg fik aldrig rigtig taget billeder og præsenteret.

Endelig fortsatte jeg traditionen med en nissehue til Oscar. Med to huer må det være en tradition. årets hue er fra garnværk, måtte strikkes en størrelse mindre til et lille hoved, men passede fint og barnet gad have den på - lidt. Jeg er begyndt en samling af opskrifter på nisssehuer. hvis jeg et år ikke kan finde et nyt mønster...




Sjaler


Jeg kommer aldrig uden om sjaler. Der vil altid være et, der er værd at strikke. De fleste bruger jeg meget. Resten bruger jeg en lille smule. Cirka.

Efter i flere år næsten kun at have strikket mystiske sjaler, endte sidste år med kun et enkelt af mysterietypen og fire helt selvvalgte.





Blogtræffet hos Violykke sendte mig hjem med ret så meget lækkert garn. Fra Handdyed.dk fik jeg fik jeg den fineste lilla singletråd med hjem, som blev til Nurmilinto. Det er let som en sky og giver en skøn, let varme. Og selvom farven slet ikke er blandt mine foretrukne har jeg brugt det rigtig meget. 

Også fra A Knitters World fik jeg lilla garn med hjem. Sammen med grå. Jeg vidste det skulle blive et sjal, men var lang tid om at finde det rigtige. Jeg endte med The Love Of Spiders og endte med et rigtig fint sjal, der sidder godt, ikke er for stort og igen trods farven bliver brugt en del.

Jerg spandt grøn uld til det lækreste, ikke alt for tykke og temmelig ensartede garn. Det skulle blive til et sjal, og valget faldt på Silken Sand Shawl. Jeg bruger det, fordi jeg selv har spundet garnet. Jeg kan rigtig godt lidt sjalet, både mønster, tekstur og det færdige udtryk. Men formen er forkert. Det er meget dybt og ikke helt bredt nok, jeg får faktisk en følelse af at have en hagesmæk på, og ruller kanten, inden jeg binder det om halsen. Det er ærgerligt, for det er sådan et fint sjal. Lige nu er jeg ikke klar til at trævle op og strikke nyt, men tanken er ved at bundfælde og sætte sig fast...

Henriette forfattede et sjal, indbød til fællesstrik og det kunne jeg ikke sidde overhørigt. Det blev til Henriettesjalet, et stort varm, tykt vintersjal af bedste skuffe. Jeg har ikke brugt det nær så meget, som jeg godt gad. Vejret er simpelthen for varmt. Lad os få noget ordentlig kulde, så kommer det med.

Endelig fejrede Westknits tiende år med mystery shawls. jeg strikkede med, af garn fra Garnværk, modificerede fra start og endte med det sjal der i øjeblikket følger mig, når jeg skal ud af døren. Starflake blev et ret lækkert sjal - og jeg lærte at strikke tofarvet patent med begge farver på een gang.




Børn


2019 bød på temmelig meget børnetøj. Mere end jeg tror bliver brugt. Det er alligevel begrænset hvor meget tøj et barn kan bruge, eller hvor meget uld, der er brug for.

Jeg har stadig et par trøjer liggende, som ikke er delt ud. Det tror jeg er fint. De er store nok og det er rart at have noget, hvis nogen pludselig mangler. Faktisk er det lidt overvældende, hvor meget børnetøj jeg nåede at strikke, når det sådan bliver præsenteret og sat op!

Jeg stopper ikke med børnetøjet foreløbig. Men jeg tænker jeg sætter farten ned. Det er ikke alle børn (som mine for eksempel) der altid har strik på. For eksempel gik Daniel i lang tid under navnet den lille hjemmestrikkede, blandt pædagogerne i SFO.






Jeg sluttede året før med babystrik af rester. Det var jeg ikke helt færdig med, da året begyndte og sluttede resteprojekterne af med Haneskjellgenser. Oscar fik den med hjem, en dag han var på besøg, der var ikke meget at vokse i, men jeg ved han har haft den på flere gange.

