torsdag den 31. december 2015

Babelfisk


fisk1


Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er glad for at hækle dyr af blomster i forskellige former. Det er heller ikke nogen hemmelighed at jeg er ret glad for de designs Heidi Bear laver (selvom jeg stadig synes hun mangler en kat. Bare en lille bitte løve for eksempel). Og derfor er det heller ikke nogen hemmelighed at jeg griber enhver mulighed for at prøve nyt af.

Der er ganske få af hendes opskrifter som jeg ikke har lyst til at lave. Men nogen gange sker det alligevel. Hjerterne – for eksempel. Nogen gange er der opskrifter, som jeg ikke umiddelbart har behov for at lave. Men sådan et behov kan pludselig opstå.

Tilfældet var at Daniel skulle have gaver med til en pakkeleg. Jeg lovede beredvilligt at hækle grydelapper. Og en fisk. For hvornår får man ikke lige brug for en fisk. Og jeg havde ikke prøvet fisken af før…


fisk6

fisk5


Det er en fin lille fisk. Og det gik hurtigt at blive færdig. Jeg var bare ikke helt tilfreds med halen. Det irriterede mig lidt at den sidste sekskant på ryggen fulgte med op i halen, når nu femkanterne på undersiden stoppede så fint og gav en meget bedre facon til en fin og buet hale.

Jeg kunne ikke gøre det anderledes. Daniel fik fisken med, den blev vundet af en kollega, og så vidt jeg ved hænger den nu og pynter over puslebordet hos et barnebarn. Slet ikke et dårligt sted at hænge for en fisk.

Men den der hale. Den gjorde noget ved mig, og tanker blev til ideer. Ideer som var nødt til at blive prøvet af. Og sådan gik det til at Annelise oven i julesokkerne også blev udstyret med en fisk. En fisk der endte med en meget finere overgang mellem ryg og hale og som, så vidt jeg har forstået, ikke er helt sikker på om den måske er en flyvefisk.

Og med fisk nummer to, fik jeg læst opskriften rigtigt og endte med fine foldede finner.





fakta




Design: Babelfeesh African Flower Crochet Pattern af Heidi Bear.


Garn: Bomuldsgarn og måske endda en smule glimmer. Begge fisk er som sædvanligt stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.

Der går cirka 40 gram garn og to øjne til en fisk.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Jeg har glemt at måle dem, men jeg vil gætte på at de er cirka 15 centimter lange, og temmelig buttede.


fisk11

fisk12


Bemærkninger: Den lilla fisk var første forsøg, og bortset fra den manglende korrekte læsning af finnebeskrivelsen, helt efter opskriften. Nej finnerne skulle ikke have været fyldt ud…

Den røde og grønne fik et løft. Dels blev finnerne denne gang lavet efter planen, dels lykkedes det mig at få overgangen mellem ryg og hale til at makke ret. Parallelogrammerne eller romberne fra de små stjerner viste sig at fungere – sådan cirka – perfekt.

Jeg udskiftede den øverste sekskant mod halen med to firkanter fra stjernemønstret. Det gav en langt pænere overgang til halen, men gjorde også ryggen en smule mere lige end originalen, der buer noget mere.


fisk5-2


Personligt synes jeg det er vigtigere at halen er pæn, end at ryggen buer. Det sidste hjælper finnen heldigvis fint med at dække.


Har du lyst til at se flere billeder af fiskene, kan den lilla ses her og den røde og grønne lige her på Ravery.


farver212

prikker

Hæklede småtterier


Stjernevrimmel


Inden året for alvor rinder ud, vil jeg forsøge at komme til bunds i de hjemmelavede julegaver. Der er tid mellem de hyggelige små måltider fordelt på apetizer, forret., hovedret og noget sødt til midnat, som vi går rundt og pusler om, mens vi kigger lidt på festfyrværkeriet udenfor, lytter til nytårstale, spiller lidt computer, strikker, snakker eller hvad der nu falder os ind.

