søndag den 28. juli 2019

Batikfarvet i grønne toner


Det var nærmest en pludselig indskydelse, der førte til beslutningen om, at min mor skulle have et tæppe til sin fødselsdag.





Jeg havde ikke mange uger til rådighed, inden ferie og fødselsdagen stod for døren. Mønstret gav sig selv, da jeg på instagram tilfældigt (jeg ved virkelig ikke hvordan jeg havnede lige der) fandt det fineste mønster, som jeg selvfølgelig skulle sy.

Planen var derfor lagt, da jeg, et par uger inden vi tog på ferie, nåede forbi Patchworkhuset på Brøndbyøster Torv en lørdag formiddag. Jeg havde ikke de store overvejelser om stoffer, men vidste at jeg skulle ende med grønne toner.

På hylderne lige inden for døren lå rulle efter rulle med batikagtige mønstre, og beslutningen lå lige for. Men hvor meget? Jeg kan nemt og uden de store tanker, udregne hvor meget stof jeg skal købe til en kjole, men jeg har stadig ingen anelse om hvor meget stof der går til et patchwoktæppe.

Jeg er faktisk ikke sikker på, jeg nogen sinde bliver sikker i den retning.

Jeg endte med at vælge syv forskellige stoffer med grønne toner, og en orange kontrast. Den orange fik jeg halvanden meter af, mens jeg nøjedes med en halv meter af resten.





Jeg klippede kvadrater på 25 x 25 centimeter, halverede og syede dem sammen med den orange imellem. Derefter halverede jeg på den anden led og syede igen sammen, denne gang, så den orange stribe blev forskudt.

Herefter skulle de noget alternative felter skæres til kvadrater igen. Udgangspunktet på 25 x 25 cm, som jeg noget naivt havde forestillet mig ville holde, trods overskæringer og sammensyninger - når der blev tilføjet den orange stribe - endte noget mindre. Hvilket betød at der dels gik en del stof til de fine felter, men også at jeg endte op med en noget mindre forside, end jeg havde forventet.

Det betød at kanten om tæppet blev bredere end jeg troede den skulle være. Det gør ikke noget, for jeg kan faktisk godt lide brede kanter.







Hjemme fra ferie manglede jeg netop kanten, bagsiden og samlingen af det hele. Jeg nåede at blive færdig tidsnok til både billedetagning og indpakning, inden vi lørdag morgen drog mod Helsingør.

(Jeg skulle nok at fjernet containerne til haveaffald, som jeg stadig ikke forstår hvad laver inde i tørregården... jeg har prøvet at køre dem udenfor, men så blev de bare kørt ind igen. Den anden ende af gården - uden containere - lå i for meget sol til gode billeder, så i kampens hede blev tæppet foreviget sammen med kasserne på hjul...)

Min mor blev både glad og overrasket - og viste det sig - manglede lige præcis et tæppe, og havde endda overvejet at sy et selv. Så er det dejligt at give gaver.











Design: Patchworktæppe af kvadratiske felter. Inspirationen er fundet på instagram.


Stof: Patchworkstoffer fra Patchworkhuset, sat sammen med ensfarvet lagenlærred, bomuld til kant, pladevat til mellemfoer og kantebånd til sammensyning fundet i Stoff & Stil.

Jeg har ingen ide om hvor meget jeg har brugt.


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 155 x 210 centimeter.





Bemærkninger:  Syvejledningen til mønsterfelterne læste jeg ud af billederne her.

Det var superhyggeligt at arbejde på tæppet, også selvom det var under et vist pres.

På bagsiden øgede jeg stoffet med en bane af tilskårne felter. Den eneste grund til at netop de felter ikke er kvadratiske er, at jeg kom til at skære forkert på en bunke firkanter. Heldigvis var der nok af de rigtig skårne, så resterne kunne bruges på bagsiden.


Min mor læser med her, så jeg kunne ikke vise billeder undervejs, men jeg satser på at vise lidt af det næste, inden det bliver færdigt. Midt i sommervarmen står jeg nemlig midt i damp og presning af endnu et tæppe. Trods varmen er det stadig hyggeligt at sy. Denne gang er det et af de famøse attenårstæpper - som jeg har besluttet er gaven, når man fylder atten.

