Små uldne skønheder

 

De der rolags. Som jeg har spundet. De var så smukke og jeg var så bange for at ødelægge dem.

Jeg fik aldrig vist de billeder jeg tog, dengang  de stadig var hele og ventede på at blive brugt. 

I får dem her:

 

 

Jeg er vildt spændt på at se det færdige garn.

 

 

Spind på en søndag - Uge 30

 

Ugen kort:

• I Klubben er der feriestemning, vi var på  tur tre dage ud af fem, den ene var jeg ikke med på. 
• Vi var på legepladsen og spillede affaldsbingo på vej tilbage - det var sjovt - selvom der blev samlet affald, var det sjovt, for de skulle finde det, der stod på bingopladen. Det er svært at finde en hjulkapsel.  
• Fællesturen gik til Amager Naturcenter, hvor de medbragte fiskenet gjorde god gavn i jagten på insekter og andet kriblekrable i den lokale sø. Vi slap alt løs igen. Ud over et par frøer, var den mest spændende fangst en stor  haletudse med bagben. 
• Mens bålet blev aflyst og alle tog i legeland, fik Berit og jeg næsten krydset alle opgaverne på sommerferielisten af. Vi rydder op og gør rent i sommerferien. Selv sneglene får gjort rent og bliver badet, og har været en tur i sommerhus, mens terrariet har stået i blød.  
• Emilie tog til Fyn og Anders brugte et par dage af hans resterende ferie i Lund. Jeg havde to dage helt alene hjemme - det blev pludselig tydeligt, at det vil  jeg have mere af. 
• Jeg havde en aftale med et par skønne kvinder og spiste tapas på teressen, mens vi snakkede om alt og ingenting.
• Jeg hentede Oscar i børnehaven fredag til overnatning og hygge. Da jeg ankom fortalte de voksne at det var godt jeg kom, for barnet havde talt ned hele ugen.
• Oscar og jeg tog i Zoo sammen med Oldemor. Vi havde en hyggelig dag, der godt kan gentages.
• Tour de Fleece er slut og jeg har deltaget i en del online aftenspind. Jeg synes det var voldsomt grænseoverskridende til at starte med, men er blevet helt glad for det hen ad vejen. 
• Jeg er ikke færdig med ret meget, men jeg har spundet meget mere end  forventet.  

Læse: 

Fortællingen er rykket tættere på WWII. Året er 1939 og jeg har stiftet bekendtskab med en del af persongalleriet. Der mangler stadig nogen, men de skal nok dukke op. 

Jeg er underholdt, og som med de fleste historiske romaner kan jeg enormt godt lide  at jeg kender en del af baggrundshistorien, jeg ved hvor verden er på vej hen, men jeg kender ikke de enkelte personers livslinje. 

Jeg er stadig lidt overasket over, at jeg føler mig så underholdt, for jeg synes stadig den første bog i trilogien var lang tid om at komme i gang.

Spinde:

Sidste år købte jeg en julekalender med rolags. En hver dag, og en ekstra, så jeg endte med fem og tyve. 

Rolags er små uldruller, lavet på et blendingboard - en udviddet karte. Alting kan blandes i rolags - ikke kun uld i forskellige farver, men også alt muligt andet. Jeg fandt både stumper af sarisilke, garn og guldglimmer i de små fine ruller. 

Jeg slog til fordi jeg aldrig har spundet rolags, som bestemt kræver noget andet end kæmmet og forberedte fibre - som er det jeg hidtil hat arbejdet mest med. Jeg synes de var så fine, de små ruller, at jeg næsten ikke turde give mig i kast med dem, for tænk nu hvis jeg ødelagde dem. 

Jeg kunne vælge en farve, og valgte grønt. Alle de smukke rolags jeg pakkede ud, har på en eller anden måde noget grønt. Men der var nogen imellem, som jeg ikke var helt så vild med som resten. Nogen af dem var mere gule, røde eller nærmest brune, end grønne.

Jeg overvejede at sortere dem fra, jeg ikke synes helt så godt om, men jeg endte med at spinde dem alle sammen. En ad gangen, uden at skele til hvilken jeg  samlede op og spandt. Jeg tænker jeg enderr med et lidt fjollet garn, der nok vil terndere til at stribe. Det passer mig egentlig fint og overvejer at det skal bruges til noget tosset.

Jeg troede det ville blive noget tykkere end jeg normalt spinder og tænkte at jeg skulle spinde et totrådet garn. det viste sig at rolags kan spindes ret tyndt (og det åbenbart er det jeg kan), så jeg besluttede at spinde til tre tråde. 

