fredag den 19. oktober 2018

Fredagsmasker


Det er noget andet at være i en by for anden gang. Eller tredie eller fjerde vil jeg tro.

Første gang spurtede vi rundt for at nå alt det, vi gerne ville se, denne gang ser vi det vi vil. Og som udgangspunkt så vi ikke meget i går, men alligevel kom vi langt rundt i byen. Vi var steder vi ikke var sidst, afgjort fordi vi bor et andet sted, og dermed bevæger os i andre kredse.

Vejret var med os i går, i dag er temperaturerne faldet og måske bliver det ikke helt så skønt at sidde udenfor når aftenen falder på. Vi (en af os) fik kaffe, vi spiste burgere på et sted der ikke levede op til egne ambitioner. Det var ikke dårligt, men det var heller ikke fantastisk.

Vi drak drinks på en alt for fashionabel drinksbar og gik på hjemvejen forbi en tapasbar med overdækning og varme udendørs, der muligvis ikke laver fancy drinks, men garanteret er meget hyggeligere end aftenens bekendtskab. Vi har i hvert fald krydset den af som en mulighed i aften.

I dag venter det tyske historiske museum, et håb om en spændende våbenudstilling og en garnbutik helt derude hvor vores billet lige strækker sig til, og som jeg lige præcis nåede for sent frem til, men som gennem ruderne så spændende ud.

Jeg har en drøm om at se rigsdagen indefra, kigge op i kuplen og betages af lysindfaldet. Jeg ved ikke om vi når det, for tiden går tit stærkere end vi regner med, og vi gider ikke at skulle skynde os. Så hellere daske rundt og suge byen til os.













Læse:

Jeg afsluttede Det sidste Kongerige tidsnok til at stoppe en ny bog i kufferten.

Specielt var jeg vild med Cornwells historiske noter bagerst i bogen. Her redegør han for hvor meget af bogens indhold, der er historisk baseret, hvor han bevidst har byttet om på den historiske rækkefølge og hvilke historiske personer, der optræder i bogen.

Han fortæller hvordan han har stoppet persongalleriet med personer, der får historien til at hænge sammen og hvor han har besluttet at bruge sin fantasi, Han slutter med at fortælle hvordan han vil bruge Uthred til at fortælle hele historien om hvordan England blev til et rige, og hvorfor vi må forvente at samme Uthred med tiden kommer til at bevæge sig over store afstande på det Britiske kontinent.

Det lovede godt for senere.

Jeg lod alligevel Uthred ligge, og tog Gøgens kalden af Robert Calbraith med mig. Forfatteren er et synonym for J. K. Rowling, som på sin sædvanlige letlæselig facon fortæller en historie i flere lag om den lidt flossede detektiv Comoran Strike og hans (måske fremtidige) sekretær.

Strike forsøger at finde hoved og hale i et dødsfald alle - ham selv inklusive - mener er et selvmord, og sekretæren, der kun skal være vikar, men som altid har drømt om detektivarbejde, bliver mere og mere fanget ind i det på samme tid kedelige og spændende arbejde.


Strikke:

Da anden del af Stephen Wests mystiske sjal ankom, strikkede jeg løs efter anvisningerne, vel vidende at jeg ikke kunne lide det er dukkede frem fra mine pinde, men uden at stoppe.

Mærkeligt, kan man tænke, men jeg kunne i øjeblikket ikke se anden udvej. Den mangefarvede tillægsfarve, som jeg havde forestillet mig som et strejf i de ensfarvede, blev pludselig sat i centrum, og mens jeg strikkede, blev jeg mere og mere bevidst om, at det her er et stykke strik, jeg formentlig aldrig kommer til at bruge.

Indtil den første halvdel var færdig, jeg lagde det hele lidt væk og lysten til at fortsætte var helt forsvundet. Først der gik det op for mig, at jeg bestemmer og jeg kan vælge at bruge den mangefarvede lige som jeg vil.

Så det gjorde jeg. Den anden halvdel blev på min måde, med mine farvesammensætninger, og pludselig er det igen blevet et spændende stykke strik.

