Molly Malone og paraplyerne

 

Uanset hvornår vi kiggede på kortet, for at finde rundt i Dublin, dukkede en henvisning til Molly Malone op. Jeg havde en følelse af at have hørt navnet, men vidste ikke hvem Molly Malone er, eller var.

Til sidst nåede vi et punkt, hvor hun ikke kun var et punkt på kortet, men skiltning på gaden også pegede imod hende og vi endte med at gå lige forbi. 

Jeg tænkte at det nok ikke var sidste gang, og tog bare et par billeder på vaj forbi. Men vi nåede aldrig at møde hende igen.

Når vi nu havde hilst på hende, blev jeg nysgerrig. Det viser sig at Molly Malone er en sang. En sang om den smukke Molly Malone, der døde ung, boede i Dublin og levede af at sælge fisk. Sangen er blevet synonym med Dublin.

Om der reelt var en Molly, eller alt er fiktion er uvist. Der var mange, der hed Molly, som er et kaldenavn for Mary eller Margaret. Formentlig har sangen sin oprindelse i en revyvise, som måske kan have rødder i folkemusikken. Under alle omstændigheder besluttede man for år tilbage at tilskrive en Molly Malone, der døde 13. juni 1699, at være oprindelsen, 13. juni er derfor Molly Malonedag. 

Med til historien hører at Molly nok solgte fisk fra sin kærre, men at det højst sandsynligt var den daglige beskæftigelse, mens aftener og nætter muligvis bidrog med et andet og noget mere lyssky erhverv. 

Historien viser at mange kvinder har ernæret sig ved at sælge deres krop og dermed få mad på bordet. Det skete også i Irland. 

Paraplyerne fandt vi allerede på førstedagen, hvor de dukkede op som et fotopunkt på kortet. Det ville jeg se. 

Jeg har set paraplyer i luften før. Jeg er ikke overbevist om at de her hang det bedst tænkelige sted, i forhold til fotografering. Måske var det fordi der var gang i noget ombygning på den lille stump gade. 

På den anden side er Irland et godt sted at hænge paraplyer. Det regner ofte, de siger det selv, selvom vi var ret heldige med vejret, mens vi var der.

Jeg tog et par billeder, og vi gik videre gennem byen, hvor gammelt og nyt hele tiden går arm i arm. 

 

Nutcracker

 

Emilie forelskede sig for længe siden i Helene Arnesen/Fabel Knitwear og hendes romantiske feminine designs. Faktisk vil hun bare gerne have en af hver.

Helene udgav for et par år siden Fabel Knitwear Volum 1, en strikkebog med fireogtredive strikkeopskrifter. I første omgang var det umuligt at få den ud af Norge, siden at købe den i Danmark. En oversættelse blev lovet, men blev udskudt og udskudt og udskudt. Jeg endte med at købe den på norsk. Norske strikkeopskifter er ikke svære at læse, men heller ikke det var uproblematisk. Igen noget med udskydelser, nye oplag og alt solgt ud.

Men nu har jeg den. Og trøje nummer to til Emilie er færdig. (I princippet nummer tre, for længe inden jagten på bogen gik ind, strikkede jeg en bluse til Emilie, til hvilken opskriften også er inkluderet i den fine bog. 

Hun ønskede Nutcracker. Den har hun ønsket længe. 

Den var længe undervejs, den har været færdig et stykke tid, og den bliver flittigt brugt. 

Hun har haft den længe nok til, at hun synes det er på tide, jeg snart slår op til noget nyt til hende. Det har hun måske ret i. 

Design: Nutcracker af Helene Arnesen.

Garn: Flora fra Drops i farve 08, holdt sammen med en tråd guldglimmer Glitter Deluxe fra Go Handmade. Jeg er ikke fan af glimmertråd. Emilie kan ikke få nok.

Den færdige trøje vejer 268 gram, de 239 er Flora, resten må derfor være glimmertråden. Den er svær at veje. Eller rettere: tråden er viklet om en papcone, som jeg ikke vejede inden jeg strikkede. Så jeg ved ikke hvor meget der er tilbage... 

Pinde: Selve trøjen er strikket på en pind 4,5 mm, alle kanter pind 4 mm. 

Størrelse: Jeg er gået efter 118 centimeter over brystet, her en XL. Samtidig prøver jeg altid undervejs, og har derfor også brugt Emilie som styreform for for eksempel ærmer. 

Bemærkninger: Jeg lavede rigtig meget om. 

Min erfaring i forhold til Fabel Knitwear betyder at jeg på forhånd vidste at der højst sandsynligt ikke ville være den store ringning - eller ingen - af halsen. Jeg havde helt ret.

Trøjen er efter opskriften strikket fra bunden og op. Jeg vendte det hele om, strikkede oppefra og ned, startede med en dobbelt halskant, vendepinde, og en mængde noter i min bog. 

