onsdag den 31. oktober 2018

Dampfmaschine


Andendagen i Berlin var uden tvivl den dag med flest utilsigtede oplevelser. Dagen hvor vi igen og igen drejede om et hjørne for at se ting, steder eller arkitektur vi ikke på forhånd havde overvejet.

Andendagen er dagen der fylder i kameraet. Faktisk er der ikke rigtig nogen billeder fra den første dag, som gav helt andre og gode oplevelser. Men af den mere planlagte slags.











Efter Brandenburger Tor var vi sultne. Vi endte i den del af Kreuzberg, hvor turister sjældent finder vej, på en indisk restaurant med overdækket mulighed for at sidde ude. Maden var god og vi var mætte da vi gik videre. Planen var kaffe og vi valgte at gå langs Landwehrkanal, der næsten hele vejen bød på parklignende grønne områder.

Vi havde netop forceret en større vej og en bro - Zossener Brücke - da vi mødte dampmaskinen.



Hvad er det? spurgte Anders ud i luften - vel vidende hvad det var - og nærmede sig uhyret.

Det er en dampmaskine, svarede jeg, ikke helt sikker på om jeg havde ret. 



Kæmpestor og absolut ikke funktionsdygtig - Anders kunne med at halvt øje se at delene var svejset sammen og at den bærende beton bær lidt mere end nødvendigt - stod den midt i alt det grønne og bød sig til.

Den var ret imponerende i sin størrelse, og trods grafitti vidner den om en tid, da dampkræft var på sit højeste.











Vi gik et par gange rundt om den, jeg tog billeder, Anders åbnede for sin indre maskinnørd og holdt et inspirerende foredrag. Jeg spurgte, når noget blev interessant og fik alle de svar jeg kunne drømme om - og lidt til.

Jeg kan ikke finde noget om den. Vi aner ikke hvad den har været brugt til. Den har ikke nødvendigvis altid stået der, hvor den står. Men vi gætter på at den ikke er flyttet langt, og har været brugt til noget i forhold til kanalen.

Det kunne være sluseåbning, eller andet der med vandvejen at gøre.





Specielt fordi den står lige der ved kanalen. Og fordi vi ikke langt derfra stødte på en gammel bindingsværksbygning, der er bygget helt ud til vandet.

Vi kiggede på hinanden, overvejede hvad bygningen havde været brugt til, gættede på en gammel toldbod, og fik via Google hjælp til at opklare at her vi havde ret.





Onsdagsmasker


Jeg har erkendt nederlaget, drejet nøglen om og set i øjnene at somme tider skal man blive hjemme.

Jeg er hæs, lyder som en søløve og får de mest nederdrægtige hosteanfald, der holder mig vågen om natten. Det er en virus - Men du skal altså blive hjemme, sagde lægen. Så nu bliver jeg hjemme. Jeg synes bare ikke jeg mærker den store fremgang.

Det er en smule enerverende. Hvis jeg så bare kunne fornemme at der skete et eller andet...

















Læse:

Når jeg er hjemme, giver det mere tid til at læse. Altså færdiggjorde jeg Silkeorm og åbnede Ondskabens Høst, da jeg kravlede under dynerne i aftes. Samme forfatter, samme detektiv og samme assistent.

Det er tredie bog i serien, en fjerde er netop udkommet, men formentlig endnu ikke oversat. Jeg vil vente spændt.

Silkeorm var væmmelig. Jeg har en fornemmelse af at Ondskabens Høst bliver værre, på en mere grusom måde. Jeg er kun lige begyndt. Et afhugget ben er afleveret på detektivbureauet, politiet er involveret og tanker melder sig.

Denne tredie bog er en smule anderledes. Denne gang får vi også indblik i morderen. Vi ved ikke hvem han er, men vi følger ham sideløbende med fortællingen om Strike, Robin og deres forsøg på at opklare sagen, som bliver mere og mere personlig.


Strikke:

Jeg har skiftet mellem at ville pille hele det Westknitske sjal op og at strikke videre. Jeg hælder stærkt mod det første, men fortsætter alligevel.

Jeg er ikke imponeret, jeg bryder mig ikke om den endelige form, og det bliver ikke mindre rodet, som de sidste dele dukker op.

Jeg har alligevel lyst til at gøre et forsøg. Jeg har taget fat i den fjerde del - kun halvvejs gennem den tredie. Jeg ville gerne have mere af den multifarvede og har tilsat to pinde midt et ensfarvet mønster, samtidig med at jeg skråner i den ene side. Uden overhovedet at have regnet på det, strikker jeg og håber at kunne ende ud med en spids, i stedet for den oprindelige lige ende.

