søndag den 28. april 2019

Godt brugt


Klokken var omkring tre, tirsdag eftermiddag. Berit og jeg stod begge i baren, forklarede og servicerede de et-par-og-fyrre nye børn, der netop var startet.





Der er meget at lære når man er nyt barn i Klubben. Også selvom man har været på besøg to dage hver uge de sidste mange uger. Mange nye systemer, som i besøgsperioden ikke har været vores ansvar eller opgave og derfor ikke noget børnene har haft brug for at vide, skal indkøres.

Frugt for eksempel. Vi gør det helt anderledes end i SFOI. Tidligere har de spist frugt hos sig selv, nu skal de have det hos os, og jeg fortalte igen og igen og igen hele tirsdagen for to-tre-fire børn ad gangen. De fanger det heldigvis hurtigt, og allerede onsdag, var det kun et par stykker, der skulle have opfrisket.

Louise var et andet sted i huset, og kom gennem barområdet efter noget - hvad ved jeg ikke -i skyndingen fik hun udtalt de vise ord: Nu kan jeg huske hvad der er der sker, når vi får nye børn. Jeg glemmer at spise frokost!





Det er ikke kun Louise, der har det sådan. Det er et vilkår. Vi skal nok få frokost igen, men i ugen der gik, var det ikke mange af os, der i løbet af dagene fandt tid til frokost.

Sådan er det bare.





Da vi nåede fredag, havde vi allerede gjort os en del erfaringer med den nye børnegruppe. Vi har sat os nogle nye mål og retninger og har indført nye arbejdsmetoder, der betyder at vi kan navigere i den nye dagsorden.

Sådan er det også bare.


Jeg tror vi er mindre trætte, når det bliver fredag igen - det hjælper selvfølgelig at vi har lukket onsdag. Og jeg tror også at næste uge, bliver det med frokost en tilbagegang til normalen.





tirsdag den 23. april 2019

Hosenmatz


Helle strikkede bukser til den fineste lille blerøv, og jeg ville være med.







Et kig i gemmerne betød at jeg endte med at købe nyt, for jeg havde ikke nok af noget som helst, hvis de både skulle være bløde, lækre, babyegnede og ensfarvede.

Det tog ikke lang tid at strikke de små bukser, som lå en uge eller to, inden de først blev vaskede og siden fotograferede, da babyen kom forbi og kunne bruges som model.

Han beholdt dem på hjem, og er siden set med dem flere gange. Amalie har udtrykt glæde over dem, og dermed begyndte jeg at overveje om endnu et par skulle se dagens lys. Da jeg den anden dag faldt over bambus og bomuld kom det med hjem og efter lidt omregninger er et nyt par på pindene.





Bambus og bomuld lød som en skøn kombination, når nu varmen er på vej.

Og et godt supplement til det første par af uld.













Design: Hosenmatz af Mayumi Kaliciak og Antje Litzmann.

Opskriften kan hentes gratis (et stykke nede på siden), og findes både i en engelsk og en tysk version. Jeg valgte den engelske. Jeg har strikket efter tysk en enkelt gang, det var ikke en udpræget fantastisk oplevelse.


Garn: Baby Merino Wool fra Stoff & Stil. Farven hedder Støvet Grøn Melange

Der gik 120 gram til de små bukser.


Pinde: Rundpind og strømpepinde 3 mm.


Størrelse: 8-12 mdr.







Bemærkninger: Umiddelbart kunne jeg ikke gennemskue hele forklaringen om huller og bindebånd, og endte med at strikke de to dele hver for sig. Efterfølgende kan jeg godt se logikken i at strikke bindebåndet fast midt bag - og vælger også at strikke hver for sig i det næste par.

Jeg syede maskerne mellem benene sammen med maskesting, fordi jeg synes det er pænere end en sammenstrik.





Jeg er ikke sikker på jeg forstår hvorfor ribben foroven skal være så lang i den største størrelse. Den er helt klart pænest, når den er foldet ned, men folder hele tiden op af sig selv.

