Tivoli

 

Med Tivolikortet fra Berit, var der lagt op til en tur i Efterårsferien. Vi havde en skøn dag, og Oscar havde en fest. Det var kun anden gang Oscar var i Tivoli, og der masser af forlystelser, han ikke tidligere har prøvet.

Det virkede som om halvdelen af København også var i Tivoli, hvilket betød at der var lange køer alle steder. Oscar er supergod til at stå i kø, også selvom han egentlig ikke gider. Men som han sagde: Jeg gør det, fordi jeg skal. Jeg synes ikke det er sjovt. 

Vi startede i Ballongyngen, det ville Oscar gerne. Senere var i den gamle rutsjebane, det ville jeg gerne. Vi så alle fiskene i akvariet, kørte i både den ene og den anden karrusel, inden vi endte ved børneafdelingen og Oscar fandt glæden ved børneudgaven af det Gyldne tårn. 

Vi endte dagen i Kamelen. Børnerutsjebanen, der hed Mariehønen, da jeg var barn. Den var han vild med. Inden da tog i et par ture i endnu et droptower. Stjernetårnet er vist nyt, jeg har i hvert fald ikke set det før. Det var også et hit. Vi nåede mere end en tur, inden vi skulle videre.

Der er fint i Tivoli i efteråret, pyntet op til halloween. Overalt er græskar og kasser med græskarmænd, der dukker uventet op i tide og utide. Oscar jublede hver gang en kasse åbnede sig og et græskarhoved med tilhørende krop dukkede op. 

Med al den venten i kø, gik dagen meget hurtigere end forventet og inden vi så os om var klokken langt over fem. Vi fandt mad i Tivoli Food Hall, hvorpå turen gik mod Rødovre igen.

Det blev noget senere end forventet, før vi nåede hjem. Det var et træt barn, jeg kunne aflevere hos forældrene. I ugen der kom havde han flere aftaler med både den ene og den anden. Så det var vist mest af alt på hovedet i seng, da jeg gik hjemad.

Det var en skøn dag.

En snegl på vejen....

 

Jeg havde en aftale med min søster i lørdags. Det er efterhånden det meste af et år siden hun flyttede til Hundige. Alligevel er det vildt mærkeligt at betræde barndommens stier, når jeg jeg skal frem og tilbage. 

Jeg er vokset op i Hundige. Mine forældre byggede hus i halvfjerdserne, dengang selvbyg var på sit højeste. Da de blev skilt flyttede vi ind i det samme sociale boligbyggeri, hvor min søster nu har fået en lejlighed. Hun skulle aldrig tilbage. Sagde hun. Og må erkende at hun føler sig hjemme. 

Vi gik på Lilleskole, og oplandet var stort. Bedsteveninden boede i Hvidovre, og turen fra Rødovre til Hundige, går gennem Hvidovre. Det er så mærkeligt at stå på Friheden Station og vente på A-toget, som jeg aldrig rigtig har brugt siden jeg flyttede hjemmefra. På det tidspunkt var min mor også flyttet fra Hundige, og ingen af os så os rigtig tilbage. 

Det er en mærkelig fornemmelse. En blanding af nostalgi og noget udefinerbart. Men også sjovt. 

Vi havde en skøn dag. Vi samlede et par skabe, vi snakkede en hel masse, og sad på den kæmpestore altan, der i dag har overdækning på halvdelen, mens regnen væltede ned og torden og lyn var lige over.

Klokken blev mange før jeg pakkede sammen og tog hjem.

Jeg var halvvejs mod stationen, da noget fik mig til at kigge ned på stien foran mig. Det havde regnet, det er rigtigt. Der var fyldt med snegle. Alle på vej i samme retning. Store snegle og små snegle mellem hinanden. Et vildt syn.

Jeg trådte varsomt mellem alle de små langsomme dyr og mødte også en stor tudse. Den gad ikke mig, og hoppede væk, da jeg nåede tæt nok på. 

Det var vildt, så mange der var.

Bowling

 

Det er længe siden, jeg har været ude og bowle. Det er endnu længere siden jeg rent faktisk har bowlet. Jeg vil nemlig hellere strikke, og mine håndled bryder sig på ingen måde om bowling. Også selvom det faktisk er ret sjovt. 

Dengang Klubben dannede rammen om hverdagen, var bowling en fast del af årshjulet. Jeg var med, jeg så på, og trillede måske en enkelt kugle eller to, hvis nogen var på toilettet. Det er længe siden og egentlig ikke noget, jeg har tænkt som et savn. 

Alligevel kom følelsen af det gode sociale samvær børn imellem tilbage, da jeg fredag aften sad i bowlinghallen og kiggede på. 