Det gør Victoria lige om lidt. Og adspurgt skulle det være sort. Jeg er ude i noget med fifty shades of black.





lørdag den 27. juli 2019

Glimt fra sidste uge på kontoret





















Kanalrundfart, dasken rundt i København og is på Kultorvet.

Varme ture i bus og metro.

Naturcenter Amager, får, forhindringsbane, skønne legepladser, knob, mus og kranier fra hjorte og andre dyr.

Stranden, vand, kølig blæst, vandleg, leg med sten og flere is.

Vi krydrede det hele med slushice, vandkamp og timer i computerrummet, hvor solen aldrig når ind.



Vi fortsætter næste uge.





torsdag den 25. juli 2019

Weekend i Helsingør


Kan man blogge i sommervarmen? Jeg kan mærke at det er svært, svært at finde tid og rum, i et værelse, der størstedelen af tiden er alt for varmt.

I dag møder jeg senere. I dag er formiddagen endnu min. Om lidt skal jeg videre, men først er der tid til at sidde i et køligt rum, der senere på dagen bliver næsten uudholdelig.







Weekenden i Helsingør sidder stadig i kroppen. Feriestemningen er taget med på arbejde, og selvom jeg snart har været tilbage efter ferie i en uge, føles det ikke sådan. Feriedage med ferieramte børn er altid skønne. Vi har mere tid, er mere fleksible og tager ud af huset, hvis det er det vi vil. Det vil vi som regel gerne.

Weekenden blev brugt på at fejre min mor. Hun fyldte femoghalvfjerds, og havde inlogeret os på vandrehjemmet lige nord for Helsingør. Der var strand, der var glæde, der var god mad, aftenbadning, Pokemonture og Oscars første oplevelse af vand og sand i et og samme.









Sandet var et hit. Det er vuggestuens sandkasse også, men her var store vidder. Og tørret tang. Tørret tang var ret spændende. Vandet var ikke det store hit. Det var lidt spændende, men ikke længe og mest af alt for koldt. Så han blev på land.

Der var overraskende gaver som glædede, der var stylter som skulle prøves - og som min seje mor var den eneste der mestrede. Der var hygge på højt plan under åben sol, under skyer der langsomt trak op og til sidst i en smule regn.









Vi fortsatte søndag, hvor tågen lå smukt over sundet, inden den forsvandt og åbenbarede endnu en dag med sol. Og mens jeg var klar til at knalde brikker i toget på vej hjem, var andre knap så ivrige efter at sove.

Det var dejlige dage i skønt selskab og hvem kan så ønske mere?





søndag den 21. juli 2019

Yarn Along - Uge 29


Ferien lakker mod enden. Det har været en skøn ferie, og selvom morgendagen som udgangspunkt hedder arbejde, er der altid feriefølelse over sommerferieugerne i Klubben.

Feriens eneste anke var vejret. Det var lidt ærgerligt at gå rundt i et blæsende, råkoldt, grænsende til regnende vejr i Tyskland, mens meldingerne hjemmefra talte om sol og strand og skønne timer udendørs.

Det gav ikke skår i glæden, men lidt mindre tid i solen - og måske lidt flere museumsbesøg end forventet. Anders nåede aldrig at finde shorts frem, og jeg gik rundt med en strikket ulden sweater hver dag.

Hjemme igen var der en lille smule travlhed at spore. Min mor fyldte femoghalvfjerds i fredags og inviterede hele den lille familie til hygge og overnatning ved stranden med udsigt til Kronborg, Sverige og vand fra lørdag til søndag.

Inden skulle jeg lige nå at færdiggøre gaven til hende, som var godt på vej inden vi tog af sted, planlagt så det kunne nåes, og blev nået i god tid til både billeder og fin indpakning.

Til gengæld blev der ikke så meget tid foran computeren. Jeg tog billederne til indlægget her for flere dage siden, og derfor er de i virkeligheden lidt misvisende, og alligevel rigtige.















Læse:

Jeg havde de to bøger om Axel Steen af Jesper Stein med til Tyskland og læste dem begge to langt hurtigere end forventet. Samtidig tabte Anders sin telefon, der ellers har fulgt ham tæt i mange år - langt flere end telefoner forventes at kunne følge med.