Nu er jeg der, hvor første halvdel er pillet op igen og skal strikkes forfra. Jeg er der hvor de mange lettiske fletninger ikke kun er ny teknik - jeg har strikket dem før, men glemt hvordan. Men også der hvor årets mystery fra Hr West er et under af ny lærdom.

Det første clue var en ny oplevelse af patent. Jeg ved ikke hvad det hedder på dansk, men forrykket patent, så maskerne skifter mellem at være for og bag, skifter mellem at være ret og vrang - som perlestrik, og alligevel slet ikke.

Andet clue har givet mig muligheden for at øve engelsk strik. De mange pinde i fletningerne med snoet garn, garn på retsiden af arbejdet og vragmasker i en uendelighed, gør det meget lettere at bruge den engelske slå-tråden-om-pinden måde at arbejde på.







Jeg gør det sikkert ikke rigtigt, jeg er langsom, men ikke så langsom som skulle jeg både sno og flytte garn frem og tilbage mellem for- og bagside, og jeg fundet et flow, der virker for mig. Helt sikkert en måde at strikke på, som jeg aldrig havde set komme.

Og som sjalet efterhånden æder sig ind på mig og bliver mere og mere mig, gør det på ingen måde noget, hvis jeg aldrig får det brugt. For der ligger allerede så meget læring i det.

I øvrigt får ugens del mig til tænke på en natsværmer, med sin tykke krop og små vinger. Er jeg den eneste, der ser det?





torsdag den 18. oktober 2018

Tåge


Der var lovet tåge over store dele af Danmark, da i i går tidlig formiddags låste døren derhjemme og gik mod nye eventyr.





Målet er Berlin, og mens tågen lettede over land, lå den tæt over vand.

Det var tåget da toget kørte over Storstrøm, og Farøbroerne, i det knap så fjerne, var næsten ikke til at se. Hen over Falster og Lolland lettede tågen igen, kun for at slå til i et eventyragtigt scenarie ude over Femern Bælt.

Solen skinnede, vandet var spejlblankt og der var ikke den mindste luftning at spore, når vi stod på dækket. Der var skønt ude, og oplevelsen af at være helt alene ude midt i et stykke vand, der på andre tider giver udsyn til land i begge ender af rejsen, var helt fantastisk.





Da vi fortsatte rejsen gennem Tyskland, på vej mod Hamburg og Berlin, lå tågen tungerne end over Danmark, men kun som spredte rester af mosekonebryg mellem stammer, når vi passerede landlige omgivelser med marker og træer i det fjerne.

Fremme i Berlin fandt vi hotellet, ud fra hukommelsen, for jeg havde glemt min mobiltelefon med alle oplysningerne derhjemme, og nåede mere end en gang på rejsens løb at ærgrer mig, og følte mig mest af alt som en teenager med seperationsangst og Fear of missing out.

Samtidig nåede jeg at blive enig med mig selv om, at det nok er meget sundt at undvære i et par dage. Stor var glæden alligevel, da jeg åbnede kufferten og telefonen lå øverst blandt det pakkede.





Klokken var mange, vi fyldte køleskabet med ingredienser til morgenmad og fandt den skønneste lille tapasbar med store anretninger, udsøgt mad og skøn betjening, i et autentisk lokale med skinker og hvisløgsranker hængende fra loftet, spansktalende indehaver og en stemning, der lovede godt allerede inden vi gik indenfor.

Vi blev ikke skuffede, var mere end mætte da vi gik derfra og rundede Brandenburger Tor, inden turen tilbage mod hotellet og de dyner der kaldte mere og mere.





Jeg har ikke glemt onsdagsmaskerne. Billeder blev der plads til i går, mens indlægget må vente på tid foran skærm og tastatur. Det skal nok komme.

Lige nu er det tid til morgenmad og oplevelser ude i byen.





tirsdag den 16. oktober 2018

Dionysus som kjole


Kjole er færdig, og pakket i den nye kuffert til turen mod Berlin i morgen. Vi har ikke travlt, kan sove lidt længere end på normale hverdage og stadig være fremme ved hotellet inden vi bliver alt for sultne.