Jeg har ingen planer om at skrive alle noter her. Jeg har strikket til Emilie og hendes mål, hvorfor andre formentlig ikke kan bruge mine noter til noget som helst. Jeg tænker sådan set heller ikke jeg selv kan bruge dem, noterne handler i højere grad om at omregne og beregne og vide undervejs. Ikke efter.

Jeg skiver tit en mængde noter. Sådan arbejder jeg bedst. Noterne hører til den specifikke trøje, og kan ikke bruges til den næste.

Blusen har raglan og pufærmer, der starter der hvor skulderen naturligt sidder. Jeg havde en smule svært ved at gennemskue hvor mange masker, jeg skulle have, hvor mange jeg skulle tage ud, og hvordan jeg skulle tage ind igen. Jeg endte med at bruge en kombination af opskrift, billeder og sund fornuft. 

Jeg tilføjede fashionering mod taljen, både i sidesømmen og foran i forbindelse med boblerne .

Jeg synes den blev god

Du kan se flere billeder af trøjen på Ravelry. 

Gartnergaarden

 

Søndag morgen pakkede vi sammen, spiste morgenmad, gjorde lejligheden ren og gjorde os klar til at tage hjem fra en skøn weekend i Aarhus. 

I stedet for at køre direkte mod brom Fyn og Sjælland, kørte vi nordpå mod Skødstrup og Gartnergaarden, som bestemt var et besøg værd. 

Det var koldt, og derfor osede vi ikke helt så meget i den meget store gårdbutik, som vi kunne have fundet på. Der er helt sikkert mulighed for et fund eller to. Der er superhyggeligt og fyldt med alt hvad hjertet begærer -og lidt til. 

Vi satte os i den lille cafe med de umage stole og en skønneste stemning, spiste søde kager og drak både the og kaffe, inden vi igen satte os i bilen og satte næsen sydpå.

Udenfor er der både blomster og dyr, og jeg forestiller mig at stedet en sommerdag med varme i pizzaovnen er et fantastisk udflugtsmål for store og små.

Vand

 

Det var vistnok maj, da Jodi Rice fra Satsuma Street udgav første del af sidste års broderi-samsyning, eller hvad sådan noget hedder.

Jeg kender samstrik. Og har været med til både det ene og det andet flere gange. Men sam-broderi. Det lød spændende, og jeg ved Jodi Rice laver nogle superfine mønstre. 

For med til historien lyder at jeg ikke vidste hvordan det færdige broderi kommer til at se ud. 

Det var god tid til at brodere - hvis man er hurtig til at brodere, eller ikke laver andet. Jeg kunne under ingen omstændigheder nå det, og de fire dele, der udkom med tre ugers mellemrum er langtfra færdige.

 

Nu er første del færdig. Og jeg synes det bliver så fint. Og det er sjovt at sy. 

Overskriften for sidste års sam-broderi (for hun laver et hvert år) var De fire elementer. Første del var vand. 

Jeg er stadig vild med at de fire dele arbejder sig ind i hinanden. At de ikke er enkeltstående elementer, men hænger sammen.

Siden dengang for snart et år siden, har jeg set det færdige projekt. Jeg ved godt hvor jeg er på vej hen, og det gør ikke oplevelsen ringere. Måske snarere tvært imod. 

Anden del er jord. Personligt kan jeg godt lide at jorden bliver betrådt af et par får.

Der går nok nogle måneder - eller halve år - før jeg er færdig. Med anden del. Det gør ikke noget, jeg har ikke travlt.

Men som det ofte er - vist ikke kun med mig - er det ret sjovt at brodere lige nu, hvor et mål er nået og et andet startet. Spændende hvor længe det holde ved. 

Små trætte ben

 

Det er så heldigt at bussen kører nærmest hjemmefra og til Hoppeparken, altså bortset fra at den standser på ringvejen, og man selv skal fragte sig en kilometer ind i det noget kedelige industrikvarter.

Vi havde ikke gået langt, før oscars ben var ved at falde af, men heldigvis var der sten at træde på, gå på line på eller hoppe ned fra. Så det gik. Selvom det var kedeligt og det digitale barn bedre kunne overskue distancen, da han kunne se den på det interaktive kort på mobiltelefonen. 

Den anden vej var straks værre. Det var forventet. Der var ikke meget energi tilbage.

For enden af Mileparken, på hjørnet af Ringvejen ligger McDonalds. Jeg havde håbet det var nok at kunne lokke med is. Men dels var det over frokosttid og barnet var noget mere udkørt end jeg havde beregnet.

Det hjalp stadig at der var sten at gå line på, at der var forhindringer at klatre over og at han vidste hvor langt der var til det lille vandløb vi passerede på vejen ud. 

Vi lovede at holde en pause. Oscar hyggede med en pind og synes en pause var det helt rigtige. Inden vi gik videre, blev der også tid til at kaste sten i vandet.

