Grøn Festival

 

Det er efterhånden seks år siden skolens personale gav hånd på at give skolen og SFOen en grøn profil. I de år der er gået er vi afsindig langt. Vi bliver nævnt i grønne kredse og tidligere på året var femte klasse med til et arrangement om UBU (Uddannelse for Bæredygtig Udvikling) som eneste grundskole. Jeg synes faktisk godt vi kan klappe os selv på skuldrene. 

 

 

Også selvom vi i hverdagen ikke ser hor langt vi er nået, men i højere grad higer efter højere mål og glemmer det, vi allerede har opnået. Jeg tror i virkeligheden det er ret almindelig reaktion. At det vi har brugt tid på, og som er blevet en del af vores allesammens rygrad, ikke længere føles som noget vi har arbejdet hårdt på, men bare noget vi gør. 

Jeg kan ikke huske hvornår vi første gang slog dørene op til en grøn festival. De første gange gik det under navnet Folkemøde, men det havde en forkert klang, så derfor blev navnet ændret. 

I torsdags gjorde vi det igen. Alle klasser har arbejdet med noget bæredygtigt og grønt, som de viste frem og der alt mellem himmel og jord. Udefra kom biavlerforeningen, Teknisk forvaltning, vegetarforeningen, cykelforbundet og en hel masse andre, som jeg på ingen måde har styr på. 

Jeg havde nemlig ved evalueringen sidste år, uden at spørge, lovet at Klubben nok skulle stå for en grillbar, der havde et meget stramt udvalg, og som betød at ingen af os nåede rundt og kigge på alt det andet, der var at se. 

 

 

Vi var enige om at ud over de grillede pølser og økosodavandene, skulle der være et grønt alternativ. Det blev dhal - vi brugte Valdemarros opskrift - og længe var vi i tvivl om vi havde lavet nok, eller om vi overhovedet kom af med det.   

Det passede lige, vi løb tør, lige inden vi lukkede. Alligevel tænker vi at næste år skal vi bbnok have lidt mere. Til gengæld havde vi rigeligt med grillpølser, som nok kommer til at blive brugt i SFO, til sommerfest og når vi inviterer forældrene til grillfest lige inden sommerferien.

Sodavandene har jeg lavet en aftale med leverandøren om at vi kan levere tilbage. Derfor turde vi godt bestille rigeligt. Og rigeligt er vise det rigtige at kalde det. 

Sådan kan det være, når noget skal prøves af første gang. Næste år gør vi noget andet, får nye erfaringer, og med tiden får vi nok endnu mere styr på det - for vi er klar til det der med grill igen næste år. 

 

 

Det blev en lang uge, en lang torsdag og weekenden er tiltrængt. 

At torsdagen blev lang, handler ikke kun om festivalen, men mere om at det er os i Klubben der står for at sætte de store pavilloner op, og finde vimplerne frem og hænge dem frem og tilbage over skolegården. Vi er muligvis lidt egensidige her, men det er bare så meget nemmere, når vi gør det selv. Tre mand om at slå en palivion op er rigeligt, når flere forsøger at hjælpe bliver det noget rod. Det samme gælder vimplerne, som jeg syede for et par årtier siden, og som der kun kommer rod ud af at andre forsøger at hjælpe med. (De blev klippet i stykker det første år, de kom op - jeg var grædefærdig)

Jeg er ikke ked af at mandag er en lukkedag. Også selvom den nok skal buges sammen med Oscar i Zoo, frem for på grønsværen på Fælleden. 

På vejen hjem

 

Dagene er godt fyldt i øjeblikket. Det er de ofte i forårsmånederne. 

 

 

I sidste uge holdt vi fest, i morgen gør vi det igen, når hele skolen holder åben hus under den grønne fane. Alle er velkomne, den Grønne Festival er ikke kun for børn og forældre, men også lokalbefolkningen og andre interesserede. 

I Klubben har v i lovet at åbne grillbaren og stå for en mulighed for at få noget at spise. Men hvor meget skal vi lave? Hvor mange sodavand kan vi lange over disken? Og hvad kan man egentlig nå på to timer?

Vi gør os erfaringer, planlægger og satser på at huske hvordan det gik, så vi er bedre forberedt næste år. 