Det lokale festudvalg besluttede at vi skulle ud og bowle. Jeg synes sociale arrangementer i jobregi er vigtige, og kan jeg, deltager jeg. Også selvom jeg vælger ikke at deltage aktivt. Det er stadig hyggeligt at være ude, være sammen og opleve hinanden på slap line, uden for hverdagen.

At en del af mit kommende team også deltog, var kun et plus.

Og jeg fik trillet en kugle eller to. Mens nogen var på toilettet.

Samtidig forsøgte jeg at strikke. Det var lidt svært i den dunkle belysning. 

Men mest var det en skøn aften, sammen med en nye skønne kolleger. 

2024 - fra et garnperspektiv

 

Inden året kommer for godt i gang, er det tid til at se tilbage på fiberfronten. Det er tid til at gøre årets frembringelser op. At se på hvad og hvor meget jeg fik lavet. 

Jeg synes ikke at jeg strikkede så meget, men det er vist en sandhed med modifikationer. Til gengæld tror jeg det er rigtigt, at jeg lavede flere små ting end store, og flere små end jeg plejer. 

Måske.

Jeg starter i det små.

Hygge og varme:

Der plejer at være flere projekter i lige netop den her kategori. Det er der så ikke i år. 

Jeg hæklede kun et enkelt dyr sidste år. Lige nu er der ikke planer om flere. Men mon ikke det kommer. Det ene hæklede dyr, var endda til mig selv. Jeg havde sovet, både frøen jeg hæklede for længe siden og hunden jeg hæklede til Anders ihjel, og jeg havde brug for et nyt dyr, jeg kan have under armen, når jeg sover. Det blev et får - Shoop the african flower sheep - og selvfølgelig blev det grønt.

Varmedunke og betræk blev pludselig et hit. Jeg købte en varmedunk og havde den liggende rigtig længe, inden jeg kom i tanke om at strikke det der betræk. En varmedunk er fantastisk på kolde nætter. Der er koldt heroppe under taget, og somme tider føles det som at stå ude i kulden, når jeg kravler under dynerne. Jeg er glad for min varmedunk.

Emotional Support Chicken gik sin sejrsgang over det meste af verden - vistnok. Der var i hvert fald mange der strikkede høns. Jeg havde egentlig lyst til at strikke med, men vidste ikke hvad jeg skulle bruge den til. Indtil jeg skulle til fest hos Anja, hønsedamen, som jeg vidste ville elske sådan en dame. Den var sjov at strikke, den gjorde et godt indhug i de lækre af resterne og den blev modtaget helt som forventet.

Karklude:

Karkludene plejer at være en lille del af noget større - når jeg samler årets produktion. I år får de deres eget afsnit, for hold da op, som jeg har strikket karklude.

Jeg strikkede en bunke blå klude, af blå rester, som ikke umiddelbart havde modtagere. Det fik de, da julen stod for døren og det viste sig som en god ide, med klude på lager. 

En tidligere kollega stoppede på den tidligere arbejdsplads og jeg strikkede igen klude som afskedsgave. Lige der, har de vist sig som en god gave. 

I december havde vi nissevenner på skolen. Lidt sent, kom jeg i tanke om at det kunne være hyggeligt at sige tak for hyggen til både den, der nissede mig og den jeg nissede og dermed sad jeg i pauserne med rødt garn og strikkede klude. De blev vel modtaget.

Også til december - men noget før - strikkede jeg  pink og grønne klude til Emilie og Josefine. Emilie mente ikke at en hjemmfraflytning skulle lægge den årlige adventsbytte ned. Jeg tænkte at jeg ikke kun skulle sende gaver til mit eget pigebarn, men pakkede til dem begge. De faldt på et tørt sted, for Emilie er vant til mors hjemmestrikkede karklude, og Josefine havde kun tre!

Endelig vævede jeg lidt over fire meter bomuldsstof og syede vaskeklude til min mor. Hun fik dem da hun fyldte 80 og holdt festivitas for venner, familie og dem, der er hende nær. Jeg er stadig imponeret over hvor lækre sådan nogle vævede klude er.

På toppen:

Jeg strikker sjældent meget til den øverste del af kroppen. Men lidt bliver det altid til. 

En enkelt scrunchie til Emilie, af resterne af en trøje, som præsenteres længere nede. Jeg tror jeg fik nok, jeg havde ellers besluttet at strikke matchende hårpynt til alle trøjer. 

Årets nissehue blev Spetakelstriks bud på en hue med spids. Mood Nissehue var superhyggelig at strikke. Barnet gad have den på, og moderen blev glad. Et kort øjeblik troede jeg at de årlige huer, måske ikke længere var en god ide. Det kan jeg godt glemme alt om. Der skal strikkes huer, de næste mange år. Jeg fandt superwash merino hos selfmade. Det er blødt nok til at blive siddende på hovedet. 