Da Rose kom til verden drømte jeg om at strikke balletskørt af mohair. Det tog mig det meste af et år, det var hæsligt, jeg er ikke fan af mohair som enkeltgarn, garnet var rester i flere farver og det færdige resultat blev noget kradst. jeg ved faktisk ikke om Rose har brugt det, men resultatet var svært tilfredsstillende.

Et besøg hos Bettina bragte garn med hjem, hun ikke lige kunne bruge til noget. Blandt andet orange og brun bomuld. Oscars yndlingsfarve var, i hvert fald da han var helt lille, orange, og bomulden blev til en Kaspuzin Hoodie, som han brugte rigtig meget hen over sommeren.

Med fra Bettina kom også et nøgle effektfarvet Kauni i pink toner. Jeg strikkede Lykketræf, som blev så stor, at den stadig venter på at blive givet væk. Det er nok lige om lidt.

Resterne af det pink Kauni sammen med en flok rester blev til en lille kjole af fri fantasi. Kjolen og blusen passer på ingen måde sammen i størrelse, men kjolen var rigtig fin til Rose, da hun fik den. Og moren synes den var fantastisk. 

Da jeg nu igen var i gang med resterne, forvandlede jeg det sidste af noget let skinnende viscose, Sille og jeg købte og strikkede af for længe, længe, længe siden, til en lillesøsters kjole. Der var gensynsglæde i morens øjne, da jeg hev den op af tasken og trak den over datterens hoved. Så er det skønt at strikke til andre.

Et par busker med plads til blerøv fik hurtigt ben at gå på i Oscars Verden. De havde en fantastisk pasform, og han brugte dem så meget, at jeg øjeblikkeligt strikkede et par mere - i et garn der overhovedet ikke virkede til formålet. Ingen elasticitet betød at de faldt ned, og mens det først par blev flittigt brugt, tror jeg næppe man kan sige det samme om det andet.

For at rydde ud i lidt flere rester strikkede jeg en lagdelt frakke til Rose, som hun fik på sin fødselsdag - den varmeste dag på hele sommeren. Hvis den blev gemt et sted og ikke dukkede op igen, kan jeg faktisk godt forstå det. Men den var hurtig og hyggelig at lave og battede godt på lagerkontoen. 

I sommerferien strikkede jeg sommersæt med blonder til Rose. jeg har lovet at finde nye knapper, for Sille var begejstret, men knapperne blev ved at gå op.

I samme sommerferie strikkede jeg også til mig selv, og resterne blev til en sommercardigan til samme Rose, som ligger et sted og endnu ikke er blevet fotograferet.

Så huskede jeg Dip Dye og strikkede en orange sweater til Oscar, som blev alt for stor. Jeg forestillede mig, den ville være god i vuggestuen. Men måske det bliver børnehaven. Den ligger herhjemme, og jeg må hellere huske at prøve den ind imellem, så den ikke pludselig er for lille.

Da sweateren ikke virkede fortsatte jeg og strikkede en grøn cardigan. Den kom med i vuggestue, og passede fint med et opslag - så er plads til at vokse.

I forsøget på at strikke noget, der ikke var alt for stort, endte jeg med Rajas Raglan, som Oscar fik med hjem efter jeg havde lånt ham en eftermiddag. Den var præcis stor nok til at vokse i, uden at sejle.




De store ærmer


Jeg havde en drøm om at strikke trøjer. Og det gjorde jeg. Ti overdele blev det til. Og jeg er klar til at fortsætte i år.

En kjole, en cardigan til Daniel, to sweaters til Anders, tre sommerbluser, en sweater og to cardigans. Jeg er imponeret.





En gammel sag blev fundet frem, og afsluttet. Kjolen med det hæklede bærestykke satte gang i en proces, der pludselig betød temmelig mange afsluttede projekter.