Det skal nok blive sjovt, det plejer det at være. 

Prislisterne og navneskiltene er printet, pavillonerne fundet frem og tidsplanen klar.

 

 

Jeg blev lidt længere i dag, bare for ikke at skulle haste for meget i morgen. Slog en sving om centret efter fornødenheder og hastede hjemad, da en lille skinger stemme lød bagfra:

Farmor, farmor, farmooor....

Det var hyggeligt at kunne følges med Daniel og Oscar, der også havde købt ind på vej hjem. Mens Daniel styrede cyklen. sad Oscar i cykelvognen og fortale om alt mellem himmel og jord. 

Hej, hej. Lød det, da vi nåede hjørnet og skulle hver sin vej.

 

 

Den gamle Remise

 

På Blegdamsvej ligger den gamle Remise, der for længe siden husede byens sporvogne, når de ikke var i drift. 

 

 

I 1970 åbnede den indendørs legeplads i remisen, det er to år før den sidste sporvogn kørte i København, så sporvognene må have haft andre steder at holde for natten. Jeg kan ikke umiddelbart finde noget historie om den del af historien. 

Legepladsen er bemandet og der er gratis adgang. I hverdagene er der tider for aldersgrupper og man skal booke større grupper på forhånd. I weekenderne er der adgang for alle.

Jeg har aldrig været i den gamle remise, som i øvrigt også har plads til sport, loppemarkeder og andet kulturelt. Jeg har egentlig altid vidst den fandtes, men det er ikke det samme, som at være der. Daniel har været på tur nogle gange med børnehaven, og husker stedet som en god legeplads. Det samme siger Anders, der nok har slået sine folder på stedet tyve år før Daniel. 

Jeg havde lovet at lege med Oscar nogle timer i løbet af weekenden. Lørdag ville have været oplagt, og med det smukke vejr kunne turen godt have gået til legepladsen i Zoologisk have - nu jeg har zookort til både Oscar og jeg. 

Jeg duede bare ikke lørdag. 

 

 

Derfor endte vi med et besøg i remisen. Det kan vi godt finde på at gøre igen. Det er superhyggeligt sted med mange muligheder. Der er plads til vild leg og stille refleksion. Der er kroge og store vidder og selvom der var mange børn, føltes det ikke overfyldt, men med god plads. 

Billederne viser ikke de mange andre børn, der var til stede, men tro mig, der var der. 

Vi tog bussen derind. Byttede undervejs fra en til en anden. Vi kunne have taget Metroen i stedet for bus nummer to. Jeg ville have foretrukket Metroen, men Oscar synes den er farlig og vil under ingen omstændigheder køre med.

 

 

Men han ville gerne se på den. Altså gik vi ned og kiggede på  Metroen inden vi fandt bus nummer to på vej ud. Vi kunne se, der stod et barn og legede han førte toget og vi kunne endda se knapperne man kan lege med. Det var Oscar meget optaget af og proklamerede at når han bliver fem år, tør han godt køre Metro. 

Vi skulle også lige ned og kigge på vej tilbage. Bare lige hurtigt ned, køre på rulletrapperne, se et metrotog passere og op ígen. 

Efter godt tre en halv time ville han gerne hjem, Han var træt og ville gerne ligge ned i bussen. Det var der ikke rigtig plads til, men man kan heldigvis også sidde på skødet og sove i bussen på vej hjem.

Masker på en søndag - Uge 16

 

Ugen kort:

• Ugen blev usædvanlig lang, og den kommende uge bliver ikke nødvendigvis kortere. Til gengæld venter forårets forkortede uger lige rundt om hjørnet. 
• Jeg fandt cowboybukser til firsertemaet i den lokale genbrug og syede dem til en nederdel.
• Det viste sig at der lige ved siden af genbrugen ligger en fodterapeut. Jeg har en henvisning fra lægen til hjælp til en negl, der engang blev slået af og voksede mærkeligt ud. Trods flere forsøg er det endnu ikke lykkes mig at få en tid, men den lokale fodterapeut viste sig langt mere interesseret i at hjælpe, end den mere hypede jeg tidligere havde forsøgt. 
• Nu er der derfor booket tid i næste uge. 
• Vi brugte en hel dag på arbejdsmiljø til kommunens halvårlige arbejdsmiljøseminar for alle arbejdsmiljøgrupper og efterfølgende dialogmøde for alle kommunens arbejdsmiljørepræsentanter. Denne gang handlede det om arbejdsglæde og fastholdelse. Vi kom hjem med en del vi vil arbejde videre med. 
• Jeg havde glæde af Oscar hele to gange. Først da jeg hentede i børnehaven tirsdag og afleverede onsdag. Og i dag, da den gamle lejlighed skulle rengøres og jeg lovede at lege med barnet nogle timer. Vi tog til remisen på Blegdamsvej, hvor der har været indendørs legeplads siden 1970. Jeg vidste det godt, jeg har bare aldrig været der. Det har Oscars far til gengæld, sammen med børnehaven og han huskede det som godt.
• Oscar siger at når han bliver fem år, tør han godt køre med Metro. Altså nøjedes vi med at gå ned og kigge på Metroen og gå op igen og tage bussen. 
• Skolebestyrelsesmøderne bliver efter en årrække bedre og bedre.
• Til trods for at jeg nok aldrig skal føre et valgfagshold til eksamen i Håndværk og Design, var jeg med, da en time om netop det fandt sted på egen matrikel. Jeg vil nemlig gerne vide hvad jeg skal gøre eleverne klar til. Det var en spændende time, og mange af de tanker jeg gør mig om faget og om hvordan jeg gerne vil undervise gav rigtig meget mening. 
• Vi fiskede med magneter på Volden og jeg har booket åben skole på Heerup Museet, hvor eleverne skal hamre og save. 
• Jeg mødtes med nuværende og tidligere kolleger til lækker mad på Gården i Hvidovre. Det var godt, og vi kom derfra med en ny dato. 
• Vi holdt firserfest i Klubben. Det var et hit. 
• Jeg har faktisk også nået at vaske. 

 

 

Læse:

Ugen bød på flere dage, hvor jeg først nåede hjem efter aftensmaden. Dage hvor jeg mere eller mindre gik omkuld og aldrig rigtig fik læst mere end en halv side i bogen.

To mord, ingen mistænkte, mærkelige sammenfald og et makkerpar, der har det med at blive irriterede på hinanden. Det kan jeg godt forstå, jeg synes også at ham Jeppe er pænt irriterende. 

Jeg føler mig stadig underholdt, også selvom det går langsomt. 

Strikke:

Jeg har delt trøjen til Emilie til krop og ærmer. Jeg følger flere størrelser i opskriften - noget til skuldre, den største til ærmer (Emilie er vild med voluminøse puffærmer) og noget tredje til kroppen. Eller jeg blev i tvivl om det med kroppen, målte og besluttede hvor mange flere masker, der mangledde underr ærmet. 

Jeg tror måske jeg slog for mange op. Jeg har prøvet den på mig selv og synes der er rigelig plads. Jeg tænker Emilie skal prøve den inden jeg fortsætter, har meddelt hende planen og lader den ligge til hun har tid. 

Jeg strikker Victoriana af Fabel Knitwear i Drops Melody. Victoriana skal egentlig have en høj hals, men det er ikke Emilie ønske. Altså spang jeg halskanten over og slog op lige efter. 

Jeg havde måske nok glemt at Fabel Knitwear har en tendens til at lave halsudskæringer uden hals. De går som regel lige over og skærer ikke Emilie særlig flatterende - og skaber tit folder i halsen.Mpske glemte jeg det, fordi der som noget af det første stod vendepinde. 

Det var ikke mange vendepinde og halsen er stadig ikke fantastisk. Jeg tænker at kanten måske skal syes ned, i stedet for at tilføje mere. Jeg ved mere, når hun har prøvet den. 

Noget Fabel Knitwear til gengøld er rigtig god til, er skuldersømmen.Jeg har strikket til Emilie af samme designer før, og både i de løse opskrifter og i bogen, som jeg strikker efter nu, er læge afsnit om hvor vigtigt det er at skære skulderen det rigtige sted, så det færdige resultat sidder bedst muligt. 

