torsdag den 25. maj 2017

Anerkendelse


Enhver pædagog med respekt for sig selv kender begrebet anerkendelse - og arbejder med det.

For hvilket menneske vokser ikke, eller bliver ikke glad for anerkendelse?











Da gårsdagens revy var på sit yderste, det hele havde klappet og ungerne kun manglede det allersidste - afslutningssangen - myldrede de alle op på scenen, ganske som de skulle. Men så sluttede ganske som de skulle. For de havde en overraskelse.

De ville have mig på scenen.

Og deroppe, midt mellem glade niendeklasseselever, fik jeg overrakt en stor buket blomster, knus og glade smil.


Jeg følte mig i den grad anerkendt!




Fire dages miniferie


Det er lang tid siden fire dages miniferie, har battet så godt på energikontoen.

De sidste ugers planlægning, øvning og forberedelser til niendeklassernes sidste skoledag - og specielt revy - har været skønne, men har også trukket på overskudskontoen.





Altså var det skønt, at kunne blive kørt til Frederikssund til timer i skønt selskab i solen (og skyggen) på terrassen hos Bettina. Timer med snak, strik, god mad og det skønne selskab.

Alt for hurtigt var formiddag blevet til langt ud på eftermiddagen, og tiden var gået. Vi pakkede os sammen og kørte hjem igen. Hjem til et par timer på altanen - eller i sofaen - helt som jeg lyster. Andre planer har dagen ikke, og jeg nyder det.

I morgen kører jeg ud igen. I morgen bliver det på cykel, men stadig sammen med strikketøjet, når turen går mod Frederiksberg og Sille. Det bliver også skønt.





Og så er der endda stadig dage at tage af, inden hverdagen starter igen. En hverdag, der trods ventende kurser og møder bliver lidt mere overskuelig. Mine kommende timer, der trods niendeklassernes læseferie stadig står på skemaet, er brugt til arbejdet med revyen.

Det kunne ikke lade sig gøre på andre måder. Systemet kunne ikke pulje sammen på forhånd, men det kunne jeg. Og når timerne er brugt, kan de ikke bruges igen. Det giver overskud til omfordeling af arbejdstiden - et husk om at komme lidt senere på udvalgte dage - og bedre plads til de møder og kursusdage, der ligger inden sommerferien.


Jeg glæder mig allerede.

Men først skal der lades op.




onsdag den 24. maj 2017

Onsdagsmasker


Midt i sidste skoledag, forberedelser og de møder en kort uge pressede sammen, havde jeg nær glemt, at onsdag er lig med et kig på masker og bogstaver.

Lige inden mørket faldt alt for tæt, fik jeg travlt, fandt kamera, de sidste solstråler, bog og strikketøj, og gik ud på altanen.













Læse:

Jeg læser stadig Jan Guillou. Det er ikke en dårlig bog, og jeg er også nået over halvvejs. Enkelte dage har jeg læst rigtig meget, men det går stadig langsomt.

Den er både god og dårlig. Mest god og det dårlige handler i virkeligheden om, at jeg bliver lidt irriteret. Både på skrivestilen, som bærer præg af sidste århundrede. Det går lidt for langsomt. Men den har også et andet præg fra forrige århundrede; Fællesnævneren: inkompetence. Det ses også i nutidige bøger - den der inkompetente chef, som altid ødelægger det hele.

Hos Sjöwall og Wahlöö var det Malm og hans helikoptere, her hedder han Näslund og er om muligt endnu værre. Værre fordi han får lov at fylde for meget. Det er rigtigt, der findes masser af inkompetente chefer - jeg er bare ikke sikker på jeg gider læse om dem.



Strikke:

Min udgave af Frosty, som stadig har nogle lighedspunkter med originalen er tæt på afslutningen. Jeg mangler kun en ganske enkelt kant i halsen. Ganske enkelt som i en icord. Jeg synes halsen bliver for tæt, hvis der bliver mere kant.

Der mangler også utallige endehæftninger - det ene nøgle knækkede gang på gang. Og noget med nogle knapper. Jeg tror jeg ved hvilke knapper jeg vil have - men nu er jeg blevet i tvivl. Jeg tænker at kokosknapper måske kunne være bedre end metal...




Sidste skoledag


Kulminationen på måneders forberedelse.





Det har været en skøn dag - en lang dag - og en sjov dag. Dagen startede tidligt med morgenmad sammen med den ene niendeklasse. Dagen fortsatte i festsalen, hvor de tre klasser sammen leverede en forrygende revy. De improviserede, de tilførte, de glemte noget og gjorde noget andet, og mest af alt var det tydeligt de havde en fest.

Gårsdagens generalprøve var ellers ganske rædselsfuld - men sådan skal det vist være...

