Ler

 

Det er blevet tid til ler. Jeg har bestilt hundrede kilo - som fylder ualmindelig lidt.

Som en integrationsindsats har vi inviteret anden klasse til at være med. Det handler nemlig også om at lære hinanden at kende, så vi kan få nye kunder i butikken, når tiden er til det. Men det behøver vi jo ikke fortælle til nogen...

 

 

Vi har afsat seks dage over to uger. I vores hoveder laver vi ler over fjorten dage, men med bål og andre ugentlige traditioner bliver det til tre dage om ugen. 

Det er så hyggeligt at lave ler. Nogen børn kaster sig ud i det og ender med skønne former, andre har brug for hjælp eller er usikre på hvad materialet kan. 

Jeg har fundet ideoplæg frem, starter med at foreslå en kop og et par stykker er hoppet på. Nogen er endt med skåle og rigtig mange laver figurer eller andet i den kategori. 

Vi taler meget om hvordan processen med ler er. Det kan være svært at forstå at det skal tørre i tre uger. Altså hvad har I tænkt jer? Og kan jeg ikke bare male det i morgen?

 

 

Nej det kan man ikke. Sådan virker ler ganske simpelt ikke. 

Efter tre ugers tørring skal det i oven på vilde temperaturer. Og så bliver det tid til glasur. Nej, ikke den slags der skal spises. Maling til ler hedder glasur, det kan vi også snakke længe om. 

Så skal det i ovnen igen. Det er her magien sker, og en del børn ender med at nægte at anerkende at det er deres færdige projekt - for sådan så det slet ikke ud. 

Glasur tørrer hurtigt op, er nærmest støvet og meget afdæmpet i farverne. Når glasur kommer i ovnen på høje temperaturer smelter det, bliver glasagtigt og farverne bliver strålende og til tider meget anderledes. Mørkeblå er for eksempel lys lilla, når den pensles på. 

Jeg kan godt forstå det er svært at begribe og se for sig. Der er også lang tid til.

Lige nu leger vi bare med leret. 

Jeg har lavet en skål.

Bål, blinde og børnebarn

 

Indlægget her skrev jeg i går, men inden jeg fik udgivet det forsvandt det og var væk.
Jeg opgav og tænkte at så måtte det være sådan. Nu er det pludselig tilbage, så nu skynder jeg mig at trykke udgiv.

Tirsdag er ugens lange dag, men også den dag der ultimativt giver mest energi.

Gårsdagen startede med en tur til Blindes Arbejde. Jeg var på dertil sidste år, inden vi skulle binde børster i Håndværk og Design. Nu er det tid igen, sammen med en ny klasse. 

Vi havde en skøn tur og blev vist rundt at af et par helt blinde gutter og det var så fedt at opleve hvordan ungerne helt uden at være spurgt hjalp med at finde vej gennem døråbninger og hen ad gange. 

Som udgangspunkt var det den samme tur, som jeg oplevede sidste år, men også en oplevelse fordi guiderne var nogle andre og børnene stillede nogle rigtig gode spørgsmål. Samtidig er folkene derinde fantastiske uanset hvad de bliver spurgt om. 

Og dermed opstod spørgsmålet om man som blind i drømme kan se billeder. Et godt spørgsmål, som jeg aldrig har overvejet og som både rundviser og en af børstenbinderne beredvilligt svarede på. 

Den ene har været seende og drømmer derfor i billeder, den anden er født blind og drømmer i lyde, ganske som han oplever verden. Og dermed blev vi alle klogere. 

 

 

Senere fulgte bål. Tirsdag er bål. Tirsdag vender jeg hjem med duften af røg i hår og tøj. Dermed er tirsdag også tid til bad. 

Nogen gange når jeg det inden Oscar kommer. For tirsdag er også Oscar. I går var der ikke tid til bad, før han var gået igen. 

Til gengæld havde vi god tid til at lege, til at hygge, til at kramme og bare være sammen. 

 

 

Tirsdag er jeg som regel helt bombet og træt på den gode måde, når klokken nærmer sig otte. 

Det var jeg også i går.

Og jeg nåede det der bad - inden jeg gik omkuld. 

