onsdag den 31. marts 2010

Det værste af det værste


f or de der har sønner i den computerspillende netbaserede World of Warcraft nørdede alder, er der nok nogen, der kan nikke genkendende til den forfærdelige tanke om hacking.

Det skete her i dag, desværre ser det ud til at Ungersvenden har været naiv og godtroende nok til at andre har lokket oplysningerne ud af ham og nu sidder han tilbage uden adgang til det spil, der gennem de sidste 5 år har fyldt rigtig meget i hans liv.

Forhåbentlig får han hjælp fra Blizzard, men muligheden for, at de i sidste ende mener han selv har stået for alt for meget i overtagelsen er også til stede.

Vi har skrevet og lige nu er der ikke meget andet at gøre, end tænke igennem hvor og hvordan, være så ærlige som muligt og vente til de vender tilbage og spørger om mere fra den anden ende.

Måske ender det godt – måske er det lærdom på den hårde måde.


pinje

De sidste sokker


m ed forårets komme er sæsonen for uldne sokker skrumpet en del. Det samme føles mit behov for strikning af samme, og det selvom skuffen med strømpegarn over vinterens måneder har formeret sig til foruroligende mængder.

Behovet for småtterier er ikke forsvundert, men giver sig nu udslag i andre sider af samme sag.


posering stille på en stol


De sidste sokker i denne omgang blev til Anders. Strikket i det lækre Zauberball, der stadig er dejligt at strikke i, men til tider ser noget ustabilt ud. Jeg håber det holder og varmer og at de hen over de kommende måneder kan vise deres værd.

Selvom sommeren holder sit indtog forvises sokkerne nemlig ikke fra sikkerhedssko og kolde maskinværksteder.

To tråde brugte jeg – en af hver af de to resterende nøgler. Efterårsvind og Ubåd hedder farverne, der blander sig i en skøn forening, der begge har blåt blandt grundfarverne og ellers går mod grønt og brunt.

Et lille snoningsmønster jeg fandt bag på et par benvarmere hos knitty.com pryder både for og bag, mens resten er helt neutralt bortset fra farveskiftenes alsidighed.

Billederne blev stjålet i går eftermiddags, da den nye ejer trådte arbejdstræt ind ad døren og blev lokket med kold øl og en pause på altanen..


set fra siden


snoningsmønster

Tidsforskydning


o vergangen til sommertid eller tilbage til vintertidens normal er en tilbagevendende tilstand, jeg er vokset op med og aldrig har stillet spørgsmålstegn ved. Jeg kan godt lide de lyse sommeraftener i sommerhalvåret og at morgenerne bliver en smule lysere et kort øjeblik midt i vinterens mørke, bekommer mig også vel.

Men tiden – den rent faktiske, der kan aflæses på urskiven, den har jeg svært ved. Måske og helt sikkert fordi jeg gang på gang, år efter år stiller på alt andet end uret i gangen, der ofte er det, der får et blik, når der skal aflæses sengetider eller tiden for den gode film, nyheder eller andet der kræver præsition.

Man skulle tro jeg lærte det!

Specielt efter jeg de fire år, jeg læste på seminariet gang på gang mødte enten for tidligt eller for sent de weekender tiderne skifter… og der er ikke særlig sjovt en tidlig forårsmorgen på Jagtvej.

tiden går

tirsdag den 30. marts 2010

Ambition


min skopark er forfalden.

Jeg er elendig til at købe nyt fodtøj, ikke fordi jeg ikke kan lide sko, men fordi jeg dels aldrig kan finde noget jeg kan lide, dels altid viger noget tilbage når det kommer til prisen.

Vinteren har på fodfronten ikke været noget at prale af, og de tre par meget gamle og meget brugte støvler jeg har vekslet imellem, kan på ingen måde overleve en vinter mere. Siden udsalget satte ind, har jeg flere gange forsøgt at finde nyt, men endnu er det ikke lykkedes.

Da forået sendte de første varme stråler og det ikke længere var nødvendigt med varme sokker, blev støvlerne sat væk og de ynkelige rester af fodtøjsforsamlingen inspiceret.

Jeg mangler ikke åbne sommersko… jeg mangler muligvis nogle der er rare at gå i… Derimod mangler jeg et par ordentlige, pæne overgangssko, for det ene par jeg lige nu er i besiddelse af er både gamle, udtrådte og grimme..

Der var engang jeg synes de var fantastiske, men det var dengang de var af ruskind, inden en skomager efter at have forsålet dem, mente det var en ide at pudse dem… Skosværte er ikke godt for ruskind… siden har jeg aldrig rigtig kunne lide dem.