Emilie sendte et billede og jeg strikkede en sløjfe. December Bow, er let at strikke og et ret hyggeligt lille projekt. Hun ville egentlig gerne have haft den i rød, og have den på gennem julemåneden. Det må blive en anden gang. Hun satte den straks i håret og synes den var fin. 

Varme om halsen:

De sidste par år, har jeg tænkt jeg var ved at være færdig med sjaler, og andet til halsen. Det er jeg åbenbart ikke, og i år blev året, hvor jeg strikkede små halsklude, mellem noget lidt større.

De sidste par år har jeg strikket et mindre sjal i sommerferien. Det var også planen i år, og mens jeg havde garnet, ledte jeg længe efter det rigtige mønster. Undervejs faldt jeg over Knitters DNA, som blev hængende og blev ved at dukke op. På aleneferien i Odense endte jeg lidt tilfældigt i en Hobbii-butik, fandt farveskiftende bomuld og pludselig opstod et behov for at strikke det store sjal. Jeg kombinerede med Midnatssol fra Camarose fundet hos Tante Grøn, og er imponeret over hvor varmt sådan et sjal med bomuld kan være i en kold vinter. Det er yndlingssjalet lige nu.

Emilie foreslog at strikke et af de små tørklæder til Josefine. Det blev Nova Scarf, hun fik det i adventsgave og der kom glade tilbagemeldinger. Det var blødt og lækkert, strikket af en rest cashmere. 

Sommerferiesjalet blev Wild at Heart, et fint lille tørklæde, jeg bruger en hel del inde, og som var tilpas kompliceret til at det var sjovt at have med på farten. Garnet købte jeg til lejligheden, da jeg konverterede et gavekort til merino og silke fra Hesselgarn. 

Efter at have set Vigga Scarf hos en podcaster, fandt jeg yakgarnet, der har ligget længe, frem og strikkede et noget længere tørklæde end opskriften synes. Jeg bruger det rigtig meget. Det er varmt, skønt og kan svinges flere gange om halsen. 

Året startede med en lille selvkomponeret halsklud af grøn tweed, jeg fik i gave for mange, mange år siden, men aldrig rigtig har fundet brug for. Det er en fin lille klud, som har det med at gemme sig, indtil jeg finder den og bruger den til den gemmer sig igen. 

Emilie gad i hvert fald ikke de små scarfs. Indtil hun fik ondt i halsen og tænkte det måske alligevel var en god ide. Jeg strikkede La´se Klud i cashmere, og hun bør nok have nogle flere, for hun har det nærmest på hele tiden. 

Fødder:

Jeg strikkede ikke afsindig mange strømper i år. Det var som om lysten forsvandt. Måske er den på vej tilbage. Måske. Det er ikke rigtig til at sige.

Det jeg kan konstatere er, at jeg strikkede otte par strømper og sokker. Fem par til Anders, et til Emilie og to par til en god kollega. Men ingen til mig selv.

Julen 2023 bragte adventsgaver fra eget lager med tanke på at strikke strømper til os alle tre. Det sidste par, ligger endnu ufærdigt hen, men de tre andre blev færdige i løbet af året. Gandalf Socks til Anders blev strikket mens vi var i Irland. Det er anden gang jeg strikker dem og de var valgt af modtageren selv. Strømpegarnet fra Die Wollnerin i Berlin er et fantastisk strømpegarn, som jeg muligvis godt kan have behov for mere af. 

Også i år var der adventsgaver med garn fra eget lager. Denne gang i forsøget på at genoptage strømpestrikkeriet. Anders havde pakket rester til et par tykke sokker med snoninger. De blev hurtigt færdige og et ønske om flere tykke sokker afdækket. 

Oden Socks - også til Anders - var endnu et af sidste års adventsstrømper. Faktisk de første og også de første færdige. Jeg finder dem tit i bunken af strømper til vask. Garnet fra A Lonely Socklady er så lækkert at strikke af. 

Emilie havde ønsket Juliana Socken med et tvist, som hendes adventsstrømper. Jeg har en følelse af, at de tog lang tid at strikke, men noterne siger noget andet. Garnet var fra By Kiilerich og fra hendes eget lager. 

Jeg havde nogle rester liggende, som jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge til. Jeg har en god kollega, der altid gerne tager mod strømper og knuselsker dem. Color Palette Socks er et af de mønstre, jeg godt gider strikke, men måske ikke at bruge. Så er det godt med kollegastrik. 

Triaton Socks var det tredje af sidste års adventstrømper. Garnet er La Bien Aimee Tough Socks købt hos Yarnfreak dengang jeg var på maskinsikkerhedskursus i Aarhus og Anders kom på udvidet weekendbesøg. Han valgte selv farven, jeg fandt mønstret, som han godkendte. 

Årets allersidste strømper var striber af de små nøgler reste-strømpegarn jeg fik med i præmien fra Marianne. Igen tænker jeg at de skal ende som kollegastrømper. De er ikke givet væk endnu. Jeg har en plan om at alle de små dutter skal blive til en mindre bunke strømper, før de bliver givet videre.

Sille fandt nedsat strømpegarn til en femmer nøglet og købte stort ind. Jeg fik tre nøgler med hjem, og strikkede sokker til Anders. De er tit til vask. 

Lange ærmer:

Jeg har ikke strikket helt så mange trøjer, som der plejer at komme ud af mine pinde i det forløbne år. Jeg tænker ikke det er et stort tab - det er ikke fordi vi mangler...

Faktisk strikkede jeg en trøje mere. Den er færdig og så ikke alligevel. Og bestemt ikke vist frem. Den mangler et bånd i halsen, som gerne vokser. Af en eller anden grund, får jeg det ikke gjort. Jeg tænker der kommer en dag. 

Uanset tæller garnforbruget for 2024, og så må den blive vist frem - og tages i brug - når den tid kommer.

Jeg har forsøgt at strikke til Oscar af flere gange, uden den store glæde hos modtageren. Nu prøvede vi igen. Oscar valgte selv garnet, tegnede selv trøjen, prøvede flere gange og kom med dessinger undervejs. Han fik den til jul, så han har ikke haft den længe, men jeg har set ham med den på. 

Første gang jeg så Shifty af Andrea Mowry, var jeg ikke imponeret. Men så voksede den på mig, jeg så andres modeller og med tiden dukkede ideer op, som kunne inkorporere dele af mønstret. Derfra gik jagten på det rigtige garn, som ret hurtigt skulle indeholde håndspind til mønsterfarven. Jeg nåede at starte forfra tre gange, inden det fungerede og selve trøjen gik i stå et par gange undervejs. Den endte med at bruge det meste af et år på at blive færdige. Til gengæld er jeg glad for det færdige resultat.

Et besøg, betød at jeg satte gang i en lille reste-tøsetrøje. Af en eller anden grund ligger den stadig i mit skab. Jeg tror stadig modtageren vil kunne passe den. Hvis jeg kan overbevise Oscar om at prøve den, vil jeg blive mere sikker - det er nemlig samme størrelse som ham. 

Det er efterhånden et par år siden min mor inviterede på sommerferie i Island. Jeg havde en hel del garn med hjem og endelig fik jeg fundet det frem og strikket en trøje. Snefnugsweateren af Villahulla, som jeg klippede op, blev strikket det meste af to gange, for den blev alt for stor. Den er stadig stor, men skøn og varm. 

Emilie ønskede Nutcrakcer af Fabel Knitwear. Drops Flora og en glimmertråd blev grundlaget. Det var en forfærdelig glimmertråd, men trøjen blev rigtig god og Emilie glad. 

Resterne af det håndspundne fra min version af Shifty blev til en Delacour - også fra Fabel Knitwear. Den blev kort, for der var ikke meget garn, og jeg måtte tilføje en anden rest håndspind, for at blive helt færdig. Den er så skøn at have på, og passer fint over en kjole

Da den lokale garnbutik lukkede, var Emilie forbi et par gange og fandt garn sat temmelig meget ned. Hun kom hjem med Alpakka Silke fra Sandnes og fandt en glimmersytråd (heller ikke fantastisk at strikke med) hos Sommerfuglen, og så var der ellers tid til Skogsbærjakken fra Fabel Knitwear. Der er stadig modeller i den bog hun gerne vil have. Hun har brugt den en del, glimmertråden har det med at hænge fast og blive trukket ud, og hun er ikke helt tilfreds med knapperne, som hun fandt i den hjemlige knappekasse. 

Da jeg første gang så Bifurca af Tetis Knit Garden, tænkte jeg at sådan en skulle jeg have - den skulle bare have ærmer. Inden jeg blev klar til at slå op, havde hun lavet en version med ærmer. Den var så sjov at strikke, en noget anderledes konstruktion og den er så fin at have på. En af den slags, der giver mange komplimenter. Jeg strikkede af pelsuld fra Hjelholt og en rest Rauma Finull. 

For nogle år siden var vi i Aalborg i sommerferien, og turen gik undervejs til Garnudsalg. Der stod ikke garn til Anders på indkøbslisten, men mens hans ventede, blev det lidt spændende med alle de muligheder. Vi kom derfra med Ecopuno (bomuld, uld, alpakka) fra Lana Grossa. Selvom det tog lang tid til at starte og blive færdig er Anders temmelig vild med det færdige resultat, som efter sigende er meget varm.

