søndag den 17. marts 2019

Coffee Cantata


Nogen gange er jeg usandsynlig lang tid om at færdiggøre noget. Andre gange tager ting ingen tid.

Strømperne til Anders hører blandt de første.





Noget af det sjove ved Ravelry, eller det synlige i at jeg har listet op og skrevet ned - det kunne også være sket andre steder - er at startdato og slutdato i den grad tydeliggør hvor længe jeg har været om de der strømper.

Det er bare et par strømper. Ja, ja de er fyldt med snoninger, er størrelse meget stor og varmer godt op ad benet. Men det er stadig bare et par strømper. Et par strømper, det har taget mig næsten syv måneder at strikke.

Til sammenligning, slog jeg op til et par til mig selv, på dagen da Anders' blev færdige (for tre dage siden), og den første er færdig. Det er ikke sikkert nummer to løber gennem pindene helt så hurtigt. Men det er lidt sjovt.





Jeg ved ikke hvorfor det tog så lang tid.

Det mørke garn? (Med yak, det var helt vildt blødt og lækkert at sidde med). De mange drejede ret, der også lige skulle snoes på hver og hveranden pind? - stadig drejet. De mange masker? Der går mange masker til, når snoninger trækker sammen, ben skal være lange og fødderne er størrelse meget større end mine fødder...

Jeg ved det ikke. Men det skal siges at Anders har ventet tålmodigt, og sprang i dem i samme øjeblik han fik lov - for cirka to timer siden, lige inden fotoshoot. Han har dem stadig på.

Og han er glad for dem.











Design: Coffee Cantata af Caoua Coffee.


Garn: Regia Premium Merino Yak fra Schachenmayr. I en mørk grå - farvenummer 7512.

De færdige strømper vejer 128 gram.

Jeg vidste godt der skulle meget garn til, og købte derfor med det samme to nøgler. Damen i butikken forsøgte med megen overbevisning at fortælle at der altså var rigeligt garn til et par herrestrømper i eet nøgle, og så noget hovedrystende ud, da jeg insisterede på to.


Pinde: 2½ mm. 15 cm. Firkantede af træ fra KnitPicks.


Størrelse: Den største størrelse - størrelse 47 fod.





Bemærkninger:  Fordi jeg havde to nøgler, strikkede jeg begge strømper samtidig. Lidt på den ene, lidt på den anden. Cirka et diagram ad gangen. Min oplevelse er, at det plejer at være hurtigere at strikke strømper på den måde. Det virkede så ikke denne gang.

Mønstret drejer som man arbejder sig ned over benet, så den plan jeg havde om at spejlvende snoningerne viste sig ikke helt at holde stik. Altså er jeg endt op med delvist spejlvendte snoninger. Det kan godt ærgre mig lidt, for jeg synes at strømper skal spejlvendes, når der er mønstre, der kan. På den anden side er der så mange snoninger, at man faktisk ikke ser det.

Det gik op for mig, at de mange snoninger, der for de flestes vedkommende går over to eller tre masker, nemmest snoes uden hjælpepind. Når ikke der er flere masker, er det rimeligt simpelt at lade maskerne sidde og strikke dem direkte fra pinden. Jeg er sikker på der findes videoer på youtube, hvis nogen skulle få lyst til at prøve.

Stort set alle retmaskerne er drejede. Det skal de selvfølgelig også være i snoningerne. Det er nemt nok når snoningen går mod venstre, at dreje den maske, der sidder længst væk fra spidsen på pinden. Når snoningen går mod højre er det noget helt andet. Her var jeg nødt til at dreje maskerne på forhånd. Altså flytte alle de involverede masker fra venstre til højre pind og tilbage igen og dreje de maske der sidder længst fra spidsen på venstre pind, når de sættes tilbage. Det er muligt det ville have været hurtigere at bruge en hjælpepind til de højrevendte snoninger, men selvom det tog tid, synes jeg det var lettere at strikke uden hjælpepinden.

Måske fordi jeg i forvejen har gang i fire eller fem strømpepinde.

Jeg valgte at lave tåen helt glatstrikket, og uden sammensyning. Det duer som til mine fødder, heller ikke til Anders', der også hellere vil have spidse tæer.





Og med et par færdige strømper, kan jeg hakke årets første par strømper af min mentale plan om strømpestrik.

Resterne af det her garn kommer ikke til at indgå i mit projekt hækl-et-tæppe-af-strømpegarnsrester. Det er nemlig ikke håndfarvet strømpegarn, som er et vigtigt kriterie for at få lov at være med.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan den ses lige her på Ravery.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar