onsdag den 31. juli 2013

Klar til lange traveture i sommervarmen


Jeg har gået mig gennem sommeren med klip-klappere.

Ud over fine hvide streger lige der hvor sålen bliver holdt fast over foden, har det givet mig pæne brune fødder. Det har også givet mig en forståelse for at klip-klapperen nok er gode til kortere ture, men ikke egner sig til heldagsture med meget gang. Det giver nemlig både kramper og ømme lægmuskler. I hvert fald ikke hvis man som jeg blot hopper i de nærmeste og billigste.


sko1

sko2.

sko3


Selvom klip-klappere uden tvivl også de næste år vil være min foretrukne sommerfodbeklædning er jeg begyndt at se fidusen i noget mere praktisk. Til de lange dage. Til dagene med oplevelser. Men jeg er ikke let at stille tilfreds. For hvor finder man sandaler, der både er gode at gå i, sidder godt på foden og er pæne? Det sidste hænger i min verden også sammen med feminine.

Jeg har ikke kunne finde nogen.

Indtil i går. I går fandt jeg et par sandaler, som muligvis opfylder alle mine krav. Det føles i hvert fald sådan. Et par af fornuftig tysk kvalitet. Sådan et par som jeg forhåbentlig kommer til at have i flere år. For de skal ikke bruges hver dag. Bare de dage, der står lange ture på programmet. Som i dag - selvom vi ikke kom nogen steder.

De har været dejlige i dag.


Som et tillæg har jeg lært, at det er temmelig besværgerligt at fedte sko, der stort set ikke er andet end remme, ind i læderfedt. Det er unægteligt noget nemmere, når der er noget at holde i. Men nu er de altså fedtet ind, og kan formentlig sagtens tåle en byge - skulle der komme en forbi i morgen.

Tilbageblik


Solur ved Selsø Slot

Frokostudsigt ved Selsø Kirke

Selsø Kirke

Selsø Sø


Den dag vi var ved Selsø nød vi ikke kun udsigten. Vi nød vejret og Emilie lærte om solure. At solen viser tiden anderledes end et ur der hænger på væggen. At tallene står i en helt forkert rækkefølge. Forkert i forhold til det indlærte. Rigtigt i forhold til solure.

Vi kørte med bussen tilbage til Frederikssund. Gennem et bølgende landskab og byer med navne som  Sønderby og Østby og en hel masse der endte med *lev. Landsbyer af den gamle slags. Tænker jeg. Sådan nogle hvor tid har en anden betydning, hvor alle kender alle og døre ikke nødvendigvis behøver være låst. Måske tager jeg fejl. Det har jeg gjort før.

I Frederikssund stod vi af længe inden stationen. Selvom turen gennem landskabet var hyggelig er hverken Emilie eller jeg særlig søstærke når det gælder motoriserede køretøjer. Hverken bil eller bus gør godt i vores maver. Tog derimod, det klarer vi fint. Når vi altså sidder den rigtige vej. Med køreretningen.

Måske er vi bare sarte. Jeg påstår hårdnakket det er fordi vi ikke har bil. At vi ikke er hærdede.


Privat havn i Frederikssund

Frederikssund Rådhus

Så vi gik. Næsten oppe fra broen og ned langs vandet. Gennem et par private havne. Tænk at have sin egen havn. Og videre gennem byen og forbi en isbod, der havde det helt store udvalg. Og en ismand der gerne ændrede på opskrifterne.

Vi satte os på et torv. Torvet fandt jeg senere ud af. Med udsigt til det fineste hus, både min mor og jeg overvejede om mon havde huset borgmesteren, dengang der var borgmestre til. Det har det. Og gør vist stadig. Så vidt jeg kan finde ud af. I dag bare med udbygninger, så stort set samtlige bygninger på torvet og omegn i dag rummer kommunale kontorer.

Da isen var spist var vi mætte. Både af is og indtryk. Vi gik videre mod stationen og et tog, der netop holdt og ventede på os. Men inden vi nåede helt så langt fandt vi endnu en grund til at min trang til at sy godt kunne tage at dukke op igen.

En kjole med fine detaljer. Detaljer, der godt kunne kopieres en dag. Når jeg altså finder det der sy-mojo.

Frølår


Eller det er det ikke. Så et frøforben da.


Frøforben

Frøforben

Frøforben


Det første forben er færdigt.

Det er meget arbejde i benene.

Meget mere end først antaget.

Lige nu går det ikke så stærkt.

Men her ligger et ben.

Med tæer og alting.

tirsdag den 30. juli 2013

For meget ferie - eller hvorfor mon jeg bliver træt efter at vende tilbage til hverdagen?


Det er ikke fordi det er hårdt at være på arbejde. Nærmest tvært imod. Med få børn kan det være svært at fylde tiden ud. Så er det godt vi har listen. Vi laver en hvert år. Lister alt det op vi aldrig når i hverdagen og arbejder os stille og roligt igennem i løbet af ferien. Krydser af, så alle ved hvor langt vi er nået, efterhånden som vi går fra og kommer tilbage,

Så jeg skurede ovnen i dag. Nu er den pæn. Det kunne man ikke sige i går.


Efter regnen - altanen juli 2013


Ikke fordi det er hårdt at skure en ovn. Men det var noget nær dagens højdepunkt. Med mindre det tæller med at svare igen og igen og igen, når den lille nye tredieklasseselev igen og igen og igen siger: Hvorfor?

Det virker lidt som det eneste ord han kan.

Men altså. Selvom det ikke er hårdt er det noget. De sidste to dage er jeg nærmest kolapset når jeg kommer hjem. I går mere end i dag. Så der er håb.

I dag har jeg lavet lidt hjemme. Bagt. Gjort klar til turmadpakke. Planen er en tur. Hvorhen ved vi ikke endnu. Hvis altså nogen vil med. Ture er gode. Det giver lidt mere spænding i hverdagen. Fylder tiden så godt.

I dag har det også regnet. Endelig. er jeg tilbøjelig til at sige.


Efter regnen - altanen juli 2013


Hjemme bankede det pludselig på ruderne. Store tunge dryp. Og bragede. I det fjerne. Nogen er glade. Nogen livede ganske op. Nogen rejste hovederne og sukkede efter mere.

Nogen er planterne på altanen.

Jeg nøjedes med at nyde lyden mod vinduerne.

Regn er hyggeligt.

Specielt med en god bog inden for rækkevidde.

mandag den 29. juli 2013

Skønne timer


Frøens krop er færdig. Jeg synes mest den ligner en cykelsadel, mens Anders mere er til raketter - noget med ild i den ene ende og høj fart...


frø1

frø2


Dagen gik med arbejde. Det er altid skønt at gense kolleger efter en ferie. Det er også skønt at have tid til snak. Vi havde masser af tid, næsten så meget at det blev (kun næsten) kedeligt. Den begrænsede børnemængde krævede ikke meget hjælp.

Vi har planlagt tur til Frilandsmuseet på torsdag. Sammen med resten af SFO'en. For det er immervæk sjovere at være af sted med femten børn i stedet for tre.

Desværre bragte dagen også dårlige nyheder. Skuret der rummede SFO'ens og Skolens to Christiniacykler - en med motor og en uden - er i løbet af weekenden brudt op. Cyklerne er væk, tilbage lå hjelmene.

Første dag efter ferien


Altanen - juli 2013


Dagen er i gang. Tasken er pakket og om lidt vil jeg køre ud i livet. I arbejdslivet.

Det er stadig sommerferie, og det mærkes. Vi har sommerferieåbent og timerne er omlagt. I dag møder jeg tidligt. Så har jeg tidligt fri. I morgen er det omvendt.

God sommer derude.

søndag den 28. juli 2013

Altanhygge mellem blæst og solskin


Jeg trak ud på altanen. Fandt alt det, jeg tænkte at skulle bruge og satte mig med parasollen.


Altanen - juli 2013

Altanen - juli 2013


Selvom der ikke er meget vind, har det alligevel luftet en del heroppe på tredie. Vi er sidste blok inden Vestvolden, resten er lavt byggeri og der er ikke noget til at tage af for vinden. En almindelig parasol som vores er i virkeligheden ikke meget bevendt. Specielt ikke fordi den er gammel og ikke længere så god til at modstå vindstød.