Tæpper:

Det er ikke hvert år jeg strikker tæpper. I år kan jeg krydse to af, selvom det ene har været længe undervejs. 

For længe, længe siden fablede Emilie om et strikket lyserødt tæppe, og jeg fik den fantastiske ide, at strikke et til hende, hun skulle have, når hun flyttede hjemmefra. Det blev et 10 stitch Blanket af alle de lyserøde økotex bomuldsgarner jeg kunne finde. jeg havde det i klubben og strikkede og strikkede til møder gennem det meste af tre år. Da jeg skiftede arbejde, var det endnu ikke færdigt, kom med hjem og blev gemt, og fundet frem, når Emilie ikke var hjemme. Hun fik det, da hun dimitterede. Af en eller anden grund er det ikke helt så stort som de andre jeg har strikket magen til, og jeg har lovet at lave det større en dag. Jeg ved ikke helt hvornår det sker...

Da Zig Zag Zen gik sin sejrgang fik jeg lyst til at være med. Jeg kom af med en mængde rester, og strikkede et tæppe i en fart jeg aldrig havde troet muligt. Det var så hyggeligt at sidde med. Det er også hyggeligt at sidde med, nu det er færdigt. 

Spinde:

Jeg kan konstatere at det med at spinde, det gør jeg ikke hele tiden. Gennem de sidste år har jeg observeret at januar giver god tid til spinding, i løbet af foråret forsvinder lysten, for at dukke op igen, når Tour de Fleece står på programmet hen over sommeren - og mine sociale medier løber over af spindebilleder. Hen ad efteråret går jeg i stå igen. Det er vel egentlig helt okey. 

Året startede med Skara. En samspind i Spindeforeningen. Det var sjovt at spinde det samme som en hel masse andre og se hvor forskelligt den samme finuld og samme indfarvning kan ende. Jeg er ikke speciel vild med farverne i det færdige spind og ved ikke rigtigt hvad jeg skal bruge det til.

Året før startede jeg et temmelig stort spind med det formål at strikke en lang cardigan. Tre farver, to forskellige fibre - Shetland og South American. Jeg blev færdig hen ad sommeren, har startet cardiganen, som vokser undervejs. Lige nu er den gået i stå. Der skal pilles op, den er blevet alt for stor. Det kommer nok en dag. 

Birthe P lavede en fiberjulekaleder til julen '23. Jeg pakkede hver dag op, men havde ikke lyst til at spinde undervejs. Jeg vil se det samlede farveunivers, før jeg beslutter mig for hvordan det skal spindes. Farverne fordelte sig i to grupper. Noget der mest var grønt, og noget der mest var rødt. Jeg slog dem sammen og spandt to forskellige spind. Ulden er Polwarth og temmelig lækker. 

Den grønne del ligger og venter på det rigtige projekt, mens Emilie satte sig på den røde del, som lige nu er ved at blive til en ret flot trøje.

Det var de fiberholdige projekter. Derudover har jeg broderet tre små julebroderier, syet treprojekttasker og en kjole. 

****************************************

Resultatet:

Eller regnskabet. Eller den sjove del. Hvis nogen spørger mig :)

Det løbende mål er, at have mindre garn på lager, når året er slut, end når året starter. Jeg har også et mål, der handler om at bruge det jeg har - rigtig gerne det, der har ligget længe.

Hvordan er det så gået?

• Jeg kan konstatere at jeg har brugt 10.047 gram garn. 
• Lageret er forøget med 6.009 gram garn.
• Jeg har selv tilført 3.600 gram købt garn og 1.209 gram håndspundet garn.
• Det betyder at lageret er 4.038 gram garn lettere.
• Se det var skønt!

• Jeg har strikket (mest) 37.295 meter garn.
• Eller lige lidt over 37 kilometer.
• Det er meget.

• Jeg har brugt garn der var nyt og garn der var vel lagret.
• At efter flere år med fokus på det vellagrede garn, er jeg blevet ret god til at bruge det.

• Jeg gjorde status mellem jul og nytår. 
• For første gang i ti år. 
• En del garn figurede på mine lister, uden længere at findes på mit lager. 
• Det betød at lageret blev næsten to kilo lettere.
• Desværre gav det ikke mere plads i kasserne med garn.
• Til gengæld betyder status at jeg fik et nyt blik på lageret.
• Jeg tror status er en god ide.

• På spindefronten tilførte jeg fiberlageret 550 gram.
• Jeg byttede i omegnen af 250 gram med medlemmer af Spindeforeningen til julekalender.
• Jeg spandt 1.373 gram uld til garn.
• De 1.209 gram blev færdigt garn - resten venter til senere.
• Altså gik fiberageret også ned. 