Op mod sommerferien slog jeg op til flere projekter, som også blev afsluttede. Den fine sommer T-shirt med blondemønster har allerede været i brug flere gange, og jeg glæder mig til at fortsætte brugen, når det bliver lidt varmere.

Det samme gælder sommercardiganen, som har været en diffus plan i lang tid. I hvert fald blev garnet købt til formålet, jeg vidste bare ikke helt hvordan den skulle se ud. Pludselig var den der, og den blev rigtig god.

Noget, der ikke blev rigtig godt, var endnu en sommer T-shirt. Jeg har aldrig taget billeder, aldrig vist den frem. Skuldrene blev for brede, jeg kunne ikke overskue at pille op, og fik den gemt så grundigt, at jeg ikke kunne finde den, da jeg for nylig var klar til at gøre noget ved den. Det kommer tænker jeg, Jeg finder den vel. helst inden sommer.

Gamle projekter blev igen for alvor fundet frem. De blev det allerede inden sommeren, men først efter nye projekter blev afsluttede, blev der tid igen. Efter noget der ligner to et halvt år, kunne først Anders, siden Daniel iføre sig nyt med snoninger. Anders i sweaterform, som bliver brugt næsten dagligt, Daniel med lynlås.

Jeg tror det var cirka heromkring jeg fik kig på hvor meget garn til større projekter jeg faktisk har liggende. Det smukke grønne garn fra Berlin fik ben at gå på og Chunky Magnolia Cardigan var et lækkert projekt, som jeg bruger meget.

For længe, længe siden fandt jeg ren grøn uld i Netto med navnet Pernille. Det kunne jeg ikke stå for, og købte uden anelse om hvad det skulle blive til. Det blev til Drift, som jeg sådan set er glad for. Jeg er bare bedre til åbne trøjer, og overvejer for og imod at klippe op og strikke forkanter.

Anders var lovet en sweater. Strikkeprøven har ligget mindst to år, og med de færdige snoninger var der tid til endnu en. Det blev en top-down strikket med masser af prøvninger, og den har hængt på ham siden. Det er dermed konstateret at det lidt kradse Knudegarn bliver blødere i brug.

Endelig overgav jeg mig til Tegna. Længe gjorde jeg modstand, hængende skuldre er ikke min kop the, men da jeg sad med to garner, som tilsammen måske kunne gøre det, gav jeg op og slog til. Jeg har haft den på. Den sidder godt, og den er rart at have på. Der skal bare lige lidt mere varme til...




Garn


I år er en ny kategori kommet til. Til næste år er der måske en mere.

Jeg lavede garn. Det fylder på garnlageret, og gav lidt hovedbrud i forhold til hvordan jeg skulle regne mig ud af det, på mit garnlagerregneark. Det er talt med, i to forskellige systemer.

Der er ulden, som er et lager, der kan omdannes til noget, der dermed bliver flyttet til det reelle garnlager. I min optik tæller det. Og jeg har jo i princippet også købt det, uanset at det ikke var færdigt garn, da det i første omgang kom inden for døren...

Spinding er kommet for at blive. Jeg holder meget af at spinde,. Jeg er ikke hurtig, men alligevel lidt overrasket over hvor meget det blev til.





Mit første spindeprojekt var hundrede gram Blue faced Leicester i blå toner. Jeg spandt og spandt, gik fra tyk til tyndere og endte med et meget varieret garn. Som krævede tykke pinde.

Dernæst rykkede jeg mod grøn. Stadig Blue Faced Leicester og spandt denne gang noget mere ensartet. Tvindingen blev meget løs, og visse steder var garnet mere to tråde end en. Som garn til et sjal virkede det rigtig godt.

Mit tredie spind var det candyfloss, mest turkise Corridale. Denne gang forsøgte jeg at bestemme over farveforløbet og spandt et fraktalgarn. Jeg er afgjort til melerede håndspunde garner. Det må gerne  være tone-i-tone, men fraktalspindingen er jeg ikke færdig med. Denne gang lavede jeg et tretrådet garn, og blev positivt overrasket over resultatet.