Gæsterne er blevet hjemme. Sådan kan det gå, og når de ikke gider besøge os, kan de blive hjemme. Daniel ringede for et par timer siden, tydeligt sukkende. Han havde længe og med megen tålmodighed forsøgt at stoppe kattene i transportkassen, men ikke om de ville derned. Sidste år virkede de ikke voldsomt imponeret af den megen larm, så mon ikke de klarer at være alene hjemme. Og ellers er de selv ude om det – eller noget…


Stjernevrimmel


Et par af årets julegaver blev sæt i matchende farver. Ikke sæt der skal bruges sammen, men bare fordi jeg synes grydelapper kunne være ganske fornuftige gaver og jeg endnu ikke har forsøgt mig med Heidi Bears små fine hæklede stjerner. Hvad stjernerne skal bruges til, er jeg ikke helt sikker på. Men jeg er temmelig sikker på, at de både fungerer som pynt, som hygge eller som nålepude.

Herhjemme mente både Emilie og Anders at en større flok i en krans kunne være fint på døren.


Om ikke andet var de både overkommelige og hyggelige at sidde med.


Stjernevrimmel

Stjernevrimmel


Inden december nåede jeg også at hækle et par til Daniel, som blev pakket ind og brugt til pakkeleg på arbejdet. Jeg er ikke helt sikker på modtagelsen, så vidt jeg forstod var modtageren ikke overvældende lykkelig, mens et par af de andre havde lovprist dem. Jeg håber bare at modtageren har taget dem i brug og fundet trøst i at de virker.








Design: Litte Stars African Flower Crochet Pattern af Heidi Bear.


Garn: Bomuldsgarn og en smule glimmer. Begge stjernerne er som sædvanligt stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.

Der går cirka 24 gram garn og to knapper til en stjerne.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: De er begge cirka 12 cm i diameter.


Og grydelapper

Og grydelapper

Og grydelapper


Bemærkninger: Stjernerne bød på en ny type afrikanske blomster. Denne gang indgik både hele og halve stangmasker, for at gøre kvadratiske firkanter til romber.

I følge opskriften skulle alle de mange (ti) romber hækles hver for sig og siden syes sammen. Men jeg er blevet svært glad for muligheden for at hækle sammen undervejs. Selvom det lige krævede lidt tankevirksomhed at gennemskue sammenhæklingen, er jeg temmelig sikker på, at det i sidste ende er hurtigere at hækle sammen undervejs, end bagefter at sy sammen.

Det kan selvfølgelig komme an på temperament.

Den lilla fulgte opskriften ganske som foreskrevet. Den tredie farve (glimmertråden) skulle somnoget nyt helt ned og fange i den første omgang. Jeg gjorde som der stod, synes resultatet så forkert ud, og valgte på den blå at gøre som jeg plejer og blot lade tredie farve fange ned om anden omgang.


Grydelapperne er stadig de bedste jeg nogensinde er stødt på. Dobbelte, tykke og gode at holde med. Fakta for grydelapperne har jeg skrevet om før. Her er ingen ændringer sket.


Har du lyst til at se flere billeder af stjernerne, kan den lilla ses her og den blå lige her. Flere billeder af grydelapperne findes også på Ravery. De lilla her, og de blå lige her.


Julen er fyldt med sokker


Julesokker 2015

Jeg strikker hvert år et par sokker til min mor og Annelise. I år gav sokkerne anledning til at arbejde videre med den skræddersyede svang og et mønster jeg muligvis ikke selv har opfundt, men dog selv har talt mig frem til og selv har fundet det korrekte maskeantal til, i forhold til tykkere pinde og dermed færre masker.

Jeg havde et håb om at maskefordelingen og svangen endelig ville falde på plads. At mønstret ned over hælen ville finde sin endelige form og at mønstret måske endda kunne se dagens lys som et nedskrevet dokument. Der mangler vist stadig lidt. De to par sokker blev ikke helt ens, og da jeg senere tog fat på sokker til Daniel, var der pludselig nye indfald og nye ideer. Ikke mange, men nok til at en endelig nedskrivning alligevel ikke er inden for rækkevidde.

Jeg havde en ide om at lade mønstret følge med ned under foden, at det ville give god mening. Det gør det måske også. Men igen var det ikke sådan lige. En ting er at strikke mere eller i fri form. Noget andet er at huske og formidle og give mening i et større perspektiv.


Julesokker 2015

Julesokker 2015

Julesokker 2015


En dag gør jeg det. En dag beslutter jeg mig for at der er mange måder at nå målet, og at jeg muligvis ombestemmer mig senere hen. Men så er der jo bare plads til endnu en nedskrivning. Jeg er ikke nået til den dag endnu.








Design: Eget og med masser af krumspring.


Garn: Strømpegarn fra kassen med rester. Rester giver en variation i både firmamærke, kvalitet og farvekombinationer. Farverne er valgt med hensyn til modtagerne - og en lille smule efter hvad jeg synes er pænt.

Trods ens maskeantal og mønstergentagelser endte det ene par med at veje 83 gram, mens det andet vejede 91 gram. Jeg tænker der er forskel på strømpegarn.


Pinde: 4 mm strømpepinde. Jeg bruger helst 4 ad gangen.


Størrelse: Cirka en størrelse 39.


Julesokker 2015

Julesokker 2015

Julesokker 2015


Bemærkninger: Ikke det store. Opskriften er som sokkeopskrifter er flest. Rib for oven, mønster ned ad skaftet, derefter en hæl med kile und alles, foden får et tvist med den fodformede svang og endelig en helt almindelig og gennem årtier strikket tå.


Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de grønne ses her og de blå lige her på Ravelry.


Julesokker 2015


farver210

Når taljen ikke længere passer


For et halvt år siden, dengang det stadig var sommer, købte jeg en kjole i en genbrugsbutik. Den var perfekt, hang blot og ventede og kom med mig hjem for kun halvtreds kroner. Kjolen er af den slags, der har en fast linning i taljen, og efter at have haft den på to gange, kunne jeg ikke længere passe den.


December 2015


Der var ikke noget at gøre. Jeg var blevet for tyk. Der var heller ikke meget at give af, da jeg købte den, og – indrømmet – jeg havde ikke været særlig påpasselig med min vægt. Kjolen havnede på en bøjle i skabet, jeg fik blod på tanden i forhold til at stramme op, men selvom der faktisk røg et par kilo hen over sommeren, har jeg endnu ikke haft kjolen på igen. Jeg kan stadig ikke passe den.

Sammenhængen dukkede først op måneder senere. En sammenhæng, der skulle tage lang tid – sådan føltes det i hvert fald – før alting endelig faldt på plads, alting gav menng og en løsning så dagens lys.

Starten var som sådan allerede gået tre måneder forinden. Jeg havde bare ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at de symptomer jeg dengang var gået til min læge med, og som lægen meget professionelt henviste til en gynækolog, skulle vise sig også at hænge sammen med at jeg ikke længere kunne lyne min nyindkøbte kjole.

Der skulle gå yderligere to måneder inden jeg for alvor forstod sammenhængen mellem de symptomer, jeg fejlagtigt havde troet kunne være startvanskeligheder omkring overgangsalder eller måske sideeffekter af den spiral, jeg har gået med længe nok til at en udskiftning er på sin plads. Jeg har brugt spiral de sidste mange, mange år, og aldrig haft problemer og jeg er muligvis ikke gammel nok til overgangsalderproblemer – men man kan aldrig vide.

Det var hverken det ene eller det andet. I stedet viste det sig at jeg har groet et temmelig stort fibrom. Dengang jeg købte kjolen havde jeg været omkring gynækologen en enkelt gang. Den samme gynækolog havde observeret fibromet, men derudover var jeg ikke blevet meget klogere. Trods mange og flere forskelligt formulerede spørgsmål fik jeg aldrig andet svar af hende end, at det ikke var farligt. Vist havde senere jeg googlet flere svar, men koblingen mellem den manglede evne til at passe kjolen og det otte centimeter store fibrom opstod på intet tidspunkt. Dengang i sommers.

Fibromer er muskelknuder i livmoderen. De opstår når en muskelcelle i livmodervæggen deler sig i to og begynder at vokse. Det er forskelligt om de vokser udenpå livmoderen, inden i livmoderen eller midt i livmodervæggen. De er godartede og måske netop derfor ligger forskningen af fibromer ikke højest på forskernes hitlister. Der er mange “Det kunne se ud som om…”, “Der er en sandsynlighed for…”, “Noget tyder på…” og “Meget taler for…” i forhold til at blive klogere på fibromer.


December 2015


Efterhånden glemte jeg alt om kjolens eksistens. Den hænger stadig i skabet. Og da endnu et besøg hos den samme gynækolog viste sig lige så nytteløst som det første, bad jeg først gynækologen – som mildest talt ikke var enig med mig, men som jeg omvendt ikke længere havde den mindste smule tillid til – og senere min egen læge om en henvisning til Herlev, der heldigvis, og med et par måneders forsinkelse gav helt andre svar og helt andre syn på sagen.

Det var både koldt, blæsende og så afgjort efterår den dag jeg endelig kunne træde over tærsklen på Herlev Hospital medbringende et håb om at få klar besked, om at blive vejledt og med naiviteten i behold omkring at fibromer ikke kun vokser, men også kan hjælpes til at blive mindre. Den følelse af tyngde og at være fyldt, jeg ind imellem oplevede var i mine øjne ikke værre end, at det kunne jeg sagtens leve med. Da jeg tre timer senere gik fra hospitalet var det med nogle helt andre tanker, og en noget surrealistisk oplevelse i bagagen.

For den samlede lægestand er det selvfølgelig vigtigt at der ikke findes fremmedelegemer i kroppen. Derfor havde spiralen, som skulle skiftes høj prioritet. I første omgang hos gynækologen, der ikke kunne finde den, og derfor sendte mig til røngent, men bestemt også hos lægerne på Herlev. Så høj en prioritet at flere måtte til, inden ekspertisen på området opgav og sendte mig videre til ultralyd. Det var her det surrealistiske kom på banen. I første omgang havde lægerne på Herlev ikke adgang til røngentbillederne, som viser spiralen og som gynækologen ikke havde sendt med… Derefter fulgte først en læges leden og følen og roden og ragen med og uden scanning, for derefter at tilføje endnu en læge (Ekspertisen). The more the merrier, lå jeg på briksen og tænkte, men der er dukkede ikke flere op.

Inden Ekspertisen gik igen, fik han fortalt at deres anbefaling ville være at fjerne livmoderen. Den var jo kæmpestor, sagde han, og fik sagt noget om at den nærmest ramte navlehøjde. Jeg var slet ikke med. Jo nok havde jeg et stort fibrom, men med min viden om den kvindelige anatomi, kunne jeg ikke lige finde sammenhæng mellem en forstørret livmoder, tyngdefornemmelse og navlehøjde.

Jeg nåede lidt mere snak med lægen, blev anbefalet operation, fik mulighed for at tænke mig godt og grundigt om, fik viden om at fibromer måske nok med en hormonspiral kan tvinges til at skrumpe, men ikke særlig meget – max en centimeter – hvilket er det sammen de vil skrumpe efter overgangsalderen, og blev sendt hjem med en ny tid og en akut tid hos ultralyddamerne længere oppe i huset.

En halv time senere lå jeg på endnu en briks. Denne gang hos en temmelig kompetent dame med et ultralydsapparat og en langt bedre evne til at finde spiraler, end nogen anden jeg hidtil havde mødt. Ekspertisen havde faktisk lovet at det ville ske. Vi er gode, sagde han, men damerne med ultralydsapparaterne er ofte bedre. Jeg kan godt lide mennesker, der er i stand til at indrømme deres begrænsning.

Damen fandt spiralen i første forsøg. Hun førte scannedimsen over maven, sådan cirka i navlehøjde, og der var den. Så tror da pokker at snoren var væk. Den lå lige som den skulle, midt i slimhinden i en livmoder, der – som Ekspertisen havde sagt – er udviddet til navlehøjde. Hun fandt også yderligere to fibromer. Ikke helt så store som det første, men store nok til at være besværgerlige. De tre er senere blevet til mindst tre – der kan godt være flere, men så er de små nok til at gemme sig.


December 2015


Da jeg gik fra hospitalet var jeg ikke i tvivl. Al min logik og rationale sagde mig at selvfølgelig skal det fjernes. Mine følelser var derimod ikke helt enige. Det krævede tid at få følelsene med, og jeg har været glad for at lægen gav mig en hel måned til at tænke. Inden tiden nærmede sig for månedens udgang kunne jeg mærke, at jeg stille og roligt er gået fra at tænke: Jeg kan leve med meget til at tænke: Det bliver rart at komme af med.

Det bliver rart. Ingen tvivl om det. Et af de spørgsmål jeg havde med, da jeg efter en måned atter sad foran lægen på Herlev, handlede om størrelsen på min livmoder. Hvor stor er den egentlig? Spurgte jeg, og havde brug for noget jeg kunne sammenligne med. Det jeg forstår at sammenligne med er en graviditet. Lægen vurderede at min livmoder cirka er på størrelse med en tyve ugers graviditet. Nu. Det var den ikke i sommers. Derfor handler en del af mine kommende spørgsmål da også om, hvor hurtigt sådan nogle tingester egentlig kan vokse.