I aftes vidste jeg pludselig lige præcis hvordan mine nye sko skulle se ud, og da vi alligevel var i Centret, vovede jeg et øje, begav mig mod skobutikkerne, hvor et hurtigt gennemsyn afslørede at det jeg ønskede faktisk var muligt at få.. altså bortset fra at enten var remmene afsindig grimme eller også var hælen helt forkert.

Sidste stop gav bonus. Der stod de, dejlige at have på, lige den rigtige størrelse men i to forskellige farver. Skulle jeg vælge den sikre sorte eller den lidt mere sprælske i to farver.. jeg valgte de lidt mindre sikre og overvejer om de sorte måske skal med hjem en anden dag – hvis altså de er så fantastiske at have på som de umiddelbart lover…

De hedder Ambition.. og det er vel ikke så ringe endda.

nye sko

Nyt til indkøb


Indkøbsnet

Indkøbsnet


knapperne er syet fast, folder er slået og sammenrullede er der nu basis for masser af indkøb i poser, der ikke går midt over sekundet efter butikken er forladt.

En ting er det miljørigtige i at bruge genbrugelige muligheder for hjembringelser af indkøb. En anden ting er irritationen over plastikposer der ikke holder og ofte går i stykker.

At passe på miljøet er vigtigt, men det var nok i højere grad irritationen, der fik mig ud af starthullerne og reelt i gang med syningen. At jeg så blev afbrudt at en genstridig symaskine er en helt anden historie.

Indkøbsnet

Nu er de færdige. Otte indkøbsnet, men mulighed for sammenfoldning og fastholdelse blev det til. Stoffet er fra IKEA - den gode kraftige af slagsen og hankene er foeret med alskens forskelligheder fra bunkerne – lige fra noget jeg har købt til ren retro fundet rundt omkring eller foræret hen ad vejen.

Størrelsen er den samme som de første jeg prøvede mig med, den passer og indeholder snildt syv liter mælk – hvis jeg en dag skulle få brug for så mange på en gang. Farverne derimod er langt mere farverige og gør mig glad, hver gang jeg ser på dem.

Aftensmaden er endnu ikke indkøbt, så der er dømt basis for indvielse.

Indkøbsnet

Indkøbsnet

Indkøbsnet

Der er noget i luften


spirende forår på Rådhusplænen


m anglende knapper fik mig ud. Knapper, der skal færdiggøre projektet, der strandede da symaskinen gik i stå. Heldigvis virker Bedstevenindens og gårsdagens besøg bød ikke kun på snak og hygge, men også syning og Sonja fra Saxogade, der tog til Bornholm helt uden at vide hvor rejsen endte, og uden at fortælle hun kom.

Emilie hyggede på sofaen og vores blikke trak ind imellem mod skærmen og de forfærdelig søde mennesker Danmark var befolket med, dengang sidste i 60’erne.

Og mens jeg syede, tøede Bedstevenindens uvirksomhed og pludselig lå hun på gulvet med saks, papir og et stykke stof, for endelig at få lappet lidt på den elskede vinterfrakke, der har set bedre tider, men langt fra er slidt op.

Efter knapperne jagtede jeg foråret, der kan være svært at finde herude i forstadens astfalterede betonjungle. På rådhusplænen er krokusbåndet ved at skyde op – for et par dage siden, var der intet at se og med en længere tur ned om branddammen  og de noget mere prydfulde villaforhaver, fandt jeg alligevel en smule forår, der strækker mod lyset og det sarte grønne.

spirende forår på Rådhusplænen

spirende forår på Rådhusplænen

mandag den 29. marts 2010

Mandag


marts 2010

Vi er klar – pakket og parat – både Emilie og jeg, til en dag med Bedsteveninden, snak, skæg og masser af grin.

Påskepakken skal sendes og Emilie er ovenpå igen, efter hun tidligt i morges, temmelig klatøjet, stod ved min seng og mente vi havde sovet for længe.. hun skulle jo i skole. Hun så hurtigt en hel del friskere ud, da først virkeligheden og ferien slog igennem.

Kolde afvaskninger


en af de første dage i marts 2010

For snart halvandet år siden blev alle vandrør i ejendommen udskiftet. Arbejdet startede lang tid før og blok for blok arbejdede de vandkyndige sig gennem mure, vægge og lofter,mens de undervejs overvandt besværligheder, fandt de gode smutveje og vi i sidste ende nærmest ikke mærkede at arbejdet foregik.