Jeg slog op og strikkede ud til skuldersømmen efter en af midterstørrelserne. Det viste sig at passe perfekt. Nu håber jeg bare at resten også passer.

 

Tilbage til firserne

 

I fredags holdt vi fest i Klubben. Datoen var meldt ud for længe siden, men det var nærmest i sidste øjeblik, vi besluttede at tage tilbage til firserne og skyndte os at melde det ud. 

 

 

Jeg er så imponeret af vores forældre. De greb udfordringen og vi havde en skøn aften fyldt med børn i neon, joggingdragter, cowboybukser, højt hår og kæmpe øreringe. 

Det var en fest, menuen stod selvfølgelig på firsermad - ristaffel og bananaspilt. Musikken var en skøn blanding fra årtiet og fordi appelsindans stod klart i Louises erindring blev det selvfølgelig aftenens konkurrence. 

Faktisk var det uden tvivl meget sjovere end ballondans. Det blev til tre omgange inden de løb ud på græsset og spillede dødbold i midtercirklen. Jeg fangede ikke alle reglerne, men det var noget med at hvis bolden blev kastet uden for cirklen, døde man også. 

Det er ikke nogen dårlig ide, når man spiller bold udenfor. Det kan være svært at rammesætte, og pludselig spurter børnene rundt på hele plænen. (Jeg ved det, for jeg har prøvet det et par gange). Jeg sætter mig klart på midtercirklen næste gang, jeg skal noget med en bold udenfor. 

Vi sluttede med Limbo. Perfekt timet til at forældrene, der kom for at hente, kunne heppe med.

 

 

Hele sidste uge har vi lavet pynt på Hobby. Gamle valgplakater blev til LP'er og mens Louise omdannede en stor papkasse til en professorterning, fandt jeg et par mindre papkasser, der passede perfekt i forholdet til et par kassettebånd. 

Udstyret skulle selvfølgelig også være i orden, og mens Berit og Louise var klar til neon, blev jeg enig med mig selv om at firserne også kunne andet. Crepejernet jeg erhvervede dengang i 1980'erne blev fundet frem, blusen jeg strikkede sidste år, gav i den grad mening og sammen med to par cowboybukser fra den lokale genbrugs, blev jeg en nederdel rigere. 

Emilie havde en scrunchie på lager, Normal lå inde med rouge i den rigtige lyserøde farve og lipgloss sammen med blå eyeliner. Jeg kunne ikke finde blå mascarre, men øreringene jeg brugte flittigt dengang i mine teenageår blev fundet frem igen..

 

 

Jeg ville helt vildt gerne have fundet en flok af de billige blikarmringe, vi havde langt op ad armene, men jeg fandt dem ikke., Næste bud var de sorte O-ringe, der også blev brugt som armbånd, men sådan nogle koster en krig i dag - i hvert fald der hvor jeg ledte. 

Enden blev en bunke ringlende ringe i neon - lidt neon kunne jeg alligevel godt håndtere.

 

 

Som det sidste fandt jeg en saks og klippede pandehår. Ikke det tætte tykke fra firserne, men uden så  det ikke rigtigt ud med hestehalen højt på sned. Og håret vokser ud igen. Det lykkes mig endda at klippe i den helt rigtige længde - midt i synsfeltet. 

Jeg glæder mig til det bliver et par centimeter længere...

 

 

Får på Volden

 

På volden er fårene kommet på græs. Halvdelen af de otte piger var vilde efter at komme tættere på, mens den anden halvdel havde det bedst med afstand. Da vi alligevel gik på Voldstien både på vej ud og på vej hjem, lovede vi at gå ind til de firebenede uldne dyr på vej tilbage. 

 

 

Tøserne synes jeg var fjollet, da jeg mente at fårene var iført en sweater...

Jeg ved ikke hvilken race fårene på volden har, men de er ret fine med de mørke hoveder og tætte pels. 

Tøserne var ellevilde, og med den fremadstormende brusen de lagde ud med, havde jeg forventet at fårene ville flytte sig noget hurtigere. Men enten er de vant til mennesker udefra eller ligeglade. De voksne lod sig klappe, mens lammene holdt sig på afstand. 

