søndag den 31. marts 2019

Farmordag


Ungernes lillesøster fyldte seksten år i går, så både Daniel, Emilie og respektive kærester tog til Roskilde og fejrede. Oscar blev hjemme og jeg havde fornøjelsen af ham.

Han har fart på.





Han spiser godt - også selvom jeg ikke skulle bestemme om han var sulten og dermed endte med at ligge hen over mig på gulvet og spise desserten først - fordi det alligevel smagte temmelig godt - og grøden bagefter - da han kom i tanke om, at han vist var sulten.

Sådan må det gerne være her. Bedsteforældre er til for at forkæle, og hvis det er uoverskueligt at sidde i den høje stol, så sidder vi bare på gulvet, eller på skødet. Det kan nemlig også være en god ide. Det med stolen skal som nok komme.

Men altså, han har fart på.







Kravlestillingen har været indtaget et stykke tid. Armene kom først med, mens benene er ved at være på plads, så han rent faktisk flytter sig helt reglementeret nu. Langsomt - heldigvis - så vi stadig ved hvor vi har ham.

Samtidig har han altid gerne ville stå. Holdt og med mulighed for at hoppe. Det vil han stadig gerne og øver på egen hånd. Han bruger næsten mere tid, på at stå på begge fødder og begge hænder, end han bruger på at kravle.

Han kommer bare ikke så langt, når han står der på hænder og fødder.

Men det er vel egentlig også lige meget.

Og det kommer tidsnok.





lørdag den 30. marts 2019

Yarn Along - Uge 13


Ugen er løbet forbi, inden jeg rigtig fik set mig om.

Det har været en uge fyldt med både gode, mindre gode og sjove ting. Jeg sluttede fredagen af med at spille Counter Strike - og få løn for det. E-sport som fag på skolen har mange kvaliteter. Det er ikke bare spil, men også samarbejde, kommunikation, sproglig forståelse og en hel masse andet, som er spændende at arbejde med.

Da jeg blev spurgt om jeg ville på kursus, sagde jeg ja, og efter en dag med både praktisk erfaring (jeg har aldrig spillet Counter Strike - eller den slags - før, men jeg var bedre end forventet) og snak om didaktik og meningen med galskaben, fulgtes jeg med skolens teknologi- og innovationskoordinator, som synes det kunne være superspændende at forsøge på vores skole.

Når vi er to, er det måske nemmere at få igennem. Der tænkes valgfag for de store, og man kan godt forestille sig en eksamen i faget, hvis det skulle være. Der er flere efterskoler som allerede har gjort sig erfaringer på den front.


I dag passer jeg Oscar. Vi har gået tur, vi har leget, nu sover han. Jeg håber at kunne nå en enkelt udgivelse, inden han vågner.

















Læse:

Konrad Simonsen har skiftet sit job ud, og sidder nu i en stilling jeg ikke helt kan gennemskue, men som stadig har med drab og kriminalitet at gøre. På hans gamle arbejdsplads har næstkommanderende overtaget, og begge har gang i sager, der ikke rigtig giver nogen menig, men som jeg har svært ved at tro, ikke vil blive kædet sammen hen ad vejen.

Endnu en hånd er forsvundet og en mordbrand er vist ikke hvad den giver sig ud for.


Hækle:

På instagram tilbød Astrid blindhækling for længe siden. jeg var alt for langsom, og opdagede slet ikke tilbuddet, inden det var for sent.

Nu gør hun det igen, og denne gang nåede jeg at melde mig til.

Konceptet er enkelt. Du får med mellemrum - jeg ved ikke hvor mange og hvor tit - en del af en opskrift, som du igen anelse har om hvad bliver til.

Jeg ved jeg skal bruge en hæklenål og to nøgler garn.

Lige nu har jeg fået to dele tilsendt, hæklet det hele og gætter umiddelbart - muligvis lidt fantasiløst - på et lille håndklæde. Det kan også blive noget andet.

Men jeg synes de to små hjerter, der er vokset frem, er meget fine.





tirsdag den 26. marts 2019

Lykketræf


Bettina havde en bunke garn liggende, som var til overs efter flytning og samkørende oprydning. Tag hvad I vil have, sagde hun og jeg kom hjem med orange til Oscar og lyserød til Rose.





Orange, fordi Oscar rækker ud after alt orange, og alle derfor er enige om at det må være hans yndlingsfarve. Lyserød, fordi det er Silles yndlingsfarve - Rose fik ikke en mulighed for at bestemme.

I første omgang tænkte jeg en kjole. Men så sendte Bente Geil Lykketræf på gaden, og jeg var solgt.

Som sædvanligt, med børnetøj, sprang jeg det med strikkeprøver over - det er til et barn, børn vokser, og skulle det færdige blive for stort, rammer hun vel størrelsen. En dag. For jeg vidste godt at ville jeg ramme den der strikkefasthed skævt - og det var der en mulighed for - ville jeg ende med en større størrelse end forventet.