Det er længe siden foden forsvandt. Den kunne ikke mere og den kunne heller ikke sikre at parasollen blev stående oprejst. I stedet er jeg nået frem til en metode, der holder solen på afstand, giver plads til luft og gør solrige og meget varme dage udholdelige derude.

Jeg sætter to af stiverne med stof og alting fast mellem altankasserne og altanvæggen. Selve pinden til parasollen ligger løs med spidsen i et af mellemrummene i trægulvet eller bænkens sæde.

På helt vindstille dage kan den blíve liggende. På dage som i dag, hvor det blæser en smule er den nødt til at blive holdt fast. Altså satte jeg mig godt til rette med pinden mellem benene og hyggede derude i luften, uden alt for meget direkte sol.


Parasolbalancering - altanen juli 2013


Og når jeg ikke kunne gå fra parasollen uden fare for at den skulle flyve sin vej, er det vildt så nemt der er at få andre til at hente det jeg havde glemt at tage med. Eller koldt vand da jeg løb tør.

Da solen forsvandt bag skyer der stille trækker op, pakkede jeg parasollen sammen og blev derude. Det hjælper unægtelig på muligheden for mobilitet. Til sidst endte jeg med et tæppe. Det begyndte at blive koldt. Nu er jeg trukket helt ind. Skyerne dækker næsten hele himlen nu, og jeg håber at den regn vi i flere dage er blevet lovet vil vise sig i løbet af de næste timer eller i nat.

Planterne trænger. Det regnede godt nok i aftes og i nat, men selvom det virkede som om der faldt en hel del, var al væde nærmest fordampet, da jeg stod op i morges.

prikker

De sidste timer vrides for langsommelighed


Søndag er sidste dag før ferien er definitivt forbi. Det har været en skøn ferie. Dejlige dage er rullet forbi i en lind strøm, oplevelser har stået i kø og de sidste dages absolutte tomgang har gjort godt.


De to buttede

African Flower Frog


Vi burde tage ud og finde noget læ. Men vi orker ikke. I stedet sidder vi inde i varmen og gisper efter luft, eller udenfor hvor solen ubarmhjertigt bager. Jeg klager ikke, her er bare meget varmt. Måske jeg jeg skulle give parasollen, der absolut har set bedre dage en mulighed mere.

Den lille frø vokser. Det samme gør Emilies taske. Og nogen af de mange andre projekter jeg synes at have startet op i løbet af relativt kort tid. Måske er det varmen, jeg ved det ikke, men det føles svært at fastholde fokus på samme projekt ret længe ad gangen.

Det er sjovt som farverne i de to buttede passer sammen. Emilie valgte farver for længe siden, frøens kom med hjem for et par dage siden. De er hyggelige begge to.

Og det er sjovt at tasken efterhånden som den vokser frem, viser sig som et godt afsæt for alle de hjælpemidler der skal til før den bliver til noget.


Taskeslutspurt


... På vej ud efter skygge og koldt at drikke...

prikker

lørdag den 27. juli 2013

Riddersalen på Selsø Slot


Mens mange af rummene på Selsø Slot så absolut har set bedre tider, står den barokke Riddersal nærmest som ny.


Riddersalen Selsø Slot


Det var lidt vildt. De marmorede træpaneler, de fantastiske skuklofter, kæmpemalerierne på vægge og i loftet sammen med de to store barokke spejle, der er blevet nænsomt restaureret er noget af et syn.

Jeg fandt det overvældende, imponerende, flot, fantastisk og samtidig for meget, for rodet og med mine nutidige øjne egentlig lidt grimt.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at være imponeret over sådan en rigdom og overdådighed.


Riddersalen Selsø Slot

Riddersalen Selsø Slot


Billederne yder på ingen måde retfærdighed, jeg burde have haft vidvinkel, mere plads eller noget helt tredie, for at kunne fange stemningen og det eventyrlige i det overvældende rum.