 

 

Og pigerne blev helt automatisk mere afslappede, som de nærmede sig dyrene. 

Efter mødet med dyrene gik turen hjemad. Nogen løb i forvejen, andre havde brug for at snakke. 

 

Magneter

 

Magnetfiskeri er helt vildt sjovt, specielt hvis der er noget magnetisk at fange. 

 

Når man fisker med magneter, kommer der ikke fisk på krogen (med mindre fisken har spist en magnet...). Det handler om at undersøge hvad der bliver smidt i det vand, der omgiver os. Med en grøn profil, har vi selvfølgelig fiskemagneter  til at tage med på tur - og noget kan tyde på at de bliver godt brugt.

I onsdags pakkede vi to magneter på lange liner og otte tøser, for at gå ned til en bro over vandet i volden. Pigerne var ved godt mod, synes det var spændende, men tabte lidt interessen som det viste sig at intet bed på.

Jeg havde ellers satset på at fange en cykel eller en indkøbsvogn. Jeg har mere end en gang set cykler og indkøbsvogne ligge og rode i vandet. I stedet fangede vi broen flere gange. Det kan være pænt spændende, når magneten sidder så fast, at man er ikke er helt sikker på at kunne hive den løs. 

 

 

At der ikke var noget at fange er jo sådan set godt. Om det handler om at der er ryddet op, eller andre magnetfiskere har taget det hele, ved jeg ikke. Men rent miljømæssigt kan det vel nærmest være ligemeget, og langt bedre for indbyggerne i vandet. Jeg er nu ikke sikker på hvor meget liv, der er i vandet ved volden. 

Noget er der selvfølgelig, det ser bare ikke særlig lækkert ud. Om ikke andet hænger ænderne som regel ud. 

Vejret var fantastisk, jeg må sige de holdt spændingen ved lige længe, skiftedes til at svinge magneten ud over kanten og trække den op igen, mens de allesammen med mellemru fik øje på den døde hejre, der lå på bredden eller var sikre på, at nu ville de fange noget.

 

 

Med solen i ryggen kunne vi se os selv spejlet i vandet, og sådan et skyggebillede kan være ret sjovt. Der kan laves mange fine fagter i række oppe fra broen.

På onsdag samles vi igen til fællesskab og måske lidt snak om det med fællesskab. 

 

 

Faktal

 

Jeg troede det skulle tage længere tid, men knap halvanden måned, og jeg har en bunke garn, det klør en lille smule efter at bruge. 

 

 

Julekalenderulden fra Dornroeschenskeller i Tyskland, som jeg købte via Etsy er spundet. Det vil sige, jeg har ikke spundet det hele, men en stor del. 

Ulden af det lækre bløde FalklandsMerino var en fryd at spinde med, og det har været så hyggeligt at sidde med. Det var mit første forsøg med køb af en julekalender. Jeg har byttet både som barn og ung og gør det stadig i adventssammenhænge med Emilie, men jeg har aldrig købt en kalender (chokoladekalendre tæller ikke). 

De mange kalendre med minifed og smukke garner er superhyggelige at se andre pakke op i vlogmas eller hvor sådan noget bliver vist frem, men jeg har aldrig haft lyst til selv at købe. Jeg har simpelthen ikke forstået minifed, og ved ikke hvad jeg skal bruge dem til.

Men fibre til at spinde. Det har jeg også set, og været lidt misundelig over. Da jeg helt tilbage i august fald over den her, der ovenikøbet var farvet efter et billede, slog jeg til og det var så skønt at kunne åbne en lille bid hver dag i december. Skønt nok til at jeg allerede har sikret mig endnu en fibersag til dette års jul  der er lang tid til. 

Jeg havde ikke lyst til at spinde i løbet af december. Dels ville jeg gerne se det hele inden jeg begyndte at dele op og gøre ved, dels havde jeg travlt med alt muligt andet. Jeg vidste at fibrene var farvet i et langt bånd, som derefter var delt i fireogtyve dele. Altså vidste jeg også at farveforløbet ville være fortløbende og formentlig egne sig til en fraktalspinding.

 

 

Det synes jeg det gjorde. Og hoppede derfor også på fraktalspindingen, da jeg endelig startede rokken op. 