Længe efter skete der noget, jeg ikke i første omgang forbandt med rørudskiftningen, men som jeg forstod sammenhængen af, da jeg stod hos varmemesteren og i anden forbindelse også lige kunne fortælle at vi ingen tryk havde på det varme vand.

I første omgang troede jeg at det, at vi bor øverst gjorde det svært for vandet at nå helt op. Senere viste det sig at hele opgangen – faktisk hele blokken stod uden varmt vand. Det lidt der kom, var i så små mængder at det nærmest var ligemeget.

Noget frustreret (faktisk lignede han en der kunne have trukket håret ud af sit eget hovede i ren og skær afmagtelse) fortalte varmemesteren at i forbindelse med rørudskiftningen, var også nogen pumper eller vekselting (jeg er ikke helt sikker på hvad det var – men noget med vand) også skiftet. Disse nye komponeneter skulle være af den bedste kvalitet og sikre gennemstrømning i umindelige tider.

Desværre kalkede de til og efter møder, gode råd og beslutninger lykkedes det at reparere, så vi igen havde varmt vand.

I løbet af de sidste måneder er vandet (det varme af slagsen) igen begyndt at løbe med et noget utilfredsstillende tryk. Da jeg i sidste uge var inden om varmesteren efter ekstra nøgler til kælderen, så også ungernes cykler kan komme under tag, uden vi nødvendigvis er med, kunne han meddele at i dag ville det varme vand ophøre en stor del af formiddagen, mod at det senere skulle løbe i rigelige mængder.

Følgelig havde jeg set frem til det kolde gys, da jeg endelig kom ud af fjerene og blev noget overrasket da det strømmede med varmt vand og dagens morgentoilette ikke krævede slet så kolde afvaskninger.

søndag den 28. marts 2010

Nyt til ørene


VLUU L210  / Samsung L210

Jeg er ikke blandt de første til det helt nye og min gamle mp3 afspiller med plads til 512 mb har tjent mig trofast i flere år. De sidste dog med noget ustabilitet og da Metro reklamerede med tilbud og jeg havde kundekortet på mig, blev butikken udsat for besøg.

Jeg kunne have valgt et andet mærke, med samme kapacitet til den halve pris, men den unge mand bag disken kunne ikke love mig jeg uden videre kunne overføre musik fra mine CD’ere hjemme eller at der fulgte et program med, der kan.

Den lille Ipod Shuffle endte derfor sammen med mig – med apple følger Itunes, og det ved jeg virker. At manden bag disken sikkert synes jeg var både fjollet og temmelig dum var helt sikkert gensidigt, for han kunne ikke give mig oplysninger, jeg kunne bruge til noget, men vedblev at mene jeg “bare” skulle sætte stikket i computeren og ellers downloade fra nettet – men jeg vil ikke downloade, jeg vil have min egen musik.

Når det gælder teknik er jeg nogen områder temmelig kvik mens jeg på andre ikke er nået længere end stenalderstadiet. Lige præcis musikoverførsler gider jeg slet ikke sætte mig ind i – det skal bare virke.

Nu er der musik på og når jeg næste gang får lukket op for Itunes, skal jeg så lige have fjernet de numre programmet helt af sig selv lagde på, og som ingen steder har hjemme i mine ører.

Den er fin og lille og jeg tror vi bliver gode venner.

lørdag den 27. marts 2010

Erindringer


Ferien skal ikke kun gå på sjov og nydning. Jeg har nemlig planer – planer om at rydde ud i alle bunkerne og kasserne med skrammel, der gennem alt for lang tid har samlet sig på hylderne i soveværelset.

To hylder har jeg – oppe under loftet – og endevæggen, der rummer klædeskabsafdelingen, en enkelt hylde og alt for meget bras.

At jeg er et rodehovede indrømmer jeg gerne. At jeg samler alt for meget, er heller ingen hemmelighed, så nu er der dømt ud med det gamle og ubrugelige.

Første hylde var let – jeg har fundet ting, jeg havde glemt alt om jeg havde – det er nu smidt ud. Jeg har sorteret skruer efter længde, sat mærkater på dåser og æsker, smidt ting ud, jeg ikke i min vildeste fantasi kan forestille mig, vi nogensinde får brug for og jeg har sat ting i kælderen, der ikke skal ud, men omvendt bliver brugt så sjældent, at en tur i kælderen næppe gør udslaget.

Jeg har vasket hylden af, stillet pænt tilbage, vasket hænder og står tilbage med halvdelen af pladsen, der er helt tom – den skal nu nok blive fyldt op, efterhånden som de næste hylder bliver tømt og der i sidste ende gerne skulle blive bedre plads til vores garderobe.