Riddersalen Selsø Slot


Det er i øvrigt ikke den hvide dame. der siges at gå igen på slottet, der er afspejlet i det sidste billede... det er bare mig, der ikke lige tænkte på at spejle genspejler.

fredag den 26. juli 2013

Grønt gør glad


Det var ikke kun grønt garn jeg kom hjem med i går.


Skønne, grønne kurv


Midt på Købmagergade ligger Plint, en interiørbutik af den slags jeg aldrig har begivet mig ind i, for jeg er sikker på, at der vil være mange, mange skønne ting, til priser i en helt anden liga end min.

Måske netop derfor var det snarere prisskiltet end kurven jeg så, da vi gik forbi, og der mellem de skønne opstillinger udenfor stod en flok cykelkurve i alskens farver. Cykelkurv 20,- kr stod der. Jeg må have set forkert, tænkte jeg og anstrengte mig for at se et par nuller mere eller andet, der kunne sandsynliggøre at butikken under ingen omstændigheder ville sælge så billigt.


Skønne, grønne kurv

Skønne, grønne kurv


Jeg tror nu alligevel det var farven der fik mig til at stoppe, og mens jeg langsomt rakte ud efter den øverste af de tre grønne kurve, var Emilie hurtigere og skiftede den ud med en af de to andre, som hun synes så pænere ud. Hun havde sikkert ret, mit fokus var stadig i højere grad rettet mod prisen.

Jeg vågende nok i virkeligheden først, da en dame pludselig stod med endnu en af de grønne, og sagde at det kunne man da ikke lade være med. Nej sagde jeg og trådte ind over tærsklen til det hellige. Der er mange skønne ting at få hos Plint, men med mindre de en anden gang har kurve til tyve kroner, bliver jeg nok udenfor.

Forresten var alle de tre grønne kurve allerede afsatte inden jeg nåede at betale. Godt jeg holdt fast på min. En hel del af de andre farver forsvandt også og jeg tvivler på at der var nogen tilbage ved fyraftenstid.


Skønne, grønne kurv

Skønne, grønne kurv


At den var så billig bundede i at den smitter af. Det sagde den meget søde ekspedient i hvert fald. Jeg tænker jeg enten kan lave et foer elller lade være med at udsætte hvidt for at blive lagt i. Jeg tænker egentlig heller ikke den skal ud - for mon ikke det er i forbindelse med vand eller regn den smitter af. Jeg har jo allerede en dejlig cykelkurv i en udgave der virker mere robust end den her. Men den kan stå herhjemme og blive fyldt med garn eller noget helt andet.

Om ikke andet, bliver jeg glad af at se på den.

Og så er grønt efter sigende godt for øjnene.

En grøn frø


Starten på en frø


En tur til byen sammen med Emilie betyder altid en tur i Søstrene Grenes. I går kom jeg ud med bomuldsgarn, for pludselig synes jeg at tanken om nye hæklede grydelapper var meget vigtig.

Den ide holdt lige til vi kom hjem til Sille. Hun har hæklet en frø. Jeg vidste godt den var fin. Men jeg har kun set billeder, og billeder er ikke nær så fine som virkeligheden.


Starten på en frø

Starten på en frø


Jeg kunne næsten ikke vente med at komme hjem, købe mønstret og komme i gang. Det nye bomuldsgarn synes pludselig at være perfekt til formålet.. også selvom opskriften siger strømpegarn.

Den bliver stor. Silles er cirka seksogtyve centimeter fra hovedet til den anden ende. Min bliver måske lidt større, for selvom vi bruger samme størrelse hæklenål, fylder bomuldsgarn mere. Det gør ikke noget. Den må gerne blive større.


Starten på en frø


Og som Sille, vil jeg nok også vælge slet ikke at kysse på den. For den kunne godt gå hen og blive langt mere sød end enhver prins jeg kunne drømme om. Og jeg mangler heller ikke...

torsdag den 25. juli 2013

Daskende bytur i den overskyede varme


Vi tog ind til byen, daskede rundt, gjorde gode køb, ordnede vores ærinder og spiste frokost eller måske var det sen aftensmad på en cafe.