Dele af båndet var orange. De dele har jeg valgt fra og gemt til et senere spind. Jeg er ikke specielt vild med orange og var også bange for et alt for mudret indtryk, hvis jeg havde det med. Anders derimod kan rigtig godt lide både brun og orange. Derfor gemmer jeg alle de små bidder af orange og brunlige fibre, for engang med tiden at have nok til spinde ham en hel sweater. Der går nok et stykke tid. 

Nå! Men nu er det altså færdigt. Der er rigeligt til en hel sweater kun i håndspind, men jeg har mest lyst til at bruge det til en Shifty af Andrea Mowry i en noget modereret udgave sammen med en mørk grøn kommerciel uld jeg har liggende. Det tror jeg kan blive flot. 

Jeg er i hvert fald nødt til at lave en prøve.

 

 

Materialer: Julekalender fra Dornroeschenkeller i Tyskland. Kalenderen indeholdt 500 gram Falklandsuld farvet efter et billede. Farverne var mest grømme og blå tilsat en smule lyserød og orange. Jeg fjernede de orange dele og har gemt dem til senere og endte med at spinde godt 420 gram uld. 

Jeg spandt mod et tre-trådet garn, hvilket betyder at enkelttrådene fra tre spoler bliver tvundet sammen til slut. Den ene spole løber altid tør før de andre. Jeg gemmer overskuddet til et senere CrazySkein, foreløbig har jeg omkring 100 gram små stykker singles. Jeg tænker der skal mere til, så jeg kan ende med noget sjovt, der kan blive til noget.

Her lagde jeg 19 gram til side og endte med 421 gram garn fordelt på godt 1130 meter, hvilket giver et garn med cirka 281 meter pr 100 gram.

 

Forberedelse: Fraktalspinding betyder at farveforløbet hen over uldbåndet spindes i forskellige længder og blandes sammen, når enkelttrådene tvindes til det færdige garn. 

Jeg ville have et tretrådet garn, og delte derfor hver af de daglige rationer af uld i tre dele på langs af uldbåndet.Samtidig beholdt jeg ulden i de enkelte daglige indpakninger, så jeg havde styr på rækkefølgen og bandt en løs knude i den ene af uldbåndet, jeg skulle starte med at spinde, så jeg sikrede den rigtige retning.

Jeg endte også ud med at sætte numre på de enkelte ulddunter fra 1 til 24 på de enkelte gennemspindinger af farveforløbet, fordi det blev nemmere at overskue. 

Den første del af de tre dele spandt jeg fra ende til anden, uden at gøre mere ved. Det betød lange farveforløb, der ikke blev gentaget.

Den anden del - og dermed også den anden tråd - delte jeg endnu en gang inden jeg spandt rækkefølgen to gange og fik kortere farveforløb. 

Den tredje del delte jeg i fire dele, spandt rækkefølgen fire gange efter hinanden og endte med meget korte farveforløb. 

Jeg gjorde ikke mere inden jeg spandt.

Spinding og tvinding: Sidste gang jeg spandt øvede jeg mig i at trække fibrene bagud (backwards drawing) jeg ved ikke hvad det hedder på dansk. Goto metoden er oftest forlæns, når man er ny ud i spinding. 

Denne gang startede jeg med at trække forlæns, men inden der var gået mange sekunder bevægede mine hænder og arme sig automatisk baglæns. Det føltes mere intuitivt. jeg oplevede kun at jeg trækker forlæns, når jeg sætter nye fibre til eller der på en eller anden måde er er filtre eller knuder i ulden. 

Jeg spinder i en stol med armlæn. Det er ikke optimalt, når man trækker bagud. Jeg fandt ikke en anden stol, men forstår pludselig meget bedre hvorfor spindestole er sådan nogle uden armlæn og meget smalle ryglæn - der skal være plads til bevægelse. 

Jeg spandt garnet i Z-retning - hjulet drejer i urets retning og tvandt det i S-retning - hjulet drejer mod uret.

Den lille rok har to indstillinger i forhold til hastighed. Jeg har den som udgangspunkt stående i en hurtigste mulighed. Det ændrede jeg ikke på. 