• Jeg spandt 4.118 meter garn.
• Det var alt sammen 3-trådet.
• Samtidig var der nogle rester.
• Det betyder at jeg alt i alt spandt 10.824 meter singles, der blev til færdigt garn.
• Men tvinding betyder at jeg havde 14.197 meter garn gennem rokken.
• Det er 14 kilometer.
• Måske kan jeg godt forstå det gør ondt i et slidt knæ.

• At jeg rigtig godt kan lide, når der er mindre ved årets slut, end ved årets start.
• Og at jeg stadig har lidt svært ved at have plads til det hele. 
• Så der må meget gerne være yderligere nedgang de næste mange år.

Badeænder

 

Det er vildt så hurtigt vi opbygger vaner. Vi gik stort set den samme vej hver gang vi bevægede os rundt i byen og skulle tilbage til vores logi. 

Lige indtil vi slog til sving til venstre i stedet for til højre. Og endte ude foran Barcelona Duck Store, og Nina kom i tanke om, at hun havde tænkt tanker om badeænder.

De havde lukket, siestaen var netop startet. Men de åbnede igen. Det er i øvrigt en mærkelig fornemmelse når alle butikker har åbent klokken otte om aftenen, og børn løber rundt og leger i gaderne. Eller sidder op ad deres forældre, og kæmper for at holde sig vågne. 

Vi gik tilbage senere. Nina fandt et par badeænder. Jeg kom i tanke om, at der vist var noget om, at Amalie samler på ænderne og sendte en bulletin af sted. Det viste sig at være Daniel, der samler på ænder. Jeg var ellers sikker på det modsatte, efter Oscar en gang viste mig dem og fortalte at Det er min mors! 

Daniel ville gerne have en badeand. Jeg mente at skylde ham en fødselsdagsgave, så det gik fint op. Adspurgt hvordan anden skulle se ud, ville han bare gerne have, den lignede noget fra det land, den kom fra...

Via facetime, endte jeg med en flamingodanser og en toreador.

Daniel var vældig tilfreds.  

Emotional Support Chicken

 

Dengang Emotional Support Chicken gik sin sejrsgang Verden over, tænkte jeg ikke umiddelbart at jeg skulle strikke den. Jeg manglede et formål. Også selvom jeg ikke er sikker på den behøver at have et formål.

Men så er der Anja. Damen med hønsene. (og ænderne). Selvfølgelig skulle hun have en kylling. 

Planen blev at når Anja i slutningen af august bød til havefest, skulle jeg have en strikket høne med til hende. 

Jeg slog op i god tid, og havde hønen stående herhjemme i flere dage, inden den blev givet væk - og skabte glæde. Herhjemme skabte den også glæde. Og selvom han ikke ville have en, synes Anders den var ret cool.

Design: Emotional Support Chicken af The Knitting Tree, L.A.

Garn: Rester i alverdens beige og brune nuancer. Mest uld, men også luksusresterne i både alpakka, yak, silke og mohair, sammen med en smule bomuld og hør. Til næb og kam gravede jeg både i uld- og strømpegarnsresterne, for at finde både gul og rød.

Jeg fik luget godt ud i resterne. Det er altid skønt. Jeg kan godt lide at bruge mine rester.

Meget af garnet var så tynde garner, at jeg strikkede både tre og fire tråde sammen undervejs. 

I alt gik der 173 gram garn til projektet. 

Øjnene er et par knapper fra kassen med knapper. 

Pinde: Hele hønen er strikket på en pind 4,5 mm. Her fulgte jeg opskriften. Det gjorde jeg sådan set hele vejen. Næsten.

Størrelse: Den færdige høne er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude, og vejer 514 gram. Den var rar at holde om. 

Hønen er 38 cm fra næb til halespids, den er 33 cm høj og 23 cm bred.

Bemærkninger: Jeg fulgte som sagt stort set opskriften. Der var et par enkelte undtagelser. Den mest synlige er at min udgave er uden striber. Originalen har orange striber hen over halen og fortil. Det er jeg ikke så vild med, så jeg strikkede bare uden at skifte farve undervejs. 

Jeg synes det gav et mere roligt billede.

Den første forhindring mødte jeg, da de to haledele skulle sættes sammen. Ifølge opskriften skal de hækles sammen. Jeg valgte at strikke dem sammen. Det gav mere mening for mig. 

Min anden modifikation handlede om pludderet under næbbet. Jeg synes ikke om originalen, men synes omvendt at der skulle være noget. Jeg endte med at strikke en lille trekant med ud- og indtagninger. Jeg var ikke sikker på at det ville blive godt, og endte med at rynke sammen på midten, sy på uden rigtig at have en plan, og ende med noget, jeg synes blev rigtig godt. 

Jeg er bare ikke sikker på at det kan genskabes.