Han slog sig i stedet på begge bøger og min telefon blev delvis delbar, indtil vi nåede hjem og en ny var rekvireret. Desværre ankom det nye (og nødvendige, fordi størrelser kan være en vigtig sag,) simkort først dagen efter. Så kan det være svært at vende hjem.

Da vi begge havde læst begge bøger, endte jeg med at downloade eReolen. Jeg er ikke tilhænger af at læse på en skærm. Jeg vil have bogen i hånden, men alternativet var slet ikke at læse. Og så lever man med meget...

De er i øvrigt gode. Bøgerne om Axel Steen. Jeg vidste det godt, for jeg har læst de første to i serien, og nåede af en eller anden grund aldrig længere. I skrivende stund er der seks bøger i serien, så jeg mangler stadig et par stykker.

Jeg valgte på må og få i krimiafdelingen på eReolen, og endte med Savnet af Michael Katz Krefeld. Jeg læste den færdig i S-toget på vej hjem. Det var samtidig med at det gik op for mig, at jeg havde læst anden del om Thomas "Ravn" Ravnsholdt. Den var også god, og kaldte på mere.

Hjemme ventede Jussi Adler Olsens Og hun takkede guderne, som jeg var nået så langt i, at jeg ikke ville slæbe den med på ferie, kun for at slæbe rundt på en færdiglæst tung bog. Jeg nåede, inden vi tog på ferie, det punkt hvor det virker som om den meget lange indledning endelig bliver til en lidt mere spændende historie.

Jeg plejer ikke at læse flere bøger på en gang, og var lidt usikker på hvordan det vil fungere. Det er jeg sådan set stadig. Umiddelbart var det ikke noget problem at læse videre da jeg nåede hjem. Måske hjælper det at den faktisk er ved at blive spændende.

Alligevel gik det hverken værre eller bedre end, at jeg var forbi biblioteket i fredags, i håbet om at finde bog nummer et og to om Axel Steen, som Anders nu har lyst til at læse - efter at have læse tre og fire. Der stod kun toeren og femmeren, så de kom med hjem, sammen med den første bog om Thomas Ravn.

Da vi går tog til Helsingør kunne jeg ikke finde plads til bogen om Nicky og Peter - som jeg gerne vil være færdig med - og tænkte at jeg alligevel ikke ville få tid til at læse... Det var så ikke rigtigt.

Jeg endte igen på e-reolen, hentede bog nummer et om Thomas Ravn (som lå herhjemme) og startede læsningen på mobilens lille skærm. Hjemme er den skiftet ud med den fysiske bog. Jeg er ikke nået så langt. Historien har tre tråde og jeg er ikke helt sikker på hvordan de alle tre skal kædes sammen.

Jeg er heller ikke sikker på, om jeg nogen sinde får læst Og hun takkede guderne færdig.


Strikke:

Jeg tror det er et par år siden jeg strikkede en sommercardigan af bomuld og omgående købte bomuld til en mere. Jeg har haft et diffust billede af hvordan den nye skulle se ud, men ikke fundet det helt rigtige.

Indtil jeg sad med to forskellige udgaver af Hendes Verden med to forskellige designs, som gav mening at koge sammen. For at opnå en fornuftig strikkefasthed kombinerede jeg bomulden med en tynd tråd uld og er nået dertil hvor jeg kan mønstret udenad.

Jeg synes det er et superfint mønster. Men det er også et af dem, hvor der er mønsterstrik på alle pinde, og som egentlig er designet til at blive strikket rundt. Jeg strikker frem og tilbage og synes faktisk jeg er blevet rigtig god til at vende masker og strikke hulstrik fra vrangsiden, selvom jeg foretrækker at have mønsterstrikken på retpinden.

Et andet aspekt er den tynde uldtråd, som knækker meget let. Specielt hvis garnet filtrer sig en lille smule sammen og jeg ikke er opmærksom. Det gør garnet tit, og jeg er blevet bedre til at være opmærksom på tråden.

Heldigvis er tråden så tynd, at jeg kan lægge den dobbelt og strikke et stykke med to tråde, hver gang den knækker. Jeg bilder mig ind at det er endehæftning nok.