Til gengæld kan jeg godt lide ideen med en lang rib forneden og muligheden for at vokse med barnet.


Har du lyst til at se flere billeder af bukserne, kan de ses lige her på Ravery.





mandag den 22. april 2019

Prikker og muselmalet inspiration


Ingen fødselsdag uden gaver.





Som flere gange tidligere tog jeg til Creative Space og malede et fad. Det er en super god gaveide. Denne gang havde jeg selskab at to lidt yngre damer, der diskuterede mænd og svigermødre og deres umuligheder. Det er lidt sjovt, sådan at få lov at lytte med.

Langt hen ad vejen var jeg ikke uenig. Alligevel oplever jeg at sådan nogle samtaler bliver meget ensidige, når man ikke er en del af setuppet. Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at jeg også kan være ensidig i den samme situation - men det er jo noget helt andet...





For at få alting til at passe sammen, er det flere uger siden jeg var derinde, og med aftaler den ene weekend efter den anden, lå det også og ventede på mig i længere tid end jeg plejer at lade gå. jeg er altid nysgerrig efter at se det færdige resultat, så ventetiden blev denne gang lidt lang.

Jeg malede muselinspiration og toppede med prikker. Jeg kan godt lide prikker. Og samtidig er det vigtigt for mig at værne om ophavsretten, så det er tydeligt at her ikke er tale om Royal Copenhagen.

Denne gang valgte jeg lilla. Jeg var i tvivl om hvilken farve hun bedst kan lide og valgte fordomme og tidligere tiders farvevalg og tænkte at lilla var det helt rigtige til en pædagogisk assistent ansat i en børnehave.





Jeg talte med indehaveren af Frederiksbergafdelingen, som fortalte at lige da de åbnede, var der en del hurhlumhej med netop det motiv og den store fabrik. Det endte med at parterne enedes om, at hun ikke må udstille malede effekter med blå blomster. For som hun sagde: Jeg kan ikke styre hvad mine kunder vælger at udstyre porcelænet med. 

Dermed går jeg ud fra, at jeg gerne må male muselinspirede hjerter, til trods for rettigheder og så videre.

Min kusine blev glad og meddelte at hun havde ønsket lige præcis sådan et fad.

Det var jo heldigt!





søndag den 21. april 2019

Kjole No. 2


Det lykkedes. Jeg syede de sidste sting på udfordringens kjole nummer to, sådan nærmest på vej ud af døren.





Eller det er løgn, jeg havde en hel halv time, til at pakke gave ind, pakke til en overnatning, få tøj på, sætte håret, fikse makeup og være sikker på jeg havde det hele med, inden jeg nærmest løb ud af døren. Og endte med at have god tid. Sådan cirka.

Med kjole nummer to, er jeg fint med i årets udfordring. Seks kjoler på et år, betyder cirka to måneder pr kjole. April er næsten slut, og dermed synes jeg, jeg er fint med.

Jeg har ingen anelse om hvordan den næste kjole skal se ud... men jeg har vel et par måneder til at beslutte mig. Sådan cirka.





Kjolen var på til fødselsdag i fængslet. Det med billeder nåede vi aldrig til, så jeg lokkede Emilie til at agere fotograf tidligere i dag, inden hun afleverede alle vores tomme flasker og jeg kørte en lang tur.

Mønstret er fundet i Burda 5/2010 og er en sammensætning af to kjoler med samme snit. Den ene - model 140 - havde den fine halsudskæring, mens den anden - model 141 - tilsatte ærmerne. Mine mål passede helt uden de store dikkedarer til en 46 for oven og en 50 over hoften. Jeg tegnede kurver mellem de to og tilføjede ærmet plads nok til lidt større overarme end den gængse model.





Alligevel passede det selvfølgelig ikke. Heldigvis er Anders efterhånden blevet en habil hjælper med nåle. I første omgang løftede jeg skuldrene to centimeter. Så passede taljen. Men der var stadig alt for meget stof i ryggen.