Det lille vandløb var så fint i solen og på stenene unde broen havde nogen malet en bil. 

Inden vi gik videre lovede Emilie at bære ham på skuldrene, kunne hav bare gå til det første lyskryds. Det lod han sig ikke sige to gange. Fremme på McDonalds, glemte han hurtigt at benene ikke kunne være og var glad for legetårnet, spiste nuggets og pomfritter og mente at kunne huske noget om is.

Jeg lovede at finde is på vejen hjem, vi pakkede sammen og nåede bussen tilbage.

Fra bussen hjemme er der i omegnen af en halv kilometer inden vi er helt hjemme. Men med en is i hånden og når man kender vejen, går det godt nok langsomt, men fremad. Og når der  kun kan købes is kassevis og isen er lille, så kan man få to. 

Og når nummer to ikke bliver udleveret før vi er helt hjemme, går det endnu stærkere. 

Det var en hyggelig dag. 

Jeg afleverede ham hjemme, da begge forældre var kommet hjem. Jeg er sikker på han sov godt.

Hoppe

 

Oscar er vild med at hoppe. Han er her sjældent, uden at tage en tur i enten vores eller Emilies seng. Endnu må han gerne, men der kommer nok en dag...

Derfor har jeg for længe siden besluttet at en eller anden dag, skal vi i X-Jump. Trampolinparken i Ballerup. 

Det blev i dag. Emilie og jeg hentede ham hjemme i morges, til en dag fuld af hopperi. Jeg vidste godt at han ikke anede hvad jeg snakkede om, når jeg har sagt at vi skal ud og hoppe. 

Det ved han nu. Det var sjovt, han var vild med det og han holdt ud i to timer.

Vi andre nøjedes med en enkelt time. Jeg hoppede, mest samme med Oscar, men jeg må erkende at det kunne mine knæ ikke rigtig lide. De holdt heldigvis op med at brokke sig, når jeg stoppede med at hoppe. 

Hjemmefra forestillede jeg mig at bassinerne med skum, man kan blive helt væk i, ikke var noget vi skulle gøre det særligt i. Det varede lige indtil Oscar opdagede skumbassinerne, og synes det var fantastisk. Han er let nok til at han ikke falder langt ned, han landede nærmest ovenpå, og kunne selv kravle i land.

Anderledes var det, da Emilie besluttede at hun også skulle prøve og hoppede i sammen med barnet. Det var ikke nemt at komme op. Men sjovt. 

Til sidst var han klar til at lægge sig ned i skumbassinet og sove. Vi nåede at hoppe lidt mere - og så tog vi hjem. 

Barnet med julelys i øjnene. Jeg tænker ikke det er sidste gang, vi skal der forbi. 

Kvindemuseet

 

På Domkirkepladsen i Aarhus ligger museet KØN. 

Jeg har aldrig været der før, og vidste ikke det lå der, før vi kom forbi. Vi gik indenfor, bare for at se. Der var et par udstillinger, der så spændende ud, så mens Lotte og Berit gik tilbage til lejligheden, gik Anja, Louise og jeg indenfor og udforskede udstillingerne. 

Der er mange spændende udstillinger på KØN. Personligt var jeg mest optaget af den mindste udstilling, om kvindekamp og hønsestrik. 

Mere spændende var nok gennemgangen af kvindernes historie i sammenhæng med ligestilling. Eller udstillingen hvor vi gik på jagt efter forskellige tiders legetøj, køkkenredskaber og samfundsmæssige tidsoriginale objekter. 

Det mest spændende synes jeg var selve bygningen. Ikke bare arkitekturen og de fine stuk i lofterne. Men historien. 

Her stod vi midt i et museum der synliggør kvindernes historie i et samfundsmæssigt perspektiv. I en bygning, der næsten ikke kan være mere mandsdomieret.

Bygningen er fra 1857, tegnet af tegnet af Ferdinand Thielemann, og indviet som rådhus, domhus og arrest. Militærvagten, som dem med arresten åbenbart hed dengang, flyttede ud i 1879, og i stedet flyttede politiet ind.

Byrådssalen blev moderniseret i 1907, er fredet og står tilbage midt i museet i dag, med fortællinger om kvinder i magtpositioner og malerier fra dengang det var nyt. i 1915 fik kvinderne stemmeret, hvilket er en stort i den del af museet. 

I 1941 stod det nye (og nuværende) rådhus færdigt, byrådet flyttede ud og overlod bygningen til politiet alene, inklusive den nu udbyggede arrest.

Da WWII meldte sin ankomst flyttede værnemagten i første omgang ind på universitetet, men da det blev bombet, overtog de politistationen i bygningen på Domkirkepladsen. Politiet fik den tilbage efter krigen og i 1984 flyttede kvindemuseet ind.

Jeg kan ikke lade være med at synes det er en fantastisk historie at den ultimative maskuline bygning er endt som det diametralt modsatte.