Og jeg er temmelig sikker på, at det bliver en rigtig fin sommercardigan, når den bliver færdig.





onsdag den 17. juli 2019

Sankt Nikolai, Hamborg


Sankt Nikolai Kirke i Hamborg blev indviet i september 1863. Byggeriet var startet i 1846. Kirken blev bygget på samme sted, som den foregående Sankt Nikolai Kirke, der gik til under branden i Hamborg i 1842.





Forud var gået en del konkurrence om hvordan kirken skulle se ud, og gotikken vandt. Kirken blev bygget i sandsten og mængden af skulpturer, der prydede både kirkerummet og det høje spir var usædvanligt højt for datiden.

Først i 1874 blev tårnet og spiret færdiggjort, og dermed var kirken verdens højeste bygning. Den titel kunne den smykke sig med i to år, indtil katedralen i Rouen overtog førerpladsen.

I dag er kirken den andenhøjeste bygning i Hamborg, kun overgået af fjernsynstårnet.









I juli 1943 udførte de allierede en storstilet bombeaktion mod blandt andet Hamborg, og kirken var med sit høje tårn et pejlemærke, som ikke overlevede bombardementet. Tårnet overlevede, krypten stod tilbage, mens skibet blev besluttet revet ned, da der ikke var penge nok til en genopbygning og andre bygninger blev prioriteret højere.

Efter nedrivningen, stod de tilbageblevne dele af kirken som et monument for fred. I mange år fik kirken lov at passe sig selv og forfaldt yderligere. I 1987 stiftedes en organisation, der har restaureret de bestående dele af kirken, så den ikke yderligere forfalder.

I krypten er lavet et lille museum og rum til små koncerter af forskellig art. I det tidligere kirkerum, der nu står under åben himmel, er flere skulpturer og værker af flere kunstnere udstillet. Et klokkespil med enoghalvtreds klokker er monteret på tårnet og spillede, da vi ankom klokken tolv. Det klimtede en enkelt tone eller to hvert kvarter.

Enten var vi der ikke længe nok til at finde ud af, om det spiller hver time, eller måske var vi i museet i krypten, eller også stod vi 76,32 meter over jordens overflade og nød udsigten, da klokken igen slog hel. Jeg har ingen tidsfornemmelse, men jeg synes vi var der længe.











Det var lidt af et tilfælde vi var forbi kirken. Da vi sidste gang var i Hamborg, gik vi forbi flere gange, kiggede på tårnet udefra og konstaterede at resten var en stor byggeplads, som ikke på det tidspunkt var til at færdes på.

Kirken ligger kun lige rundt om hjørnet i forhold til vores hotel. Anders var sikker på den ville være oplyst om aftenen, og derfor gik vi derhen i aftes. Den er ikke oplyst som Anders havde forestillet sig. Blot lidt lys inde i tårnet.

Skuffet gik vi tættere på, fandt elevatoren, der på det tidspunkt var lukket, og besluttede på stedet at det skulle være morgendagens første udflugtsmål.


Kirken var smuk i aftenskæret, men endnu smukkere i dagslys. Og en imponerende oplevelse.















Med restaureringen er også opsat en elevator, der kører lidt over to gange rundetårn op og op og op, til en platform inde i kirken, lidt over halvvejs i det 147 meter høje tårn. Turen op tager cirka fyrre sekunder og over elevatoren, både øverst og nederst, kan man følge hvor højt elevatoren er nået.

Det var en smule bævende at tage billeder fra toppen af tårnet. Jeg var vildt bange for at tabe kameraet, og kunne mærke at jeg nærmest holdt krampagtigt fast. Fra de tomme vindueshuller er der en ret fantastisk udsigt over Hamborg.

Desværre er det mest nye bygninger der præger billedet. Ikke kun kirken måtte lade livet. Også bygningerne i kvartererne rundt om og i store dele af byen var så præget af bombningen, at det der ikke allerede var styrtet sammen, blev revet ned til fordel for nyt. På fotostater i tårnet, kunne vi se luftfotos af ødelæggelserne. Der var ikke meget tilbage.


Og dermed bliver det tydeligt at nok er Hamborg en gammel by, men ikke mange af bygningerne er meget gamle.



Jeg har fundet oplysninger om kirken og restaureringen på wikipedia - både på engelsk og på tysk, samt på mindesmærkets egen hjemmeside.