tirsdag den 15. oktober 2019

Det candyflossfarvede garn


Jeg er håbløst bagud - i hvert fald når det handler om bloggen. På andre områder følger jeg fint med. Synes jeg.

Fortællingen om spindingen for eksempel. Håbløst!





Ideen bag #spin15aday er rigtig god, synes jeg og forsøger at spinde mindst femten minutter hver dag. Nogen gange bliver det mere, nogen gange mindre, og der er også dage, hvor rokken står urørt.

Jeg tænker at sådan skal det være.

Det går ikke stærkt. Men sådan må det også gerne være.


Det candyflossfarvede uld har faktisk ligget færdigt længe. Jeg har også taget det i brug. Lidt. Men venter med resten.

Der var mere end en plan bag garnet - som vel egentlig burde præsenteres med faktaoplysninger... de kommer lige om lidt.

Inden er det væsentligt at sige, at jeg er overraskende tilfreds med resultatet, som trods farver, der stikker i alle de forkerte retninger, er blevet mærkeligt tilfredsstillende i sidste ende.












Materialer: Jeg startede ud med 340 gram Corridale fra Uldtrolden, håndfarvet turkis med felter af pink/lyserød og lilla.


Forberedelse: Planen var et forsøg på fraktalspundet garn. Jeg håbede at de forholdsvis lange farveskift ville blødes op og blandes, når jeg spandt med forskellig længde af farveskiftene.

Jeg delte ulden i tre dele på langs af båndet. Den første del gjorde jeg ikke mere ved, de to andre dele delte jeg dels en enkelt gang mere og dels yderligere to gange.

Inden jeg startede med at spinde, tesede jeg ulden en smule - altså hev den lidt fra hinanden, så det skulle være lettere at spinde. Det er jeg ikke sikker på, at jeg er fan af.







Spinding: Jeg spandt så tyndt jeg kunne. Det kan godt blive tyndere. Men det var en god proces - selvom det tog lang tid.

Jeg spandt med uret og tvandt mod uret. Det er vigtigt at spinde den ene vej og tvinde den anden vej, blandt andet for at ophæve tvistet i ulden, så det færdige garn ikke trækker i den ene retning. Det ses tit i entrådede garner, der, fordi de er entrådede, ikke opnår den balancering en tvinding giver.

De tre tråde tvandt jeg til et forholdsvist tæt garn. Ikke helt så overtvistet som jeg - som nybegynder - havde forventet, men stadig temmelig tæt.

Da garnet kom af rokken, drejede det omkring tre gange om sig selv, men efter et opskyl, er det næsten perfekt balanceret.







De sidste 25 gram, der var tilbage, da den ene spole løb tør for garn, kædetvandt jeg. Det tror jeg det hedder på dansk. På engelsk hedder det chainply eller navajo plying. En enkelt tråd bliver til tre, ved at lave lange kædemasker a la hæklede luftmasker.

Jeg er ikke sikker på, at jeg er så vild med kædetvindingen, som giver et mere ensfarvet garn, fordi det er den samme tråd, som bliver foldet om sig selv. Jeg kan bedre lide det farvespil der opstår når flere tråde bliver tvundet sammen.

Det var så belastende at sidde med kædetvindingen at det blev så hårdt tvundet, at jeg måtte køre det tilbage gennem rokken, for at få noget af tvistet ud igen.

Jeg skal nok også øve mig en hel del mere, hvis jeg nogensinde skal mestre den del af spindingen. Det faldt ikke naturligt!


Resultat: Jeg er endt med cirka 690 meter garn, fordelt på en hel masse med fraktalfarvespillet og den sidste lille del med den mere ensfarvede kædetvinding.

Beregnet og divideret er jeg endt med et garn med en løbelængde på ca 134 meter pr 50 gram. Det er ikke et tyndt garn, men heller ikke helt forfærdeligt. Noget i retning af det der på engelsk hedder DK.





Bemærkninger: Jeg er som sagt overraskende tilfreds med det færdige garn. Men jeg har ikke lyst til at strikke af det. Jeg er bange for, at det bliver for rodet.

Så opstod tanken om at væve. I kælderen fandt jeg min gamle børnevæv, og har faktisk vævet noget på den. Desværre kan børnevæven ikke væve bredere end 14 centimeter og pludselig opstod et stort behov for en væv.

Jeg vævede over de 14 centimeter med det kædetvundne garn som trend. Det blev faktisk rigtig fint, men meget smalt, og jeg er spændt på hvordan det næste stykke vil se ud, når jeg bruger det melerede garn til både trend og islæt.

Men det venter jeg lidt med. Jeg har nemlig besluttet at købe en væv. Ikke en kæmpestor en, men stor nok til at der kan laves noget på den, der kan bruges til noget og samtidig af en størrelse, der kan pakkes væk. Den skal bare lige ankomme. Jeg har trykket køb, hos en engelsk butik, der forhåbentlig sender inden Brexit, nye toldregler og hvad der ellers sker...





4 kommentarer:

  1. Hvor ser dit garn fint ud! Tillykke med dit vævekøb. Ashford er nogle fine væve - jeg har selv en tangentvæv af det mærke. Hvis du mangler reservedele eller udstyr, kan du købe det hos http://skytten-danmark.dk/ Der er også en Facebook-gruppe med køb og salg: "Køb/salg Væve/væveudstyr- Spinderokke Og Udstyr". Endelig er der en rigtig fin Facebook-gruppe for vævere, hvor brugerne er søde, rare og positive: "Vævegruppen!"

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lone :)
      Der er ingen tvivl om, at jeg vil købe reservedele hos Skytten-danmark. Jeg regner for eksempel med at jeg med tiden får brug for kamme i forskellige størrelser.
      Det er så mange grupper på FaceBook, tak for henvisningerne. jeg bliver nok nødt til at kigge på dem en dag, selvom jeg egentlig ikke gider FaceBook :)

      Slet
  2. spændende med den nye væv. Jeg har en gammel Lervad ramevæv, jeg skal væve på, når jeg engang får tid :-) hvorfor købte du egentlig ikke væven host Skytten.dk ? De har den samme væv til ca. samme pris. Det er helt OK at købe fra England, jeg har også selv lige bestilt noget som skal komme inden Brexit :-) Jeg tænkte du måske ikke vidste at skytten fandtes? De har både væve og spinde-ting og meget andet.... Har selv købt et krydsnøgle apparat engang for hundrede år siden hos dem, da de stadig var med til kreative dage (hed det ikke dengang) i Fredericia..... Bliver spændende at se hvad du får lavet på væven.

    Bedste hilsner
    Gunvor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Gunvor, jeg endte med at vælge England fordi jeg får mere for pengene. Jeg kender godt Skytten-Danmark og har allerede brugt dem til lidt småting til rokken. Der er heller ingen tvivl om, at det vil være der jeg henter reservedele og andet i den stil.
      Jeg tror stadig Kreative Dage i Fredericia findes :)

      Slet