Det  fjerde spind var det tomatrøde sydamerikanske uld, der var en fryd at spinde, men ligesom det grønne blev løst i tvindingen. Igen strikkede jeg varme om halsen, og så er løst tvundet garn slet ikke så ringe endda.

Slutteligt legede jeg med farver, merino og valnødder. Det brun-orange var mit til dato tyndeste spind, der trods tre tråde endte som et rigtig fint garn. Det er fryd at strikke med, og ligger stadig og venter på at blive til en færdig kasket.




Regnskab


Nå! Hvordan var det så med alt det der garn?


Jeg havde som sådan ikke nogen restriktioner i forhold til at købe garn. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg køber garn, hvis jeg falder over noget, jeg ikke mener at kunne undvære, eller hvis jeg mangler til et specifikt projekt.

I løbet af året endte jeg med at købe lidt over 6 kilo garn. Langt størstedelen vidste jeg præcis hvad jeg skulle bruge til. Det betyder ikke jeg har brugt det endnu.

I løbet af året fik jeg lige i omegnen af 500 gram garn. Og tilføjede lageret 979 gram håndspundet garn.

I alt et tillæg på 7.677 gram garn.

Jeg brugte bare ikke specielt meget af det.

Af mit eget indkøb brugte jeg 2.800 gram - der er langt til 6 kilo. Af det garn jeg fik, brugte jeg en hel del mere, nemlig 459 gram og det håndspunde fik også ben at gå på. Her er der cirka halvdelen tilbage.

Det lyder ikke af meget, men når alt kommer til alt, og det samlede overblik findes frem, brugte jeg ret præcist 10 kilo garn - plus 30 gram. Det giver pludselig overskud på indtægtskontoen.


Men hvor kommer så alt det garn fra jeg brugte, når det ikke er nyt?


Jeg bruger åbenbart mere lagergarn, end jeg bruger nytilkomment. De først knap fire kilo kan tilskrives nyanskafninger, mens de næste knap 6 kilo er lagergarn. Det giver ikke ti kilo, kan de fleste nok regne ud. Det sidste godt halve kilo garn kan tilskrives den mængde garn, jeg har liggende rundt omkring, og endnu ikke har fået gjort op.

Det er der ikke meget tilbage af, men der bliver alligevel ved at være noget. Jeg fik blandt andet i løbe af året garn, som jeg aldrig lod figurere nogen steder, men blot strikkede af, og dermed er landet i den sidste gruppe af garn, som altså ikke er gjort op, men så afgjort blevet brugt.

Jeg har stadig ikke regnet ud, hvordan jeg kan omgøre det strikkede til antallet af masker. Der må kunne sættes en omregner op, der dividerer og ganger løbelængde, antallet af strikkede metre og pindestørrelse med hinanden. Det vil sikkert ikke være hundrede procent præcist, men et godt bud eller nogenlunde kunne være sjovt.

Sjovere end at vide, at de ti kilo kan omsættes til en udviddet marathon. Jeg har brugt 42.865 meter garn. Men jeg ville hellere vide hvor mange masker jeg har strikket.

Det må være opgaven til næste år...



Så er der ulden, der blev omdannet til garn.

Det krævede et helt nyt regnskab, og da jeg ikke havde uld i forvejen, steg lageret kun, og derfor er det ikke balance i det regnskab. Til gengæld er der håb for næste år. Jeg har i hvert fald ikke brug for mere uld foreløbig.

De kolde facts er, at der kom 3.178 gram uld ind, der blev omdannet 982 gram til garn. Der var noget svind, derfor er tallet længere oppe et andet.

Altså tydeligt at her mangler ikke på lageret.



Nå ja. Mit garnlager indeholdt ved årets afslutning næsten 28 kilo garn. Men hvem har lyst til at vide det?

Men hvor er alt det garn egentlig henne...?