Perlerækken af den tilsatte multifarvede gror mere og mere på mig. Jeg synes det virker. Ligesom jeg synes at enkeltdelene er godt tænkt, og for sig selv fungerer rigtig godt. Det er sammensætningen jeg har et problem med.

Og mens jeg strikker, ved jeg, at hvis jeg holder op, kommer jeg måske aldrig i gang igen. Jeg tænker tanker om hvordan jeg igen kan involvere den turkise som et enkeltelement i det færdige sjal og jeg ved at lige om lidt stopper jeg alligevel, for jeg har lovet Emilie et hæklet dyr.

Det er vigtigt at holde hvad man lover. Specielt når deadlines er faretruende nær.





tirsdag den 30. oktober 2018

Den store port


Da vi første gang var i Berlin - for to år siden - var et af de vigtige mål Brandenburger Tor. Ikke så meget for turistværdigheden, men fordi det er den ene oplevelse, der står lysende klart fra min barndoms besøg i Berlin.





Jeg husker klart den store port, vi kunne se på lang afstand. Jeg husker aleneheden, men vidste ikke at muren stod bag. Den store bue hvormed muren holdt afstand, betød at min barndoms besøg ikke har samme erindring om opdelingen. Heller ikke selvom min far kunne hjælpe med billedemateriale, der viste den ensomme port, men også besøg tæt ved en mur, der stod skræmmende tæt ved Rigsdagen.

Besøget for to år siden var noget af en skuffelse. Porten var pakket ind, vi kunne hverken komme tæt på, eller om på den anden side. Et arrangement var under opsejling og store scener var stillet op.

Derfor var lige præcis pladsen foran Brandenburger Tor vigtig for mig at gense.







Vi var forbi to gange. Første gang den første aften, på vej hjem fra en udsøgt middag på den skønneste lille tapasbar. Jeg har vist linket før, men det tåler bestemt en gentagelse.

Det var mørkt, der var ikke mange ude, og vi havde et godt udsyn, standsede op, brugte tid, inden vi gik videre. Vi var mætte, trætte og frøs en lille smule.

Anden gang havde vi bedre tid. Vi havde været på Deutsches Historisches Museum, der ligger lige inden Museumsøen i den anden ende af Unter den Linden. Vi gik hele vejen ad alleen, og kunne se porten komme tættere og tættere på.





Vi gik gennem, og havde egentlig tanker om et besøg på Rigsdagen. Jeg ville gerne op i kuplen, men havde ikke rigtig læst på lektien. Selvfølgelig lukker man ikke hvem som helst ind i Tysklands magtcentrum, selvfølgelig skal man registrere sig på forhånd og selvfølgelig er der kø.

Vi er enige om, at vi ikke er færdige med Berlin. Vi er enige om at vi kommer tilbage. Altså må det blive en anden gang.





Vi gik gennem en lille bitte del af Tiergarten tilbage mod porten. Så den fra den anden side, gik gennem igen, og selvom Brandenburger Tor nok altid for mig vil være en vigtig del af Berlin, en del jeg gerne vil se igen og igen og igen, fik jeg nok for denne gang.





fredag den 26. oktober 2018

Gedächtnis Kirche


I 1895 stod Kaiser Wilhelm II's mesterværk af en kirke færdig. Den lå omgivet af samtidige bygninger, der sikkert har rummet boliger for dem, der kunne betale. Jeg har ingen anelse om det, men billedet nederst på Berlinguidens side om kirken, tyder på et velhaverkvarter.







I 1943 blev kirken og alle de omkringliggende bygninger ødelagt efter et britisk bombetogt. Tilbage står tårnet, som et monument over krig og ødelæggelse.

Det blev besluttet ikke at genopbygge kirken, men netop lade den stå som et vartegn. I stedet blev den en del af den nye meget morderne kirke, der er bygget rundt om det ødelagte tårn. De nye dele af kirken går under navnet Læbestiften og Pudderdåsen. Gedächtnis Kirche er i dag et af Berlins vartegn i skyggen af en historie, som aldrig skal gentages.





Kvarteret er genopbygget med moderne bygninger. Det er her de store magasiner som KaDeWe og Karstadt Berlin ligger. Der er fyldt med store hoteller og området er i virkeligheden langt fra, der hvor vi gerne ville have været. Jeg savnede det hyggelige byliv, når vi gik rundt mellem glas og metal.

Alligevel blev jeg slået af det ødelagte tårn, der mest af alt minder om interiøret i et computerspil, som det står og skriger mod alle de moderne bygninger. Og måske netop derfor gør sig gældende, og betyder at vi stopper op og tænker os om endnu en gang.





Om aftenen er tårnet oplyst af projektørlys. Der er ingen tvivl om at det skaber synlighed. Personligt synes jeg effekten ville have været bedre med lidt mere dunkelhed.





onsdag den 24. oktober 2018

Onsdagsmasker


Min kalender er meget omskiftelig, nogen uger er proppede, mens andre er ganske korte. Denne her er en af de lange, måske lidt for lange, men fyldt med lutter gode ting.

Der var den afsindig spændende AMR-temadag der talte lige ind i det arbejde vi er i gang med i hele kommunen om social kapital. Spørgeskemaundersøgelsen er færdig, vi kiggede svarene igennem i dag, og fik båndlagt personalemøder over de næste måneder til at arbejde videre i hele personalegruppen. Det bliver super spændende.

Der var også skolebestyrelsesmødet, der for øjeblikket er mere sjovt end egentlig givende. Det er en helt ny bestyrelse, der var valg lige før sommerferien. De er på, engagerede og vil rigtig gerne. At de måske gaber over mere end de reelt kan, og ikke har begreb om hvad der hører til i hvilke sammenhænge, er lige meget. Bare vi husker engagementet, så falder alting nok på plads med tiden.

Der er også torsdagstemadagen. Et nyt initiativ, der betyder at alle klasser har den samme underviser hele dagen. Hver torsdag hele året er en temadag. Temaet kan være alt, alle fag og det understøttende, og at man har en hel dag, betyder at der mulighed for at tage ud af huset, arbejde på andre måder eller bare vende undervisningen på hovedet.

Jeg har fire dage i løbet af året. I morgen er min første. Det var hændervridende og angstprovokerende, da vi først stod over for projektet. Nu glæder jeg mig. Vi skal arbejde med Micro:Bits, det skal alle fjerdeklasser i hele landet, og jeg har sat mig tungt på min klasse. Jeg har allieret mig med en af skolens it-vejledere. Hun synes det er lige så sjovt som mig, og vil være med hele formiddagen.

Vi satser på at eftermiddagen vil give plads til mere fri leg, når de har fået styr på de basale principper, og kan arbejde mere på egen hånd. Der skal selvfølgelig også være plads til noget bevægelse, til samarbejdsøvelser og alt det, der handler om trivsel og pædagogens rolle i skolen.

Fredag holder vi fest. Halloween står for døren. Vi har græskar til udhuling, et væld af spindelvæv og edderkopper i kassen med pynt og jeg overvejer at farve håret lilla. jeg har masser af lilla tilbage fra eventyret med farvet hår. Jeg nåede aldrig rigtig til det lilla, men nåede at konstatere at lilla holder ikke ret længe. Der skal ikke meget vask til, så er det væk... Jeg tror en heks med lilla hår er det helt rigtige.

Det eneste kedelige er de mange timer alt det gode dækker. Jeg skulle bare lige se, fandt lommeregneren og nåede op på fem og fyrre timer. Det skulle jeg måske ikke have gjort....


Men tænk hvor mange korte uger det må betyde - ude i fremtiden.















Læse:

Jeg læste Robert Galbraiths Gøgens kalden færdig i toget på vej hjem fra Tyskland. Jeg hoppede straks på bog nummer to - Silkeorm - da vi nåede hjem.

J. K. Rowling, som er synonym med forfatteren, er fantastisk til at skabe historier. Jagten i Gøgens kalden resulterede i en opklaring, der betyder at detektiven Strike nu har nok at lave. Sekretæren valgte at blive hos ham, men det er ikke uden problemer.

I Silkeorm er der ikke sket et mord endnu - jeg ved det kommer - og som sådan er det en temmelig lang intro til en bog. Det gør ikke noget, informationerne bliver bygget op, der kommer mere kød på persongalleriet, og den er let læst.

Jeg har den tredie bog stående klar, når den her er færdig. Jeg er sikker på jeg er klar til mere eventyr med Comoran Strike.


Strikke:

Jeg er ikke imponeret af dette års Stephen West Mystery. Det er overhovedet ikke umuligt det ender godt, men lige nu er jeg ikke imponeret. Det får mig mest af alt til at tænke: Rodebutik.

De mange farver gør kun i de tilfælde, hvor strikkeren har valgt en meget neutral palette, noget godt for designet. Jeg bliver mere og mere træt af mine farver, som slet ikke passer helt så godt sammen, som jeg forestillede.

Den turkise stikker ud, og lige nu har jeg valgt den fra. Den multifarvede er fin i meget små mængder  og dermed næsten valgt fra. De sidste tre er rigtig fine sammen. Altså valgte jeg at fortsætte med de to hovedfarver fra anden del.

Jeg er på ingen måde sikker på jeg har garn nok, og det er en lille smule svært at finde lysten til at fortsætte. Samtidig er jeg noget skuffet over den tredie del. Efter to dele, der begge bød på nye udfordringer, er den tredie grænsende til kedelig.