Jeg har som udgangspunkt spundet otte rolags på hver af mine tre spoler og forstiller mig at veje og fordele den sidste på de spoler der har mindst vægt. 

Spindet er færdigt lige om lidt. Så mangler spindingen. Det håber jeg sker i løbet af næste uge.   

Zoo med Oscar og Oldemor

 

Min mor spurgte Oscar om hun måtte komme med Oscar i Zoo. Det måtte hun gerne, og det passede fint at låne Oscar i fredags, have ham overnattende, og tage i Zoo lørdag. Det kunne min mor heldigvis også godt, så vi mødtes med Oldemor foran indgangen.

 

 

Vi startede med at gå op i tårnet. Sidste gang vi var oppe i tårnet, var Oscar ikke så vild med det, men nu proklamerede ham, at han var blevet ældre og turde. Så vi gik op - hele vejen. Han ville gerne kigge ud, og så ville han gerne ned igen. Det kunne han alligevel ikke lide. Det er også en stejl trappe. Altså gik jeg baglæns hele  vejen ned, med barnet i hånden. 

Jeg går der går et stykke tid, inden vi skal op i tårnet igen.

 

På Verdenspladsen kiggede vi på dinosauere - vi var forbi flere gange -  og mødte Pelle og Kaya, der uddelte knus og highfives. Oscar synes det var eb god ide at vise Oldemor Kakerlakkerne, og vi ankom til Zoolab lige i rette tid til at holde dem. 

Vi var rundt i haven, vi så ikke vildt mange dyr, men vi legede, vi spiste is og hyggede. Gederne var et hit, de vil gerne fodres med bark, og der er gode klatremuligheder. Vejrret var mærkeligt, så det godt vi både havde langt og kort med, så der kunne skiftes undervejs. Vi havde også regntøj med, men regnen kom først da  vi var nået hjem. 

 

På den store legeplads fik Oscar udfordret sig selv og lokket Oldemor til at lege løbeleg.

Det var superhyggeligt og det var en træt dreng jeg afleverede hjemme hos forældrene.

Kædetvinding

 

Tilbage i oktober startede jeg et spindeprojekt på håndtenen. Jeg er ikke hurtig, derfor er det heller ikke mærkeligt at jeg først er færdig nu.

 

Jeg har haft tenen med i tasken stort set hele tiden, det er bare ikke så tit jeg har haft den oppe. jeg har den stort set med hver gang  vi laver bål, der er bare ikke altid der er tid til at spinde. Men det er et godt lille håndværk at have med, som hurtigt kan pakkes sammen  - og som giver anledning til en hel del snak med børnene. 

Da Tour de France startede var jeg næsten  nået halvvejs. Tour de France betyder også Tour de fleece (fleece er det engelske ord for en hel ham/al den uld der bliver klippet af, når fåret bliver klippet). For mange år siden besluttede nogen  - jeg aner ikke hvem,  at at ordspillet dannede grundlag for en årlig tilbagevendende verdensomspændende spindebegivenhed, der handler om at spinde i vildskab gennem de tre uger, touren varer. I år er det udbygget med en uge, fordi kvinderne endelig har fået et længerevarende løb.

 

 

Der er ingen tvivl om at jeg spinder mere i juli måned, ganske simpelt fordi mit instagram-feed lløber over med billeder at spind, og jeg bliver animeret til at spinde mere. Mens nogen sætter høje mål, har jeg ikke andet mål, end at spinde videre og måske endda blive færdig med det, jeg er i gang med. 

Mens jeg de første år, mest var med på sidelinjen, har jeg i år aktivt deltaget i arrangementet - og spundet mere end forventet. Spindeforeningen har stået for online aftenspind, og selvom jeg synes det var voldsomt grænseoverskridend, er jeg nået til at det er superhyggeligt, og hgggar deltaget så mange  aftener, som jeg kunne - og kan. Vi er ikke helt færdige. 

Jeg startede med at spinde på det igangværende, som nu er færdigt. Senere startede jeg ikke mindre end to nye projekter. Et på  den tomme håndten og et på rokken, som ikke skulle føle sig overset.  

 

 

 

 

Materialer: For nogle år siden købte jeg to kartebatts fra Sandmark Uld på Fiberfolk i Roskilde. 

Batts er uld der er kartet og hænger sammen som et kartet tæppe af uld. Det sjove ved ulden har var, at det enkelte kartebatt var lavet af uld fra Astrids egne får og garnrester  der er kartet til fibre og giver farve til ulden. Jeg ved ikke hvilken type uld det er, men helt sikkert ikke en af de allerblødeste.

Mine to kartebatts var grå-blå med et lille bitte smule grønt islæt. Jeg har en drøm om en dag at spinde til en hel sweater til Anders, men jeg kan godt mærke at jeg ikke er der helt endnu, 

De hundrede gram, tænkte jeg kunne blive en mønsterfarve til en sweater af kommercielt garn, og lige om lidt slår jeg op. Tror jeg.

 

Forberedelse:  Man kan sikkert godt spinde direkte fra et kartebatt, som det er, men det jeg har set andre gøre er, at rive det i strimler og spinde fra en strimmel ad gangen.

Når jeg spinder af kæmmede fibre forbereder jeg ved at trække fibrene fra hinanden inden jeg spinder. Det gjorde jeg umiddelbart ikke her. Jeg nåede næsten halvvejs, før det gik op for mig, at det faktisk var en rigtig god ide. 

 

Spinding og tvinding: Jeg spinder i Z-retning, Det betyder at tenen roterer i urets retning. Jeg spandt al ulden på håndtenen. Når tenen ikke længere kan holde mere uld - når jeg taber tenen hele tiden - vinder jeg den spundne tråd op i en tvindebold, som jeg senere kan tvinde fra, og fylder tenen med en ny omgang .

Da jeg havde spundet al ulden, og vundet det hele op i bolde, tvandt jeg garnet på rokken. Jeg valgte at kædetvinde garnet. Igen tvinder jeg i S-retning, hvilket betyder at hjulet drejer mod urets retning.

Kædetvinding giver et tretrådet garn. I princippet er det meget lange luftmasker, der bliver snoet om hinanden. Er det spundne garn farvet bliver et kædetvundet garn stribet. Jeg kan godt lide at farverne blander sig, altså er jeg ikke vild med det en kædetvinding kan. Men her var garnet ensfarvet og jeg har ikke kædetvundet før. 

Jeg vidste at det er god ide at køre rokken langsomt,  når man kædetvinder, så  jeg  satte en ny snor på rokken og lod det langsomme gear køre. Det var lettere end forventet, jeg fandt rimelig  hurtigt en rytme og det færdige garn er ikke så tæt tvundet som jeg havde frygtet. 

Det gode ved kædetvinding er, at man kan bruge alt garnet, uden at ende med en rest, der ikke passer nogen steder.

 

 

Efterbehandling: Det færdige garn drejede halvanden gang om sig selv. Jeg lagde garnet i blød i varmt vand med en smule uldsæbe, og lod det ligge  til vandet var kølet af. Inden jeg hængte det til tørre brutge jeg et håndklæde til at opsuge det meste af vandet.

Det tørre garn, er blomstret en smule og er trods en smule kradshed også blødt og lækkert. 

Resultat: Jeg troede jeg ville ende med et noget tykkere garn, og havde egentlig forestillet mig et totrådet garn, Jeg kan bare rigtig godt lide tretrådet garn, og da  det viste sig at spandt tyndere end forventet, var et tretrådet inden for rækkevidde. 

Jeg er endt med 89 gram garn Jeg købte 100 gram uld, og jeg har ikke haft det store spild. Jeg er temmelig sikker på at der er pakket hundrede gram, men jeg tænker også at der er rigtig mange faktorer, der kan spille ind i forhold til vægt -fugtighed for eksempel. 

De 89 gram garn betyder 230 meter. Omregnet giver det en løbelængde på omkring 250 meter pr 100 gram. Jeg er imponeret og tænker der er rigeligt til mønster på et bærestykke til en sweater til Anders. 

Garnet er ikke ens hele vejen igennem, men erfaringen siger at det udligner sig, når det bliver strikket. 

Vil du se flere billeder, kan de ses på Ravelry.

 

 

Masker på en mandag - Uge 29

 

Ugen kort:

• Ferien var slut, og jeg åbnede Klubben mandag morgen. 
• Jeg kørte til Mørkhøj med en T-shirt købt med hjem fra Berlin.
• I Klubben nåede vi både pandekager over bål, tur til det Grønne strøg, Frilandsmuseet og film og varm kakao efter leg i regnen, våde og kolde børn.
• Det er skønt at se Berit igen efter vi begge har haft ferie. 
• Min mor og Emilie inviterede til fælles fødselsdag i Annelises have. Det var skønt at se familien og dejligt at se hvordan Oscar vokser og kan ting alene, han ikke kunne sidste år.
• Jeg kørte ind til Hovedbanegården for at få hjælp til verificering af forsinkelsen på vej hjem fra Berlin, så vi søge om erstatning. Jeg fik masser af hjælp fra en dame, der muligvis gjorde mere end hun burde, måske fordi hun blev provokeret af at Deutche Bahn selv burde vide, deres tog var forsinket. Sådan cirka samme grund til at jeg synes vi skal reagere. 
• Da jeg  var på vej mod byen, inviterede jeg Anders på  øl på Fermentoren, jeg lige havde hørt om. Han var klar, var imponeret og vi endte med at spise mexicansk på La Neta på Istedgade, inden vi tog hjem. 
• Jeg har spundet med, når Spindeforeningen holder aftenspind i forbindelse med Tour de Fleece. Det er altså hyggeligt. 

 

 

Læse:

Jeg læste fortællingen om Lene Jensen og Michael Sander færdig. Jeg kunne godt ønske der kommer endnu en titel til serien, som jeg ikke har en følelse af, er afsluttet. Jeg var underholdt. Det er spænding og krimi sat sammen til et hæsblæsende hele. 

Serien er skrevet af Steffen Jacobsen og den foreløbige sidste del hedder Ghostwriter. 

Med afsluttet læsning, manglede jeg noget at læse. Jeg havde ikke biblioteket indenfor rækkevidde og endte med at række ud efter anden del af Ken Follets trilogi Verdens Vinter. Det er længe siden jeg læste første del, og jeg var i tvivl om jeg ville kunne huske persongalleriet. 

Det var ikke noget problem. Mens første del Giganternes Fald foregår i tiden omkring første verdenskrig er tiden gået og anden del starter i tiden for nazismens indtog og optrapning til endnu en verdenskrig. 

Hovedpersonerne fra den første bog er blev ældre og det er nu i højere grad deres børn, der fylder i fortællingen. 

Jeg har en erindring om at den første bog var svær og langtrukken at komme igennem. Her følte jeg mig underholdt fra første side. Måske fordi jeg allerede kender forhistorien og der ikke først skulle forklares en hel masse. 

Strikke:

Emilie vil  gerne have strømper, og har efterhånden fundet en hel del opskrifter hun gerne vil gå med. Hun har også garn, det sværeste var at beslutte hvilken farve de valgte strømper skulle have.

Hun endte med en blå med glimmer fra Tinki Fibres og opskriften Stellen. 

Jeg er ikke nået langt. Mønstret er let memoreret, jeg skal sådan set bare strikke. 

Checkpoint Charlie

 

Berlin er fyldt med minder om en tid, da byen var delt i to. Et af de mere ombejlede steder er Checkpoint Charlie.  Den måske mest kendte overgang mellem øst og vest.

Alt i nærheden hedder noget med CheckPoint Charlie - selv den nærmeste U-bahn - Kochstrasse - har navnet om underoverskrift. Stedet vrimler med turister på næsten alle tider af døgnet og jeg tror kun det lykkedes os at komme forbi et øjeblik næsten uden mennesker, fordi vi boede lige rundt om hjørnet og derfor kom forbi i tide og utide. 

Den lille kontrolpost fra den kolde krig står stadig midt i gaden, som en attraktion der på sin egen stille måde viser at der var engang hvor man ikke kunne bevæge sig frit over hele byen, hvor Verden så anderledes ud.

 

Checkpoint Charlie findes på hjørnet af  Friedrichstrasse og Zimmerstrasse i bydelen Friedrichshain-Kreuzberg, lige på grænsen til Mitte. Store skilte tydeliggør grænsen mellem øst og vest med beskrivelsen af at du nu forlader den ene eller den anden sektor. 

Endnu en tydeliggørelse er et kæmpe skilt med en ung soldat iklædt den respektive uniform for den ene og den anden side på grænsen mellem de to sektorer. Den ene soldat på den ene side af skiltet og den anden soldat på modsatte side.

 

Ved siden af det lille hus midt på gaden har MauerMuseum til huse. Vi var ikke derinde. På det modsatte hjørne er en stor cirkelformet bygning, der huser The Wall panorama. Der var vi heller ikke inde. Ude var en midlertidig udstilling om muren, som vi gik forbi igen og igen.

Billeder, små historier og fakta om tiden med muren. Ind imellem stoppede vi, læste brudstykker, kiggede billeder og blev en smule klogere. 

 

 

Det der fangede mig mest, var to billeder af samme sted  - stedet hvor vi stod. Begge billeder var taget fra luften, det ene med mur og ødelagte huse, det andet ganske nyt.

Det var vildt at se hvordan byen er genopbygget rundt om de eksisterende bygninger og sammenligne det der var, med det der er.