Nu venter næste hylde, der helt sikkert kommer til at tage længere tid. Men hvad gør det, jeg har ferie og ingen hastværk.

Midt i al sorteringen dukkede en lille lomme med billeder op, jeg engang i tidligere tider altid havde i pungen. Gamle er de, og billedekvaliteten har helt sikkert været bedre, for der er ingen Emilie, kun en lille Daniel og et par stykker af barnefaderen (som nu kan gå videre til Tøsebarnet) og så nogen stykker fra dengang søsteren min og jeg hoppede i fotoautomater for fælles forevigelse.. ikke fordi resutaltet er specielt godt :)

Inden jeg fortsætter er det vist tid til lidt leg med strikkenåle og hæklepinde og måske endda lidt frokost.

der var engang

Inspiration


grydelapper

Der lå et gult og et orange nøgle garn i bomuldbeholdningen. Det er helt sikkert ikke nogen jeg har købt, for hverken gul eller orange er mine førstevalg. Men nu lå de der, sammen med en lille smule grønt, og stærkt inspireret af Helle, Kirsten, Julia, Kirsten og sikkert også nogen jeg har glemt, er jeg hoppet på ideen med grydelapper.

Jeg troede de skulle være stribede a la servietterne min mormor hæklede til mig for mange år siden, men efter et par forsøg, må jeg indrømme at jeg holder mere af oldemor-firkant-formen.

Lige om lidt er der to færdige dobbelte lapper med hank og tungede kanter, og når de sættes sammen med lidt ekstra godt, jeg sikkert kan finde ude i byen, er der også lige om lidt gjort klar til påskeglæde et sted ude i landet – denne gang tror jeg endda jeg med lidt Googleing har fundet frem til modtageren et sted ude i blogland.

Jeg når ikke at bruge alt garnet, men så er der allerede nu lagt op til mere påskesjov næste år.

fredag den 26. marts 2010

Fjernsynets videre skæbne


marts 2010

Ingen fladskærme her, så et tons fjernsyn, af den gamle slags med en rygsæk på bagsiden, blev slæbt op af trapperne lige inden arbejdstid. Hverken ledninger eller antennekabler blev monteret, men det var ordnet da Tøsebarnet og jeg nåede hjem.

Aftalen lyder på at samme Tøsebarn (som i tilfældet fjernsynskiggeri er den værste) må vælge tre programmer dagligt – højst!

Tv-bladet blev gennemkigget, men faktisk var der kun et enkelt ønske, der blev indtaget på sofaen med slik og sodavand inden for rækkevidde. X-faktor-optakt!

Jeg ser ikke X-faktor, så mens hun bredte sig i hele den lille Londonske topersoners længde, flyttede jeg med garn og hælkenål til mere afsidesliggende steder. Slutteligt kom hun – noget klatøjet – havde slukket apperatet og var klar til sovetid.

- Tænk dig. Hun har ikke snakket om andet, og så havde det været så kedeligt … at hun faldt i søvn. Lige der, midt i den umanerlige ubekvemme sofa.

Men hun skal helt sikkert se finalen i morgen.

Nogengange


Hjem fra arbejde, det er weekend og ovenikøbet ferie – og fredag. Fredag er lig med slik, hygge og ind imellem sodavand.

Nogengange vil øjet have mere end hovedet lige kan overskue. Hjemme tømmes poserne… Købte jeg virkelig SÅ meget…

Eksperimenter


småting

Det siges at tvillinger altid har mange bolde i luften.. Jeg er tvilling og den side af personligheden, kan jeg snildt nikke genkendende til. Jeg har altid mere en et (eller mange) projekter igang og lige nu er der blevet plads til lidt eksperimenteren med tynde pinde og rester.

Jeg tegner og beregner og strikker og piller lidt op, før jeg strikker videre og piller lidt op igen. Jeg har konsulteret bøger fyldt med mønstre, kombineret mine egne og fundet kombinationerne gode eller måske mindre gode.

Det er hyggeligt og selvom det færdige som sådan ikke tager lang tid, kan det godt tage tid, før jeg synes alt falder i hak.

Imens har jeg fundet P1 i radioen, hører nyheder og prøver at tage mig sammen til at slæbe fjernsynet op igen, for med ferien er vi nået frem til strikse regler og loft på mængden af åbne timer. Tv-bladet er købt og kigget i – og i bund og grund er jeg lidt nysgerrig efter om det nu også virker.