Masker på en mandag - Uge 42

 

Når man glemmer ledningen og computeren løber tør for strøm, må ugentlige indlæg vente - derfor:

Ugen kort:

• Uge 42 er efterårsferie. Jeg arbejder i efterårsferien, og holder så til gengæld fri i vinterferien. 
• At være i Klub i ferien er altid skønt. Tempoet kommer helt ned, der er mulighed for det hele og ingenting. 
• Skolens Zoo-kort blev luftet, da vi tog på tur og nærmest alle dyrene var ude og tætte på.
• Jeg hentede Oscar i børnehaven, vi legede, han badede, godnathistorien blev en anden end jeg havde forestillet mig, og han faldt i søvn nærmest inden han ramte puden. 
• Vi havde god tid og jeg mødte sent, så Oscar sov længe, nåede at lege, at hygge med Anders, og da vi nåede børnehaven igen var de lige klar til at bage pandekager. 
• Skuret er ryddet, funktionsdygtigt og ser så flot ud. 
• Lørdag gik turen til Frederikssund, strik og hygge. Skønt.

 

Læse:

Jeg fik lyst til at genlæse Harry Potter og har været hos Daniel og låne dem alle sammen. 

Han fik den første i otteårs fødselsdagsgave for tyve år siden, og jeg læste den højt for ham. Et kapitel ad gangen. Jeg husker det som en fantastisk oplevelse og indføring i et univers, der kom til at fylde rigtig meget i årene der kom. 

Vi nåede i biografen og se film nummer et, lige inden den blev taget af plakaten. Jeg tror måske at bog nummer to var udgivet og hurtigt blev købt, men siden har vi mere end et år stået på udgivelsesnatten og hentet den forudbestilte bog ved midnat i den lokale boghandel, hvor ekspedienterne var udklædt med spidse hatte og troldmandskapper. 

Jeg har ikke læst bøgerne siden dengang for mange år siden. Det har Daniel, og det bærer samlingen præg af. Jeg har lovet at passe godt på dem, også den, der er ved at falde fra hinanden. Det er ikke den med de vises sten, selvom den er godt brugt og læst mange gange. 

Jeg havde glemt hvor kedeligt første kapitel egentlig er.  Sådan er det tit når rammer skal tegnes op, og stemninger skal sættes. 

Da først de første langvarige  kapitler var overståede, er det næsten som at komme hjem. Jeg kender historien, og er nået at blive lidt overrasket over hurtigt det går. 

Snart er trekløveret på vej mod Fluffy og de sidste hårde strabadser. Dengang vi læste den første gang, endte vi med at læse mange kapitler i træk, for vi kunne ikke lade dem hænge der i overhængende fare. 

Så mens Emilie sov, læste jeg, Daniel var lysvågen og lyttede intenst, mens han lovede at kunne komme tidligt op og i skole næste dag. Og det gjorde han. Jeg tænker også jeg tager alle kapitlerne i et, når jeg når dertil.

 

Strikke: 

Emilie har i flere år fablet om et par julestrømper med en nisse underneden. Zwergenaufstand af DUCHATI.

Hun har ledt efter det helt rigtige garn og fandt den brune hos The Danish Dyelot, da vi i sommers var i Nyborg. Det ufarvede er fra By Kiilerich og blev hentet hjem fra Fiberfolk tidligere i år. 

Der er glimmer i dem begge to. 

Jeg har vistnok lovet at være færdig inden jul.

Mod Selfoss og tilbage

 

Onsdag var en lang dag i Island. 

 

 

Vi skulle have overnattet i Höfn, men forviklinger betød at der ikke var noget hotel, og vi endte derfor med at køre hele turen til Selfoss, hvor vi til gengæld havde to overnatninger. 

Altså blev onsdag den lange dag, og vi så mere end der normalt stod på programmet. Da vi kørte fra lavamarken var dagen for alvor fyldt ud og fordi vi dagen derpå startede med at køre tilbage mod Vik i Mýrdal, for at se alt det vi endte med at køre forbi, blev torsdag også en lang dag i bussen. 

 

 

I Selfoss nåede vi en tur ned forbi fossen inden aftensmaden, det var et smukt syn, som vi også havde udsigt til fra hotelværelset. Torsdag morgen gik vi den anden vej, denne gang gennem den lokale kirkegård og endte lidt længere henne langs fossen og fik endnu et smukt syn forærende. 