Og med en tyve ugers graviditet tror da pokker at kjolen stadig hænger i skabet. Men der er håb om at den kan komme i brug igen til sommer. Og mens december har været travl og fyldt og helt som det skal være, kommer januar til at handle om noget ganske andet. Januar er ikke den dårligste måned at være syg. Og selvom jeg efterhånden er plaget af en del “graviditetsgener” – jeg kan ikke gå op ad trappen uden at stoppe op og trække vejret ordentlig igennem, jeg skal tisse hele tiden, jeg oplever til tider kvalme, jeg føler mig i den grad stoppet ud og jeg kan ikke være i mit tøj - har tiden i den grad arbejdet for mig. Jeg er i den grad klar. Når knivene på torsdag ligger klar, er jeg klart til bikinisnit, til endegyldigt ikke at få flere børn og til at være sygemeldt det meste af januar.

Og til forhåbentlig igen at kunne passe kjolen, der stadig hænger i skabet.


Forresten fik min mor fjernet sin livmoder da hun var fyrre. Af samme grund. Det siges også at noget tyder på, at der kan være en sammenhæng mellem arvelighed og voldsom vækst af fibromer.



onsdag den 30. december 2015

På vej mod årets sidste dag


Julen er for alvor slut. Det har været skønne dage, det har været dejlige mennesker, og vi har alle haft mulighed for at gå helt ned i gear, og lave så absolut ingenting.


dec1


Søndag var rejsedag. Vi tog hjem. Mætte og glade og – for nogens vedkommede – med udsigt til endnu en flok fridage. Mens jeg har fri, skulle Anders egentlig have arbejdet, men forandringer satte ind og dermed har vi hygget os i hinandens selskab. Emilie derimod – hun har taget alle dagene. Mange timer lige siden i mandags og hun slutter ikke før i morgen, hvor årets sidste arbejdsdag starter tidligt og slutter tidsnok til nytårsaften samme med tøserne fra Husholdningsskolen. Vi skal ikke vente hende hjem efter arbejde i morgen, siger hun. Jeg tager direkte, har hun meldt ud.

Der har været plads til besøg af Daniel og Nikita, der begge har lystige planer i morgen aften, og mens ungdommen har mod på timer i prægtig selskab med ligesindede, har vi andre været ude at fouragere og kommer bestemt ikke til at lide nød. Vi gør som vi plejer. Vi bliver hjemme. Vi putter os i hjørnerne, bruger tid på lidt god mad, og satser på at grine af kattene, der også ganske som de plejer bliver bragt engang i morgen eftermiddag, så de ikke skal være alene hjemme midt i al ståhejet.

Vi kunne godt finde på at gå tidligt i seng.


dec2


Alle de mange timer Emilie har brugt i butikken i løbet af december har endelig båret frugt. Længe har hun fablet om et kamera. Sådan et med filter og taske og flere muligheder end mobilens fotoenhed byder på. I dag har hun formøblet det meste af månedens løn. Nu skal hun bare lære at bruge det. Hun håber lidt på den ene af skolens lærere, der har en fortid som fotograf, og jeg håber lidt på at måtte låne og kigge med.

Bare nok til at finde ud af hvor meget jeg kunne ønske mig sådan et.


farver208

prikker

søndag den 27. december 2015

Den Gamle By


 Julen har været præcis som den skulle. Og den er slet, slet ikke slut.

Dejlige mennesker, dejligt samvær, god mad og så absolut ingenting ud over det, andet end hvad vi selv har lyst til.



I dag havde vi brug for at komme ud. Vi havde brug for luft og til at se andet end de hjemlige rammer. Jeg havde hjemmefra fablet om Den Gamle By. Nina synes det var en rigtig god ide, og mens mændene blev hjemme, familiens unge mennesker havde forpligtelser sammen med kæresters familie, blev Emilie, Nina og jeg kørt mod byen og oplevelser i en svunden tid.

Planen var at se halvfjerdserboligerne. Specielt dem, der er kommet til, siden jeg var der sidst. Men selvfølgelig kunne vi ikke gå gennem den meget ældre del af byen, uden også at kigge ind i mange af de fine julepyntede hjem.