Påskeglad


PÅSKEGAVE

Dengang først i marts, da adresser og navne tiil de glade modtagere af påskelegen blev uddelt, fik jeg ingen. Min umiddelbare tanke, var at jeg havde gjort noget forkert, eller  var forsvundet i mængden af deltagere. Jeg kiggede efter spammails, men fandt ingen og tænkte ikke videre over det.

Indtil jeg tømte postkassen i går og jeg fandt en gave. Dårlig samvittighed skyllede ind over mig og heldigvis havde Pernille en adresse til en jeg skal glæde.

Nu er skal weekenden gå med at finde på, og så håber jeg, en pakke sendt mandag vil nå frem inden påsken for alvor er forbi.

I mellemtiden er jeg sikker på at selvom mine unger forlængst har passeret den gængse grænse for leg med lego, vil de kaste sig over både påskeharen, det jeg endnu ikke kan se hvad er og chokoladen.
Tusind tak – til hvem du end er :)

torsdag den 25. marts 2010

Påskekylling


Lilla påskekylling

Jeg har aldrig gjort særlig meget ud af påskepynten herhjemme. Det jeg har glemmer jeg og det kommer sjældent frem. Altså bortset fra enkelte små ting – som billedet Emilie malede i børnehaven med en stor gul kylling, og som siden har hængt på en køkkenlåge – året rundt.

I dag fik jeg en lilla påskekylling. Den skal helt sikkert også have en plads og den skal frem igen og igen… hvis den nogensinde bliver pakket væk – altså!

LektieCafé


lektiehjælp

Mit arbejde er alsidigt.

Somme tider laver jeg mad, andre gange spiller jeg eller snakker med ungerne. Ind imellem planlægger jeg fester og køber ind, løser konflikter og oftest er jeg bare til rådighed.

I dag har jeg været lektiehjælp. Der var både ligninger, brøker, forlængelser, plusser og minusser. Ofte er det nemmere at forklare, når der samtidig bliver både tegnet og fortalt, og så var det godt både tusser og papir var indenfor rækkevidde.

onsdag den 24. marts 2010

Forvist


sne der smelter - marts 2010

Dengang der stadig lå sne og frosten ikke for alvor havde givet op – samtidig med en uges vinterferie og en uges rekreation i direkte forlængelse – fik jeg nok.

Jeg fik nok af dårligt synkroniserede tegnefilm, der fortsætter i en uendelighed. Jeg fik nok af at føle mig som fremmed i min egen stue. Jeg fik nok af at finde mig selv flygte ud af samme stue, der igen og igen genlød af fjernsynets udgydelser. Jeg fik nok!

For lige knap tre uger siden sagde jeg stop, indlemmede Anders i planen – til hvilken han straks sagde top – og satte fjernsynet i kælderen.

Jeg elsker det. Jeg elsker at der ikke H.E.L.E tiden er en larm og et flimmer, der gang på gang tiltrækker og får mig til hovedløst at se med. Jeg elsker freden og roen der har sænket sig over hjemmet og jeg elsker at min stue igen er et sted jeg har lyst til at være.

Jeg savner det også. Jeg savner nyhederne, jeg endnu ikke har fundet frem til i radioen eller på nettet – ikke har fundet regelmæssighed omkring endnu. Jeg savner at kunne sætte mig og se en god film … men det gjorde jeg vist allerede inden, for jeg synes der er langt mellem de gode film, og DVD’en døde for et par måneder siden, uden at blive erstattet… Men mest svaner jeg flimmeret når jeg strikker. Jeg må bare indrømme at jeg strikker rigtig godt, når fjernsynet kører, uden at jeg egentlig behøver følge med.

Af de andre i hustanden er det kun Emilie, der for alvor savner. Daniel er for lang tid siden gået over til film på nettet og Anders’ forbrug forløb sig til ti minutters zap et par gange i løbet af ugen.

Men Emilie savner. Savner så hun går hvileløst rundt og har brugt oceaner af tid i svømmehallen inden for de sidste to uger. Ingen tvivl om at hun også har brugt mere tid på spil, tegning og maling den sidste tid, men hun mangler noget og har oparbejdet et større og større underholdningsbehov siden monstrummet blev forvist.