Anders satte nåle og jeg syede ind. Ved taljen fjernede jeg to gange fire centimeter, i sømmen mellem rygdelene, der ebbede ud mod hoften den ene vej og helt op til ærmegabet den anden vej.

På skulderen rykkede jeg også det meste af fire centimeter ind, til trods for mål og alt muligt, for at få ærmet til at sidde pænt over skulderen. Jeg havde regnet med at de løftede skuldre betød at ærmegabet skulle ringes tilsvarende, men da jeg endte med at fjerne det meste af fire centimeter på hele rygdelen af ærmegabet, var der ikke behov for yderligere ringning. På forstykkerne passede ærmegabet fint, bortset fra skuldrene, som af en eller anden grund gik meget langt ud.





Vi besluttede fælles en længde til lige under knæet. Jeg blev pludselig i tvivl om modellen ville blive for kort, hvis den stopper lige over. Emilie synes den er for lang og lige konet nok, og mener bestemt den skal lægges op til lige over knæet. Jeg er stadig i tvivl, men den kan altid lægges op.

Jeg er meget tilfreds med resultatet, som er i et snit jeg har bildt mig ind, jeg slet ikke kan bære. Her gik jeg rundt og troede at figursyede kjoler virkede bedst på mig, med vidde i skørtet.

Der kan man bare se.





Endelig var der ærmerne. Jeg er ikke fan af pufærmer, men jeg kan faktisk godt lide de her. Jeg er ret sikker på, at jeg vendte læggene på ærmerne forkert. De skulle have være to parallelle læg, men så kom jeg til at se på vrangsiden og vendte dem om. Det er jeg glad for at jeg gjorde, for det gjorde dem meget finere.

Jeg tænker jeg kommer til at bruge kjolen en hel del. Men måske ikke lige med det samme. Den er syet af et af de uldne stykker stof jeg fik fra Sille, og med en gennemfoering er det ikke en sommersag til meget varme dage.





Ryk direkte i fængsel


I 1905 blev Haslev Arrest og Tinghus bygget - og taget i brug. Vil jeg tro. I en lille bygning ved siden af, lå politistationen. Lige til venstre for billedet.





Jeg kan ikke finde meget om stedet, men hvis vægge kunne tale, vil der helt sikkert være mange gode historier at fortælle. Både om varetægtsfanger i cellerne og rettergange i den gamle fine sal på første etage.

Da min kusine flyttede til byen var stedet stadig i brug. Og da hendes nu femtenårige søn skulle have eget pas, foregik det i den gamle bygning. Arresten var dog lukket mange år i forvejen.

I 2009 blev bygningen sat til salg. Driftige forretningsfolk købte bygningen og havde planer om at omdanne rammerne til en kulturinstitution. Der var en del tovtrækkeri frem og tilbage, men endelig lykkedes det at gøre stedet brugbart og mulig at bruge til mange forskellige formål.







Specielt tanken om at omdanne cellerne i den gamle arrest var et problem. For de er bygget solidt og tænkt til at holde folk inde. Nu skulle de både være autentiske men samtidig udstyres med en mulighed for at komme ud, hvis det skulle være nødvendigt.

Så vidt jeg har forstået kan både vinduer og de gamle tremmer derfor åbnes i dag. Det så ikke sådan ud, og vi prøvede ikke. Men vi undrede og lidt over hvorfor bordet under det højt opsatte vindue var udstyret med en trappe.

Min kusine fylder fyrre og havde lejet hele molevitten til fest og ballade. Det var super hyggeligt.















Min søster og jeg mødte op, og fik fornøjelsen af at dele celle nummer to.

Den smukke gamle retssal er svær at fotografere, men jeg var ret imponeret af loftet og de udskårne gerichter over dørene.

Trappen til førstesalen er fin og udsmykket med en imponerende lysekrone, men i det øjeblik man forlader hovedhuset og går mod arresten, er det en hel anden historie.