Midt i det hele invaderede vi voksne scenen. Vi havde planlagt og gav igen. Mens de store skolebørn gjorde grin med deres lærere, gjorde vi grin med dem. Det kunne have gået begge veje - heldigvis var de vilde med indslaget, og spørgsmål regnede ned over os bagefter - Hvornår har I planlagt det? Var der nogen, som vidste det? Vidste værterne det? Øvede I kun éen gang?

Efter revy, blev det tid til det obligatoriske skumsprøjt. Andre steder bruger man vand. Alle er enige om at skummet er forfærdeligt, og alle er enige om at det er det, vi gør. Det er de samme børn, der igen og igen ender henne ved de voksne med viskestykker og vand, for at kunne se igen og det er de samme børn, der år efter år provokerer de store, så de ender fyldt med skum.





Det er sjovt at se, jeg var forberedt og regnede med en del mere skum, end det blev mig forundt. For skum eller ej, er det også oftets sjovest at løbe rundt efter dem, man kender bedst.

Efter skum var der fodbold. Igen helt efter planen. I år kunne eleverne deres kram, og selvom der var mange voksne på banen, var det svært at gøre noget, når man pludselig var ene mand mod tyve afgangselever. Eleverne vandt velfortjent fem - et. Og kan gå fra folkeskolen i bevidstheden om at de slog lærerne i sidste omgang.

Klokken et var alle rene, havde været hjemme i bad, og vi mødtes igen til fælles frokost, et par taler og mest af alt den allersidste time sammen undervisere og elever. Siden tog de hjem - nu holder de fest.





Vi andre ryddede op, både efter frokosten og i festsalen, som vi bare efterlod i formiddags. Lærerne gik mod lærerværelset og muligvis en velfortjent øl. Jeg gik i klubben og var glad for at niendeklassernes sidste skoledag sjældent er sådan en med mange børn - de går også hjem i bad.

Nu har jeg lagt benene op. En skøn dag er slut. Jeg har fri i flere dage, og vejret kan trækkes lidt lettere efter de sidste dages hektisitet.




søndag den 21. maj 2017

Tribeca NV


Det er vildt så mange muligheder for at strikke i det offentlige rum, der dukker op. Det gælder om at være om sig, slå til eller måske bare være heldig at opdage på rette tid og sted.







Under alle omstændigheder var det Bettina der så at Tribeca NV dækkede op til brunch og inviterede garnglade etusiaster til at tage garnet, pindene, hæklenålene og hvad der ellers er nødvendigt med. Et kig i kalenderen gav klar bane, og inden vi så os om, var vi meldt til.

Det var hyggeligt. Vi sad i solen - og skulle have husket solcremen. Vi gjorde nye bekendtskaber - når bare interessen er fælles, er der altid noget at tale om, og vi nød maden, som blev delikat serveret på skønne tallerkener.

jeg nåede at blive godt sulten, inden maden stod på bordet, men sådan er det, når der vælter mange gæster ind på samme tid.

Tribeca NV ligger som navnet antyder på det yderste Nørrebro. Mellem betonbyggeri, tæt ved banen og op ad gamle lejekaserner, har stedet til huse i en baggård i noget det ligner en gammel fabriksbygning.

Men hvor er der hyggeligt. Når man forlader Bygmestervej og går gennem den kedelige portåbning, står man pludselig i en oase fyldt med grønne planter, store parasoller og udeservering i flere niveauer. Vi sad øverst, på en terrasse der gjorde det nemt at hygge sig længe. De gamle mure skaller og stemningen er rå, og inden døre er der gjort en dyd ud af råheden, med umage stole og borde, åbenhed, lys og farvestrålende kunst.







Vi sad der længe - for længe. Det sidste kun fordi jeg glemte den der solcreme...

Til gengæld fik jeg lukket den nederste kant på den bluse jeg har strikket på længe. Pludselig mangler kun for- og halskanter, endehæftninger og en flok knapper. Det sidste har jeg styr på. Måske.




lørdag den 20. maj 2017

Lemonadespirer


Kan I huske lemonadetomaterne? De sprøde små gule tomater, jeg skar i skiver, plantede og håbede ville blive til levende planter...







De er her nu.


Af mærkelige grunde, er det kun kernerne fra den ene skive, der gider danne liv, så kun en enkelt tæt klynge bittesmå planter, har fundet vej op over jordoverfladen.

De bor stadig i en æggebakke, men inden længe skal de deles og flytte videre. Muligvis stadig i en æggebakke. Men kun fordi jeg ikke lige har andet de kan være i. Lige nu.

Men så længe de ikke er større, tror jeg godt de kan leve i en æggebakke. Det kan resten af bestanden, og den ser ud til at trives.

De første tomatplanter er ved at være så store, at æggebakkerne ikke længere er dybe nok til rødder, nogen er flyttet til større omgivelser, og nogen er vej til det der flytning. Mit største problem lige nu er vist mest noget med pladsmangel.







Heldigvis skal de ikke være her for evigt. De er stadig for små til at flytte hjemmefra, men de kommer udenfor i godt vejr, og inden længe er de forhåbentlig blevet store nok til, at de ikke længere behøver stå lige inden for altandøren og fylde, men flytte enten på altanen - eller mere permanent i haven.


De små gule afstikkere skal nok vente længst.




Stemplet!


Vejret er skønt. Solen skinner, og det blæser nok til at parasollen ikke kan være oppe. Anders har prøvet, så nu klarer vi os med solcreme og -briller.









Jeg startede formiddagen på Frederiksberg. Det var inden solen dukkede op, og cykelturen frem og tilbage var i overskyet, ikke for varmt vejr. Sådan perfekt cykelvejr, der ikke ender med gennemsvedte bluser ved ankomsten.

Det var på Frederiksberg jeg overhørte dagens sjoveste samtale. Ved siden af mig sad to piger midt i tyverne. Den ene havde tydeligvis lige fået barn, den anden endnu ikke og en tredie veninde, som ikke længere var i kridthuset, havde afsindig ringe forståelse for at man ikke bare kan mødes til en kop kaffe efter arbejde, når man har et lille barn.... Jeg gav hende i mit stille sind ret, og forsøgte ikke at fnise for meget, da den ene fik indskudt, at hun næsten glædede sig til den tredie fik barn - så kan hun lære det, kan hun.

Rigtig sjovt blev det da de begyndte at tale om at hækle. Den anden havde lært at hækle af en, der var rigtig dygtig til det, men det fangede hende ikke rigtig. Hun mente ikke, hun nogensinde ville gøre det store ud i hækling - men en fjerde veninde var rigtig god til det. Det var de begge enige om, og den fjerde hækler rigtig meget, og mange fine ting. Men - sagde den ene - Hun har heller ikke rigtig så meget andet at lave....


Man kan hurtigt hurtigt blive stemplet, som sådan en, der ikke har særlig meget andet at lave...





I øvrigt kan jeg mærke jeg har mavemuskler og at der under mormorarmene også er muskler. Og det er altid rart at vide.

Alt andet ville også have været snyd!






fredag den 19. maj 2017

Hvis det ikke gør ondt i morgen...


Skemaer er lavet om, og nu kan vi alle tre træne sammen to gange om ugen.





Lotte fører an, mens Berit og jeg forsøger at efterligne de meget graciøse bevægelser, Lotte lægger ud med.

Lad os sige det som det er - vi er ikke graciøse. Og vi synes ikke det er sjovt.

Men vi klør på, vi forsøger både at grine og huske at trække vejret undervejs, og når vi til slut har været gennem de frygtelige øvelser mindst tre gange, lavet nogle ekstra - som regel knap så hårde - og strukket godt og grundigt ud, er det dejligt.

I dag kunne vi konstatere, at vi alle tre har en god forbrænding - vi var gennemblødte. Og så er det sådan set helt i orden at vandet i baderummet ved den lille sal på skolen aldrig når over tredive grader.

Vi havde også alle tre en pæn kulør længe.

På tirsdag er vi klar igen.

Og hvis det ikke gør ondt i morgen, så er det snyd.





Blomsterne er fra Emilies tur i tirsdags. Hun var forbi haven og fandt efter regnen dråbefyldte tulipaner.




onsdag den 17. maj 2017

Onsdagsmasker


Det er blevet onsdag igen, og dermed ikke kun tid til et kig på de igangværende masker og bogstaver. Men også et gensyn med damerne i onsdagsstrikkecaféen, som har været noget forsømt de sidste måneder.

Aftenen var hyggelig, og jeg er nået en hel del længere, end billederne fra i morges antyder.














Læse:

Jeg læser stadig Jan Guillou. Hamilton er endelig introduceret og hvirvlet ind i en mordefterforskning, der ikke er helt nem på det mere bureaukratiske plan. Han har endnu ikke vist, hvad han kan. Da jeg faldt i søvn i aftes, var han på vej til skydeprøve, sammen med et par erfarne herrer, der forventede at skulle grine af ham.

Jeg synes umiddelbart den tegner godt - lidt langsom, men den er heller ikke skrevet i går - det gik lidt langsommere for tredive år siden. Alligevel må jeg indrømme at langsommeligheden påvirker mig. Jeg falder simpelthen i søvn, mens jeg læser.

Altså er der lagt op til læsning over lang tid.



Strikke:

Jeg arbejder videre på min version af Frosty. Jeg havde strikket halvanden bred ærmekant helt færdig, før jeg stoppede op, og besluttede at det var forkert. I aftes pillede jeg den halvfærdige del op, og startede forfra - i en ny kombination.

Mellem de strikkende damer blev det første ærme færdigt, den anden kant pillet op, og da jeg tog hjem, manglede kun tre gentagelser.

Næste punkt bliver at beregne på kroppens nederste kant - og huske at gemme garn nok til hals- og forkanter. Jeg skal også snart finde nogle knapper.