Måske fordi jeg brugte mange tråde ad gangen, både for at passe pinden, men også for at få et stykke stof, jeg kunne fylde med fiberfyld, uden det kunne ses, brugte jeg meget mere garn end forventet. 

Det var sådan set rigtig skønt, og jeg kunne godt finde på at strikke den igen. 

Det tog ikke mange dage. Knap en uge, og kun fordi det var lidt hårdt med lidt tykkere pinde og et fast materiale, at jeg var nødt til at holde pauser undervejs.

Vil du se flere billeder af hønen, kan de ses på Ravelry.

Det grønne får

 

Det allerførste dyr jeg hæklede af afrikanske blomster var en frø. Jeg har sovet med den siden, jeg ligger meget bedre med den under armen, end uden. Somme tider må den stå over til fordel for Anders, men han er tit så varm, at det ikke er til at ligge op ad ham hele natten. 

Men det er åbenbart begrænset hvad sådan en frø kan holde til. Jeg har ganske simpelt sovet den i smadder. Store huller, fyld der falder ud og farver der ikke længere er så farvede, som dengang den var ny.

Længe har jeg tænkt at den skulle byttes ud med en ny. 

I lang tid troede jeg at det skulle være en ny frø, for den virker så godt. Men så  havde jeg mere lyst til at hækle et får. Et får giver meget mere mening for en strikker og et får  kan godt være grønt -  det  så vi selv i Island! (intern joke, som kun min søster forstår...)

Altså hæklede jeg et får. Et får  fungere også rigtig godt til at sove med, og det er allerede en skattet sengekammerat.

Design: Shoop the african Flower Sheep af Heidi Bears.

Garn: bomuld fra Søstrene Grene. Jeg brugte tre grønne og en sandfarvet. Der er så stor udskiftning i farverne, at jeg ikke tænker det giver mening at skrive farvenumrerene. 

Jeg brugte alt mellem 15 og 48 gram og endte med et færdigt forbrug på 131 gram garn.

 

Hæklenål: Jeg brugte en størrelse 2,5. 

Jeg holder meget af Clover Amour og hækler stort set aldrig med andet. 

Størrelse: Dyret er fyldt med fiberfyld fra en IKEA-pude. Jeg stopper godt til, fyldet fylder en del, og giver en færdig vægt på 346 gram. 

Fåret er 19 centimeter højt, 17 centimeter på det bredeste sted og har en længde på  32 centimeter. 

Bemærkninger: Når  jeg hækler dyr til børn, plejer jeg at hækle øjnene af sort bomuldsgarn. På mange af dyrene sidder øjnene midt i en blomst, hvilket gør  det let bare at starte med sort. skal øjet sidde et andet sted, plejer eg at hækle tolv stangmasker i en magic ring og jeg får en cirkel, der har en passende størrelse. 

Fårets øje sidder ikke i midten af en blomst, og mens jeg overvejede om  jeg skulle hækle øjnene. kom jeg i tanke om, at jeg havde et par bamseøjne af glas liggende. Jeg kan godt håndtere glasøjne og  syede dem på.

Jeg  har hæklet flere får, og selvom det ikke står i opskriften, har den bånd om halsen på billedet. Jeg tror ikke det er billedet, men jeg synes ikke dyret bliver et fint får uden en sløjfe om halsen, 

Så det fik den, jeg havde silkebånd liggende og valgte det der så pænest ud. Jeg gav sløjfen et par sting, så den ikke går op. 

Vi du se flere billeder af fåret, kan de ses på Ravelry. 

Mission Possible

 

Ankommet til skolen, på vej til møde, mødte jeg Teknisk Service,  som lige  havde brug for at snakke.

Det viser et rør er gået, vand vælter ud og til trods for flere forsøg er hullet endnu ikke stoppet. Det største  problem var, at røret er et rør der løber fra toiletterne mod kloarken.

 

 

I bliver nødt til at flytte det I vil redde, var beskeden. Jeg blev i tvivl om hvor hurtigt vi skulle flytte. Om vandet fossede ud, eller hvad det gjorde. Adspurgt kunne vi godt vente. Altså gik jeg til møde, aftalte med SFO-lederen at jeg kunne nå at inspicere skaderne inden næste møde. 

Berit tilbød at gå med. Et par ledelsesdamer insisterede på at vi ikke skulle nærme os et rør med alskens uhumskheder uden alt det sikkerhedsudstyr vi kunne komme omkring. Og maske. Maskerne var det vigtigste. 

Det skal siges at røret løber i kælderen. Den del af kælderen SFO bruger som oplægsplads for alt det vi ikke har kunne finde ud af at smide ud gennem noget nær en menneskealder. 

Skolen ligger heldigvis inde med masser af ubrugt Coronaudstyr, så Berit og jeg fandt masker, handsker, båltøj, for det kan altid hænges udenfor og lufte, gummistøvler og plastikposer, til at binde om håret - vi var så fine - som det kan ses. 