 

Efterbehandling: Jeg skyllede garnet op, krammede vandet ud og hængte det til tørre. Normalt ville jeg slynge det ud over kanten af altanen, men vi er uvenner med altandøren og jeg gad ikke gå ned, så det sprang jeg over.,

Det færdige garn har blomstret vildt efter at være blevet skyllet op. 

Resultat: Det færdige garn er blødt og lækkert. Som mine spundne garner oftest er, er det ikke et garn med afsindig maget slidstyrke, eller tæthed i tvindingen/spindingen.

Jeg tænker det kommer til at fnugge en del. Det gør mit håndspind. 

På den anden side er jeg ikke sikker på, jeg vil have det meget anderledes.

 Falklandsmerino er meget blødt, så det var forventet. 

Vil du se flere billeder kan de findes på Ravelry.

 

 

Masker på en søndag - Uge 15

 

Ugen kort:

• Påsken sluttede og hverdagen startede igen. 
• Sneglene blev fodret en sidste gang i ferien. En drejet bøtte der aldrig blev færdig, gjorde mig en erfaring rigere og vognen med ting til bålet kunne stå klar til tirsdag.
• Vi lavede popcorn over bål, og er vilde med hvordan vi gennem et halvt år, måske længere, har formået at ændre hele setuppet for det at lave bål til noget der har givet grobund til mange pædagogiske overvejelser og stadig gør det. 
• Vi har efterhånden flere børn, der kan tænde et bål, formår at svinge en økse og ikke bare kommer for at få et eller andet serveret.
• Jeg har lavet to kæmpe kasettebånd af papkasser, mens Louise har kreeret en professor-terning. 
• Jeg har gjort mig en del overvejelser om hvordan vi så ud dengang og hvad jeg har lyst til at have på igen. 
• Anders startede arbejde efter alt for længe uden. Det er godt og han er glad. Og træt!
• Både det ekstraordinære skolebestyrelsesmøde og dialogmødet for alle kommunens skolebestyrelser kom til at handle om et enkelt, men vigtigt, punkt. 
• 5Y skulle på Nationalmuseet og høre om middelalderen. Jeg fik fornøjelsen af at komme med, og kunne konstateret at jeg har rimelig styr på historien og ikke lærte nyt.
• Mens ugens personalemøde kunne have været mere spændende, havde vi et rigtig godt triomøde, med gode snakke. 
• Tirsdag var Oscar og Daniel forbi til middag, leg og hygge. I weekenden var Oscar her alene. Emilie brugte lørdag i legeland sammen med den anden faster, mens jeg havde fornøjelsen søndag. Vi tog ind og legede med Rose.
• Jeg kunne aflevere ham i en hel ny lejlighed i et hel nyt hus med et helt nyt værelse kun til ham. Det var stort og barnet var overlykkelig. 

 

 

Læse: 

Det der startede som et mord er nu fordoblet. Morderen er ikke umiddelbart inden for rækkevidde, men der er mere end en fra persongalleriet, der virker lidt mistænkelige. 

Jeppe Kørner har ondt i livet, hans kollega Anette Werner kører bare på. Jeg tror de er et bedre makkerpar end de selv vil være ved, mens de er ved at gå hinanden på nerverne. 

Krokodillevogteren er Katrine Engbergs debutroman, og det kan måske godt mærkes. Jeg har den næste i rækken liggende og glæder mig allerede til at se hvor historien bærer hen. Jeg skal selvfølgelig  først have læst den her færdig. 

 

Strikke:

Jeg har rigelig med strømper og nærmest ikke plads til dem. Anders og Emilie, derimod, kunne begge godt bruge flere par. Mens Anders er begyndt at slide sine i stykker, ønsker Emilie bare flere. 

Mellem mit lager af strømpegarn ligger flere fed øremærket de to, så jeg tænker at de mange kommende par strømper godt kan gå den vej. 

Derfor slog jeg op til The Undiscovered Country af Claire Ellen til Anders. Jeg strikker i Trip fra Cleo Garn i farven Hades. garnet er lidt tykkere end det gængse strømpegarn, altså strikker jeg skaftet en smule kortere end Anders helst vil have - der skal jo gerne være nok til to hele strømper. 

Jeg synes de bliver fine.