Det bliver skønt med et par dage hjemmefra.

Det seneste stykke færdig strik blev foreviget under et træ, da vi i lørdags gik på den hyggelige sti med de sjove dyredekorationer hjem til min søster og Zacharias' fødselsdag.

Jeg tror godt den kan gå hen og blive et hit. Også selvom jeg er blevet lidt usikker på om den skulle have været fem centimeter længere.

Noget andet jeg er usikker på, er det mystiske sjal. Jeg har strikket halvvejs gennem anden del. Fulgte anvisningerne og brugte det multimangefarvede garn i alt for store felter. Jeg ved jo godt jeg ikke kan lide det. Hvorfor jeg fortsatte forstår jeg stadig ikke.

Nu laver jeg det om. Strikker den anden halvdel med en anden farvekombination og piller først den første halvdel op, når den anden er færdig.

Jeg satser på billeder af både den første og den anden version i morgen, når det bliver onsdag og tid til masker og bogstaver. Mon ikke jeg kan finde et sted at lægge både bog og masker undervejs på rejsen i morgen...









Design: Dionysus af Theresa Ehlers.


Garn: Økologisk bomuldsgarn fundet i Føtex. Det hedder Cotton, men der står ikke noget firmanavn. Det løber 170 cm pr 50 gram.

Jeg brugte en kombination af en meget lys grøn, en mørk og en lys grå.

Den færdige kjole vejer 345 gram. Mest af den grønne og mindst af den mørke grå, der kun blev brugt til kanter.


Pinde: 2½ og 3 mm. Rundpinde.


Størrelse: Så den passede mig, og meget passet til.





Bemærkninger: Jeg lagde ud med at hækle en meget lang luftmaskerække og samle 156 masker op, så jeg senere kunne løsne de hæklede masker og strikke kant over åbne masker.

De 156 masker er 32 mere end den største størrelse, men dels strikkede jeg på en mindre pind, dels ville jeg have en ikke alt for tæt halsudskæring.

Det betød at hver sektion (for, bag og ærmer) blev forøget med 8 masker hver.

Jeg tog ud som i opskriften til jeg synes det passede og strikkede derefter uden mønstret.

Jeg tog ind til talje og tog ud igen om hoften, rundt om de ribstrikkede masker i sidesømmen, og lod de udtagne masker følge mønstret. Jeg tog både ind og ud på hver anden stribe - jeg skiftede farve for hver fire pinde, på den anden retpind i mønstret.

Da jeg havde en hel mønsterrapport mere, virkede omkredsen fornuftig, og jeg fortsatte lige ned, uden yderligere udtagninger.





Da jeg synes kjolen havde en passende længde strikkede jeg et stykke udelukkende med den grønne, inden jeg strikkede tre retriller som kant.

Jeg strikkede de samme tre retriller som kant i hals og ærmegab. I halsen strikkede jeg tre masker sammen i hver hjørne på hver anden pind, på ærmerne samlede jeg masker op under armen, så det blev en pæn kant.

Hals- og ærmekanter strikkede jeg på pind 2½, resten - både kjole og kant forneden - på pind 3.



Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





mandag den 15. oktober 2018

Mod efterårsferie


Ferien startede vel officielt i fredags, da alle skolens unger kom hjem fra ti kilometer rundt om søen. Damhussøen. Alle skulle bevæge sig ti kilometer, fortalte nogen af de mindst forhærdede. Jeg hørte senere at en af de seje tøser fra ottende, tog turen fire gange - i løb. Og at en af de allermindste havde holdt tempoet oppe mod en lærer - der ikke løb alt for langsomt - det meste af turen rundt.





Jeg har fri ugens sidste tre dage, og kunne derfor stå tidligt op og åbne Klubben, få bestilt den årlige heftighed af hobbymaterialer, så julegaverne skulle være hjemme og nå at gøre køleskabene rene inden alle børn var dukket op. Det sidste har stået på todo-listen lidt for længe..

Når man åbner kan man gå tidligt hjem, og dermed blev dagen beriget med både en opfyldning på babykontoen, med en vågen, smilende og pludrende baby, der godt nok endte med at falde i søvn. Det tog jeg som afgangsignal, sagde pænt farvel (vi ses igen i morgen) og kørte forbi centret i forsøget på at finde en kuffert.





Den gamle kan ikke mere. Og på onsdag er vi dem der er smuttet. Vi tager til Berlin. En hurtig beslutning i noget nær sidste øjeblik, fik os til at bestille både togbilletter og hotellejlighed i en by vi længe har talt om at skulle tilbage til.

At sommerferiens togoplevelser, betyder tilbagebetaling der nærmest på øre passer med overnatning, er så absolut et plus. Og at vi først bliver kompenseret nu er afgjort vores skyld. Meget kan man beskylde den Svenske Jernbane for, men de er hurtige, når de har taget en beslutning.

Til gengæld gik jeg en smule i sort over alle de oplysninger, der er nødvendige for udbetalinger over landegrænser. Så meget i sort at det blev udsat og udsat og udsat. For at vise sig at være langt lettere end jeg troede. Specielt når bankdamer er hjælpsomme, og godt kan forstå man kan gå i stå over bogstavkombinationer, der aldrig før er hørt.

Jeg fandt en lilla kuffert, har vasket bunken af vasketøj, og ser frem til at kunne pakke rent tøj i en ny kuffert.


Fik jeg sagt, vi glæder os?





Billederne er fra i lørdags, hvor Zacharias fyldte elleve og blev en mobiltelefon rigere. Numre blev tastet ind og glæden var stor. Han har ventet længe. I årevis. Lige siden storesøster som elleveårig fik sit eget device og lillebror kunne konstatere at elleve var det magiske år. Victoria blev sytten for halvanden måned siden...

Zacharias havde valgt temaet for dagen. Huset var fyldt med spøgelser, spindelvæv og flagermus. Græskarene udenfor har min søster og Victoria hulet ud og skåret til.


Jeg synes de er vildt flotte.





onsdag den 10. oktober 2018

Onsdagsmasker


Stephen West har skudt gang i årets mystiske sjal og jeg er - selvfølgelig - med.

Det er lige før man skulle tro timingen er bestilt, for i søndags tabte jeg mit sidst strikkede sjal - som jeg ellers var rigtig glad for - og selvom jeg gik hele vejen tilbage, ad den rute Sille jeg jeg havde gået med barnevognen, til der, hvor jeg var sikker på jeg havde det sidst, fandt jeg det ikke igen.

Jeg håber at den, der har fundet det, er en der har brug for varme og mangler midlerne.

Jeg smed også den ene af mine vanter væk i søndags. Så nu er der grundlag for endnu en gang vantestrik.

Søndag var ikke min heldigste dag.

















Læse:

Uthred har lært at læse. Nok til at kunne forstå ordre og dermed overtage ledelsen af flåden. Tolv skibe mod vikingernes to hundrede.

han er også blevet gift, et ikke fuldstændig elendigt foretagende. Omend han ikke så frem til det.

Nu venter vist det afgørende slag. Der er ikke mange sider tilbage, så de kan godt se at komme i gang med at slås.

Det er ikke en hurtig historie. Til tider går det lidt langsomt, men jeg er stadig underholdt, og det kan godt harmonere med en langsom fortælling.


Strikke:

Jeg er færdig med første del af Stephen Wests mystiske sjal anno 2018.

Det var en interessant oplevelse. Forskudt patent. Hvis der er noget, der hedder det. For og bagside er begge spændende at se på, og selvom jeg synes det er blevet noget mere farverigt end jeg havde forudset, er jeg alligevel spændt på fortsættelsen og tænker umiddelbart det godt kan blive brugt.

Jeg strikker af Palette fra Knit Picks, sat sammen med et enkelt nøgle multifarvet Alegría fra Manos del Uruguay.





tirsdag den 9. oktober 2018

Penselstrøg på penselstrøg


Weekenderne er fyldt til bristepunktet i øjeblikket. Den sidst overståede var ikke nogen undtagelse.