Første stop var stiftelsen, der ligger knap inden for indgangen. Udefra kunne vi se en strikkende dame, og det kunne vi ikke gå forbi. Stiftelsen er fra midten af attenhundredetallet og et sted, der husede præsteenker og adelige jomfruer.
 


Damen i vinduet viste sig at være en præstedatter. Hun sad ved vinduet i lyset og strikkede, mens hun pænt og ordentligt, uden en eneste gang at falde ud, blev i rollen. Vi var faktisk ret imponerede.

Specielt da hun kiggede på Emilie og, med et blik på håret, konstaterede at hun måtte være datter af en farver. Jeg havde hue på, og først da vi efter en lang snak og filtning og broderi, om Sydafrika og Slegsvig, og om aldrig at gå alene, hvis ikke lige hun skulle ud at gøre handel eller besøge Amalie, sagde farvel og god jul, så hun pludselig at også jeg måtte være datter af en farver.

Videre købte vi lækkert julebag hos bageren, hvor de stegte ænder stod på række i køkkenet, hver forsynet med et halvt spillekort. Køkkenpigen til de respektive ænder havde den anden halvdel af kortet, så hun ved afhentning fik den rigtige and med hjem.

På Torvet var der både julen gennem historien i den gamle købmandsgård, julebutik, ju'lumhej og julemuseum, inden vi endelig begav os mod '74 bydelen.




Seks nye lejligheder og et knallertværksted var føjet til siden sidst. Nina havde endnu de første lejligheder til gode, så vi startede med de nye, og nåede de først opførte lige inden klokken var over fem, byen lukket og vi i mørket fandt vej mod udgangen, mod bussen og mod turen hjem.

Jeg er pænt imponeret af halvfjerdserbydelen, der i den grad giver minder om min barndom. Det er nærmest som at komme hjem. Jeg tænker at når det er oplevelsen, kan de ikke have ramt helt forbi.

Der er stadig bygninger på vej, og dermed er der stadig mange rigtig gode grunde til at vende tilbage.





onsdag den 23. december 2015

Dagen før dagen





Jeg har fri i dag. Jeg skulle egentlig have været på arbejde, men med udsigt til højst to børn, blev vi enige om at tre voksne ville være lige i overkanten. Da jeg skal længst væk, blev det mig, der fik lov at blive hjemme.

Og sådan fik jeg pludselig god tid. Pakningen blev udskudt fra i aftes, Jeg har ryddet køkkenet inden afgang, byttet pakket med Anders' mor og vendt aftenens forsøg udi marcipanbrød i chokolade. Mens chokoladen står og størkner, er det vist efterhånden på tide at pakke til dage hos yndlingsfamilien i Aarhus.

Både Anders og Emilie er på arbejde, men der er vist snart frihedsklokker der ringer. Daniel har valgt at blive hjemme og arbejde både den 24. og den 25. Og mens det tidligere nok var trist at skulle følge til toget, vinke farvel og vide at julen i år skulle foregå sammen med det fædrende ophav, var det langt mere trist pludselig at stå over for en selvvalgt jul alene.



Heldigvis har Daniel gode venner, med gode forældre. Og sådan gik det til at Steffens mor insisterede på at Daniel holder jul hos dem. Det gjorde godt i min mavefornemmelse.

Samme Daniel var forbi i mandags efter den sidste adventsgave. Fire par hjemmestrikkede sokker, der for tre pars vedkommende endda var med en videreudvikling af det mønster jeg plejer at udstyre Daniels sokker med og alle fire med svej under svangen. Jeg er ved at have styr på det.



Vi fik ønsket god jul, og Daniel gik belæsset med gaver fra os, fra familien og en kurv med lækkerier til værtsfamilien. De skal ikke snydes, når de åbner deres hjem, for min søn en juleaften. Det gør godt at vide han ikke er alene (det har jeg vist allerede sagt en gang).

Så vi er ved at være klar. Om lidt er vi pakkede. Daniel kommer forbi igen efter den sidste gave, pladsbilletterne er bestilt, og vi er lovet hentning i den anden ende. Det værste bliver at bære alle de mange gaver vi pludselig fik samlet sammen. De er endt med at være ret tunge.















Tilbage er bare at ønske

Glædelig jul til jer alle sammen