Venindernes retfærdige harme til hendes fordel er ikke helt nok, og på fredag starter påskeferien. Det har fået mig til at tænke at måske har jeg fået bevist hvad jeg mener, og måske er jeg ikke helt indstillet på al den underholdning en påskeferie kan betyde – også selvom svømmehallen heldigvis giver gratis adgang for skolebørn i ferierne…

Så diskussionen bliver åbnet. Vi voksne er enige om at tage kassen frem igen, hvis der indgåes strikse regler og aftaler om hvornår og hvordan. Vi er også enige om at bekoste et blad med hele programmet og muliggøre krydser og ønsker, hvis det er det, der skal til.

Vi venter lige til alle er samlet og aftensmaden står på bordet… og Tøsebarnet er kommet hjem fra vandlegen…

Det er altså lommer!


Det ligner en pigeting

… Men jeg kan godt forstå at Alexander tvivlende så på, mens jeg sad og strikkede og samtidig bekendtgjorde at det færdige resultat er til min 16-årige søn…

tirsdag den 23. marts 2010

Strik med ører


ører

Den store sweater bevæger sig langsomt. Noget der ligner ører eller hanke er ved at vokse frem. Lommer skal det blive til.

Lige  nu ser det sjovt ud og jeg ser hemmeligt frem til de ekstra 2 x 68 masker kan lukkes af igen og omgangene blive en smule kortere.

Gad vide om jeg købte garn nok…

mandag den 22. marts 2010

Afbrudt og afbræk


netop færdiglavet

Legen med bånd i aftes blev brat afbrudt – symaskinen nægtede samarbejde. Tråden knækkede, mærkelige lyde undslap maskineriet og hverken gode ord eller finindstillinger hjalp på mekanismerne.

Påpasseligt pakket i tæpper og hægtet på bagagebæreren blev arbejdshesten fragtet til doktoren, der kiggede, drejede og konstaterede en defekt gribebro – hvad sådan en ellers er. Nu står den så hos doktoren der, med påske medregnet mener, der går mindst 20 dage før maskinen endelig kan komme i hus igen.

Men den kan laves sagde han – ingen tvivl om det. Og det selvom det efterhånden er en gammel dame – på den anden side er 15-16 år vist ingenting for en symaskine… håber jeg. Og mens jeg peb og ynkede det stakkels maskineri, lovede manden at passe godt på den og klappe og ae den dagligt.

I mellemtiden er lysten og kravet efter syning vokset i styrke og bunken, der ikke nåede igennem i går, må hellere pakkes væk, inden neuroserne går højt og abstinenserne for alvor sætter ind.

- Det er sjovt som lysten efter det, der er lige uden for rækkevidde altid er højest!

Så indtil da har jeg åbnet en bog, der selvom den hverken indeholder krimitræk eller planlagte udspekulerede mord, har indfanget i en grad, der næsten fik mig til at komme for sent ud af døren mod arbejdet tidligere i dag.

Og selvom små tusinde sider kan føles langt, er jeg allerede helt sikker på det ikke er langt nok og glæder mig i det skjulte over også at indehave fortsættelsen, der snart må åbnes og lægges til timerne med næsen blandt bogstaver, historie og middelalderfortællinger.

søndag den 21. marts 2010

Båndsalat


linen knækker

Jeg købte bånd i fredags.. I dag leger jeg med dem..

Midt på den ene meter er linen knækket og sat sammen med tape… TAPE… Hvor er min hele meter..?

Det røde bånd og jeg leger ikke i dag… og butikken får et besøg i morgen…

Torsdag eksploderede foråret


leg udenfor

Luften var varm, alle ungerne forsvandt udenfor – selv computerdrengene, der ellers sidder foran vores fire computere, spiller, skiftes, hygger, snakker, giver råd – både af de gode og mindre gode af slagsen og ind imellem råber højt, for alle er ikke enige om spillets gang.

Udenfor blev der grebet til bolden, både af drengene, der spillede fodbold og pigerne der greb med hænderne. Alle uden bolde forgreb sig på SFO’ens samlede kørende materiel og susede rundt, mens de mindre børn legede andre lege.

Jeg flyttede med, greb thekoppen, telefonen og mit strikketøj, satte mig på et bord, med fødderne plantet på bænken og havde overblik. Et par børnehaveklassetøser kom forbi, spurgte efter de store tøser, der gerne leger far-mor-børn, men de havde andre planer. I stedet imponeredes de over strikningens kunst og de kunne ved selvsyn se at masker også kan strikkes uden at blive set på.

Om et par dage flytter vi udenfor.

leg udenfor

Jeg fandt foråret


vintergækker

erantis

Lige nede i det store kryds, på den ubebyggede hjørnegrund.

lørdag den 20. marts 2010

De syv små dværge


Jeg lovede, og jeg vil helst holde det jeg lover – så her er de.