Og det gjorde jeg.







Nu er den færdig. De fine træknapper jeg havde med til Banko lukker tæt og resten af garnet er allerede i gang med en transformation mod en kjole.











Design: Lykketræf fra Geilsk.


Garn: Kauni Solid og Effekt. Hvid farve AA på ærmerne, kombineret med pink nuancer farve EE.

Der gik 161 gram til den færdige trøje.


Pinde: 3 mm - mest rundpinde.


Størrelse: Jeg gik ud fra en størrelse 2 år, men måtte justere til en 3 år undervejs.

Jeg kunne godt have droppet den sidste udtagelsesgentagelse, og fået en noget smallere trøje - men det gjorde jeg så ikke.





Bemærkninger: Trøjen er blevet noget bredere end opskriften lægger op til. Altså måtte jeg måle og omregne, for ikke at ende med alt for lange ærmer. Det betød også, at for at nå alle indtagningerne, tog jeg ind på hver 6. pind gennem hele ærmet.

Jeg endte med alligevel at have lidt for mange masker og tog 6 masker jævnt fordelt ind, i forbindelse med den lyserøde kant på ærmerne.

Jeg synes halsen blev for løs og hæklede en række fastmasker.

Knaphullerne sidder ifølge opskriften i drengesiden. Nu er trøjen tænkt til en pige så jeg valgte at strikke hullerne i højre side. 


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





mandag den 25. marts 2019

Magnolia Hue


Der var garn nok til to huer af det lækre, tykke, chunky Merino fra Vaje & Co, jeg fik til blogtræf hos Violykke.





Men hvordan skulle den anden hue se ud? Jeg har af flere gange kikket på Camilla Vads Magnolia projekter, men ikke rigtigt set mig selv i dem. Men huen - den er fin, så fin at jeg købte opskriften, vel vidende at strikkefastheden på ingen måde kunne hamle op med det tykke garn.

Jeg valgte at vende det hele på hovedet. Strikkede den mindste størrelse, brugte lidt mindre pinde, end til den første hue og håbede at de flere masker og den drejede rib, ville ende med at passe om hovedet på mig.

Samtidig strikkede jeg striber, for at have garn nok. Der var helt sikkert ikke nok i den ene farve og jeg havde ikke lyst til en klar overgang. Altså strikkede jeg en omgang af hver farve til jeg løb tør for den lyse og fortsatte i toppen af huen med kun den mørke.





Det var her jeg for alvor vendte det hele på hovedet. Jeg havde ingen anelse om hvor langt op over pulden mønstret ville ende med at gå, når jeg strikkede med tykkere garn og lige så tykkere pinde. Altså startede jeg nedefra, og arbejdede mig op, for at kunne lukke af undervejs.

Mønstret er planlagt den anden vej - fra toppen og ned. Jeg vendte diagrammet om, startede øverst, og byttede om på omslag og sammenstrik, for at få et nogenlunde genkendeligt mønster. For det bliver ikke helt det samme, når man vender tingene på hovedet. Men næsten...

Jeg endte med at droppe de sidste omslag. Lod toppen af mønstret blive toppen af huen og endte med at have en hue, der præcis passede i længden.









Design: Magnolia Hue af Camilla Vad.


Garn: Chunky Merino fra Vaje & Co, farvet med tagrør i to nuancer.

Den færdige hue vejer 60 gram - 27 gram af den lyse og 33 gram af den mørke.


Pinde: De korteste rundpinde jeg kunne finde - 5 og 7 mm.


Størrelse: Barn





Bemærkninger: Jeg vendte som sagt det hele om, slog op til rib og strikkede cirka 6 centimeter, inden jeg fortsatte med diagrammet i modsat retning.  Jeg sprang den første mønsterpind over og byttede om på omslag og indtagninger.

Det vil sige, når der i diagrammet var indtegnet et omslag, strikkede jeg i stedet to masker sammen, og når der i diagrammet var tegnet to masker sammen til den ene eller den anden side, lavede jeg et omslag.

Indtil den sidste linie af indtagninger. Her strikkede jeg indtagningerne efter diagrammet og droppede omslagene. Vranglinien, der på et tidspunkt slutter, lod jeg fortsætte helt til top, og da diagrammet ikke havde flere indtag, tilføjede jeg en ekstra omgang, hvor de 3 masker i hver mønstergentagelse mellem den fortsatte vrangrække blev til en maske.

Jeg endte med 8 masker, som jeg trak tråden igennem.


Har du lyst til at se flere billeder af huen, kan den ses lige her på Ravery.





søndag den 24. marts 2019

Kønsroller


Emilie er startet på det sidste praktikophold inden hun til efteråret kan kalde sig færdiguddannet.





Eller delvis uddannet. Uddannelsen til pædagogisk assistent var i sin tid ment som adgangsbillet til pædagoguddannelsen. Men lige nu ser hun frem til ikke længere at være i skole og skulle ud og bruge sine færdigheder i virkeligheden.

Den sidste praktik er i en børnehave, hun har allerede haft de obligatoriske sygedage, og synes det er spændende. Hun er observerende og jeg bliver stolt af hende, når hun kommer hjem og har tænkt tanker over et barns ageren eller fortæller om hvordan hun hjalp et barn med noget der var svært.

Inden skolen sluttede for denne gang, skulle der skrives en stor opgave under overskriften Kønsroller.









Emilie valgte transkønnethed og skrev den fineste case, der i den grad gav mulighed for at arbejde på flere fronter. Til det skrevne skulle der laves et produkt. Over et par dage klippede og syede hun selv en lille dukke med tøj til - både bluse og bukser og en kjole, der skulle symbolisere udfordringerne i casen.

Efter fremlæggelsen kom hun hjem med pæne ord og en snak om, hvad hun også kunne have haft med og hvilke overvejelser læreren gerne ville have set.


*******************************************


Case


Alexsander er 11 år og går i klubben på hans skole. Alexsander føler at han er anderledes fra de andre drenge. Alexsander bor sammen med sin mor Jette, stedfar Kim og Kim's to døtre. Bolette som er 19 år og Line som er 15 år. Alexander kommer tit om morgenen og er ked af det. Han giver udtryk for at han ikke trives, når han bliver tvunget til at have bukser på.

Alexsander kan godt lide at gå i klub, det bedste han ved når han er i klubben er, at lege sammen med pigerne inde i krea-rummet. Alexsander har i lang tid følt sig anderledes fra de andre drenge, da Alexsander hellere vil tegne, male, klæde sig ud og lege med dukker, hvor de andre drenge hellere vil lege vildt og spille fodbold.

Når Alexsander skal have tøj på vil han helst have kjole eller nederdel på. Alexsander bliver rigtig ked af det når han skal have tøj på da Alexsander ikke vil have bukser på. Alexsander vil helst blive kaldt for Alex.







 

Mor Jette er 40 år og arbejder som læge på Bispebjerg Hospital. Det betyder at Jette har mange skiftende vagter, og tit er sent hjemme eller tager tidligt afsted om morgen. Jette har Alexsander med en anden mand og de har snakket sammen om at skifte mellem at have Alexsander i weekenderne.

Når Jette om morgen skal give Alexsander tøj på, kæmper hun en lang kamp om at få bukser på Alexsander. Alexsander begynder at kæmpe imod at få bukser på, og bliver ked af det da han ikke vil have bukser på. Jette kan godt bruge flere minutter på at få tøj på Alexsander om morgenen. 


Jette forstår ikke hvorfor Alexsander ikke vil have bukser på. Når der er gået lang tid med kamp om at få bukser på, bliver Jette rigtig frustreret og begynder at skælde Alexsander ud. Og det gør at Alexsander bliver mere ked af det og tager bukser på.

Jette er sammen med Kim og de har været sammen i 10 år og været gift i 8 år.





Kim er 43 år og arbejder som arkitekt, og arbejder derfor meget hjemmefra. Kim driver sit eget firma og designer huse og indretter private hjem og andet.

Kim har 2 piger fra et tidlige forhold. Som han har i hverdagen og hver anden weekend.

Han har Bolette, som er 19 år og går i gymnasiet og som har et arbejde ved siden af sit skoleliv. Og så har han Line som er 15 år, og snart går ud af folkeskolen og derefter skal et år på efterskole.


Emilie







På tå og fingersnilde


Jeg får ikke skrevet meget for tiden. Det er ikke fordi der ikke sker noget - måske snarere tvært imod. Det der sker er bare ikke altid lige egnet til at blæse ud i al offentlighed.

For der sker masser.





I fredags tog vi for alvor fat i de nye computere og inviterede de store til LAN-aften. Seks børn mødte op, heldigt nok, for vi har lige præcis seks computere. Jeg havde set i øjnene at vi måtte lave et rotationsprincip og spille på de bærbare skolecomputere, når ikke der var plads på Klubbens, der er købt til gaming.

Jeg er af den opfattelse at de voksne selvfølgelig skal spille med. Så jeg have i forvejen lavet et login og downloadet Fortnite, som er det de spiller. De gad heldigvis godt have mig med. Også da de for et kort øjeblik valgte at spille på en af de baner, hvor man kun kan være fire på et hold. Ham, der ellers er rigtig god (og ikke spilder nogen lejlighed til at gøre opmærksom på det) blev lynhurtigt sparket ud af gruppen, så jeg kunne være med.