Jeg strikker alligevel videre, og ser hvad det bliver til.





mandag den 22. oktober 2018

Anders knækkede


Sidste dag i Berlin:

På vej mod toget runder vi en Edeka for at proviantere til rejsen. I grøntafdelingen har de kastanjer. Fine store kastanjer til en pris de hjemlige butikker slet ikke kan hamle op med.

Vi fylder et halvt kilo i en pose, betaler og stopper posen i kufferten.





I dag:

Emilie har Josefine på besøg, begge tøser ligger og daser i Emilies seng, mens de fniser om tøseting. Anders stikker hovedet ind på værelset og spørger hvordan de har det med kastanjer.

Josefine kigger på ham og konstaterer at kastanjer hører til i en børnehave og de er fine, når man får dem pillet ud af tornene.

Nej, nej! Fortsætter Anders. Kastanjer til at spise.

Josefine kigger forfærdet på ham og siger, Vi spiser ikke ... Planter... Hvorpå hun fortsætter med noget om kød, der ikke skal skæres i stykker.

I mellemtiden bryder Anders sammen af grin. Han griner så meget, at han må sætte sig ned på gulvet.

Josefine kigger op og konstaterer med en smule fnisen i stemmen at Jeg har knækket Anders...

Anders triller stadig rundt på gulvet.





Da Anders endelig er holdt op med at grine og igen kan sige noget med nogenlunde sammenhængende stemmeføring, får han sagt noget om Spise ikke planter! - Sagt af hende, der elsker kartofler overalt på Jorden....

Her bryder Emilie ind og begynder en længere udredning om at kartofler ikke er planter, det er rodfrugter. Hun bliver ved et stykke tid, indtil hun stopper op og tørt konstaterer: Jeg gør det bare værre!





De har nu begge to smagt kastanjer. Josefine for første gang, og det tåler vist en gentagelse.





søndag den 21. oktober 2018

Souveniers


Vi er hjemme igen, efter en flok skønne dage i solskin i Berlin. Vi vil gerne andre steder hen næste gang, men vi vil også gerne tilbage.

Da vi var i Stockholm i sommers startede Anders en ny tradition. T-shirst. Det startede da han på Medeltidsmuseet fandt den fedeste T-shirt med et tryk af Stockholms første officielle segl. Senere viste Vasamuseets butik også at ligge inde med en T-shirt han gider gå rundt med. For han gider ikke gå rundt med hvad som helst.





Siden er det med T.-shirts blevet en ting, og han har sendt bud efter mere end en med fede tryk fra sine yndlings podcastere.

Altså var vi nødt til at se om ikke også Berlin skulle kunne bidrage til samlingen. På Deutsches Historisches Museum havde de desværre ingen T-shirts, kun designerting, som ikke havde noget med museet at gøre. Det var faktisk lidt trist, og kortvarigt blev det med T-shirts lagt i graven.

Indtil vi kom forbi en turistbutik, og for en god ordens skyld forsøgte - uden de store ambitioner - og der viste sig en mulighed, som han godt gad. Dermed kom Berlin med hjem på tryk.





Jeg vil hellere finde en anden slags souvenir. Garn. Helst lokalt og noget der ikke bare kan købes. Jeg har en drøm om at lære at finde de rigtige steder, og med tiden kan det være jeg lærer det.

Denne gang havde jeg fundet to garnbutikker, som vi begge kom forbi. Den første havde i virkeligheden ikke noget jeg ville have - eller det er ikke helt rigtigt, for der var masser af lækkert garn, bare ikke i den kaliber jeg leder efter.

Jeg har nemlig også et andet krav. Jeg har vist sagt det før, men jeg ønsker mig et lager af über-lækkert strømpegarn af den slags, der ikke fåes alle steder. Jeg fandt faktisk lige præcis den slags i Stockholm, men det har jeg helt glemt at fortælle om. Det kommer, jeg lover det, for det kræver sit helt eget indlæg.

Den anden butik, lå langt ude i det nordlige Berlin i Tegel. Vi kunne tage U-bahnen lige dertil og mens jeg fandt et enkelt fed Wollmeise i en fin changerende (håber jeg) blå, fandt Anders kaffe og så var alting vel egentlig i skønneste orden.





Butikken - Wollwind - er en af de der hyggelige små garnbutikker med overraskende mange kunder og fyldt med lækkert garn. De havde en hel reol dedikeret dansk garn, og overalt var der lige lidt mere af det lækre.

Jeg gik derfra med mit ene fed garn og kan dermed krydse Wollmeise af på den mentale liste over garn jeg aldrig har strikket af. Der er meget garn i sådan et fed - lidt over hundrede halvtreds gram, så der skal tænkes lidt over hvilke strømper det skal blive til.

På den anden side er det fint at tænke længe - lige præcis strømpegarn vil jeg jo netop gerne tilføje til lageret :)