I det der efterhånden var forrige uge havde skolen flexuge. En uge der giver tid til fordybelse eller mere tid til et bestemt tema eller emne.

7.A. brugte ugen til at øve teater. Vi hørte meget – rigtig meget – om det stykke i løbet af ugen. Både positivt og negativt, fra nogen mere end andre. I løbet af de første dage gik det op for os at replikkerne skulle fremføres på engelsk og stykket de skulle opføre var Snehvide.

Klassens allerlaveste dreng skulle spille kongen, iklædt en af de noget højere drenges røde kappe, en af de højere piger skulle være den onde dronning, mens prinsen brugte temmelig meget tid på at Snehvide ikke ville kysses og kun allernådigst kunne holdes i hånden i den afsluttende scene.

Vi grinede og så billeder for os, samtidig med vi truede med at dukke op mandag aften, hvor hele herligheden skulle vises for forældre og søskende.

Vores fantasi kom alvorligt på prøve den dag det viste sig at de to højeste drenge i klassen var tiltænkt roller som dværge. Vi forestillede os noget med at kravle rundt på knæ eller andet i den dur, og var komplet uforberedte på den maskering klasselæreren havde udtænkt.

Fredag eftermiddag var der generalprøve og i et stille øjeblik listede vi ind i salen og kiggede med. Vi dukkede op lige i rette tid til, at se jægeren sende Snehvide ud i skoven, mens han selv ville dræbe en hjort og give hjertet till den onde dronning.

Snehvide fandt efter mange kvaler frem til dværgenes hytte, spiste af deres mad og faldt i søvn på deres seng. Herefter kom dværgene hjem…

Ind på scenen trådte 7 elever iført kæmpe hatte af karton, trukket ned over skuldrene til omkring albuehøjde. På maven af deres t-shirts var malede store ansigter og bukserne var trukket ned om benene, for at give indtryk af mindre højde.

Intet mindre end fantastiske og selvom nogle af hattene allerede var ved at falde fra hinanden, virkede det intet mindre end genialt… Fuldstændig sammenkrummede af grin fandt vi tilbage mod dagens dont, mens vi lovede hinanden, at det skulle vi bare se.

Ude i forhallen stødte vi på vores chef, og efter vi halvkvalte af grin fortalte om de fantastiske dværge,  måtte også han ind og se med.

Senere på dagen kom ungerne rendende og fortalte om den ene dværg, der var faldet og ikke kunne komme op igen – se det for dig – bukserne trukket med om knæene og armene fikseret til albuerne af en hat… vi knækkede sammen af grin igen :)

Selvfølgelig mødte vi op sammen med søskende og forældre mandag aften, for at se vores unger fremføre ugens arbejde. Det var et stykke som så mange andre – ingen andre end forældrene og de skøre pædegoger synes det var fantastisk – det var ikke smukt, det var svært at høre halvdelen af det de sagde, og langt de fleste talte alt for hurtigt. Entusiasmen kunne ligge på et meget lille sted, men jeg var duperet over hvor lange passager tekst på vers og på engelsk, de kunne huske udenad, samtidig var der heller ingen tvivl om at de havde arbejdet rigtig meget på det.

De syv små dværge

Jo – den ene dværg havde tabt hovedet…

Håndarbejdsmesse


håndarbejdsmesse

Weekenden byder på messe i Middelfart. jeg havde på ingen måde planer om at tage afsted – der er alt for langt og jeg kan også godt finde et par andre gode undskyldninger.

Men så fik jeg en sms… Vil du med?, skrev Bettina, og vist ville jeg det.

Så vi tog afsted, pakkede os sammen og prøvede at overbevise gps’en om at vejen med hallerne i Middelfart findes.. det var vi flere om at bestemme, synes den at sige – vi fandt vej alligevel.

Jeg havde ingen forventninger, har aldrig tidligere været på håndarbejdsmesse, men hold da op – tre kæmpestore haller fyldt med alt hvad hjertet begærer inden for strik, syning, perler, knipling og en hel masse andet.

Jeg vidste Anne skulle være der et sted, så jeg kiggede efter hende, men længe inden jeg nåede så langt, fandt hun mig – hvor er det hyggeligt sådan at møde kendte ansigter langt hjemmefra :)

håndarbejdsmesse

Siden jeg første gang så Overslynglen, har den med mellemrum overtaget mine tanker. Nu er den prøvet.. om det var en god ide er lidt uvidst, for nu plager den endnu mere om at blive strikket. Jeg købte ikke, var fornuftig og tænkte tanker om gaveønsker.