Det var ærlig talt en smule antiklimatisk at træde indenfor i kælderen, finde et rør med piblende vand,    spande under og en meget lille sø på gulvet. Ingen klamheder, det lugtede ikke engang. 

Lige der hvor vandet har ramt gulvet, har det nået at sætte spor på en procentdel af det opmagasinerede. En del vi sagtens undværer. Faktisk kunne vi snildt undvære meget, meget mere.  Det var i hver fald ingen større ulykke. 

Vi gi ud igen, afmonterede og nåede omkring SFO-lederen, der aldrig har været i kælderen. Vi nåede at aftale at henligge et senere trio-møde til kælderen, med mulighed for planlægning af reel oprydning (udsmidning) på sigt. 

Og dermed kan dagen starte noget anderledes end forventet.

Ærmer

 

Jeg kunne næsten ikke vente med at bruge det tossede håndspundne garn. Allerede mens jeg spandt, vidste jeg, at det ville blive et fjollet garn, der skulle bruges til noget særligt og sjovt. 

 

 

Det var Asli Sorup, der i sin podcast introducerede tanken om et par ærmer, en udvidet sjælevarmer og et projekt, der ikke bruger helt så meget garn, som en hel sweater. 

I første omgang synes jeg at ærmerne var for mærkelige. At de ikke var noget for mig. Men tanken voksede, de blev sjovere og sjovere, og jeg blev lidt tændt af tanken om at strikke et sæt ærmer. 

Emilie synes længe at jeg var tosset, at det på  ingen måde kunne passe til min stil og at jeg måtte have sprængt en sikring. Da vi tog billeder, ville hun også gerne prøve, blev lidt glad for ideen og endte med at mene, at hun selv have sådan et sæt ærmer. Med mindre jeg ikke får dem brugt og hun kan bruge mine. 

Det vil jo være synd hvis de ikke bliver brugt! Sagde hun. 

Jeg har haft dem med mig på  arbejde, siden de blev færdige. Til trods for ærmer og ingen krop er de varme. Meget varme, og med solens fremkomst har jeg ikke rigtig haft brug for at  have dem på. 

 

 

For at gør det endnu sjovere, mødte jeg Louise i løbet af ferien. En tidligere kollega satte os stævne, og mens Berit og jeg var på arbejde og godt kunne afsætte en aften, havde Louise et par dage hjemme, mellem ture rundt i Danmark og ville også gerne være med. 

Hun havde været på Bornholm, var stødt ind i en ung kvinde, der samlede genbrugsgarn, som hun havde snakket en hel del med. Den unge kvinde strikkede de sjoveste trøjer, der bestod af ærmer uden krop. Louise havde set sig nødsaget til at købe en, men var usikker på om hun ville komme til at buge den.

Sjovt sagde jeg, Jeg er ved at spinde et tosset garn og har besluttet at det skal blive til ærmer uden krop. 

Design: Et par ærmer  uden krop. Jeg brugte ingen opskrift.

Garn: Håndspundne rolags fra Lake House Mood. 

Jeg havde 244 gram og brugte det hele.

Pinde: Jeg strikkede det hele på 4 mm. Både ribber resten. Jeg ville gerne have det mere rustikke udtryk en rib på en større pind kan give.

Størrelse: Jeg har brugt mig selv, prøvede, strikkede tilbage og prøvede igen, til jeg var tilfreds. 

Bemærkninger: Jeg slog 98 masker op. Strikkede rib, fordelte maskerne til for, bag og ærmer, inden jeg lavede en mængde vendepinde, så nakken er del højere end fortil. Jeg kan godt lide når der er forskel på for og bag., og strikker gerne flere vendepinde end en opskrift angiver. 

Jeg lavede vendepinde med 4 maskers mellemrum over hele ærmet - omkring 5 vendinger på hvert ærme. Samtidig strikkede jeg raglan over rygmaskerne.

Jeg fortsatte raglan til jeg synes ærmegabet var dybt nok. Delte krop og ærmer, slog ekstra masker op under armen og strikkede et par omgange krop, inden jeg sluttede af med rib. 

Jeg ville gerne have brede ærmer og samtidig bruge  alt garnet. Jeg var længe i tvivl om der var nok. 

Jeg endte med at tage en tredjedel af maskerne ind og strikke rib, til jeg ikke havde mere garn. Det var nok meget godt, for ærmerne skulle helst være lange. 

 

 

Jeg fryser ofte på arme og om halsen. jeg er temmelig sikker på at jeg bliver glad for ærmerne, når det igen bliver koldt. 

Vil du se flere billeder af ærmerne, kan de ses på Ravelry.