I lørdags holdt min fars kæreste halvfjerds års fødselsdag. Jeg var længe i tvivl om hvad hun skulle have, og overvejede for og imod, inden jeg foreslog at en fælles gave fra både min mor, min søster, jeg og vores respektive tilbehør kunne være et billede af min far.

Alle synes det var en god ide, og umiddelbart havde jeg også masser af tid. Jeg skulle bare lige være færdig med tæppet til Oscar først, og pludselig havde jeg mindre end en uge.

I virkeligheden tager det ikke så lang tid at male et billede. Det der tager længst tid, er at tegne op og føre over. Med en vis grad af erfaring, tager selve maleriet ikke voldsomt lang tid.

Altså satte jeg sidste penselstrøg fredag formiddag, inden jeg tog på arbejde og rammede ind og pakkede ind fredag aften, så alt var klar til at skulle ud af døren tidligt lørdag  morgen.





Jeg brugte det billede jeg tog af min far på hans halvfjerds års fødselsdag som forlæg. Min far brød sig ikke specielt om fotografering, han ville helst være bag kameraet, derfor måtte jeg syv år tilbage, for at finde et der duede.

Jeg har før skrevet om hvordan jeg maler billederne, der mest af alt minder om paint-by-number-konceptet. Jeg har før skrevet om hvordan felter i tre forskellige farver kan skabet et menneske vi kender, og jeg har før skrevet om hvor vildt det er at se velkendte træk vokse frem.

Denne gang var ingen undtagelse. Denne gang var det vigtigere end nogen sinde før. Også denne gang var genkendelsen så virkelig at hårene rejste sig på armene af mig, som ansigtet voksede frem. Det er så meget min far.





Og der ingen tvivl om det lidt bistre smil, der gemmer sig i skægget.

Der blev glæde.
Og det er hængt op.





torsdag den 4. oktober 2018

Torsdagsmasker


Tæppet er færdigt, kjolen hænger til tørre og onsdag aften lavede vi bolsjer. Altså blev det ikke i går jeg skrev om masker, og jeg har har fundet et længe ventende projekt frem igen.

Strømpestrikken, som aldrig rigtig står stille - hvis det at der er slået op og stikket mere end fem omgange tæller. For de igangværende strømper har måtte vente længe, mens jeg har brugt tiden i sofaen sammen med tæppet til Oscar.

Nu er det tid til strømper igen. Og inden jeg så mig om, nåede jeg pludselig dobbelt længde på det par, der kun var halvvejs gennem den øverste kant.

I aften er der igen møde på programmet. BUPL holder generalforsamling, og selvom det sjældent er gruopvækkende spændende, tager jeg med. Ind mellem alt det mindre spændende, er der som regel en oplysning eller to, der er værd at tage med hjem, der bliver serveret god mad - og vigtigst bliver det holdt lige rundt om hjørnet, og jeg må gerne strikke.

Og dermed er et andet gammelt og længe ventende projekt er fundet frem fra gemmerne og støvet af, for at kunne komme med. Strømpestrik med mange snoninger er alligevel ikke det bedste til sådan en fællessamling.















Læse:

Wessex er det sidste kongerige, da Uthred i en alder af femten år for anden gang oplever at blive faderløs. Inden da har han lært meget af sin danske far, Ragner, og føler sig langt mere som viking end som englænder. Han har været med i kamp, han har fundet en bedste ven i den engelske Brida, der også hellere vil være hos danskerne, og fælles stak de af og tilbage til rødderne, da Kong Alfred befriede dem fra et fangenskab, der slet ikke var et fangenskab.

Nu er de tilbage i Wessex hos Alfred og præsten Beocca. Uthred skal lære englænderne kunsten at kæmpe fra skibe og han er voldsomt i tvivl om hvor hans loyalitet skal findes i striden mellem England og besættelsesmagten.

Men en ting er han sikker på - får han muligheden skal Ragner hævnes. Og muligheden ligger i at slå Kjartan og hans søn Svend ihjel. Når han finder dem.