Faktisk var der så meget, at jeg blev helt overvældet og slet ikke kunne overskue tanken om indkøb. Boghandlen var dog et besøg værd.. eller rettere et ekstra besøg, og en enkelt bog fandt med mig hjem.
Jeg har før bladret i Nicky Epsteins bøger og de er så lækre at flere andre har fundet vej til ønskelisten.
Efter en tur rundt, der også bød på spændende strik, satte vi kursen mod Odense, frokost og endnu mere snak over hæklemønstre og strikkeønsker.

Tusind tak for en fantastisk dag Bettina, det var et fabelagtigt initiativ og den helt rigtige måde at bruge lørdagen på :)

Back and alive


marts 2010

Måske var en pause sagen – måske er samarbejdet ophørt igen i morgen…

Lige nu er jeg på, computeren opfører sig (næsten) eksemplarisk… altså efter den noget langsomme opstart. Alt hvad gemmes skal er overført til en ekstern harddisk og alt arbejde foregår lige nu derfra… så er det i hvert fald sikret næste gang det ikke er muligt at åbne… for der kommer en næste gang – tror vi – ret sikkert – eller helt sikkert…

Men lige nu virker det, ingen fejl er umiddelbart sporet, de mærkelige lyde er væk… måske den bare trængte til ferie…

tirsdag den 16. marts 2010

Problemer

Hrfm... Min computer har valgt at punktere samarbejdsviljen, øverste råd har forlangt jeg ikke selv forsøger at åbne, men venter på kvalificeret hjælp.
Imens leger jeg med farver og ærgrer mig over ikke at kunne vise billeder af de syv små dværge.

mandag den 15. marts 2010

Hammerslag på en mandag


hammerslag

Min mor kom forbi. Mellem strikketøj, garnprøver og snak om børnebørn og bakketure, blev der plads til snørrehuller i regnslag.

Jeg hjælper gerne, og imens passede moderen min på at kopper og kander ikke hoppede af bordet. Endelig håber jeg ikke, naboerne er alt for forskrækkede over de voldsomme lyde.

Genbrug


Somme tider kan gammelt blive til nyt… også selvom det gamle er forvasket og falmet.

søndag den 14. marts 2010

Overfyldt skrivebord


Pladsmangel

I vores ikke særlig store lejlighed har vi presset et bord med plads til to computere ind i soveværelset. Der er ikke meget ekstra plads og da vi begge er fantastiske til det med bunker, er der ikke altid plads til de store armbevægelser rundt om tastaturet.

Lørdagens besøg på Amalienborg gav også et lille indblik i de fire sidste kongers arbejdsværelser. En ting der slog mig og som var gennemgående for alle fire konger, var skrivebordenes mangel på plads.

Så vidt jeg husker var det Frederik d. VIII’s værelse jeg fik foreviget (jeg er ikke 100% sikker, så hæng mig ikke op på det). Jeg kunne ikke lade være med at klukke lidt over bordenes udstillingsligende udtryk og samtidig sammenligne med mit eget bord herhjemme, der ikke har meget mere plads tilovers, og hvor jeg ofte synes jeg mangler…
Måske konger ikke havde brug for så store armbevægelser…?

Amalienborg og Marmorkirken


amalienborg

Det er ikke særlig længe siden jeg skrev om Marmorkirken – i anden forbindelse. Jeg skrev også om arkitekten bag den oprindelige ide til kirken og hele Frederiksstaden, som Amalienborg er en del af.

Jeg har altid synes om historien bag Danmarks kongehus, der er et af de mindste i Verden. Dengang det daværende slot – Christiansborg - stod i flammer og skulle genopbygges, var palæerne ved Bredgade netop byggede færdige og den kongelige familie flyttede ind, slog sig ned og blev boende efter Christiansborg var genopbygget.

Amalienborg er oprindeligt seks palæer, de fire rundt om slotspladsen, som vi i dag kender som slottet og to ud mod Bredgade. palæerne er i øvrigt bygget af sandsten, der var et materiale der fandtes i Danmark. Oprindeligt var Marmorkirken projekteret som en del af planen, men af forskellige grunde blev den først bygget flere år senere og retegnet af en anden arkitekt, med et mindre budget til rådighed.

Eigtveds oprindelige plan for området, findes som et relief på det ene af palæerne, når man går fra kirken ned mod slottet. Eigtveds kirke var noget smallere, og ser for mig ud til at have givet inspiration til den endelige udformning.

relief af eigtveds ide

marmorkirken