Det er i øvrigt lidt spændende at se kirkegårde i andre lande. Det er som regel et af de steder hvor kulturforskelle kan ses. Sådan var det også her. Det er små ting, men alligevel tydelig forskel fra det vi kender fra Danmark. .

 

 

Torsdag kørte vi ikke kun tilbage til Vik i Mýrdal og fortsatte turen. Vores guide synes der skulle lidt mere til, både fordi vi havde holdt ud, fordi vi nåede at se mere end vi skulle have gjort onsdag og måske også lidt som et plaster på såret. 

Derfor startede torsdag med en tur i Lavacentret, som vi alligevel kørte forbi, og som guide-gutten havde formået at få en god deal hos. 

 

Helt tæt på

 

Jeg er ikke så ofte i Zoo. Jeg har ikke set de store ombygninger ret mange gange. Så måske er det ikke en stor oplevelse at se dyrene helt tæt på.

Alligevel står jeg tilbage med en fantastisk oplevelse, fra i tirsdags. 

 

 

Vi voksne fulgte mere eller mindre børnene. Børnene drejede ind mod den Arktiske Ring og inden længe stod vi under jorden og var klar til at gå gennem tunellen af  glas under vandet i isbjørnes område.

Netop da vi trådte ind i glasrummet, var to isbjørne i gang med en leg, der ved i lang tid. De var lige foran os, og de kunne ikke være mindre ligeglade med os. 

Det var vildt at opleve.

 

 

Mens vi stod der, dykkede den ene bjørn,  hentede en sild på bunden af havet og steg op i et væld af bobler. 

Der var lidt uenighed om hvem der skulle spise silden, inden den ene svømmede væk, og den anden stillede sig med sine store labber på toppen af glasburet vi stod i. 

Børnene blev urolige, de ville videre, så vi forlod isbjørnene og gik videre.

 

 

Oplevelsen tog jeg med mig.

Strikkehygge

 

 

Det er alt for længe siden jeg har taget toget til Frederikssund, til strikkehygge, til god mad og snak i flere timer. 

Det gjorde jeg i dag. Det var tiltrængt, det var hyggeligt og vi har lavet en ny aftale.

 

 

Skuret

 Efterårsferien er slut. Det har været skønne dage med tid til alt det vi ikke når i hverdage.

 

 

Vi har været i Zoo, vi har bagt og spillet spil. Børn der normalt ikke er sammen, har lært hinanden at kende og der er gjort klar til mandag, når Louise og jeg har inviteret 2. klasse til at komme og lave ler sammen med os.

Til enhver ferie hører en liste. En liste af ting vi har har brug for tid til. En liste af alt det vi gerne vil have lavet, men glemmer i hverdagen. Køleskabene for eksempel. Nogen ting skriver vi navne på fra start af. For att spare på opvasken har alle - både børn og voksne - et glas med navn på. Glassene bruges til at drikke vand af, og når man ved hvilket glas man har brugt, behøver det ikke blive vasket af hele tiden. 

Det er min opgave at opdatere, at skrive på ny når navnet er forsvundet og sortere når børn bliver meldt ud og ind. Jeg tjekker altid glassene i ferierne. Jeg skriver på glassene med procelænsmaling og selvom sådan en tusch holder ganske godt, forsvinder navet, når der er vasket op tilstrækkelig mange gange.

 

 

Og så er der skuret. Skuret hvor vores mooncars står. Skuret der indeholder den store grill og andet udeudstyr. Og skuret som skolehaverne på en eller anden måde har overtaget Verdensherredømmet over. 

Louise og jeg besluttede at det skulle være slut, skrev skuret på listen og brugte et par timer eller fire i går, inden vi endte med et resultat jeg ikke havde forventet vi kunne nå på en enkelt dag.

Da skolehaverne startede op, var jeg en stor del af havearbejdet. Vi manglede et sted til haveredskaberne, og vores skur er godt placeret i forhold til haverne. Vi kunne sagtens have plads til en flok haveredskaber. .

Med tiden er haveredskaberne blevet til mere. Vandslange, trillebøre, pallerammer, gitter og vandkander har indtaget skuret. Spredt over det hele. Da en stor bunke halm i baller også skulle have plads, kunne vi mærke att det blev for meget. 

Halmen spreder sig over det hele. Vores træk er fyldt med halm, moonscars skal børstes af før børnene kan køre på dem og inde bag bunken af halm fandt vi vores parasol. 

Vi vil gerne dele skuret. Men vi havde brug for en opdeling. Og kunne vi gøre noget ved det der  halm, så det ikke ligger over det hele, ville det være perfekt.

Det er svært at tage billeder af hele skuret, der giver mening. Men det blev så godt. 

 

 

I noget der måske engang har været en reol - nu uden hylder - fik vi plads til alt halmen. Bag bunken fandt vi en plade, der passede perfekt og skruede den op, så den kan holde på halmen. En anden og mindre plade blev sat for enden, så selv mindre børn stadig kan få halmen ud og pladen kan holde på den resterende halm. 

Vi flyttede alle redskaberne, der hang pænt og nydeligt hele skuret rundt og satte den store grill og en vogn, som egentlig er vores, men som vi alligevel ikke bruger, og som egner sig fortrinligt til at fylde med vandkander, på tværs, så de sammen danner en opdeling af skuret. 

 

 

Vi satte hylder op, fik ting løftet op og smed en masse skrammel ud. Pludselig var der god plads til mooncars, der fylder en del, og helst skal være nemme at få ud. 

Skuret har to døre - nu giver det mening at bruge den ene skolehavetingene og den anden til klubbens effekter.

Vi følte os vildt effektive og er spændt på hvor længe det holder.

Kolde morgener

 

Jeg mødte tidligt i morges. Vanterne er fundet frem til cykelturen og der går ikke længe inden også ørerne skal dækkes. Cyklen har luft i dækkene og så længe der ikke ligger sne eller islag, er den mit foretrukne transportmiddel. 

 

 

Hen over fodboldbanen er det tydeligt hvor koldt det er blevet. Inden døre nyder vi godt af en ekstra trøje og en klud om halsen. Vi lukker døre og forsøger få flere med på ideen. 

Om det bliver koldere hen over vinteren er usikkert, men når nu vi ved at taget er utæt og det visse steder blæser ind... såh... Godt jeg har mange varme trøjer.

I øvrigt er der en plan for det der tag. Jeg kan bare ikke huske om det er næste år, eller næste år igen.

Ude står også vindmøllen. Det er en meget lille mølle. Den trækker en kW, og er derfor ikke meget værd i forhold til en hel skole, men sammen med de to små solceller, der sidder oppe under vingerne, kan der trækkes en mængde data som specielt udskolingseleverne bruger i undervisningen. 

 

Nederst til venstre på billedet af fodboldbanen ligger en sten. Ser I godt efter, kan der anes et ansigt. 

Stenen er Fjelddyret og er lavet af Heerup. Der findes en helt igennem fantastisk historie om dengang Fjelddyret blev indskrevet på Tinderhøj Skole. 

Historien blev skrevet i forbindelse med skolens femogtyve års fødselsdag (så vidt jeg husker) af skolens daværende leder. Han har været en sjov mand, der ikke var bange for at bruge sin fantasi. 

Nu fylder skolen snart halvfjerds, så Fjelddyret har været en del af skolen i mange år.

 

 

Ferietur

 

I sommers blev et længe næret ønske opfyldt. 

På en grøn skole holder vi selvfølgelig grøn festival, og overskuddet fra sådan et arrangement kan godt gå til store ønsker. For et par siden var ønsket en bålhytte, i år var et zookort langt oppe på listen. 

Den grønne festival var en succes på flere planer. Ud over selve arrangementet, fik vi også skovlet penge nok ind til det ønskede kort. 

Mere end en klasse nåede af sted inden sommerferien, og da ferien endelig stod for døren, havde vi store planer i SFO. Desværre viste det sig at sådan et kort ikke virker i sommerferien. Altså blev det ret hurtigt besluttet at efterårsferien mindst skulle indeholde een tur til zoo. 

Vi tog af sted i går. 

 

Vi havde en skøn dag, og trætte børn, da vi nåede tilbage til skolen.