Vi sov bag vindue nummer to, fra højre.


Den gamle ånd er bevaret, og selvom jeg er temmelig sikker på, at vi sov bedre end tidligere tiders fanger, er det ikke luksus der gennemtrænger stedet. Vinduet sidder højt, der er ingen gardiner, til gengæld kan skyggen fra tremmerne ses mod væggen, lamperne har set bedre dage, ledningsføringen er alternativ og der er heller ingen spejl.

Banen ligger i baghaven, og vi kunne høre de tunge godstog køre gennem natten.

Toilettet er placeret i hovedbygningen, og er ikke præget af overflod. Der var et bad, men det droppede vi og tog i stedet hjem, efter at have delt morgenmaden med de overnattende og sagt pænt farvel.





Det blev sent, før vi kom i seng, og jeg var træt da jeg nåede hjem i går eftermiddags. Faktisk må jeg indrømme, jeg bare gik omkuld og ikke rigtigt var noget værd resten af dagen.

Men jeg havde en hyggelig aften og er en sjov oplevelse rigere. Jeg håber min kusine havde det på samme måde.





torsdag den 18. april 2019

Lillesøsters Kjole


Jeg tror aldrig jeg har købt så meget lækkert garn, som jeg foreløbig har i år. Uden at skelne til prisen, har jeg stoppet det ene lækre håndfarvede fed strømpegarn efter det andet i indkøbskurven, når jeg rundt om er stødt på det.

Stødt på er måske så meget sagt - når jeg har opsøgt det, er nok mere sigende.





Det ligger alt sammen og venter, ikke meget er brugt, for det tager tid at strikke strømper, og det må gerne tage tid.

I mellemtiden forøger jeg at rydde lidt ud i lageret. Af resterne opstår først og fremmest børnestrik. Der går bare sjældent meget garn til børnestrik, og somme tider er der ikke nok, til et ønsket projekt, og så køber jeg alligevel.

Altså er jeg stadig bagud i den altid bagvedkørende tanke om at bruge mere, end der kommer ind.

Siden nytår har jeg forsøgt at nedbringe lageret af bomuldsgarn og strikker små håndklæder på livet løs. De små håndklæder bliver tit og meget hurtigt afsat til fordel for noget andet, så ønsket om femten håndklæder kan måske nok nåes inden året er omme, men er ikke lige inden for rækkevidde.




For et par uger siden sad jeg og kiggede i kassen med bomuldsgarn, der også indeholder afarter af bomuld. Mit blik faldt på et nøgle skinnende bomuld og viscose, der har ligget i kassen meget længe. Jeg blev nysgerrig på hvor meget jeg havde, og hvad det kunne blive til, og inden jeg så mig om havde jeg slået op til en Lillesøsters Kjole og tilsatte lidt pink og glimmer, for at bryde alt det grå.

At resultatet skulle ende hos Rose, var der ingen tvivl om. Garnet har nemlig en historie, og er resterne af et køb Sille og jeg gjorde for mange, mange år siden. Vi købte begge det skinnende garn, i to forskellige grå, og strikkede hver en trøje efter samme mønster. Min var åben, Silles var lukket.

Garnet kan efter banderolen tåle fyrre graders vask. Erfaringen siger, at det kryber en smule for hver vask, ved så varme grader. Derfor havde jeg ingen skrupler ved at tilføje en rest pink soyagarn, der helst ikke vil udsættes for alt for meget varme.

En tur gennem uldvasken, betød da også at garnet stadig så fint og nyt ud.

Rose fik kjolen i tirsdags, da dagen blev brugt på Frederiksberg. Det med at stå stille, er ikke en disciplin hun gør sig meget i, så billederne er ikke de mest modelagtige...









Design: Lillesøsters Kjole af Tora Frøseth.


Garn: Shine fra Sandnes Garn. Det er udgået fra sortimentet, men har ligget mange år mellem mit garn. Som effekt tilsatte jeg glimmer og soyagarn i pink - også fra lageret.