Det er lang tid siden jeg har spillet den slags spil. Og jeg skal være ærlig at indrømme, at selvom det var sjovt for en aften, synes jeg det er lidt kedeligt kun at løbe rundt og skyde hinanden. Så fortrækker jeg World of Warcraft (som er min eneste sammenligning) hvor man også slår hinanden ihjel, men samtidig har en masse andre opgaver og som sådan kan melde sig ud af det der med at slå ihjel.






Men altså, der er ikke nogen Astralis-spiller gemt i mig. Som en af drengene nok så sødt sagde: Pernille, det er sjovt. Vi kan stå og kigge på hinanden, men du skal først tænke, og så kan jeg bare skyde dig!

Han havde helt ret. Her er multitaskning ikke min spidskompetence. At løbe rundt, finde sin modstander, lade sin skydeting, sigte og ramme på samme tid, det er mere end jeg formår. Til gengæld fungerer det, når jeg finder et sted at gemme mig, står helt stille, sigter og skyder en modstander - hvis en anden ikke når at finde mig først!

Jeg nåede op på ti kills, og det synes drengene faktisk var ret flot. Jeg fik i hvert fald nogle ret
anerkendende tilkendegivelser fra hele bundet.





Noget andet, der heller ikke er helt nemt, handler om noget helt andet. Og her skal man helst stå stille.

Lotte udfordrede og inden jeg overvejede konsekvenserne, sagde jeg Ja!. Planke-challenge. En og tyve dage med længere og længere tid på tæer og albuer. Hvor længe skal vi stå? spurgte jeg og Lotte svarede nok så sødt, at vi startede med tredive sekunder. Jeg var mere interesseret i, hvad vi slutter med, og ser bestemt ikke frem til de fem minutter, der er stillet i udsigt.

Men vi er startet. Vi har stået fire dage og skrevet opmuntrende til hinanden hele weekenden, så alle har stået både fem og fyrre sekunder i går og et helt minut i dag. Det synes jeg i øvrigt var hårdt, og gruer allerede for i morgen, hvor der bliver skruet yderligere op.

Men vi gør det vel bare!





fredag den 22. marts 2019

Yarn Along - Uge 12


Jeg har god tid nu til morgen. Morgen bliver til formiddag, jeg har tullet rundt, taget mig tid til ingenting, og nu er der stadig god tid til lidt målrettet arbejde, af den slags der kan klares hjemmefra.

Jeg kigger billeder, ved at billedsamlingen rummer flere gode billeder uden børn, men et klart børnerettet signal. Siden dataforordningen trådte i kraft, har vi været mere obs på det med at vise billeder af mennesker. Vi gør det kun, hvis vi har fået lov, og endnu er vi ikke nået dertil hvor vi har gennemskuet en mulighed for at få lov mere permanent.

Jeg snakkede med en jurist for længe siden, som mente at man som institution måske kunne få mulighed for at lave en årlig kontrakt som til hver en tid kan omlægges. Ideen giver mening, men jeg er ikke nået længere. Der er andre jurister og kommunale folk, der skal konsulteres inden.

Vi klarer os fint uden børn - på billeder, og nu har jeg igen brug for nogen af de billeder uden børn. Jeg vil gerne have et bibliotek af fornuftige billeder vi kan bruge, når der er brug for det. Der er ind imellem et behov.

Altså skal de gamle billeder kigges grundigt igennem.

















Læse:

Jeg blev færdig med Konrad Simonsen og Elskede Heidi, og er fortsat med Mørkemanden. Samme serie, samme forfattere og samme Konrad Simonsen. Mens Elskede Heidi sluttede noget makabert, er Mørkemanden startet på næsten samme niveau.

En hånd er blevet væk.

Meget længere er jeg ikke nået.

Men jeg ved af erfaring at Lotte og Søren Hammer er gode til det makabre. Pakket ind, så jeg stadig føler mig underholdt. Jeg er nemlig helt klart mere til krimi end til gys.


Strikke:

Efter strømperne til Anders, der tog en evighed, slog jeg op til et par til mig, og er noget nær færdig.

Hælen på strømpe nummer to er nået, og når knækket er overstået, synes jeg altid at enden er meget nær. Mærkeligt nok kan jeg godt synes at det med hælen, til gengæld, tager uendelig tid.

Jeg strikker Cadence Socks af Very Busy Monkey.

Men hvorfor de her strømper er strikket så hurtigt, ved jeg ikke. Jeg har mig selv mistænkt for, at glædet mig så meget til at kunne lægge næste rest i kurven med rester til restetæppet, at spurten blev sat ind, næsten før jeg startede.

Jeg er så langt, at jeg er helt klar på hvilke strømper, der skal på pindene, når de her er færdige.