Cafehygge


Emilie har set sig varm på Cæsarsalat. Hun har lavet det selv et par gange og specielt dressingen er et hit. Altså var hendes enste ønske Cæsarsalat.

Vi havde været i Sommerfuglen og købt en strikkepind og en hæklenål til Sille. Vi gik ad Strædet og fandt Cafe Stella, der averterede med Cæsarsalat. Vi fik hurtigt anvist en plads, og vidste hvad vi ville have. Det tog længere tid at finde ud af hvad vi skulle have at drikke.

Der var hyggeligt, betjeningen var fin og maden smagte godt. Emilie var noget skuffet. For bortset fra kylling og croutoner var det svært at finde sammenligningen med Cæsarsalat - ingen romainesalat og en dressing der var slemt skuffende. I sammenligningen. For det smagte fint. Det var bare ikke Cæsarsalat.

Jeg mente at nogle ting skal forsøges flere gange, før det rigtige dukker op. For eksempel hvilken cafe der serverer den bedste Cæsarsalat.

Vi gik mætte derfra. Hjem til Sille. Til the, varm kakao og medbragt kage. Emilie lignede mest af alt en der burde sove. Lige indtil Sille fandt det sidst frasorterede tøj frem.

Og sådan gik det til at Emilie pludselig så langt mere vågen ud, og tog hjem iført en temmelig varm vinterfrakke. Hun var tæt ved et hedeslag, men den var for stor til at putte i en pose.

Selsø Slot


Selsø Slot

Selsø Slot


I dag er vi langsomme. Meget langsomme.

Emilie vil en tur til byen. Et par ærinder skal gerne klares. Heldigvis er åbningstiderne så lange, at vi godt kan vente lidt endnu. At vi godt kan fortsætte hjemmenusseriet efter flere dage med oplevelser. Oplevelser der sætter træthedsspor.

I morgen skal vi bare være hjemme. Jeg glæder mig faktisk lidt. Også til at få en smule bund i den vasketøjskurv, der efterhånden ikke længere har plads.


Selsø Slot

Selsø Slot

Selsø Slot


I tirsdags tog vi til Selsø. Til Hornsherred. Emilie, min mor og jeg. Ved søen ligger Selsø Slot. En herregård der kan dateres helt tilbage til middelalderen. Selsø Slot har gennem tiden været gennem flere udviddelser og ombygninger, og slottet står i dag, som efter den sidste ombygning engang i syttenhundredetallet.

Slottet har gennem tiden været ejet af Roskilde bispedømme, kronen, Corfitz Ulfeldt, forskellige adelsfolk og sidst af slægten von Plessen af Scheel.

Slottet har som et af det eneste i Danmark stået tomt siden først i attenhundredetallet, og undgik derfor de mange ombygninger tilsvarrende herregårde og slotte oplevede gennem attehundredeårene. Det er forfaldent og genopbygningen går langsomt. En flok frivillige bruger tid og med mange år forude er slottet på vej tilbage til fordums pragt.


Selsø Slot

Selsø Slot


Det ligger smukt derude på landet, med kig til søen og en del af den voldgrav der for mange år siden har omgivet den lille ø, herresædet er bygget på. I dag er der kun en enkelt side af voldgraven tilbage, resten er tørret ud eller fyldt op. Det imponerende porthus står stadig og rummer i dag kontorer og privat beboelse, mens vi ankom over voldgraven via en lille bro.

Mens slottest øverste etager er præget af renæssancetiden er køkkenet i kælderen et imponerende syn med gotiske hvælvninger, åbent ildsted og et fantastisk lysindfald gennem de forbløffende mange vinduer.

Det er ikke et kæmpe slot og det bærer præg af at havde stået tomt og forfaldent længe. Måske er min fantasi god til at forestille, for selvom de fine håndmalede franske tapeter mange steder er forsvundet eller i slemt forfald, selvom træpanelerne sine steder mangler og lofter og stuk ind imellem er helt forsvundet, synes jeg det er imponerende. Og jeg ser for mig hvordan der har set ud, dengang slottet var befolket med herskab og tjenestefolk.