Strikke:

Jeg strikker Coffee Cantata til Anders. Strømper fyldt med snoninger og med et navn, der kun kan gøre Anders glad. De lange skafter, de mange snoninger og en størrelse 47 fod, fik mig til at tvivle på at hundrede gram vil kunne gøre det.

Her er Ravelry en ven. Opslag hos andre, der har strikket samme strømper, gav viden om at hundrede gram er langt fra nok. Altså gik vi på jagt efter strømpegarn i større mængde. Anders faldt for uld med Yak fra Regia, og med to nøgler er jeg startet på begge strømper samtidig.

Jeg strikker lidt på den ene, lidt på den anden, og kan dermed også huske, når jeg laver ændringer undervejs. Jeg vender for eksempel snoningerne. Jeg synes strømper skal være symmetriske. Ikke kun højre og venstre, men også snoningerne på siderne, undres jeg over ikke vender forskelligt.

Det gør de i min version, og hvis der senere viser sig vanskeligheder, er det godt at være nogenlunde samme sted på begge strømper, så rettelser kan huskes og klares med det samme, så enslydende som muligt.

Nu håber jeg blot at det lidt løse garn, vil være nok til at vise de mange snoninger i deres pragt, når jeg bliver færdig.





onsdag den 3. oktober 2018

Dinosaur i striber


Efterhånden som dagen for Oscars navngivning nærmede sig, blev jeg mere og mere hektisk for at få tæppet færdigt.





Det lykkedes, og blot et par dage før kunne jeg skylle det op og ligge det til tørre midt på stuegulvet. Fredag havde jeg det med på arbejde og fandt tid til hurtige billeder i blæsevejret og indpakning, så det ikke lå frit fremme, da forældrene ankom til borddækning og klargøring.

Og så kunne det ellers ligge og vente til søndag.

Stor var glæden, da det blev pakket ud, og skønt var det at opleve gæsternes overraskelse, da striberne ændrede form og blev til et billede, alt efter hvordan tæppet blev vinklet.





Der er ingen tvivl om, at tungen skal holdes lige i munden, når der strikkes skyggestrik og maskemarkører for hver tiende maske er en rigtig god ide. Men så er det heller ikke sværere. Ud over at kunne tælle, kræves der kun ret- og vrangmasker, og når først princippet er forstået er det temmelig enkelt.

Derfor kunne jeg ikke lade være med at synes det var lettjente point, når den ene gæst efter den anden roste arbejdet til skyerne.

Og jeg øver mig stadig i det med ros.












Design: Dinosaur Illusion Baby Blanket af Steve Plummer.

Navnet er inkorporeret med bogstaver fra Illiusion Alphabets, også af Steve Plummer.


Garn: Pernilla fra Filcolana. Den lyse hedder Raindrop, den mørke Fisherman Blue.

Det færdige tæppe vejer 539 gram, og jeg nåede at tage hul på det 6. nøgle af begge farver.


Pinde: 3½ mm - rundpind.


Størrelse: Jeg glemte at måle det, men jeg brugte samme maskeantal som på tæppet til Rose, så jeg gætter på at det er cirka lige så stort - 100 x 132 cm.





Bemærkninger: Jeg brugte samme modifikationer som på tæppet med pingvinen. Altså 180 masker og en tilsvarende mængde ekstra pinde, så proportionerne blev holdt.

Denne gang brugte jeg mindre bogstaver, der findes både i store og små, så navnet ikke står med blokbogstaver.

Kantmaskerne strikkede jeg ret.

Jeg strikkede kanterne som det andet tæppe - top og bund først efter opskriften. Siderne så de ekstra masker blev strikket op i de allerede strikkede kanter, og jeg undgik sammensyning til slut.





Jeg afsluttede med en icord. Det gav en fin kant, synes jeg.

Jeg tror ikke jeg bliver færdig med at synes det er sjovt at se mønstret dukke op, alt efter hvordan tæppet ligger.


Har du lyst til at se flere billeder af tæppet, kan den ses lige her på Ravery.