Den færdige kjole vejer 183 gram.


Pinde: 3½ mm - jeg strikkede på rundpind.


Størrelse: Jeg gik ud fra størrelse 18 måneder og forestillede mig at den ville blive noget større, da både garn og pinde var noget tykkere end opskriften foreskriver.

Jeg tror jeg er endt med en størrelse cirka 2-3 år. Den er i hvert fald rigelig stor.





Bemærkninger: Jeg glemte at notere, men så vidt jeg husker strikkede jeg en omgang rillestrik øverst mindre end opskriften, inden jeg fortsatte til ærmegabet.

Jeg fortsatte udtagninger i sidesømmen, til jeg synes kjolen var lang nok, og strikkede en vrangrille i glimmer og en 3-3 rib af soyagarnet.

Rillerne på bærestykket gav sig i vask, og betyder at bærestykket trækker og ærmegabet bliver meget langt. Det er lidt ærgerligt, men sådan kan det gå.


Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





onsdag den 17. april 2019

Yarn Along - Uge 16


Jeg har haft besøg af Oscar dag.

Vi havde omkring tre timer sammen, hvoraf han sov den ene. Ikke om han ville sove mere. Han så ellers træt ud, og ville ingenting - ud over at tude. Så er gode råd dyre.

Jeg tænkte at dynen på gulvet, måske kunne være en god ide, og det var det. Ikke at han faldt i søvn, det gjorde han ikke, men dynen er bare noget af det bedste at ligge og rode rundt i.

Siden var der ren glæde. Især da jeg gjorde alt, for at se tosset ud, og dansede rundt i stuen, inklusive squats hen over babyen. Han grinede så det stod efter. Desværre ingen billeder, for det er svært - grænsende til umuligt - både at danse, og tage billeder.

Han faldt i søvn på vej hjem. Siddende op med hovedet hvilende på forlæderet af barnevognen. Der er ikke langt hjem, så jeg tænkte det bedst at lade ham sidde. Hjemme kunne jeg bære han lige op i sengen iført sele og alting. Ikke noget med at rode for meget her.

Jeg håber han sov længe.















Læse:

De to sideløbende sager drejer begge i nye retninger og begynder også at møde hinanden. Ikke at de nødvendigvis har noget med hinanden at gøre - og så kan der måske alligevel godt vise sig at være fællestræk.

Den er stadig spændende, omend jeg ikke altid kommer tidsnok i seng, til at læse ret meget...


Sy:

I denne uge er garnet vævet - for stof er vel også en slags garn.

Jeg syr kjole. Jeg vil helt vildt gerne være færdig til fødselsdag i familien på fredag. Jeg tror jeg har tid nok, men med besøg fra Oscar, besøg hos Rose og tid til at køre forbi og give sneglene mad, kan det godt blive lidt småt med den der tid.

Hvis jeg ikke når det, finder jeg en anden kjole.

Jeg har kombineret to kjoler. Næsten samme snit, men ikke helt ens. Den ene havde en spændende udskæring, den anden fine ærmer. Jeg er ellers ikke til pufærmer, men de her kan alligevel noget.

Der er to læg på skuldrene, og jeg er temmelig sikker på at jeg har vendt læggene forkert. De var bare så meget pænere på vrangsiden, at jeg straks vendte dem om, og fik sjove krydsede læg, i stedet for noget mere firkantet.

Tiden er løbet for i dag, larmetiden er overstået. Naboerne skal have ro. Kjolen ligger klar med nåle til samling af foer og yderstof. Det - og lidt mere - kan jeg sagtens nå, inden morgendagen byder på påskefrokost hos skønne mennesker.

Til gengæld er spindingen sat lidt på pause. Også selvom jeg har sat rokken midt i stuen, og kan ae den, hver gang jeg går forbi. Den blev sat væk mens Oscar var her - men nu er den fremme igen. I øvrigt var han temmelig betaget af hjulet, der drejede rundt.